UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

1440 – Det glatte og det stribede

Quilt

Quilt

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE - Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.

Antikkens grækere skelnede mellem det uopdelte rum i de landlige egne og så det organiserede rum i bystaten. Vi er stadig vant til at tænke, at de to rum er forskellige. Men er de slet og ret modsætninger?

Gilles Deleuze og Félix Guattari beskriver, hvordan forholdet mellem det glatte og det stribede rum egentlig er.


 

Det glatte rum og det stribede rum, – det nomadiske rum og de bofastes rum, – det rum hvor krigsmaskinen udvikler sig, og det rum der indstiftes af statsapparatet, – disse to rum er ikke af den samme beskaffenhed. Men nogle gange kan vi markere en simpel modsætning mellem de to slags rum.­ Andre gange må vi angive en langt mere kompleks forskel som bevirker at de termer der er på den ene side af modsætningen overhovedet ikke er sammenfaldende, og tilsvarende for den anden side. Og atter andre gange må vi minde os selv om at de to rum de facto kun eksisterer i kraft af deres indbyrdes blandinger: Det glatte rum bliver uophørligt oversat, overført på tværs, til et stribet rum; det stribede rum omvendes og overgives konstant til et glat rum. I det første tilfælde bliver selv ørkenen organiseret; i det andet tilfælde er det ørkenen der vinder og vokser; og begge dele på en gang. Imidlertid er disse de facto blandinger ingen hindring for en de jure distinktion, den abstrakte distinktion mellem de to rum. Netop fordi der findes en sådan distinktion, kommunikerer de to rum ikke med hinanden på samme måde: Det er de jure distinktionen der bestemmer hvilke former en given de facto blanding antager, og hvilken mening den har (er det et glat rum der er blevet opfanget og omsluttet af et stribet rum, er det et stribet rum som opløses i et glat rum, som lader sig omslutte af et glat rum?). Der er altså en mængde samtidige spørgsmål: de simple modsætninger mellem de to rum; de komplekse forskelle; de facto blandingerne og overgangene fra det ene til det andet; årsagerne til blandingen som på ingen måde er symmetriske, og som gør at man snart går fra det glatte til det stribede, snart fra det stribede til det glatte – i fuldstændigt forskellige bevægelser. Vi må derfor se på et vist antal modeller der kan være som variable aspek­ter af de to rum og deres relationer.

 

Teknologisk model - Et væv fremviser i princippet et vist antal egenskaber som tillader en at definere det som et stribet rum. Først og fremmest består det af to slags parallelle elementer: I det mest enkle tilfælde er den ene slags lodrette og den anden slags vandrette, og de to krydser hinanden, krydses perpendikulært. For det andet har de to slags elementer ikke samme funktion; den ene slags er faste, og den anden slags er bevægelige og går over og under de faste. Leroi-Gourhan har analyseret figuren “smidige faste legemer”1 i kurvemageri og vævning: Stivere og vidjer, trend og islæt.2 For det tredje er et sådant stribet rum nødvendigvis afgrænset, lukket, i mindst en side: Vævet kan være uendeligt i længden, men ikke i bredden som defineres af trendernes ramme; nødvendigheden af at kunne gå frem og så til­bage medfører et lukket rum (og de cirkulære eller cylindriske figurer er i sig selv lukkede). Endelig synes et sådant rum faktisk nødvendigvis at frem­ vise en vrangside og en retside; selv når trendens og islættens tråde er nøjagtig ens hvad angår beskaffenhed, antal og tykkelse, genetablerer vævningen en vrangside ved at placere de tråde der har knuder på, i den ene side. Er det ikke i forhold til alle disse egenskaber Platon kan bruge vævningens model som paradigme for den ‘fornemmeste videnskab’3, det vil sige kunsten at regere menneskene eller betjene statsapparatet?

Men blandt de smidige faste produkter er der filten der går helt ander­ledes frem, som et antivæv. Den indebærer ingen løsnen af tråde, ingen krydsning, men blot en sammenfiltring af fibre som finder sted ved hjælp af valkning (for eksempel ved skiftevis at rulle fiberblokken frem og tilbage).

