UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

De andre reformatorer

Afbildning af det møde på slottet i Marburg, hvor Martin Luther og den schweiziske reformator Ulrich Zwingli i 1529 forsøgte at overkomme teologiske uenigheder - uden succes.

Afbildning af det møde på slottet i Marburg, hvor Martin Luther og den schweiziske reformator Ulrich Zwingli i 1529 forsøgte at overkomme teologiske uenigheder – uden succes.

Reformationen var mere end Luther. Reformationen voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. For at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af, har Baggrund i denne fokus-serie bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”.


 

2017 har været reformationsår. 500-året for startskuddet til den Lutherske Reformation er blevet markeret på behørig vis både i og uden for den akademiske verden. 1517 står helt centralt i den historiske selvforståelse i de lande – Danmark deriblandt – hvor opgøret med den katolske kirke fæstede rod i løbet af det 16. århundrede.  Naturligt nok har fokus først og fremmest været på Martin Luther og de enorme spor, hans opgør med den katolske kirke har trukket hen over Nordeuropa.

Men Reformationen var mere end Luther. Luther var ikke den første, og langt fra den eneste blandt sine samtidige, som ønskede at ændre tingenes gang i den katolske kirke, der ifølge mange havde bevæget sig væk fra Oldkirkens fromhedsidealer. Reformationen dukkede altså ikke op ud af ingenting, men voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. Og det var først en rum tid senere, at dette brud blev set som en enestående begivenhed af den slags, der skrives med stort forbogstav. Som kirkehistoriker Mattias Skat Sommer skriver i sit bidrag til denne serie, er

”den hammersvingende Luther, der resolut bankede femoghalvfems teser mod afladshandlen op på døren til slotskirken i Wittenberg […] en erindringsstrategi lanceret af Luthers tilhængere langt senere.”

Martin Luthers betydning for det moderne Europa er enestående, men kan ikke være alenestående. Derfor har Baggrund bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”. Ikke for at skrive Luther ud af Reformationen, men for at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af – de mange reformationer, der tilsammen er blevet til Reformationen i eftertidens tilbageblik. Hvad end der er tale om Luthers forgængere eller efterfølgere, forbundsfæller eller rivaler, loyale elever eller frafaldne disciple, så var hovedpersonerne i denne serie tænkere, hvis ideer og handlinger spændte bredt.

Mattias Skat Sommer skriver derfor om de danske reformationer, der ikke blev til noget – om de alternativer til den Lutherske reformation, der virkede levedygtige i samtiden, og først var effektivt udkonkurrerede ved det første ”Luther-jubilæum” i 1617.  Mads Langballe Jensen skriver om Phillip Melanchthon, der udover at være ”reformationens nummer to” også var reformationens humanist. Endelig skriver den tyske professor Matthias Riedl om Luthers frafaldne discipel Thomas Müntzer, der tog reformationstankegodset til dets mest ekstreme niveau og førte en bondehær til dens udslettelse i religionens og apokalypsens navn. Sådanne tankestrømme, fra humanismen til den ekstremistiske vold, fandtes også i det intellektuelle miljø omkring Reformationen. Det er dét miljø, Baggrund inviterer ind i nu, hvor jubilæumsåret går på hæld.