UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Blogs skaber træningsbane for cubansk demokrati

Blogs skaber træningsbane for cubansk demokrati

Mens Castrobrødrenes et-parti-system lukker ned for alle partifjendtlige ytringer, spirer demokratiet i Cubas skygge: på internettet. Den cubanske offentlighed er gået online. Men er internettet første skridt på vejen til demokrati, eller er det bare endnu et medie, der skal kontrolleres? 

“I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære beretter denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse, alle forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.


 

Som Cuba-interesseret kan man engang imellem være heldig at finde en artikel  om den cubanske blogosfære i vestlige medier. Så kan man læse om en modig gruppe af bloggere, der sætter sig op imod den onde cubanske stat med krav om ytringsfrihed og markedsøkonomi. Desværre er dette billede både forsimplet og misvisende, da man fuldstændig misser beskrivelsen af den voldsomme debat i det komplekse bloggermiljø, hvor meningerne mildest talt er divergerende og langt fra alle ønsker en fremtid med liberal markedsøkonomi.

Yoani Sánchez er uden sammenligning den mest berømte blogger fra Cuba – og siden Time i 2008 kårede hende til en af verdens 100 vigtigste personer, kunne man måske kalde hende den mest berømte blogger i verden. Udnævnelsen har betydet, at Yoani kom i søgelyset, når ‘frihedselskende’ organisationer som f.eks. CEPOS skulle pudse glorien ved at sætte sig i forbindelse med ‘modige frihedsforkæmpere’, eller når amerikanske politikere skulle promovere deres anti-kommunistiske holdninger ved konferencer om internetteknologi.

Det betød, at Yoani gennem sin vigtige blog – Generation Y – endda har fået muligheden til at rette spørgsmål direkte til præsident Barack Obama. Det er godt for Yoanis kamp for demokrati og ytringsfrihed. Det giver hende nemlig en form for manøvrerum i forhold til den cubanske regering, der betyder en større ytringsfrihed. På den anden side er det også meget ærgerligt for Yoanis kamp for demokrati og ytringsfrihed, fordi det betyder at al medieomtale af den cubanske blogosfære udelukkende fokuserer på hendes kamp mod systemet. Demokratisk uenighed og debat mellem de cubanske bloggere bliver glemt i euforien over hendes opsætsighed.

 

Cubas bloggere er flere end Yoani Sánchez

Det cubanske blogmiljø er mere end Yoani Sánchez. Der findes bloggere, der bruger nettet til at fremme et politisk standpunkt, men der er også bloggere, der blot udnytter den uvante mængde ytringsfrihed til at komme i kontakt med familie og venner i eksil, samt bloggere, der bruger internettet som en form for offentlig skriftestol, hvor de kan komme af med de frustrationer der hører med til et totalitært regime. Der er hiphop-musikere, der udgiver protestmusik online, der er filmproducenter, der bruger gratis programmer til at redigere og offentliggøre deres værker. Laritza Diversent bruger internettet til at give ‘advokathjælp’ til cubanere, der som oftest ikke er oplyste om de rettigheder, som deres egne love giver dem, og som derfor er lette at narre af korrupte bureaukrater og politifolk. Med Laritzas blog på en USB-pen kan borgerne stå meget bedre imod det udbredte magtmisbrug.

Laritza er uddannet jurist, men begyndte kort efter sin uddannelse at samarbejde med journalister, der arbejdede uden om statens officielle kanaler. I denne forbindelse deltog hun i et seks måneders ‘blogger-akademi’ hjemme hos Yoani. Her blev hun sammen med andre cubanere både undervist i, hvordan man som cubaner får adgang til nettet, men også i hvordan en god blog udtænkes, udføres og vedligeholdes. Yoani har afholdt disse kurser i sin stue siden 2010, og har dermed været med til at uddanne en hel skare af bloggere. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Laritza ikke  som andre meldte sig ind under Yoanis faner, og altså ikke skriver på hjemmesiden Voces Cubanas (Cubanske Stemmer), der redigeres af netop Yoani. I stedet startede Laritza sammen med ligesindede bloggere hjemmesiden Desde La Habana, der har forbindelser til kollektivet Bloggers Cuba.

En anden blogger, der heller ikke blogger i fællesskab med Yoani er Harold Cárdenas Lema. Til dagligt underviser Harold Lema i marxistisk filosofi på universitetet i Matanzas, Cuba, men siden april 2010 har han været medforfatter på bloggen La Joven CubaDet Unge Cuba. Harold skriver sammen med to andre ansatte på Universitetet og bloggen har det erklærede formål at give en modvægt til den overvældende mængde af hjemmesider og blogs, der erklærer deres modstand mod den socialistiske revolution i Cuba. Projektet går dog ikke kun ud på at forsvare revolutionen, som det er tilfældet ved mange af de online tiltag, som regeringen selv har taget. De unge cubanere er eksempelvis mere åbne for forandringer i det nuværende system end fortaleren for revolutionen, Rosa Baez. La Joven Cuba forsøger at udvikle det revolutionære projekt gennem den åbne debat, som internettet tilbyder.