Det er fibrenes mikroskopiske skæl der filtres sammen. En sådan forvik­lingsmængde er på ingen måde homogen: Imidlertid er den glat, og den står punkt for punkt i modsætning til vævets rum (den er de jure uendelig, åben eller uafgrænset i alle retninger; den har hverken en vrangside eller en retside, og heller ikke noget centrum; den angiver ikke faste og bevægelige legemer, men fordeler snarere en kontinuert variation). Selv de teknologer der tvivler allermest på nomadernes innovationsevne, hylder dem i det mindste for filten: et prægtigt isoleringsmateriale, en genial opfindelse, et materiale der både bruges til telte, påklædning og harnisk hos turko-mong­olerne. Selvfølgelig behandler nomaderne i Afrika og Maghreb snarere ulden som væv. Men selv om det måske kunne forskyde modsætningen, vil man så ikke kunne finde to forskellige opfattelser og tilsvarende to meget forskellige praksisformer i forbindelse med vævningen – en distinktion der minder lidt om distinktionen mellem vævet selv og filten? For hos de fast­boende har påklædningens væv og tæppernes væv en tendens til at lade det ubevægelige hus annektere snart legemet, snart rummet udenfor: Vævet integrerer legemet og det udenfor i et lukket rum. Hvorimod  nomadens væv indskriver påklædningen og huset selv i rummet udenfor, i det åbne glatte rum hvor legemet bevæger sig.

Der er mange sammenfald og blandinger mellem filten og vævningen. Kan man ikke få modsætningen til at glide endnu engang? For eksempel strikker strikkepindene et stribet rum, og den ene strikkepind fungerer som trend, den anden som islæt, men skiftevis. Hvorimod hæklenålen tegner et rum der er åbent i alle retninger, og som kan forlænges overalt, skønt dette rum stadig har et centrum. Men der er et mere betydningsfuldt skel, nem­lig skellet mellem broderiet med dets centrale tema eller motiv og patch-worket med dets side-om-side, dets uendelige tilføjelser af på hinanden føl­gende væv. Ganske vist kan broderiet være usædvanligt komplekst i sine variabler og konstanter, sine faste og bevægelige dele. Patchworket kan på sin side fremvise noget der svarer til temaer, symmetrier, resonans, som får det til at nærme sig broderiet. Men alligevel etableres rummet overhovedet ikke på samme måde her: Der er ikke noget centrum; et grundmotiv (blok) er her sammensat4 af et enkelt element; dette elements stadige tilbageven­den frigør nogle enestående rytmiske værdier som må skelnes fra broderi­ets harmonier (navnlig i crazy patchwork som sammenføjer stykker af skiftende størrelse, form og farve, og som spiller på vævningers tekstur). “Hun havde været i gang med det i femten år og bar rundt på en uformelig, luv­-slidt brokadetaske med stumper af farvet stof i alle mulige faconer. Hun kunne aldrig få sig selv til at samle dem i noget mønster; så hun flyttede og tilpassede og grundede og tilpassede og flyttede dem som stumperne i et tålmodigt puslespil mens hun forsøgte at få dem til at passe i et mønster eller at danne et mønster omkring dem uden at bruge saksen; hun glattede på de farvede rester med slappe, kit-farvede fingre og flyttede om og om på dem.”5 Det er en amorf samling af sideordnede stykker som kan sam­les på uendeligt mange måder: Vi ser at patchworket bogstavelig talt er et riemannsk rum, eller det er snarere omvendt. Derfor blev der etableret ganske særlige arbejdsgrupper i forbindelse med fremstillingen af patch­work ( quilting parties’ vigtighed i Amerika, og deres rolle set ud fra en kvindelig kollektivitets synspunkt). Patchworkets glatte rum viser i tilstrækkelig grad at ‘glat’ ikke betyder homogent, tværtimod: Det er et amorft, ikke-formelt rum som foregriber op art.

