UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Splinten i øjet?

SPINOZA1

Debatten om ytringsfriheden raser. Men er vi vitterligt kun overladt til to positioner: dem der forsvarer retten til at ytre sig om alt, og dem der lader sig kue af trusler? Dr.phil., forfatter og essayist Alexander Carnera kigger på en mulig tredje position: Ytringsfriheden er en del af en frihedskamp, en dannelsesproces, der kræver opmærksomhed, fantasi, indlevelse og smag.


 

I dagene efter angrebet på Charlie Hebdo var det som om alt stod stille. Skriverier og medier koncentrerede sig kun om én ting. Politikere, meningsdannere og stærke ytringsfrihedsforkæmpere stod alle vagt om den vigtige grundrettighed. Flere stillede krav om at journalistkulturen måtte melde ligeså klart ud som Charlie Hebdo’s satiriske praksis. Andre igen stillede sig spørgende og undrende overfor den hårde linje og foretrak påpasselighed for ikke at sætte ild til gløderne. Her stoppede jeg. Jeg tænkte som så: Måske er det på tide at stille et andet slags spørgsmål, som ikke retter sig mod en given position. Og i stedet spørge på en måde som måske kan ændre på koordinaterne for debatten: Skal den handle om hvad vi har og hvad vi allerede kender som vores værdier, det, som de andre ikke har, eller skal den handle om hvordan vi tænker eller kan tænke? Jeg vælger det sidste. Jeg kom frem til at mit første spørgsmål måtte blive noget i retning af: Hvordan forstår jeg min egen kritiske position? Hvorfra taler jeg? Hvem er det jeg, der taler og kan det bringes i aktiv spil på en måde der skaber et andet fokus? Man kunne eksempelvis som flere har gjort opmærksom på gennem historien pege på, hvordan en kritik af fascisme (ditto islamisk fundamentalisme) må følges af en kritik af egen liberalisme. En ven af mig har formuleret det sådan, at ”i reaktionen efter angrebet på Charlie Hebdo ser vi splinten i deres øje, det vil sige islamismen, men ser ikke bjælken i vores eget øje – neoliberalismens kapitalisme”.

Ytringsfrihedskæmpernes klare linje består i at forsvare noget godt – ytringsfriheden. Men det kunne være interessant at supplere denne med en kritik af liberal kapitalisme og en forståelse af, hvordan oplysningsfilosofi er forbundet med en selvkritisk samtale om egne værdiers udvikling. Det kunne jeg godt tænke mig at se nogle flere refleksioner af i denne tid. Altså, lade denne begivenhed blive en anledning for tænkning – og især selvkritisk tænkning. Selvkritik, ikke forstået som en kritik af europæiske værdier som sådan, men som en forståelse af, hvordan man gør værdier levedygtige og ikke blot konserverende. Og dermed gøre værdierne stærkere, så de kan fungere som bolværk mod populisme, højreekstremisme og fundamentalisme i enhver afskygning. Ved at afkoble kapitalismekritik fra den liberale frihedsforståelse, risikerer man at overse de strukturelle årsags-virkningssammenhænge, der hersker mellem liberal kapitalisme, der netop avler populisme som aldrig før, tab af en kritisk offentlighed, højrefascisme og fundamentalisme, hvorved man mister sproget og tænkningen for den selvkritiske samtale. Žižek skriver og dokumenterer i sin bog Vold, hvordan kapitalismens strukturelle vold er langt større end den fysiske vold. International forskning dokumenterer dette til overflod. Det er et problem at skille tingene ad: Først er der frihedsværdier og dernæst strukturel vold som neoliberal kapitalisme afstedkommer. De to ting er intimt forbundne og den strukturelle vold er direkte forbundet med rekrutteringen af neofascismens fundamentalisme.

 

Modmagt overfor egen selvundertrykkelse

Filosoffen Baruch de Spinoza fremhævede vigtigheden af, at kunne kritisere religion, men der var mere på spil end blot at indtage en position, hvorfra man kan dømme. Jo, han var nådesløs overfor de religiøse hyklere i sin samtid. Men friheden var for ham aldrig bare en ret, men en magt (kraft). Spinozas pointe var, at man ikke har sagt særlig meget om ytringsfrihed, hvis man kun taler om den som en fiktiv ret. Dens realitet går først op for én, når man forstår den som del af en frihedskamp, en dannelsesproces, der kræver opmærksomhed, fantasi, indlevelse, smag. Nøjes man med at henvise til retten til at være fri, laver man en parodi på friheden. For virkelig frihed er forbundet med tankens forvandling, det, som øger vores egen handlekraft, hvorved vi bliver årsag til egen fremdrift. Frihed lever ikke i et vakuum, men bliver først virkelig som et resultat af vores evne til at blive påvirket og samtidig påvirke omgivelserne. Frihed er en ‘etisk differens’, som forskellen mellem forskellige eksistensmåder. Et individ betragtes som ond, slavagtig eller dum, hvis det forbliver impotent og ude af stand til at handle. Menneskets væremåde kan derimod kaldes god, fri, rationel eller stærk, hvor livsførelsen øger ens evne til at berøres, således at ens handlekraft øges og aktive affekter og adækvate ideer skabes. Et menneskes væremåde dømmes ikke af hinsidige principper, men vurderes dennesidigt ud fra hvordan væremåden giver livet intensitet – ikke mindst med andre.

