UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Da hjertet blev til en pumpe

Det anatomiske teater i København, gengivet i anatomibog fra 1648. Salen ses fra kongens private galleri. Bagvæggen prydes af skeletterne Adam og Eva med kundskabens træ og slangen imellem sig. Sæderne var hængslede, så de kunne klappes op. Derved kunne tilskuerne rejse sig, når de skulle følge med i detaljerne. FOTO: Det Kgl. Bibliotek.

Det anatomiske teater i København, gengivet i anatomibog fra 1648. Salen ses fra kongens private galleri. Bagvæggen prydes af skeletterne Adam og Eva med kundskabens træ og slangen imellem sig. Sæderne var hængslede, så de kunne klappes op. Derved kunne tilskuerne rejse sig, når de skulle følge med i detaljerne. Rettigheder: Det Kgl. Bibliotek.

I tidsrummet mellem renæssance og oplysning begyndte enkelte læger at udfordre antikkens medicinske dogmer ved at gå selve skaberværket efter i sømmene.


 

Da oplysningstiden så småt dæmrede i Danmark i 1600-tallet, havde lægernes viden om menneskets anatomi i århundreder udelukkende været baseret på den græsk-romerske læge Galen. Han levede i det 2. århundrede og byggede på sine græske forgængere Hippokrates’ og Aristoteles’ læresætninger, blandt andet om balancen mellem de fire kropsvæsker – den såkaldte humorallære. Galen ville egentlig gerne studere den menneskelige krop, men romersk lov forbød det, så han måtte nøjes med at dissekere aber og svin. Han var for sin tid en udmærket læge, som foretog dristige operationer og blandt andet udviklede en kirurgisk behandling for grå stær. Men hans begrænsede muligheder for at studere menneskets anatomi førte også til fejlagtige antagelser, der indtil 1600-tallet var indiskutable dogmer ved de førende medicinske fakulteter.

Galens teorier var accepterede af kirken – og på en tid, hvor alle videnskaber måtte underordne sig teologien, var det ikke klogt at udfordre den galeniske universitetsmedicin. Og hvis Aristoteles år 350 fvt. havde sagt, at en hest havde 40 tænder, så var dét emne uddebatteret. En af de første til at udfordre sådanne absolutte sandheder, var den britiske filosof Francis Bacon (1561-1626). Han mente, at man selv måtte iagttage naturen, indsamle kendsgerninger og først da drage sine konklusioner. Bacon citeres for denne, formentlig apokryfe, anekdote:

”I det Herrens år 1432 var munkene i et kloster gerådet i en bitter disput om, hvor mange tænder, der er i munden på en hest. Disputten rasede i 13 dage, alle de ældgamle bøger og lærde skrifter blev hentet frem, og aldrig havde man hørt større lærdom lagt for dagen end ved denne lejlighed. På fjortendedagen blandede en ung broder sig i striden og bad sine lærde foresatte om lov til at tale. Og til forfærdelse for alle de lærde, hvis dybe visdom han tydeligvis foragtede, foreslog han dem på det groveste og mest smagløse at åbne munden på en hest og dér finde svaret på deres spørgsmål.

En stor harme greb de disputerende over denne uhørte krænkelse af deres værdighed. De kastede sig over den formastelige munk, slog ham fordærvet og jog ham bort – det måtte nemlig være Satan selv, som havde fristet ham til dette blasfemiske og uhørte angreb på Den Sande Lære. Efter yderligere mange dages lærd striden sænkede freden sig over forsamlingen, der som med én røst erklærede, at dette problem for altid måtte forblive et mysterium, da der ikke fandtes tilstrækkelig historisk og teologisk bevismateriale”.

Anekdoten – hvis den da stammer fra Bacon – er angiveligt afskrevet fra en krønike, fundet i et franciskanerkloster i slutningen af 1500-tallet, da middelalderens dogmer i stigende grad blev udfordret.

 

En ny tid for videnskaben

På dette tidspunkt havde den flamske læge Andreas Vesalius (1514-1564) allerede rokket ved Galens autoritet. Vesalius havde fået mulighed for at dissekere mennesker, og hans smukt illustrerede anatomiske syvbinds-værk fra 1543, De humani corporis fabrica blev i de kommende mange år anatomiens standardværk.

Bogens plancher viste for første gang menneskekroppens indre opbygning, som den virkelig så ud, muskler, organer, blodkar, nervebaner, sener og knogler. For at skaffe kadavere måtte Vesalius ofte, under natlige udflugter, stjæle de hængte fra galgen. Han viste, at Galen tog fejl på afgørende punkter. Med den nyligt opfundne bogtrykkerkunst fik det store værk udbredelse i hele Europa. Vesalius fik dermed en lignende reformerende betydning for lægevidenskaben, som den, Martin Luther få år tidligere havde haft teologien. Han skabte en ny videnskabelig metode ved ikke at tage dogmer for givet, men insistere på at foretage sine egne iagttagelser. Illustrationen viser titelbladet.

