UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Den første salon: Catherine de Vivonnes nye rum

Abraham Bosse Ruelle

Catherine de Vivonnes salon opstod som modpol til hoffets stive former og hyldest til enevælden. Salonerne blev nye offentlige rum, hvor de kvindelige værter åbnede for andre måder at diskutere på. Lise Busk-Jensen beskriver her hvorledes salonerne blev centrum for politiske og moralske diskussioner i Frankrig.


Catherine de Vivonnes forældre var adelige, en fransk diplomat og hans italienske hustru. Catherine blev født i Rom, men fulgte efter sit giftermål som 12-årig i 1600 sin mand Charles d’Angennes – senere markis af Rambouillet – til det franske hof, hvor han tjente som Henrik IVs garderobemester. Catherine havde arvet et palæ få skridt fra Louvre, der husede hoffet, indtil Ludvig XIV i 1682 flyttede det til Versailles. Efter syv anstrengende børnefødsler trættedes hun af hofmændenes trivielle kurtisering og hoffets stive ceremoniel. Hun dannede sammen med sine venner en kreds i sit hjem der, om ikke i størrelse og ydre glans så i indflydelse og socialt perspektiv, blev et kvindeligt alternativ til kongens hof.

Forskellen mellem Louvres sale og Hôtel de Rambouillets salon lå i opmærksomhedens decentrering. Ved hoffet var al opmærksomheden rettet mod kongen, kun hans gunst gav status. Under Ludvig XIVs enevælde nåede det hierarkiske system groteske højder. De adelige kæmpede om at udføre den mindste pligt, der vedrørte kongens person, såsom at holde lyset for ham eller bringe småting til hans måltid eller toilette. Man måtte bestandig være under hans blik for at få del i de goder, han distribuerede: titler, ejendomme, embeder og anseelse. Ønskede man at være noget, måtte man forlade sit slot på landet og sit palæ i Paris for at klemme sig ind i et par værelser i Versailles.

Anekdoterne fortæller om mægtige og velhavende mænds betingelsesløse underkastelse under kongen. Hertugen af Richelieu skal have betroet Mme de Maintenon, Ludvigs anden hustru, at han hellere ville dø end undvære at se kongen i to måneder. Alt ved hoffet var ceremonielt, tilmed underholdningen. Man dansede store formationsdanse eller overværede teaterforestillinger, der forherligede kongen. Samfundet dannede et system af koncentriske cirkler med solkongen i midten.

Heroverfor satte Catherine de Vivonne en kæde af mindre cirkler, hvor samtalen mellem ligesindede var det væsentligste. Hun byggede sit hus om og erstattede de store sale med en række mindre saloner og værelser, der blev kunstfærdigt udstyret for at appellere til de besøgendes skønhedssans. Mest berømt var hendes ‘blå værelse’, et garderoberum med blåt fløjl på væggene hvor hendes alkove stod. Her modtog hun sine gæster, ofte fuldt påklædt i sengen. De særligt begunstigede blev inviteret ind i den smalle gang mellem sengen og muren, den såkaldte ‘ruelle’ (stræde), hvor man kunne udveksle personlige ideer med værtinden; sammenkomsterne blev også kaldt ‘rueller’. I hele værelset var der plads til 12-15 personer. De sad på lænestole, rygstole og klapstole sat frem efter behov og de enkeltes rang. Traktementet var af underordnet betydning i modsætning til hoffets opulente banketter, og damerne beskæftigede sig med broderi, mens de konverserede.

Mme de Rambouillet skulle efter skik og brug ligge i sin seng, når hun holdt modtagelse. Skikken havde måske forbindelse med de religiøse barselsritualer, som igen var en udløber af Moseloven og dens syn på barselskvinder som urene. Danske Lov (2-8-9) påbød kvinderne at holde sig inde 42 dage efter fødslen og først vise sig offentligt, efter at de havde været i kirke og var blevet ‘indledt’ af præsten. Kvinderne skulle helst blive i sengen hele perioden for ikke at sprede urenhed i huset. Til gengæld gav sædvanen dem ret til at invitere og beværte egne gæster til stor bekymring for de nærige ægtemænd, som Holberg gjorde sig lystig over i Barselstuen, 1723

 

