UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Demokrati eller studentervælde?

Leif Jørgensen / CC 3.0

Leif Jørgensen / CC 3.0

Studenteroprøret, især som det udspillede sig på Københavns Universitet, var den mest betydningsfulde rebelske begivenhed i Danmark i året 1968. Sidst i marts var de psykologistuderende begyndt at demonstrere mod “professorvældet” og for medbestemmelse, og de var begyndt at diskutere deres uddannelses indhold og form. Hovedkravene indbefattede 50 procent studenterrepræsentation i universitetets administrative organer og en uddannelsesløn. Oprøret kulminerede i april med fem dages besættelse af Psykologisk Laboratorium og en stor demonstration på Frue Plads.

Nedenstående tekst er skrevet af Erland Kolding Nielsen, der var historie-studerende og medlem af Studenterrådet. Nielsen, der havde taget sin studentereksamen i Aarhus, fik teksten udgivet som kronik i Aarhus Stiftstidende. I Aarhus forsøgte de studerende også at skabe forandringer på universitet. Teksten giver en kronologisk gennemgang og en politisk analyse af den mest intense periode af oprøret i København.


UROEN ved Københavns Universitet kulminerede med den store demonstration på Frue Plads (d. 23. april), med aktionerne for uddannelsesløn og endelig med psykologernes bar­ri­kader oppe under taget i Psykologisk Laboratorium.

[...]

Hvad der sker og er sket, er ikke nogen samlet, venstreorienteret aktion, der tager sigte på at omstyrte demokratiet. Der findes ganske vist en aktionsbevægelse også omfattende ven­st­reorienterede elementer, men for det første lader mængden af aktioner sig tydeligt struk­tu­r­ere og inddele efter deres formål, som absolut ikke som helhed har noget politisk præg bort­­set fra det, de måtte have fået gennem deres metoder. Men disse har været både vel­be­grun­d­ede og nødvendige. For det andet dominerer de venstreorienterede elementer på ing­en måde, de kan således ikke tages til indtægt for bevægelsens samlede karakter.

[...]

Den første aktion startede psykologerne d. 21. marts. Dens formål var opnåelse af medind­fly­­delse og medbestemmelsesret inden for deres eget fag. [...] Da forhandlingerne om løsninger på problemerne brød sammen, var de studerende be­røv­et deres eneste lovlige mulighed for indflydelse, nemlig gennem forhandlingsformen. De­res eneste legale middel til tålelige forhold var blevet blokeret. Hvad sker der på ar­bejds­markedet under sådanne omstændigheder? Den ene part varsler strejke, den anden part lock-out. De studerende har ikke sådanne sanktions- og pressionsmidler. Både strejke og lock-out ville mere skade de studerende end fremme det demokrati, som disse midler an­er­kendes som værende lovlige for at opnå. Barrikaderne, som altså blev konsekvensen af den­ne situation, anerkendes ikke som et demokratisk middel, og grunden hertil kan kun væ­re den, at der ikke findes noget demokrati, som dette middel kan bruges til at opretholde og sikre. En lille gruppe sidder inde med magten, det betragtes som ulovligt at omstyrte den­ne gruppes magt – også selv om man vil sætte et demokrati i stedet.

Psykologernes aktion har hele tiden været en intern, faglig aktion, hvis metoder ikke kan be­tragtes som karakteristiske for de øvrige aktioners karakter. De har været revolutionære, det må sådanne metoder altid være, når de har til hensigt at omstyrte et bestående, vel­et­ab­le­ret, autokratisk system og sætte et demokratisk i stedet. De kan kun betegnes som il­le­ga­le, når man definerer ret som lig med de bestående magtforhold i et givet system. At ret er lig magt er jo ikke nogen ny erfaring.

Denne aktion kan for så vidt siges at være afsluttet nu, idet det er lykkedes at opnå vir­ke­ligt positive resultater, man har fået et studienævn med lige repræsentation for lærere og stu­derende. [...]