Hidtil havde anatomien været et anliggende, som universitetsme­dicinerne gladelig overlod til bartskærerne. Anatomiske studier indgik ikke i de medicinske studenters pensum. End ikke et skelet rådede Københavns Universitet over, så i heldigste fald havde undervisningen fundet sted ved hjælp af primitive og ubehjælpsomme plancher.

Forskellen mellem det gamle og det nye syn på videnskaben formulerede den danske læge og anatom Thomas Bartholin i 1659 sådan:

”De mennesker spilder deres møje, som søger at forstå naturen gennem sofisternes snak og disputatsernes ordstrid. Naturen skal man lære at kende gennem selvsyn, ikke ved at disputere om den […] Endskønt de kan tale mange ord om planter, disputere om dyrene, skrive lærde værker om planterne og trættes med hinanden om tingenes væsen, kender de ikke andet end kål og husdyr, når de møder selve naturen. Det er, fordi de danner naturen i deres egen hjerne og indsnævrer den i deres egne kloge tanker. Nej, det er naturen selv, man skal studere, ellers lærer man den aldrig at kende. Med vores sanser skal vi undersøge det, som kan opfattes af sanserne”.

Anatomiens og fysiologiens vigtigste opdagelse i 1600-tallet stod den engelske læge William Harvey (1578-1657) for, da han påviste blodets kredsløb. Harvey beskrev hjertet som en pumpe, der sender blodet rundt i kroppen. Siden antikken havde lægerne stolet på Galen, som antog, at blodet hele tiden blev dannet på ny af leveren. Kroppen havde, ifølge Galen, to typer blod, som flød i henholdsvis arterier og vener. Leveren dannede veneblodet, som tilførte kroppen næring, mens arterieblodet udgik fra hjertet og indeholdt livgivende ilt. Dette blod vendte ikke tilbage til hjertet, men blev forbrugt af kroppen. Selv om Harvey kunne påvise, at dette – med den mængde blod, som hjertet pumpede ud – ville kræve en daglig produktion på 7000 liter blod, var mange førende læger skeptiske og udråbte Harvey som en fantast. Efterhånden vandt Harveys tanker dog anerkendelse, ikke mindst efter at en anden læge og anatom, Marcello Malpighi (1628-1694), i 1661 havde påvist de mikroskopiske kapillærer, som forbandt vener og arterier.

Senere kastede Harvey sig over studiet af fosterudviklingen og påviste, at alt levende udvikles af en ægcelle og ikke, som hidtil antaget, opstod af sig selv fra livløs materie.

 

Dødens teater

I Danmark ydede den danske lægevidenskab også vigtige bidrag til 1600-tallets bølge af anatomisk-fysiologisk pionerarbejde. Anatomen Thomas Bartholin (1616-1680) introducerede Harveys kredsløbsteori i Danmark og beskrev som den første menneskets lymfekarsystem.

Simon Paulli (1603-1680), som i 1644 havde fået indrettet et ”anatomisk teater”, Domus Anatomica, på Frue Plads i København, var universitetets første egentlige professor i anatomi. Han var hentet til København fra Rostock af den praktiske kong Christian den Fjerde, som uden held sloges med universitetet om at reformere det middelalderlige medicinstudium. Kongen ville gerne have mulighed for at videreuddanne de håndværksbaserede barberkirurger, som i modsætning til de spekulative medicinere kunne bruges til noget fornuftigt. Den krigsglade konge havde kort sagt brug for kirurger i hæren og på flådens skibe. Til fakultetets ærgrelse fik Paulli da også arrangeret, at bartskærerne fik adgang til at overvære ’anatomierne’, dvs. dissektioner af dyr og mennesker.

Anatomihuset var en lille, men pæn og statelig bygning grundmuret og i to etager med kvist og kamtakkede gavle. I stueetagen fandtes et lille præparationsrum, hvor prosektor og hans assistent kunne istandgøre og præparere de kadavere, man fik bragt ind. ’Prosektor’ (egentlig ’forskærer’ af latin: ’pro’ og ’secare’, at skære) var betegnelsen for den læge, der assisterede ved dissektionerne. Professoren skulle ikke selv have snavs på fingrene, så det var en kirurg eller bartskær, der førte kniven og fremviste organerne, mens professoren pegede og læste op af de klassiske lærebøger. Ved siden af lå et kogerum, hvor man kunne afkoge og skelettere brugte kadavere til undervisningsbrug.