 

Er de cubanske blogs vejen til demokrati?

Laritzas og Harolds eksempler viser, at den cubanske blogosfære altså er langt fra begrænset til Yoani Sánchez og hendes liberale holdninger til Cubas fremtid. Selvom det måske virker banalt, er selve det, at der eksisterer flere meninger en af de fremmeste træk ved blogosfæren. Gennem deres onlineaktiviteter er bloggerne nødsaget til at vænne sig til at løse uenigheder gennem en ligeværdig debat på noget, der til en forveksling kunne ligne en partipolitisk diskussion – et træk der ikke just har været fremtrædende ved den cubanske stat i de sidste 50 år. Gennem brugen af internettet forbereder cubanerne sig altså på fremtidige demokratiske forandringer. På den liberale fløj finder vi Yoani og hendes Voces Cubanas, som midterparti ser vi Laritza med Desde la Habana og Bloggers Cuba og på den socialistiske fløj  ser vi Harold med La Joven Cuba. Alle tre ‘partier’ har forslag til hvordan et fremtidigt Cuba skal se  ud, og er alle nødsaget til at forholde sig til hinandens synspunkter.

Det er dog alt for tidligt at juble højlydt og kalde blogosfæren for Cubas vej til demokrati, for det er klart, at hverken Laritza eller Harold helt og aldeles kan tillade sig at sige, hvad de vil. Harold har på sin side et godt job som underviser på et statsligt universitet, som han nødigt vil miste og Laritza frygter på sin side at skulle stå model til de repressalier, som Yoani må leve med. Og med god grund! Modstandere af regimet kan se frem til både direkte konsekvenser i form af tørre tæsk, men også mere subtile konsekvenser, såsom fratagelsen af rettigheden til at rejse rundt i landet og lange køer til lægebehandling.

Laritza retter aldrig en direkte kritik af regeringen. Hun nævner at den cubanske befolkning ikke kender dets rettigheder og brokker sig desuden over politiets interesse for hendes online aktivitet – men nogen direkte kritik af regeringen er svær at spore både i hendes udtalelser og blogindlæg. Dette er dog ikke ensbetydende med, at hun ikke har nogen kritik. Det skyldes måske nærmere, at hun er bange for at miste de rettigheder, som revolutionen trods alt har givet hende. I et totalitært samfund, hvor staten giver én alt, kan den også tage alt fra én. En cubansk borger, der har ytret kritik overfor regeringen kan f.eks. ikke regne med den samme behandling hos lægen som én, der bare holder sin mund.

Harold udtrykker til gengæld sin frustration over den forundring som en selvstændig blog inden for revolutionens rammer har vakt. I starten troede observatører af Cuba simpelthen ikke på, at de fandtes i virkeligheden! Derfor gør Harold såvel i interviewet som i cyberspace meget ud af at bedyre sin uafhængighed fra regeringen. Dette er dog sværere end som så. Man lægger mærke til den afstand, som Harold åbenlyst lægger til Yoani. Selv om han ikke direkte anklager hende, er der klare undertoner i hans kommentarer, der antyder, at han mener at hun må have en eller anden form for støtte fra en ekstern magt. Dette er blot én af mange ‘mærkesager’, hvor Harolds La Joven Cuba er bemærkelsesværdigt enig med regeringen.

 

Blogparlamentet er stadig undertrykt

Bloggerne i ‘midterpartierne’ samt ‘på venstrefløjen’ har en stærk tendens til at bukke under for regeringens pres.  Enten ganske enkelt stoppe deres foretagender eller udøve en høj grad af selvcensur. Det betyder for det første, at begge blogs hurtigt bliver kedelige, fordi indlæggene lægger sig for meget op ad statens linje og på den måde mister den diskussionsevne, som man finder hos bloggere  som Yoani, der har smidt forsigtighed overbord, og taler lige ud af posen. For det andet betyder denne udsatte position at staten ganske enkelt kan gribe ind, og sætte en stopper for bloggernes arbejde ved at fjerne adgangen til internettet eller true med repressalier. Kollektivet Bloggers Cuba er f.eks. bukket under for regeringens pres, og er holdt op med at opdatere  deres blog. Også på den revolutionære side af spektret har Harolds egen gruppe La Joven Cuba været nødt til at droppe skriveriet i en periode i efteråret 2012, fordi de øjensynligt var blevet en tand for diskussionslystne. Den egentlige politiske kritik og diskussion udebliver derfor ofte, og tilbage står cubanerne med yderfløjene, samt en række blogs med en alternativ kritik, der hverken rigtigt kan eller tør tage del i en reel diskussion.