UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Armbåndsuret

Armbundsuret skaleret

Baggrunds Kabinet Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.

Oprindeligt var armbåndsuret blot et besmykket armbånd med ur. Men under Første Verdenskrig gik det fra at være en feminin dekoration anvendt af borgerskabets kvinder til også at blive enhver soldats stolthed og nødvendige instruktør. 


I skyttegravene, der strakte sig gennem Europa fra den schweiziske grænse og helt til Nordsøen, kunne man hverken se soldaternes fremmarch eller høre råbene eller jagthornenes kald til angreb.

For at kunne koordinere angreb i Første Verdenskrigs skyttegrave var det nødvendigt at kende tiden – hele tiden. Som den engelske soldat og digter Robert Nichols skrev i sit digt “The Assault” fra 1916, var det armbåndsurets tavse arme, konstant i bevægelse i krigens altoverdøvende storm, der markerede det tidspunkt, hvor fløjten skulle lyde, angrebet skulle sættes i gang og soldaterne skulle rejse sig, kravle op af gravene og blive et med “springvandene af jord”.

Siden det 18. århundrede var lommeuret – der fungerede med enten en åben eller lukket front, der skulle beskytte de skrøbelige arme  - blevet båret af rige gentlemen, som ønskede at kende tiden og som sidegevinst kunne vise deres rigdom frem for hele verden. For stort set alle andre var det kirkeklokkerne, solen og vanen, der markerede dagens gang.

Men for soldaten i Første Verdenskrig var lommeuret for skrøbeligt til at tage med i de våde skyttegrave og for upraktisk at skulle tage op af lommen i kampens hede. Med Første Verdenskrigs begyndelse indledte urmagerne derfor en kamp om at producere det mest hårdføre og pålidelige produkt. For at beskytte glasset mod både skidt, fugt og granatsplinter forsøgte man sig med et metalgitter og senere en front, der kunne åbnes ved hjælp en fjeder. Begge løsninger viste sig at være upraktiske, da metalgitteret gjorde det svært at aflæse tiden og fjederen hurtigt rustede i de våde skyttegrave. Efter forsøg med celluloid, der viste sig at være for brændbart, blev det erstattet af ubrydeligt glas.

Men armbåndsuret bød også på et problem af en helt anden karakter end dets evne til at modstå skyttegravene: Det var for feminint.

Indtil 1920’erne havde armbåndsuret været et besmykket armbånd med et ur, der nærmere havde haft en dekorativ end en praktisk funktion. Det var primært kvinder, som havde båret armbåndsuret og de mænd, der havde benyttet sig af det, havde været genstand for stor komik og latterliggørelse.

Armbåndsuret blev derfor markedsført med fokus på dets maskuline egenskaber.

Som en reklame fra urmageren Waltham Watch Co. fra 1914 proklamerede, så var deres armbåndsur ikke bare robust, men også en gave, enhver mand ville bære med stolthed, hvadenten ‘HAN’ var soldat ved fronten eller civil. To år senere viser en anden reklame fra S. Smith & Son Ltd. en arbejder med opsmøgede ærmer, der forgæves forsøger at smadre urets ubrydelige glas med en forhammer.

I artiklen ‘Armbåndsuret taler ud’ fra krigens sidste år, der blev udgivet af militærmagasinet Stars and Stripes, afspejledes armbåndsurets nye status. Armbåndsuret, der ved krigens afslutning endelig havde fundet sin egen stemme, fortæller her om sin fortid som pyntegenstand

”Jeg blev også båret af lounge-reptilerne, drengene som havde deres lommetørklæder inde i deres ærmer, som hellere ville ses uden deres bukser end uden deres velpolerede stokke, de små knægte som forsøgte at bære monokler, og forgæves forsøgte at gro et moustache og kultivere uamerikanske accenter.”

I løbet af krigen kom armbåndsuret med selvlysende visere og ubrydelig glas til at stå øverst på officerens liste over ting, som man skulle have med til fronten. Ved krigens afslutning var armbåndsuret blevet noget som mænd stolt kunne bære. Som uret selv proklamerede i Stars and Stripes i 1918, så var det nu i hjertet af enhver bevægelse i krigen.

”Jeg er vidne til hver en handling, kronikøren af ethvert sekund, som denne krig tikker. For evigt hævet over puddelhundeklassens nytteløse ornamenter, er jeg instruktøren, dommeren, sjælesørgeren, enhver mands og officers bedste ven.”

Det moderne armbåndsur, der i dag bliver båret af både mænd og kvinder, var ikke alene et resultat af en teknologisk videreudvikling af lommeuret. Det var et udtryk for en transformation af armbåndsurets køn.

 

Videre læsning:

Joanna Scutts. 2014. ‘Zero Hour’. Lapham’s Quarterly.

New York Times. 1916. ‘Changed Status of the Wrist Watch’. New York Times.

The Stars and Stripes. 1918. ‘The Wrist Watch Speaks’. Stars and Stripes.