UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Alvorsmand med stil og humor. En meget kort introduktion til Sándor Márai

Sandor Marai

Han er en af de store, men glemte forfattere. Den ungarnske forfatter Sándor Márai havde tiden og tidsånden imod sig, han gik under med det gamle Europa. Professor Børge Kristiansen giver her et unikt indblik i Márais forfatterskab.


 

Den ungarske forfatter Sándor Márai har efterladt sig et omfattende forfatterskab, bestående af romaner, dramaer, lyrik, essays og dagbøger. Han voksede op i et velhavende, borgerligt miljø, og denne borgerlige opvækst har i høj grad sat sit præg på både hans kunst, hans politiske holdning og indstilling til livet i det hele taget. I sin ungdom opholdt han sig i flere år i Tyskland, hvis kultur han både beundrede og blev påvirket af. Efter Anden Verdenskrig og efter at have forladt Ungarn for stedse, skriver han om tyskerne: ”Tyskerne lever igen, arbejder, de køber også bøger, går i teatret. Uden dem formår Europa ikke at komme på benene igen. Uden dem findes der ikke noget forlagsvæsen, ikke noget videnskabeligt, ikke noget teater- og musikliv i Europa”. Men han slutter med en bemærkning, der viser, at han i hvert fald havde fået nok af den anden side af tyskheden: ”Hvis de ikke lige er beskæftiget med institutionelt organiseret massemord, er de meget nyttige”.

Sándor Márai var som Thomas Mann en forbitret modstander af naziregimet, som han betragtede som det uhyrligste og blodigste voldsregime i Europas historie, men i modsætning til Thomas Mann, der fra USA energisk kritiserede Hitler og hans styre, valgte Márai det indre eksil, hvilket skal ses i sammenhæng med hans nationale sindelag, hans dybe forbundenhed med det ungarske sprog og sidst, men ikke mindst med hele hans stoiske livsholdning. Under den tyske besættelse trak Márai sig i stigende grad tilbage fra det offentlige liv, og i det sidste krigsår udgav han kun ganske få essays. Han blev mere og mere overbevist om, at han kun kunne efterkomme sit kald som forfatter ved at kappe enhver forbindelse med det officielle kulturliv, der i hans øjne fremstod som dybt korrumperet. Han valgte i en vis forstand isolationen og ensomheden som sit eneste våben mod en udvikling, der gik imod det borgerligt liberale livssyn, han havde tilegnet sig gennem årene.

Efter krigens afslutning fulgte han opmærksomt med i den politiske udvikling i Ungarn og nærede et håb om, at den kristne borgerlige tradition ville være i besiddelse af den tilstrækkelige styrke til at blive den åndelige kraft, der kom til at sætte sit præg på den nødvendige nygestaltning af landet i både kulturel, materiel og politisk henseende. Men med disse forventninger blev Márai allerede skuffet, før kommunisterne overtog magten i 1948, og efter den kommunistiske magtovertagelse udviklede det åndelige og politiske klima sig på en så totalitær måde, at han med sin konservative, borgerlige livsanskuelse til sidst måtte indse, at der ikke længere var plads til ham i hans fædreland. Han var efter den kommunistiske ensretning af kulturlivet hurtigt blevet forvandlet fra at være en højt estimeret forfatter til at blive indbegrebet af den reaktionære borgerlighed. Hans før så højt skattede værker, som var blevet sammenlignet med ingen ringere end Thomas Manns forfatterskab, blev nu til de ideologiske litteraturkritikeres yndlingsskydeskive. De konstaterede blandt andet, at andet bind af den store trilogi De fornærmede var ”et blankpoleret ingenting”, og at ”et lavere niveau end hans politiske og menneskelige niveau er kun forfatterens eget niveau”. Et ganske tilsvarende synspunkt gav Georg Lukács, litteraturpaven i Europas kommunistiske verden, udtryk for i en omfattende artikel om Márais forfatterskab, der skulle være den definitive nedslagtning af alt, hvad Márai stod for. I 1948 forlod Márai sit fædreland for stedse. Efter et kort ophold i Schweiz slog han sig med sin familie ned i Napoli, hvorefter der fulgte ophold i New York, Salerno og San Diego, hvor han som 89-årig skød sig selv for ikke at blive afhængig af andre mennesker. Da Márai insisterede på kun at ville og kunne skrive på ungarsk, betød eksilet, at han ikke længere havde forlag til rådighed, der ville udgive bøger på ungarsk. En stor del af hans værker er derfor først udgivet efter hans død fra de efterladenskaber, han lod tilbage. De fleste af hans bøger er takket være en stor indsats fra Piper Verlag oversat til og udgivet på tysk.