I dag har frihedskampen givet os flere modsatrettede forhold: Samfundskontrol tydeliggjort ved terrorfrygt, der legitimerer moralsk kontrol på alle mikrosociale niveauer, der samtidig baner vejen for en ny medie- og mobilteknologi. Men vi har, som Truls Lie fremhæver i Morsmålets moral i Le Monde Diplomatique, også fået “et moralsk opgør mod kontrol af ejendom – i kopien og piratkopiens kultur, i samplingskulturen. Til trods for at vi har lært forskellen på at eje, stjæle og låne. Og datavirus kan fungere som en modmagt overfor den rådende kommunikation. I dag må vi være stærke til at finde andre væremåder der skaber netværksbrud og bebo en verden uden den kristenmoralske benægtelse af os selv. Som opdyrker en ny krop og sanselighed som modmagt. Måske en eksistenskunst man kan finde i Spinozas overskridende rationelle, eller i Deleuzes minoritet?” I Iran og mange andre steder er Islam inde i et voldsomt selvopgør som tager tid. Men den modstand og smerte, vi må gå igennem for at blive etisk ansvarlige, kræver en anstrengelse, som i langt de fleste tilfælde undermineres af den blot løftede pegepinger, der forsøger at udpege den skyldige. Ofte opfører vi os som barnet eller slaven: Det er din skyld, det er ikke mig! Er det vores traume, at vi ikke magter at indgå i en selvkritisk samtale der hæver op over kynismens liberale selvtilfredshed? Vi køber lidt Starbucks kaffeetik og donerer lidt til regnskoven samtidig med, at vi køber og spiser mange andre ting der fælder regnskoven. Etisk kamp mod undertrykkelse bør i vor tid derfor starte i én selv, i ens egen væremåde – i skyldens og selvundertrykkelsens mikrofascisme.

 

Den uendelige selvkritiske samtale

Den uendelige samtale handler om, hvordan vi indskriver os i det vi kunne kalde for ’menneskehedens historie’, men som ligeså meget handler om hvordan vi selv bliver bedre til på egen hånd at tænke over egne værdier. Dette er den daglige kamp for autonomi og etisk myndighed. Kants morallære handlede om, at vi ved at adlyde den rene fornuft adlyder os selv. Lovens formelle orden er det nødvendige onde, kunne man sige. For det skaber samtidig det ubærlige pres, som vi dagligt må kæmpe med, kampen for at være myndige, autonome. Et pres vi ikke kan unddrage os, hvis vi vil øve os på den verdslige frihed. Her ligger også udfordringen for kritikken. Kundskabens problem, sagde den italienske filosof Giorgio Agamben i Stanzas. Words and Phantasm in Western Culture, er et spørgsmål om besiddelse. Kritik, som det oprindeligt blev forstået i vestlig filosofi, bestod i ikke fuldt ud at afdække undersøgelsens objekt, men at opspore dets grænser for at få et glimt af sandheden. Kritik står i en relation til det ubegribelige, hullet i os selv, vores egne værdier, som skal holdes i live, til stadighed undersøges og udforskes. Det bedste vi kan gøre for de værdier, vi gerne vil værne om er ikke at besidde dem som en færdig realiseret størrelse, men trodsigt kredse om deres ufærdighed. Det er denne uendelige selvkritiske samtale om de europæiske værdier, der skal dæmme op overfor ekstremisme. Uden den uendelige selvkritiske samtale ender vi i en selvtilfreds og selvbevidst konservering af værdierne, som dermed mister sin levende substans og realitet. Dette gælder enhver profession og ethvert almindeligt menneskes konfrontation med livets usikkerhed: Det forstår først graden af sit ansvar når der ikke er faste regler det kan forlade sig på som kan legitimere dets beslutning. Det er når vores erfaring bryder med en kognitiv vished, at vi forstår vægten af et ansvar. Det eneste ansvar der er sit navn værd opstår med fjernelsen af den faste grund, tilbagetrækningen af de regler og den kundskab, vi sætter vores tillid til for at kunne udføre vores beslutninger. Et virkeligt ansvar kan ikke tage udgangspunkt i det, man allerede ved. Og derfor kan man heller ikke som en automatreaktion blot henvise til givne værdier. Det er når virkningerne og betingelserne for vores handlinger ikke længere kan beregnes, og hvor vi ikke har andre steder at bevæge os hen, ikke engang tilbage til ’os selv’, at vi møder noget vi kan kalde for et ansvar. Den franske forfatter Maurice Blanchot, der var optaget af dette i forhold til jøderne og holocaust, kaldte denne øvelse for ’den uendelige samtale’, det kundskabs- og tænkearbejde, der i stedet for at besidde sin genstand som en færdig viden insisterer på – i en slags trods – at tænke mod sig selv for at udvide fornuften, gøre den overskridende. Hvis oplysningstankens gennemsigtige subjekt er udgangspunktet for frihed, blokerer den samtidig for det umulige, det, som skal tænkes igen og igen – her, de europæiske frihedsværdier. Friheden har ikke et objekt og forudsætter ikke at man kan falde tilbage på en given position. Det trodsige forsøg opererer med et ’selv’ over tid: Vi har en fremtid, men den kan ikke føres tilbage til en specifik fortid. Den virkelige frihed tillader ikke nogen stabil identitet, men kun gentagelser af relationen til det, vi møder – mødet med det fremmede, både det ‘indenfor’ (fremmedheden i os selv) og udenfor os.