Quiltens historie er særligt interessant i denne henseende. Man bruger ordet ‘quilt’ om to stykker stof eller væv der syes sammen, og hvor man ofte lægger en foring imellem. Det er denne fremgangsmåde der gør det muligt hverken at have en retside eller en vrangside . Men hvis man følger quiltens historie i et kort migrationsforløb (nybyggerne som forlod Europa for at rejse til den nye verden), ser man at man går fra en formel hvor broderiet dominerer (de såkaldt “almindelige” quilter), til en patchwork-formel (“applikationsquilter” og først og fremmest “quilter af sammenføjede styk­ker”). De første nybyggere i det 17. århundrede bragte deres almindelige quilter med sig, broderede og stribede rum af en usædvanlig skønhed, men hen mod slutningen af det 17. århundrede udviklede de i stadig højere grad en patchworkteknik, i første omgang på grund af manglen på tekstiler (tiloversblevne stumper af væv, stykker klippet ud af bruge tøj, rester hentet fra “udklipsposen”), dernæst på grund af de indiske bomuldsvarers succes. Det er som om et glat rum rev sig løs og forlod et stribet rum, men ikke uden en korrelation mellem de to, ikke uden at det ene blev gentaget i det andet, forlænget gennem det andet, og dog med en kompleks forskel der sætter sig igennem. Patchworket bliver – i overensstemmelse med migra­tionen, og med samme grad af nærhed i forhold til nomadismen – ikke bare opkaldt efter ruter, men kommer til at ‘repræsentere’ ruter, bliver uadskil­leligt fra hastigheden eller bevægelsen i et åbent rum.6

 

Musikalsk model - Pierre Boulez var den første der udviklede en mængde simple modsætninger og komplekse forskelle, men også gensidige, ikke­ symmetriske korrelationer mellem det glatte rum og det stribede rum. Han har skabt disse begreber og disse ord inden for det musikalske område og har netop defineret dem på flere niveauer for både at kunne forklare den abstrakte distinktion og de konkrete blandinger. I den helt simple udgave siger Boulez at en glat rumtid er noget man udfylder eller indtager [to ord for ét: occupe, o.a.] uden at tælle, og at en stribet rumtid er noget man tæller for at kunne udfylde eller indtage det. På den måde gør han det muligt at mærke eller percipere forskellen på ikke-metriske mangfoldigheder og metriske mangfoldigheder, på retningsmæssige rum og dimensionale rum. Han gør dem lydmæssige og musikalske. Og hans personlige værk er utvivl­somt komponeret ud fra disse relationer som skabes eller genskabes musik­alsk.7

På et andet niveau ville man sige at rummet kan underkastes to for­skellige slags snit: Det ene defineres af en standard, det andet er uregel­mæssigt og ubestemt og kan effektueres hvor man vil. På endnu et niveau ville man sige at frekvenserne kan fordeles i intervaller, mellem snit, eller opdeles statistisk, uden snit: I det første tilfælde vil man bruge ordet ‘modu­lo’ om det princip der ligger til grund for snit og intervaller, et princip der kan være konstant og fast (et ret stribet rum), eller som kan være regel­mæssigt eller uregelmæssigt varierende (krumme stribede rum, fokuserede hvis modulo er regelmæssigt varierende, ikke-fokuserede hvis modulo er uregelmæssigt varierende). Men når der ikke er nogen modulo, er inddelingen i frekvenser uden snit: Den er ‘statistisk’, uanset hvor lille en stump af rummet der er tale om; den  har imidlertid stadig to aspekter, alt efter om opdelingen er lige (ikke-retningsbestemt glat rum), eller om den er mere eller mindre sjælden, mere eller mindre tæt (retningsbestemt glat rum). Kan man sige at der ikke er noget interval i det glatte rum uden snit eller modulo? Eller er alt tværtimod ikke blevet interval, intermezzo? Det glatte er en nomos,8 mens det stribede altid har en logos, oktaven for eksempel. Det Boulez er optaget af, er kommunikationen mellem de to slags rum, deres indbyrdes udskiftninger og overlejringer: Hvordan “et stærkt retningsbestemt glat rum vil have en tendens til at falde sammen med et stribet rum”; hvordan “et stribet rum hvor den statistiske opdeling af anvendte tonehøjder de facto er lige, vil have en tendens til at falde sammen med et glat rum”; hvordan oktaven kan erstattes af “ikke-oktaviske skala­er” som reproduceres ud fra et spiralprincip; hvordan “teksturen” kan bearbejdes på en sådan måde at den mister sine faste og homogene værdi­er for i stedet at være medvirkende til glidninger i tempoet, forskydninger i intervallerne, son art- eller lydkunst-transformationer der kan sammenlig­nes med op art-transformationer.