Men først og fremmest lå her anatomisalen. Den nåede op gennem begge etager og havde fire rækker bænke arrangeret som i et amfiteater omkring dissektionsbordet, der kunne vippes og drejes. Endevæggen havde Paulli udsmykket med to skeletter, et mandligt og et kvindeligt. De hed Adam og Eva – egentlig hed kvinden Inger, men Paulli havde ændret hendes navn, og tilmed anbragt et ”kunstfærdigt udført træ” med en udstoppet slange imellem dem.

De nederste og nærmeste bænkerader var forbeholdt professorer og fornemme gæster, mens de øvrige pladser var for studenterne og den måbende (og betalende) offentlighed. Adgangstegnet kunne købes hjemme hos Paulli og var med til at dække udgifterne til instrumenter, bødlens honorar, forfriskninger samt pedellens løn. Pedellen havde også en biindtægt ved at fremstille og sælge bælter af menneskehud. På førstesalen fandtes et lille naturhistorisk raritetskabinet, hvor man blandt mange interessante sjældenheder kunne betragte hornet fra en enhjørning, en udstoppet myresluger, ribbenet fra en havfrue, skelettet af en nyfødt og forhuden fra en jødisk dreng.

En række præparater, som Bartholin havde fremstillet, var også udstillede, deriblandt adskillige skeletter, et tørret foster på seks uger, ”hud fra en mand udspændt på væggen”, en kvindes hud, tørrede mavesække, et antal kranier, heriblandt et fra et menneske ”angrebet af et ondartet og eroderende sår” og et stykke kranium, som var ”bortskudt af en kanonkugle”.

 

Lærdom og gys

Over indgangen til Anatomihuset var anbragt latinsk indskrift: ”Her ser du, vandringsmand, snart knogler, snart sønderskårne legemer. Her løser og forener kunsten naturens værk”. Beskeden var klar: Anatomihuset var til lærdom og from opbyggelse. Som nyansat professor i anatomi annoncerede Thomas Bartholin på latin for en offentlig dissektion af en ung kvinde. Han ville, skrev han, den følgende dag ”iagttage og undersøge med kyske øjne og ærbare hænder et nøgent lig af det andet køn og ærbødigt fremvise sædemarken og børnenes naturlige mælkefad”. Det ville ske med fromhed og ærefrygt, og tilskuerne ville her kunne ”betragte Venus’ nøgne og yndige spæde legeme […] kyske i tanke og gerning”.

Trods Bartholins fromme ord var 1600-tallets dissektioner også en makaber adspredelse for de dannede klasser. Herom vidner den engelske flådeembedsmand Samuel Pepys’ (1633-1703) åbenhjertige dagbog. Den 27. februar 1663 var han og en kollega inviteret til Barber-Surgeons’ Hall, barber-kirurgernes lavshus i London siden 1430, for at overvære en dissektion og efterfølgende spise aftensmad. Det hele var ”meget nydeligt arrangeret”. Man lyttede til en forelæsning om nyrer og urinveje, hvorefter man nød en fin middag i ”godt og lærd selskab, mange doctores i medicin”, og man drak kongens skål under Hans Holbeins berømte maleri af Henrik den Ottende, fortæller Pepys:

”Efter middag tog dr. Scarborough nogle af sine venner med sig, og jeg gik med for at se liget, hvad vi også kom til; det var en kraftig fyr, en sømand, der var blevet hængt for røveri. Jeg rørte ved den døde krop med min bare hånd; den var kold at føle på, men jeg syntes, det var et ubehageligt syn”.

I et sidelokale, hvor ligene blev klargjort, fik gæsterne lov til nærstudere den dødes nyrer og urinveje, og Pepys fik dr. Scarborough til at forklare sel­skabet ”alt om stensygdomme og operationen og alle andre spørgsmål, som jeg kunne finde på: hvordan vandet kommer ned i blæren gennem de tre lag hinder eller overtræk”. Pepys havde en særlig interesse for dette emne, da han nogle år forinden selv havde fået fjernet en stor blæresten. Den opbe­varede han i et skrin, og til sine dages ende fejrede han årsdagen for den vellykkede operation.

Også Anatomihuset i København havde hyggelige og separate ­lokaler, selv om forholdene nok var mere beskedne. Over anatomiteatret fandtes en loge med sin egen indgang. Her kunne kongen og andre fornemme diskret overvære forelæsninger og dissektioner. For anatomien var det af afgørende betydning, at kongelige, adelige og gejstlige blåstemplede Anatomihuset med deres tilstedeværelse. De var garanter for, at der ikke foregik noget usømmeligt eller ugudeligt. Fra at være en disciplin, som måtte dyrkes i udlandet eller i hvert fald i det skjulte, havde anatomien fået statens og kirkens velsignelse – og København havde i nogle få år det mest anselige anatomiske teater ved noget europæisk universitet.

Og det gav resultater.

Artiklen er baseret på Klaus Larsens bog Dødens teater – lægekunsten i Danmark 1640 – 1840 fra Forlaget Munksgaard, 2012.