Et af de store temaer i Sándor Márais forfatterskab er den borgerlige verdens opløsning og forfald, et tema, som han har tilfælles med Thomas Mann. Dette tema behandler Márai i et af sine absolutte hovedværker, romanen Et ægteskabs forvandlinger. Imre Kertész har ved en lejlighed udtalt, at man ikke kan betragte Márai som en moderne forfatter, fordi hans stil og form er alt for påvirket af den traditionelle romanform i det 19. århundrede, men dette er en sandhed med ganske betydelige modifikationer. Den nævnte roman udmærker sig ved en perspektivisme, der er nyskabende og ’moderne’. Den har tre forskellige fortællere, der hver især fortæller historien om to forliste ægteskaber, som de alle tre har været involveret i. I første version er det den fraskilte hustru fra første ægteskab, der over for en veninde skildrer ægteskabets forløb, i anden version dominerer ægtemandens perspektiv, og i tredje og sidste version er det ægtemandens anden hustru, der beretter historien til sin elsker. Hensigten med de tre fortællerperspektiver er at problematisere forestillingen om den ene og hele sandhed. Dette sandhedsbegreb er hos Márai afløst af Nietzsches perspektivistiske sandhedsopfattelse, der i sidste instans udspringer af, at der i moderniteten med Kierkegaards ord kun findes en eneste objektiv sandhed, nemlig den ”objektive uvished”. Denne uvished udspringer af tabet af det absolutte, hvorved alle værdinormer er blevet relative.

Denne værdirelativisme kommer i Márais perspektiv til udtryk i en efterhånden mere og mere om sig gribende opløsning af værdigrundlaget for det højere borgerskab. Dette er, som det er fremstillet i Et ægteskabs forvandlinger, stivnet til et grotesk regelsæt af pligter til orden og disciplin helt ned i de mindste detaljer, som vi også kender det fra Thomas Buddenbrooks sidste fase og Aschenbachs liv i begyndelsen af Døden i Venedig. I Márais roman er den strenge borgerlige disciplin for den mandlige hovedperson Péter ensbetydende med, at hans liv spærres inde i en fængselslignende situation. Denne oplevelse af indespærring har han allerede hos sine forældre i barndommen og den første ungdom. Da dette gentager sig i hans første ægteskab, vokser hans indre modstand mod både den borgerlige korrekthed og det borgerlige ægteskab.

Her er det nu karakteristisk for Márai, at han i modsætning til Thomas Mann, hvos hvem protagonisternes oprør mod den livsundertrykkende borgerlige orden som regel resulterer i en eller anden form for dionysisk kaos, lader sin mandlige hovedperson forelske sig i familiens tjenestepige, der bliver hans hustru i andet ægteskab. Det Márai vil have frem, er, at alternativet til borgerskabets finkultur fører nedad, ikke kun socialt, men først og fremmest i kulturel henseende. Hans anden kone – tjenestepigen – har ganske vist under et længere ophold i England lært de fine manerer, der var en selvfølgelighed for både Péters forældre og hans første hustru. Borgerlighedens finkultur er med protagonistens andet ægteskab deklasseret til noget ydre, til en tillært adfærd, der har mistet sin ægthed og er blevet til en tom fassade. Denne opløsning af borgerskabet som det kulturskabende og kulturbærende lag fortsætter med opløsningen af protagonistens andet ægteskab, idet Márai lader tjenestepigen få det sidste ord i romanen.