For at vende tilbage til den simple modsætning, er det stribede dét der krydser faste og variable størrelser, det der ordner distinkte former og sætter dem i rækkefølge, og det der organiserer de vandrette melodilinjer og de lodrette harmoniske planer.9 Det glatte er den kontinuerte variation, det er den fortsatte udvikling af formen, det er fusionen mellem harmoni og melodi til fordel for en frilægning af egentligt rytmiske værdier, den rene tegning af en diagonal, tværs gennem den lodrette og den vandrette linje.

Maritim model - Både i det stribede og i det glatte rum er der naturligvis punkter, linjer og flader (og også voluminer, men det spørgsmål ser vi bort fra i denne sammenhæng). Men i det stribede rum synes linjerne, ruterne, at være underordnet punkter: Man går fra et punkt til et andet. I det glat­te er det omvendt: Punkterne er underordnet banen. Hos nomaderne var det stadig vektoren ‘beklædning-telt-udenfor’. Det er bostedets underord­ning i forhold til forløbet, det er det indenfor der tilpasses det udenfor: tel­tet, igloen, båden. Både i det glatte og i det stribede er der standsninger og baner; men i det glatte rum er standsningen en følge af banen, også her er det intervallet der tager det hele, det er intervallet der er substans (heraf følger de rytmiske værdier10).

I det glatte rum er linjen altså en vektor, en retning, og ikke en dimen­sion eller en metrisk bestemmelse. Det er et rum der konstrueres af lokale operationer  som  indebærer retningsændringer. Disse retningsændringer kan skyldes selve forløbets beskaffenhed, som hos øhavets nomader (et eksempel på et ‘retningsbestemt’ glat rum); men de kan  også skyldes den variabilitet der er i målet eller det punkt der skal nås, som hos ørkenens nomader der går mod en lokal og midlertidig vegetation (et ‘ikke-retnings­bestemt’ glat rum). Men retningsbestemte eller ej, det glatte rum er, navn­lig i det andet tilfælde, retningsmæssigt, og ikke dimensionalt eller metrisk. Det glatte rum bliver udfyldt eller indtaget af begivenheder eller hacccei­teter, langt mere end af formede og opfattede ting. Det er et affekternes11 rum, snarere end et egenskabernes rum. Det er en haptisk snarere end en optisk  perception. I det  stribede rum organiserer formerne en materie, i det glatte signalerer materialer nogle kræfter eller fungerer som symptomer for dem. Det er et intensivt snarere end et ekstensivt rum, det er et afstan­denes og ikke et målenes rum. Det intense Spatium i stedet for Ekstensio. Legeme uden organer i stedet for organisme og organisering. Perceptionen består her af symptomer og evalueringer, snarere end af måleenheder og egenskaber. Derfor er det der udfylder eller indtager det glatte rum, inten­siteterne, vindene og lydene, kræfterne og de taktile og lydmæssige kvalite­ter, ligesom i ørkenen, på steppen eller på isen.12 Isens krakelering og sandets sang. Det stribede rum er derimod dækket af himlen som måleenhed og af de målelige visuelle kvaliteter der stammer derfra.

