UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Austerlitz

4438334557_3d54769c64_o

Theresienstadt

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har vi spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.

I 1939 bliver den femårige Jacques Austerlitz sendt med Kindertransport til England, hvor han kommer til at bo ved en engelsk plejefamilie. Først meget senere i sit liv begynder arkitekturhistorikeren Austerlitz at optrevle sin egen fortid næsten halvtreds år tidligere. Dette leder ham til Theresienstadt-ghettoen.

Baggrund bringer i dag et uddrag af den danske oversættelse af W. G. Sebalds Austerlitz.


 

“I aftentimerne og weekenderne, sagde Austerlitz, begyndte jeg dengang, i min gartnermedhjælpertid i Romford, at studere det næsten otte hundrede tættrykte sider omfattende værk, som H.G. Adler, der hidtil havde været ukendt for mig, mellem 1945 og 1947 under de vanskeligste betingelser dels i Prag, dels i London, havde forfattet om indretningen, udviklingen og den interne organisation af ghettoen i Theresienstadt og flere gange omarbejdet, før det udkom på et tysk forlag i 1955. Læsningen, der linje for linje gav mig indblik i det, jeg ved mit besøg i fæstningsbyen i min så godt som fuldkomne uvidenhed ikke havde kunnet forestille mig, gik uendelig langsomt for sig på grund af mine mangelfulde tyskkundskaber, ja, sagde Austerlitz, jeg kunne godt sige, at den var næsten lige så svær for mig som en dechifrering af en ægyptisk eller babylonisk kile- eller tegnskrift. Stavelse for stavelse måtte jeg gætte mig til de i min ordbog ikke opførte, flerdobbelt sammensatte komposita, der åbenbart fortløbende blev frembragt af tyskernes i Theresienstadt altbeherskende fag- og forvaltningssprog. Og når jeg omsider havde fundet betydningen af betegnelser og begreber som Barackenbestandteillager, Zusatzkostenberechnungsschein, Bagatellreparaturwerkstätte, Menagetransportkolonnen, Küchenbeschwerdeorgane, Reinlichkeitsreihenuntersuchung eller Entwesungsübersiedlung – Austerlitz artikulerede til min forundring disse tyske ordsammensætninger uden nogen tøven og uden ringeste spor af accent – så måtte jeg, fortsatte han, med en lige så stor anstrengelse prøve at indordne den af mig rekonstruerede præsumptive betydning i de pågældende sætninger og i den videre sammenhæng, der hele tiden truede med at glide mig af hænde, for det første, fordi jeg ikke sjældent skulle bruge tiden helt til midnat til en enkelt side, og der gik meget tabt i denne langstrakthed, for det andet, fordi ghettosystemet i sin på en vis måde futuristiske deformering af samfundslivet beholdt sin karakter af noget irreelt for mig, på trods af at Adler jo beskriver det til mindste detalje og i hele dets fakticitet. Derfor forekommer det mig i dag utilgiveligt, at jeg gennem så mange år, om end ikke forsætligt, så dog selv forhindrede udforskningen af min egen førdatid, og at det af den grund nu er blevet for sent at opsøge Adler, der boede i London til sin død i sommeren 1988, og at tale med ham om dette ekstraterritoriale sted, hvor der på visse tidspunkter, som jeg vist allerede har sagt en gang, sagde Austerlitz, var tvunget op mod tres tusind personer sammen på et areal af næppe over en kvadratkilometer, industriledere og fabrikanter, advokater og læger, rabbinere og universitetsprofessorer, sangerinder og komponister, bankdirektører, købmænd, kontordamer, husmødre, landmænd, arbejdere og millionærer, folk fra Prag og det øvrige protektorat, fra Slovakiet, fra Danmark og fra Holland, fra Wien og München, Köln og Berlin, fra Pfalz, Mainfranken og Westfalen, hvoraf hver enkelt måtte klare sig med cirka to