Hun optræder som enerådende fortæller i sidste del, hvor hun afslører, at hendes tillærte ’dannelse’ var noget, hun greb til for lettere at kunne forføre og blive gift med den velhavende Péter. Ikke den borgerlige dannelse og kultur interesserede hende, men udelukkende andelen i Péters formue, der ville tilfalde hende ved skilsmisse. Dannelse er degraderet til et nødvendigt middel for at nå det egentlige mål: karriere, penge og rigdom. Med dette tema har Márai indfanget en både moderne og aktuel mentalitet, men analysen bliver i romanen endnu skarpere i kraft af, at den fraskilte hustru – den oprindelige tjenestepige – fortæller sin ægteskabshistorie til sin ny elsker, der er popstjerne. Under beretningen ligger denne popstjerne i den seng, hvori Péter – den oprindelige borger – er afgået ved døden nogen tid efter anden skilsmisse: Popkulturen har i bogstaveligste forstand indtaget den borgerlige finkulturs plads. Romanens sidste ord er i den tyske oversættelse: ”Mein Goldjunge”, altså ”min gulddreng”. Romanen er som kunstværk betragtet original med hensyn til sin form, og næsten profetisk med hensyn til sin analyse af, hvordan ægte dannelse og ægte kultur sank sammen i løbet af det tyvende århundrede og blev afløst af noget så fattigt, at det bedst sættes på betegnelsen: ”Min gulddreng”. En tilsvarende udvikling som den, der i Et ægteskabs forvandlinger går fra borgerlig finkultur til popkulturens ’gulddrenge’, har Márai også beskrevet i slutningen af sin autobiografi fra 1934, En borgers bekendelser: ”Den klasse, jeg blev født ind i, blander sig med de opadstræbende klasser; dens kulturniveau er i de sidste tyve år sunket drastisk, de krav, som det civiliserede menneske stillede til kulturen, er ved at uddø”. Autobiografien skildrer Márais opvækst i det ungarske borgerskab, et langt ophold i Tyskland og Paris samt den desillusionerende hjemkomst til Budapest efter faderens død. Fremhæves skal især kapitlerne, hvor Márai beskriver de glade tyvere i Berlin og selv var en særdeles aktiv deltager i det udsvævende liv, ikke mindst i de erotiske eskapader.

I en roman med titlen Gløden har Márai begået det kunststykke, at lade to venner, der er blevet til hinandens fjender, mødes til et opgør i en meget høj alder – begge nærmer sig de halvfems – hvor den forurettede tager hævn over sin gamle ven ved at tale uafbrudt, uden at den forhenværende ven kommer til orde, bortset fra et par enkelte bemærkninger. Der er tale om en lang monolog på hen imod 250 sider, der er gestaltet på en måde, så læseren ikke lægger bogen fra sig, før han er kommet frem til det afsluttende punktum. I Befrielsen skildres de allersidste kamphandlinger mellem nazisterne og de fremstormende russere og deres konsekvenser for et repræsentativt udsnit af befolkningen i Budapest, der er krøbet sammen i et beskyttelsesrum. To ting står i forgrunden i denne roman, nemlig den menneskelige elendighed og en sejr, der skulle have været befrielsen fra elendigheden, men blev til en befrielse for de agerende figurer, som disse helst havde været foruden. Dermed påstår Márai ikke, at det nazistiske herredømme var bedre end den russiske besættelse, men nok, at de kommunistiske magthavere var lige så slemme som nazisterne. Det er egne erfaringer fra kampene, men også fra den politiske udvikling, der danner baggrunden for Befrielsen.

Sándor Márai er en alvorsmand med stil og humor. Humoren finder vi i bøgerne En hund med karakter og En skole for fattige. En ledetråd for mennesker med ringe indkomst. I sidstnævnte, en slags håndbog i fattigdom, viser han med udpræget sort humor, hvorledes den fattige skal forholde sig med hensyn til at spise, drikke, rejse, fritid og kvinder for at komme igennem livet på en anstændig måde, mens han i den førstnævnte skildrer, hvad man skal være indstillet på at stå model til, når og hvis man anskaffer sig en hund. Til trods for, at bogen er på knap 300 sider, føler man sig under læsningen godt underholdt og efter læsningen beriget, da Márai kan den kunst at udvikle en hel livsfilosofi i betragtningerne over sin hunds mangeartede unoder.