Det er her det meget specielle problem om havet kommer ind i bille­det. For havet er det glatte rum par excellence, men blev alligevel som det tidligste konfronteret med kravene om en mere og mere streng afstribning. Problemet er ikke aktuelt i nærheden af landjorden. Det er tværtimod i den oversøiske skibsfart afstribningen af havene finder sted. Det maritime rum bliver stribet som en funktion af to fremskridt, et astronomisk og et geografisk: Punktet som man når frem til via en mængde udregninger ud fra en præcis observation af stjernerne og solen; kortet som krydser meridianerne og de parallelle linjer, længdegraderne og breddegraderne, og på den måde kvadrerer de kendte eller ukendte områder (som en Mendelejev-tavle). Skal man følge den portugisiske antagelse og sætte tiden omkring 1440 som det vendepunkt der markerer en første afgørende afstribning og muliggør de store opdagelser? Vi vil hellere tilslutte os Pierre Chaunu der taler om et langt tidsrum [longue duree, o.a.] hvor det glatte og det stribede støder sammen på havet, og hvor afstribningen etableres lidt efter lidt.13 For før den meget sene indføring af længdegrader var der en omfattende empirisk og kompleks nomadisk navigation baseret på havets vinde og støj, dets farver og lyde; og derefter var der en retningsmæssig, præastronomisk og allerede astronomisk navigation – den arbejdede med en operativ geo­metri der stadig kun opererede med breddegrader uden mulighed for at “tage bestik” [faire le point, omtrent: ‘finde punktet’, o.a.], og den havde ikke rigtige kort, men kun beskrivelser af havne og kyster, uden “oversæt­telig generalisering”; og endelig var der nogle forbedringer af denne primi­tive astronomiske navigation under de meget særlige omstændigheder der er under det Indiske oceans breddegrader, og senere i Atlanterhavets ellip­tiske kredsløb (rette og krumme rum14). Det er som om havet ikke alene har været alle de glatte rums arketype, men også var det første af disse rum der blev udsat for en afstribning som vandt frem lidt efter lidt, og som gjor­de det kvadreret her og der, fra den ene side og så fra den anden. Han­delsbyerne deltog i denne afstribning og var ofte fornyende, men det var kun staterne der var istand til at fuldende den og løfte den op på et glo­balt, “videnskabspolitisk”15 niveau. En dimensionalitet som underordnede eller overlejrede retningsmæssigheden blev i stadig højere grad indført.

Det er utvivlsomt af denne grund at havet, det glatte rums arketype, også blev arketypen for alle afstribningerne af det glatte rum: afstribning­en af ørkenen, afstribningen af luften, afstribningen af stratosfæren (der får Virilio til at tale om en “lodret kystlinje” som en retningsændring). Det var i første omgang på havet man tæmmede det glatte rum og fandt en model for indretning og indførelse af det stribede – en model som siden hen også blev brugt andre steder. Dette modsiger ikke Virilios anden hypotese: Efter at det er blevet stribet, genindfører havet en slags glat rum som udfyldes eller indtages af en fleet in being, og derefter af den strategiske ubåds evige bevægelse som overskrider enhver kvadrering og opfinder en neonomadis­me der tjener en krigsmaskine som er endnu mere foruroligende end de stater der genetablerer den ved deres afstribningers grænse. Havet, og der­efter luften og stratosfæren, bliver igen glatte rum, men i en højst mærk­værdig omvending sker det netop for bedre at kunne kontrollere den stri­bede landjord.16 Det glatte råder altid over en deterritorialiseringsevne der er overlegen i forhold til det stribede. Når man interesserer sig for nye erhverv og endda for nye klasser, hvordan da undgå at undersøge disse militærteknikere som overvåger skærme dag og nat, som i lange perioder bor eller kommer til at bo i strategiske ubåde og satellitter, og de apoka­lyptiske øjne og ører de udvikler, og som ikke længere kan skelne mellem et fysisk fænomen, en sværm af græshopper og et ‘fjendtligt’ angreb fra et givet punkt? Alt dette blot for at minde om at det glatte selv kan være gen­nemløbet og udfyldt eller indtaget af djævelske organiseringskræfter; men først og fremmest, uafhængigt af enhver værdidom, for at vise at der er to ikke-symmetriske bevægelser – en som afstriber det glatte, og en anden som med udgangspunkt i det stribede genindfører noget glat. (Kan der ikke i en verdensomspændende organisations glatte rum, som en slags parader, opstå nye glatte rum eller hullede rum? Virilio fremmaner de første skridt i udviklingen af underjordiske boliger, i “det mineralske lag”, som kan antage meget forskelligartede værdier).