kvadratmeter boligareal, og som alle, hvis de på nogen måde var i stand til det, henholdsvis indtil de, som det hed, blev indvognet og sendt videre østpå, var forpligtet til uden ringeste vederlag at arbejde i en af de manufakturer, Afdelingen for Ekstern Økonomi havde indrettet i profitskabende øjemed, på bandagistværkstedet, i læderatelieret, i galanterivareproduktionen, i træsåls- og oksehudsgalochefremstillingen, i kulsvideriet, ved tilvirkningen af underholdningsspil som mølle, ludo og hat over hat, ved glimmerspaltningen, i kaninhårsklipperiet, ved blækstøvpåfyldningen, ved SS’s silkeormeavl eller i de talrige virksomheder til internt brug, i tøjkammeret, distriktslappestuen, i udsalgene, på kludelageret, i bogregistreringsgruppen, i køkkenbrigaden, kartoffelskrælleriet, knogleforarbejdelsen eller på madraskontoret, i syge- og patienttjenesten, ved desinfektionen eller gnaverbekæmpelsen, i kvarteranvisningen, i centralpersonregisteret, i selvforvaltningen, der havde sit sæde i Kaserne BV, kaldet ”Slottet”, eller i godstrafikken, der inden for murene opretholdtes med et sammensurium af de mest forskelligartede kærrer og med cirka fire dusin gammeldags ligvogne, som man fra protektoratets nedlagte landkommuner havde skaffet til Theresienstadt, hvor de med to mand spændt for vognstangen og fire til otte til at skubbe bagpå og tage fat i egerne bevægede sig gennem de overfyldte gader, mærkelige svajende køretøjer, hvis bemaling i sort og sølv snart skallede af, og hvis ramponerede overbygninger blev groft savet væk, de høje kuskebukke og kronetagene, der var båret af drejede søjler, indtil de med kalkfarve nummererede og påskrevne underdele knap nok lod det oprindelige formål ane, et formål, sagde Austerlitz, som de dog også tit stadig tjente, for en betragtelig del af det, der dagligt skulle transporteres i Theresienstadt, var de døde, hvoraf der altid var mange, fordi den høje befolkningstæthed og den mangelfulde ernæring gjorde infektionssygdomme som skarlagensfeber, enteritis, difteri, gulsot og tuberkulose umulige at inddæmme, og fordi gennemsnitsalderen hos de fra Rigsområdet til ghettoen transporterede personer var over halvfjerds år, og disse personer, som man inden deres bortsendelse havde foregøglet noget om et behageligt bøhmisk luftkursted ved navn Theresienbad med smukke haver, promenadestier, pensionater og villaer, og som i mange tilfælde var blevet overtalt eller tvunget til at underskrive såkaldte plejehjemskøbekontrakter til en nominel værdi af op til firs tusind rigsmark, som følge af sådanne pånødede illusioner ankom helt forkert udstyret til Theresienstadt, i deres bedste tøj og med bagagen fuld af alle mulige ting og memorabilier, som var helt ubrugelige i lejren, og tit var nedbrudt på sjæl og legeme allerede ved ankomsten, ikke længere herrer over deres sanser, delirerende, uden erindring sågar om deres eget navn, og i deres svækkede tilstand enten slet ikke eller kun i nogle dage overlevede den såkaldte indslusning, henholdsvis på grund af den ekstreme psykopatiske ændring af deres væsen, en slags virkelighedsfjern infantilisme, forbundet med tab af tale- og handleevnen, straks blev anbragt på den psykiatriske afdeling, der havde til huse i Kavalerkasernens kasemat, hvor de så, under de rådende grufulde forhold, i reglen gik til grunde efter en eller to ugers forløb, hvilket betød, selv om der i Theresienstadt ingen mangel var på læger og specialister, der tog sig af deres medfanger, så godt de kunne, og på trods af dampdesinfektionskedlerne på maltkøllen i det tidligere bryghus og de af kommandanturen i den store kamp mod luseplagen indrettede cyanbrintegaskamre