Til gengæld er han alvorsmanden med stil i sine dagbøger, hvoraf der her i Tyskland allerede er udkommet de første ni bind. ’Dagbog’ er ikke en dækkende genrebetegnelser for disse værker, idet Márai hverken angiver årstal eller dato for de enkelte optegnelser som i den klassiske dagbogsform. Der er tale om betragtninger, hvor de forskellige hændelser og begivenheder i hans liv ikke kun registreres, men gøres til genstand for fortløbende refleksioner af en sjælden eksistentiel og livsfilosofisk dybde samt med en perspektivering, der indplacerer de konkrete hændelser i en vidtfavnende historisk, politisk, æstetisk og filosofisk kontekst. Det er ikke uden grund, at man har sammenlignet disse værker med Montaignes Essays. Man mærker i værkerne – selv i de tyske oversættelser – desuden for alvor, hvor tæt hans stil er forbundet med hans stoiske livsholdning. I de to første bind, der omfatter tiden fra 1943-1945, befinder Márai sig af politiske årsager i en krisetid, der spidser til i 1944. Han er taget ud til en lille landsby i omegnen af Budapest for at beskytte familien mod bomberne, der hagler ned over byen i russernes forsøg på at indtage den og i de tyske og ungarske nazisters forsøg på at holde den. Selv tager Márai næsten hver dag ind til Budapest for at kunne arbejde blandt sine bøger i sit arbejdsværelse og bibliotek: ”Dag og nat bombeangreb. Når den natlige luftalarm sætter ind, er jeg allerede træt; jeg venter i mit værelse på, at den skal holde op. Det er sikkert letfærdigt, for sidste nat slog en bombe ned i et hus i Királygaden og efterlod 160 dræbte i beskyttelseskælderen”.

Under disse forhold skriver Márai sine betragtninger dag efter dag. Selvom han i bogstaveligste forstand svæver i livsfare og er øjenvidne til, hvorledes byen med sine kunstskatte forvandles til en ruinhob, fremstilles alt i en klar, præcis og nøgtern stil, hvilket ikke mindst gælder med hensyn til hans egen følelsesmæssige tilstand. Vreden, hadet og fortvivlelsen får ikke lov at løbe af med dagbogsforfatteren, men er under kontrol i den saglige stil, der kendetegner den stoiske åndsaristokrats dagbogslignende værker. Denne registrerende, ’objektive’ stil mestrer Márai også i fremstillingen af sin egen personlige katastrofe, nemlig i skildringen af, hvorledes han en dag igen er taget ind til Budapest for at arbejde i sit bibliotek, men da han når frem, står foran et udbombet hus og må se i øjnene, at der kun er aske tilbage af en bogsamling på over ellevetusinde bind. Han noterer sarkastisk, at det immervæk lykkedes ham at redde fire bind – og disse fire bind gjorde alle de stationer med, hvor han slog sig ned under sit eksil fra 1948 til selvmordet i 1989.

Sándor Márai er i sit forfatterskab en genial analytiker af en kulturhistorisk udvikling, hvor der – med Nietzsches ord – ”ikke var noget, der ville blive større, men alt gik nedad, nedad mod det tyndere, mere godmodige, klogere, behageligere, mere middelmådige, mere ligegyldige”. Ønsker man sig en modvægt til ’gulddrengenes’ postmoderne laisser-faire, der ved at være som kejserens nye klæder fører til en udvanding af alt, hvad der foregår i de danske uddannelses- og kulturinstitutioner, skal man ty til de store kulturkonservative åndspersonligheders tankeverdener, som vi blandt andet finder dem hos Søren Kierkegaard, Arthur Schopenhauer, Henrik Pontoppidan, Thomas Mann – men så sandelig også i Sándor Márais mesterværker.