 

Bæstet i os

En pendant til den uendelige selvkritiske samtale har også fået sit talerør indenfor litteraturen. Kort før sin død udtalte den spanske forfatter Roberto Bolaño i et interview efter udgivelsen af sit sidste hovedværk 2666, at hvis man vil forstå hemmeligheden ved verden i dag, skal man forstå og se lemlæstelserne og nedslagtningen af et utal af kvinder og børn i den mexicanske grænseby Ciudad Juárez. Ikke alene er narkokarteller en strengt hierarkisk kapitalistisk organisation, også den primære aftager af narkotika, Amerika, har mængder af mennesker involveret som aftagere af disse varer på grund af de mange milliarder der tilflyder landet. Pointen er: Hvis hemmeligheden om vores verden kan aflæses her, er det fordi at historien om disse ting, samtidig er historien om bæstet i os alle. Bæstet der opretholder udbytteforhold, der sender tusinder af mennesker i døden, bæstet i os der for at vi kan sikre vores priviligerede livsform i vesten med vores forbrug holder flere især afrikanske lande i et dybt forgældet afhængighedsforhold, bæstet i os – listen er lang. Derfor må du skrive! – sagde Bolaño. Man må forsøge at udstille mørkets hjerte, altså tænke i en trods mod sig selv, for at bekræfte en mulig verden. Kun ved at tænke negativt, bevæge dig ind i bæstet i dig selv, bliver det muligt at problematisere vores egen fornuft, vores overlevelse, alt hvad vi har lært. Den kritiske tanke tager ikke sit objekt i besiddelse, men berører dets grænser for trodsigt at kredse om betingelserne for dets egen ubegribelighed. Muligvis er Bolaños styrke, i alt fald ifølge hans engelske oversætter Chris Andrews, at han forener sansen for elegi og energi, eller endnu bedre, Bolaños litteratur berører os, fordi den distancerer sig ikke kun fra magten og det etablerede – men også fra måden at skrive litteratur om livet på. Intet er sikkert i Bolaños verden, ikke engang vores egne værdier, og litteraturen er ikke et arkiv over vores liv, den er den alvorlige leg med livet. Verden lader sig aldrig helt tyde eller helt læse, men det er også menneskehedens chance. Alt er åbent fordi verden er ulæsbar. Vi savner i dag friheden til at gøre denne ulæsbare praksis til en fast øvelse, til det som hører med til den uendelige samtale. Den umulighed der gør politikken – friheden og ansvaret – uomgængelig.

Tak til Anders Magelund, Eva Hansen og Jakob Qvist.

Alexander Carnera er Dr. Phil., forfatter og essayist, samt ekstern lektor ved CBS. Du kan læse videre om Spinoza og ytringsfrihed i Alexander Carneras artikel i norsk

Den nya serien av konst som inspireras av bröllopssäsongen i Milano, eller enkel och klassisk eller lyxiga som en saga, traditionell, romantisk, enkel Bröllopsklänningar  onoline ,