og andre hygiejneforholdsregler, at antallet af døde – hvad der jo på den anden side også, sagde Austerlitz, svarede helt til hensigten hos ghettoens øverste herrer – bare i de ti måneder mellem august 1942 og maj 1943 steg til langt over tyve tusind, så snedkeriet i den tidligere rideskole ikke længere kunne fremstille bræddekister nok, og der i centralligkammeret i kasematten ved udfaldsporten til vejen mod Bohusevice undertiden lå mere end fem hundrede afdøde i flere lag oven på hinanden, og de fire oliefyrede forbrændingsovne i krematoriet, som blev holdt i døgndrift og arbejdede i cykler på hver fyrre minutter, blev belastet til overgrænsen for deres kapacitet, sagde Austerlitz, og dette, fortsatte han, i grunden kun til livsudslukkelse beregnede internerings- og tvangsarbejdssystem i Theresienstadt, hvis af Adler rekonstruerede strukturplan regulerede samtlige funktioner og kompetencer med vanvittig forvaltningsteknisk iver, lige fra indsætningen af hele brigader ved bygningen af stikbanen fra Bohusevice ind i fæstningen og ned til den enlige tårnvægter, der skulle holde urværket i den afspærrede katolske kirke i gang, dette system skulle der hele tiden holdes opsyn med og aflægges statistisk regnskab for, især hvad det samlede antal ghettobeboere angik, en ualmindelig kostbar forretning, langt ud over det civilt nødvendige, når man tænker på, at der til stadighed ankom nye transporter og regelmæssigt fandt udmønstringer sted til videresendelse med dokumentpåtegningen R.n.e. – Rückkehr nicht erwünscht, tilbagevenden ikke ønsket, hvorfor da også de ansvarlige i SS, for hvem talmæssig korrekthed hørte til de højeste principper, flere gange lod gennemføre folketællinger, en gang sågar, sagde Austerlitz, den 10. november 1943, i Bohusevice-dalen uden for fæstningsmurene på en åben mark, hvor hele ghettoens befolkning – børn, gamle og syge, der bare halvvejs var i stand til gå, ikke undtaget – måtte marchere ud efter allerede i morgengryet at være trådt an i boligblokkenes gårde, og hvor man dernæst, bevogtet af bevæbnede gendarmer, opstillet i blokformation bag nummererede trætavler, ude af stand til at træde ud af geleddet bare et par minutter, var tvunget til at vente hele dagen under de råkolde tågeskyer på SS-folkene, der klokken tre endelig indfandt sig på deres motorcykler, indledte tælleproceduren og efterfølgende gentog den endnu to gange, før de, da det var ved at være tid til aftensmaden, formåede at overbevise sig om, at det fremkomne slutresultat, lagt til antallet af de få tilbageblevne inden for murene, virkelig svarede til det af dem formodede antal på fyrre tusind et hundrede fem og fyrre, hvorefter de skyndsomt kørte derfra igen og således helt glemte at give befaling til tilbagemarch, så at denne menneskemængde på mange tusind altså denne grå 10. november blev stående i Bohusevice-dalen til langt ind i mørkningen, gennemblødt til skindet og i tiltagende ophidselse, bøjet og svajende som et rørkrat under de regnfyldte vindstød, der nu fejede hen over landet, indtil de omsider, drevet af en bølge af panik, strømmede tilbage til byen, som de allerfleste kun var kommet ud af denne ene gang siden deres overflytning, og i hvilken der nu snart, sagde Austerlitz, efter det nye års begyndelse, med henblik på den i forsommeren 1944 forestående, af Rigets bestemmende instanser som en gunstig lejlighed til dissimulering af deportationsvæsenet betragtede besøg af en Røde Kors-kommission, blev taget skridt til den såkaldte forskønnelsesaktion, i løbet af hvilken ghettobeboerne i SS’s regi fik et enormt saneringsprogram at bestride: græsplæner, spadserestier og en urnelund