Lad os vende tilbage til den simple modsætning mellem det glatte og det stribede eftersom vi endnu ikke er nået til det punkt hvor vi kan tage de konkrete og asymmetriske blandinger i betragtning. Det glatte og det stribede kan for det første skelnes ud fra det omvendte forhold mellem punktet og linjen (linjen mellem to punkter i det stribedes tilfælde, punk­tet mellem to linjer i det glatte). For det andet kan de skelnes ud fra linjens beskaffenhed (retningsmæssig-glat, åbne intervaller; dimensional-stribet, lukkede intervaller). Endelig er der en tredje forskel som angår fladen eller rummet. I det stribede rum lukker man en flade, og man ‘deler den op’ ud fra nogle bestemte intervaller, efter nogle tilskrevne snit; idet glatte ‘fordeler man sig’ i et åbent rum efter nogle frekvenser og langs nogle forløb (logos og nomos17). Men uanset hvor simpel denne modsætning er, er den ikke let at placere. Man kan ikke stille sig tilfreds med en umiddelbar mod­sætning mellem nomadens eller dyreopdrætterens glatte jordbund og den fastboende agerdyrkers stribede jord. Det er indlysende at bonden, selv om han er fastboende, fuldt ud indgår i vindenes og de taktile og lydmæssige kvaliteters rum. Når de gamle grækere taler om nomos’ åbne rum, det ikke­ afgrænsede, ikke-opdelte rum, de præurbane landlige egne, bjergsiden, pla­teauet, steppen, så stiller de ikke dette rum i modsætning til kulturen som tværtimod kan indgå i det, det stiller det i modsætning til polis, bysamfun­det, byen. Når lbn Khaldun taler om Badiaya, beduinlivet, så omfatter det både agerdyrkere og nomadiske dyreopdrættere: Han opstiller det som en modsætning til Hadara, det vil sige “bylivet”. Denne præcisering er givet­vis vigtig; og dog ændrer den ikke noget særligt. For siden de ældste tider, siden yngre stenalder og endda siden ældre stenalder, har det været byen der opfinder landbruget: Det er i kraft af byens handlinger at landmanden og hans stribede rum overlejrer agerdyrkeren og hans stadig glatte rum (den jordskiftende, halvt bofaste eller allerede fastboende agerdyrker).  Så på dette niveau genfinder vi altså den simple modsætning vi begyndte med at afvise, modsætningen mellem landmænd og nomader, mellem stribet jord og glat jordbund: men det sker via en omvej over byen, her forstået som afstribningskraft. Nu er det ikke kun havet, ørkenen, steppen og luften der er skueplads for en kamp mellem det glatte og det stribede, det er også jorden selv, alt efter om der er en kultur i et nomos-rum eller et landbrug i et byrum. Og hvad mere er: Måtte man ikke sige det samme om byen? Omvendt i forhold  til havet er byen det stribede rum par excellence; men på samme måde som havet er det glatte rum der dybest set lader sig afstri­be, er byen den afstribningskraft som overalt genetablerer og genpraktise­rer det glatte rum, på jorden og i de andre elementer – uden for sig selv, men også i sig selv. Fra byen udgår der altså nogle glatte rum som ikke længere har at gøre med den verdensomspændende organisation, men med et modangreb der kombinerer det glatte og det hullede, og som vender sig mod byen: nomadernes og huleboernes umådelige, bevægelige, midlertidi­ge slumkvarterer, rester af metal og væv eller stof, patchwork, som ikke længere bekymrer sig om pengenes, arbejdets eller bostedets afstribninger. En eksplosiv elendighed som byen afsondrer, og som svarer til Thoms matematiske formel: “en retroaktiv udglatning”.18 Fortættet kraft, potenti­alet til et modangreb?