Den anden aktion – hovedaktionen for medbestemmelsesret – startede en uge senere, og selv om den var inspireret af psykologerne, var den ikke domineret af dem og skal heller ik­ke være det. Det er karakteristisk for denne generelle aktionsbevægelse, at den er tvær­fag­lig og tværpolitisk. Alle vigtigere fag er med, alle politiske afskygninger fra de rødeste mao­i­ster til de konservative står sammen og danner fælles front mod de arkaiske forhold på universitetet som helhed, som set ud fra både et lærer- og studentersynspunkt er højst uri­melige. [...] Dens formål er at få skabt et uni­ver­si­tets­de­mo­kra­ti, hverken mere eller mindre.

[...]

Der er altså overhovedet ikke tale om et studenterdiktatur. Det drejer sig heller ikke om et pø­bel­vælde. Det drejer sig om at få etableret et reelt og formelt samarbejde på alle planer ind­en for universitets struktur. [...]

For at få dette samarbejde i stand på lavere plan i de enkelte fag, således at en gruppe lær­e­re ikke efter forgodtbefindende har mulighed for at blokere det, må de studerende have en med­­bestemmelsesret på 50 pct. i konsistorium, universitetets højeste organ. Det vil blive en revolution i universitetets historie, den vil måske skære mange gamle, konservative uni­ver­sitetsfolk i hjertet, men vi kan ikke tage hensyn til fortiden, det er fremtiden og det frem­tidige samarbejde, det gælder. Overalt i samfundet får ungdommen tillagt større an­svar og større indflydelse. Følges denne udvikling ikke op på universiteter­ne, hvor ung­dom­men på mange punkter har de bedste forudsætninger og den største vilje til at arbejde med problemerne, hvis de fik mulighed for det, vil konsekvensen blive, at uni­ver­si­tets­mil­jø­et, der altid har været den bedste grobund for nye strømninger, for fremskridt og pro­gres­si­vitet, stagnerer og vil komme til at stå som et håbløst, arkaisk monument over en periode i vort samfunds historie, hvor demokratiet først begyndte for det enkelte menneske, når det hav­de overskredet de 25-26 år.

På Frue Plads stil­lede Mogens Fog [rektor og professor, red.] sig fuldstændig solidarisk med studenterne i deres krav om med­be­stem­mel­se. Men han tilføjede, at “selvtægt (dvs. psykologernes besættelse af Psykologisk La­bo­­ratorium) intet har med demokrati at gøre”. Udtalelsen var uheldig, ikke så meget i sig selv, som på grund af den brug, der er blevet gjort af den. Den er blevet stukket frem som nog­et nær talens hovedtema, gjort til et slagord i polemikken mod studenterne uden hen­syn­tagen til dens plads i talen som helhed. Derfor skal denne isolerede udtalelse til­ba­ge­vises fra studenterside.

Demokrati forudsætter principielt stemmeret. Hvis ikke alle de forskellige grupper, der lev­er i et givet system, har stemmeret, er systemet ikke demokratisk. Stemmeret har de stu­de­ren­­de ikke i dag. I et demokratisk system foregår forhandlinger mellem ligestillede for­hand­­lingspartnere. De studerende er ikke en med professorerne ligestillet forhand­lings­part­ner. [...]

[...] Vi har arbejdet på at få vore synspunkter igennem ved demokratiets midler i et au­to­ritært og ensrettet system. Vi har råbt for at blive hørt, men man har valgt at vende det dø­ve øre til.

Vi vil ikke tolerere dette autokrati længere. Vi vil heller ikke erstatte det med et stu­den­ter­dik­tatur eller et pøbelvælde. Vi vil ikke stille nogen over for diktater. Hvad vi vil, er et de­mo­­kratisk samarbejde mellem alle partnere, hvor arbejdsglæden hersker, og hvor uri­me­lig­he­den er udskiftet med billighed og enighed.

Men for at få dette demokrati på universitetet, må autokratiet nedbrydes – om nødvendigt med udemokratisk midler. Det er et paradoks, men vil demokratiet til magten, kan det kun ske med det herskende systems egne midler!!

 

Kilde: Aarhus Stiftstidende, 23. maj, s. 14-15.

 

Denne tekst indgår i bogen 1968, redigeret af Bjarke Skærlund Risager, Salar Mohandesi og Laurence Cox. Bogen udkommer i sensommeren som en del af Forlaget Slagmarks Revolutionsserie. Bogen samler og introducerer omkring 70 primærtekster fra 12 lande.