med kolumbarium blev anlagt, der blev opstillet parkbænke og skilte, som på tysk maner var smykket med morsomme udskæringer og blomsterornamenter, over tusind rosenbuske blev plantet, en vuggestue og en børnehave udstyret med pyntefriser, sandkasser, soppebassin og karruseller, og den tidligere biograf OREL, der hidtil havde fungeret som fattigkvarter for de ældste ghettobeboere, og hvor den kæmpemæssige lysekrone stadig hang ned fra loftet i det dystre rum, blev på få uger ombygget til en koncert- og teatersal, mens der andetsteds, med ting fra SS’s varemagasiner, åbnedes forretninger med levnedsmidler og husgeråd, herre- og dameekvipering, skotøj, linned, rejseartikler og kufferter; også et rekreationshjem fandtes nu, et bedehus, et lånebibliotek, en gymnastiksal, en post- og pakkeekspedition, en bank, hvis direktionskontor var udstyret med en slags feltherreskrivebord og et klubstolemøblement, samt en cafe, foran hvilken man med parasoller og klapstole skabte en kurstedsatmosfære, der indbød de forbipasserende til at slå sig ned, og således var der ingen ende på forbedrings- og forskønnelsesaktiviteterne, der blev savet, hamret, malet og lakeret, indtil tidspunktet for besøget var rykket nær og Theresienstadt, efter at man igen, midt i alt postyret, så at sige som udtynding havde sendt syv et halvt tusinde af de mindre præsentable personer østpå, var forvandlet til et Potemkinkulisseagtigt eldorado, der måske endda fordrejede hovedet på en del af sine beboere eller i hvert fald fyldte dem med visse forhåbninger, og hvor kommissionen, bestående af to danskere og en schweizer, da den efter en af kommandanturen helt præcist udarbejdet tid- og stedplan blev dirigeret rundt gennem gaderne og betrådte de rene, tidligt om morgenen med sæbelud skurede fortove, med egne øjne kunne se, hvilke venlige og tilfredse mennesker, forskånet for krigens rædsler, der her kiggede ud ad vinduerne, hvor nydeligt de alle var klædt, hvor godt de få syge blev passet, hvordan man udleverede anstændig forplejning på porcelænstallerkner og brødrationen blev uddelt med hvide drejlshandsker, hvordan opslag på hvert gadehjørne indbød til idrætsarrangementer, kabareter, teaterforestillinger og koncerter, og hvordan byens befolkning ved fyraften i tusindvis strømmede ud på fæstningens skanser og bastioner og promenerede i den friske luft, næsten ligesom globetrottere på en oceandamper, et alt i alt beroligende skuespil, som tyskerne efter besøgets afslutning, om det nu var i propagandaøjemed eller til legitimering over for sig selv af hele fremgangsmåden, lod fastholde i en film, der, som Adler fortæller, sagde Austerlitz, så sent som i 1945, da en stor del af de medvirkende i den ikke længere var i live, blev underlagt med jødisk folkemusik, og hvoraf der efter krigens afslutning skal have befundet sig en kopi i den britiske besættelseszone, en kopi, som han, Adler selv, sagde Austerlitz, dog aldrig fik at se, og som nu åbenbart helt og holdent er forsvundet. I månedsvis, sådan sagde Austerlitz, søgte jeg via Imperial War Museum og på andre steder forgæves efter fingerpeg om, hvor denne film kunne være, for selv om jeg jo før min afrejse fra Prag tog ud til Theresienstadt, og trods Adlers med så stor omhu nedfældede og af mig til sidste fodnote studerede beretning om forholdene der, var det umuligt for mig at tænke mig tilbage til ghettoen og at forestille mig, at Agáta, min mor, skulle have været det sted dengang.”

 

Austerlitz er udgivet på det danske forlag Tiderne Skifter, der i juni udgiver W. G. Sebalds Luftkrig og litteratur og genudgiver Austerlitz i efteråret. Læs om Austerlitz på Tiderne Skifter: her.