Hver gang fører den simple modsætning ‘glat-stribet’ altså til kompli­kationer, til langt vanskeligere indbyrdes udskiftninger og overlejringer. Men disse komplikationer bekræfter i første omgang distinktionen, netop fordi de sætter nogle asymmetriske bevægelser i spil. Indtil videre er det tilstrækkeligt at sige at der findes to slags rejser som kan skelnes ud fra de roller som henholdsvis punktet, linjen og rummet spiller. Goethe-rejse og Kleist-rejse? Fransk rejse og engelsk (eller amerikansk) rejse? Træ-rejse og rhizom-rejse? Men der er ikke noget der er fuldstændigt sammenfaldende, og samtidig bliver alt blandet sammen og går fra den ene til den anden. For forskellene er ikke objektive: Man kan bo ‘stribet’ i ørkenerne, på stepperne eller på havene; man kan bo ‘glat’ selv i byerne, være en byernes nomade (for eksempel er en spadseretur Miller foretager, i Clichy eller i Brooklyn, en nomadisk rute i et glat rum; han får byen til at udspy et patchwork, hastighedsdifferentialer, forsinkelser og accelerationer, ændringer i orien­teringen, kontinuerte variationer … Beatniks skylder Miller meget, men de ændrer siden hen endnu engang orienteringen, de finder en ny måde at bruge rummet uden for byerne på). Det er lang tid siden Fitzgerald sagde: Det drejer sig ikke om at tage af sted til Sydhavet, det er ikke det der bestemmer rejsen. Ikke alene findes der mærkelige rejser i byen – der fin­des også rejser på stedet: Vi tænker ikke på stofbrugerne hvis erfaringer er alt for tvetydige, men snarere på de rigtige nomader. Det er i forbindelse med disse nomader man, som Toynbee antyder det, kan sige: De bevæger sig ikke. De bliver nomader ved ikke at bevæge sig, ikke migrere, ved at kontrollere et glat rum som de nægter at forlade, og som de kun forlader for at erobre og dø. Rejse på stedet, det er alle intensiteters navn, selv når de også udvikler sig ekstensivt. At tænke er at rejse, og vi har tidligere forsøgt at opstille en teo-noologisk model for glatte og stribede rum. Kort sagt: Det der gør det muligt at skelne rejserne indbyrdes, er hverken ste­dernes objektive kvalitet eller bevægelsens målelige kvantitet – heller ikke noget som kun er i ånden – men spatialiseringsmåden, den måde man er i rummet på, den måde man er over for rummet på. At rejse glat eller stri­bet, og at tænke på samme måde … Men altid overgangene fra det ene til det andet, det enes transformation  til det andet, omvendingerne. I filmen Undervejs lader Wenders to personers ruter krydse og overlejre hinanden; den ene foretager en stadig goethesk, kulturel og erindrende ‘dannelses­rejse’ som er helt igennem stribet hvorimod den anden allerede har erobret et glat rum der udelukkende består af eksperimenter og amnesi i den tyske ‘ørken’. Men underlige nok er det den første der åbner rummet og gennemfører en slags retroaktiv udglatning hvorimod striberne gendannes for den anden og lukker hans rum. At rejse glat er en omfattende tilblivelse, og stadig en vanskelig, usikker tilblivelse. Det handler ikke om at vende til­bage til den præastronomiske navigation eller til de gamle nomader. Kon­frontationen mellem det glatte og det stribede, overgangene, de indbyrdes udskiftninger og overlejringer, er noget der sker i dag og i de mest forskel­ligartede retninger.

 

Gilles Deleuze (1925-1995), fransk filosof. Pierre-Félix Guattari (1930-1992), fransk psykoanalytiker og filosof.

Tusind Plateauer er udgivet af  Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Uddraget er her bragt med tilladelse fra forlaget. Oversættelsen er foretaget ved Niels Lyngsø.


1 Generelt oversættes corps med ‘legeme’ skønt det mere dagligdags ‘krop’ i mange tilfælde kunne have være valgt; det skyldes at ‘legeme’ bar en bredere (anatomisk, fysisk, matematisk osv.) betydning som Deleuze og Guattari ofte trækker på. O.a.

2 Leroi-Gourhan: L’homme et la matiére, Albin Michel, ss. 244ff. (og modsætningen mellem væv og filt).

3 Den ‘fornemmeste videnskab’ er en oversættelse af la science royale; det franske tillægsord­ betyder egentlig ‘kongelig’, og begrebet kunne også have været gengivet med ‘kongevidenskaben’ eller ‘kronvidenskaben’ (jf. udtryk som ‘kongevejen til det ubevidste’). Det drejer sig under alle omstændigheder om den højest rangerende, privilegerede, ‘officielle’ videnskab, her altså forsøgt samlet i udtrykket ‘den fornemmeste videnskab’. O.a.


4 Det franske ord composer oversættes med enten ,sammensætte’ eller ’komponere’ (eller eventuelt begge dele), alt efter sammenhængen. Tilsvarende med composition og composé (som navneord): ’komposition’,  ’sammensætning’. O.a.


5 Faulkner: Sartoris, Gallimard, s. 136 [Sartoris (1932), cit. findes s. 151-152 i udg. Chatto &Win­dus, London 1954; gengivet med sideblik til den amerikanske orig. eftersom den fr. overs. synes at være noget utilstrækkelig; o.a.].


6 Angående denne historie om quilten og patchworket i den amerikanske immigration, jf. Jona­than Holstein: Quilts, Musée des arts décoratifs 1972 (med reproduktion og bibliografi). Holstein hævder ikke at quilten er den væsentligste kilde til den amerikanske kunst, men bemærker hvor meget den har kunnet inspirere til eller genindføre visse tendenser i det amerikanske maleri: på den ene side med de almidelige quilters “hvidt på hvidt”, på den anden side med patchwork­ kompositionerne (“man genfinder her op art-virkninger, seriebilleder, brugen af farvede felter, en reel forståelse af det negative rum, måden at foretage en formel abstraktion på osv.”, s. 12).


Pierre Boulez: Penser la musique aujourd’hui, Méditations, ss. 95ff. Vi resumerer Boulez’ analyse i det følgende afsnit.


8 ‘Nomos’ betegner almindeligvis en græsk sang eller et græsk instrumentalstykke; jf. dog kap. 11, hvor ordet (også) betegner “en vanemæssig, uskreven lov”.


9 Det franske ord plan kan både betyde ‘et plan’ og ‘en plan’; i denne sammenhæng bruges det oftest i den første betydning, men i visse tilfælde er der tale om ‘en plan’ – og i visse andre tilfælde om et bevidst spil på begge betydninger. O.a.


10 Angående denne indeksering af det indenfor i forhold til det udenfor hos ørkennomaderne, jf. Annie Milovanoff: “La seconde peau du nomade”. Og hvad angår igloens relationer til det udenfor hos isens nomader, Edmund Carpenter: Eskimo.


11 Adskiller steder i denne bog (og i Deleuzes (og Guattaris) øvrige forfatterskab) optræder ordene affectaffection og affectation; de gengives her helt enkelt som ‘affekt’, ‘affektion’ og ‘affektation’ – det er fremmedord på dansk, men også på fransk bruges disse ord på en fremmedartet måde: Førstnævnte glose ses i det hele taget sjældent på fransk, og de to andre betyder almindeligvis dels ‘hengivelse’ og dels ‘krukkeri’, men har hos Deleuze (og Guattari) en ganske anden betydning. De tre ord er antagelig inspireret af Spinoza og har alle at gøre med – ofte fysisk – påvirkning: ‘Affekt’ betyder omtrent ‘(et fragment af) en påvirkning, sansning eller (taktil) følelse’, evt. ‘en hurtig udløsning af sindsbevægelse’ (med vægt på produktet); ‘affektion’ og ‘affektation’ (der vist bruges mere eller mindre synonymt) betyder i grove træk ‘påvirkning, sansning eller (taktil) følelse’ (med vægt på processen). O.a.


12 De to sammenfaldende beskrivelser af isens rum og sandets rum: E. Carpenter: Eskimo, og W. Thesiger: Le désert des déserts [Arabian Sands, Longman, Green & Co, London 1959; da. overs. v. Christian Dahlerup Koch som Det ukendte Arabien, Hasselbalch, København 1959; o.a.] (der er i begge en ligegyldighed over for astronomien).


13 Jf. Pierre Chaunus fremstilling L’expansion européenne du XIIIe au XVe siècle, ss. 288-305


14 Navnlig Paul Adam:”Navigation primitive et navigation astronomique” i Colloques d’histoire maritime V (jf. polarstjernens operative geometri).


15 Guy Beaujouan, ibid.


16 Paul Virilio: L’insécurité du territoire: hvad angår det forhold at navet genindfører et glat rum med fleet in being osv.; og hvad angår det forhold at der fremkommer et lodret glat rum, et luftbeherskelsens og stratosfærebeherskelsens rum (navnlig kap IV, “Le littoral vertical”).


17 B. Laroche har fint bemærket forskellen på ideen om fordeling [distribution, o.a.] og ideen om opdeling [partage, o.a.], forskellen på de to sproglige grupper i den henseende, og mellem de to slags rum, mellem ‘provinspolen’ og ‘bypolen’.


18 Man finder dette udtryk hos René Thom som bruger det i forbindelse med en kontinuert variation hvor variablen reagerer på sin ‘forgængere’: Modèles mathématiques de la morphogenèse, 10-18, ss. 218-219.