En ny offentlighed

Mme de Rambouillets salon havde sin storhedstid mellem 1620-48, hvor dens betydning lå i at skabe en ny offentlighed uden for det stivnede stændersystem. I salonen mødtes forfattere med selskabslivets spidser, administratorer og militære, adel og borger, som forenedes af kærlighed til kunst, litteratur og åndfuldhed. Hos Rambouillet kom tidens intellektuelle hovedpersoner, La Rochefoucauld, Malherbe, Corneille, Madeleine de Scudéry og Mme de Sévigné. Litteraturen var salonens hovedinteresse. De besøgende læste op af egne produkter eller af kredsens yndlingsforfattere. Corneille reciterede næsten alle sine dramaer hos markisen. Honorée d’Urfés hyrderoman Astrée, 1607-27, der indvarslede den psykologiske kærlighedsroman i fransk litteratur, blev dyrket entusiastisk.

Salonen var også litterær i den forstand, at deltagerne udover blot at kommunikere bearbejdede sproget smukt og udtryksfuldt. De faste gæster skrev breve og litterære tekster til og om hinanden og fik navne i Astrées ånd, så samværet kunne minde om mytologiens arkadiske liv. Man talte om følelser under overskrifter som: Hvilken virkning har fraværet på kærligheden? Og: Er skønheden nødvendig, for at kærligheden kan fødes? Man deltog i litterære og grammatikalske fejder om en sonet og det rigtige i at bruge biordet ‘car’ (thi). Overhovedet var kredsens ambition at finde det udsøgte udtryk, den skønne form, det fine væsen. Derfor kaldte man medlemmerne for ‘les précieuses’ (de kostbare, sirlige).

Précieuserne talte meget om følelser, men især for at nyde beherskelsen af dem. I Mme de Scudérys roman, Célie, 1654-61, findes det berømte kort over ømhedens land, Carte du Pays de Tendre, der er formet som Frankrig, men hvor de geografiske lokaliteter er erstattet med følelsesmæssige. Rejsen fra syd mod nord går fra det nye venskab ad tilbøjelighedens og respektens floder forbi byerne underkastelse, ulighed og glemsel og ligegyldighedens sø op til agtelsens ømhed og anerkendelsens ømhed. Den slutter før farernes hav, der adskiller ømhedens land fra det ukendte land uden for de ømme følelsers rige. Sådanne følsomme rejser var en hovedingrediens i salonkulturen, især som udflugter i skrift- eller billedsproget.

Salonværtindernes indflydelse beroede på deres evne til at modtage de besøgendes følelsesmæssige og intellektuelle gaver og lade dem cirkulere i kredsen. Dertil var selvbeherskelse nødvendig. Følelserne blev omtalt, beundret og opbevaret som en skat, men de blev sjældent udlevet. Précieuserne forlod nødigt de sublimerede følelsers land. Catherine de Rambouillets datter lod sin frier vente i fjorten år, før hun som 35-årig giftede sig med ham.

Salonerne bidrog betydeligt til den udvikling af det franske sprog, der i 1700tallet gjorde det til kunstens, filosofiens, diplomatiets og konversationens hovedsprog i hele Europa, men de behandlede det også så egenrådigt, at franskmænd uden for deres kreds opfattede de précieuse talemåder som manér. Précieuserne skabte gerne nye ord, som var uforståelige for andre, og hvoraf kun få er bevaret i nutidens sprog: man siger endnu félicité (lyksalighed), men ikke débrutaliser (afbrutalisere). De misbrugte de beskrivende adjektiver umådeholdent, men de præciserede også sprogbrugen: man bør sige aimer (elske) om en person, men goûter (nyde) om en frugt. Mest påfaldende var de mange omskrivninger og metaforer, der skulle undgå klicheer og holde den brutale realitet ude af samtalen. En kost blev til ‘renlighedens redskab’, et lys til ‘solens supplement’, fødder til ‘de kære lidende’, brød til ‘livets opretholder’ osv. I 1661 udkom  Le grand Dictionnaire des prétieuses, historique, poétique, géographique, cosmographique, cronologique et armoirique, der indeholdt lister over précieuserne med deres arkaiserende salonnavne og registreringer af den korrekte précieuse sprogbrug.

Begrebet ‘précieuser’ blev hæftet på dem omkring 1650, da vittige hoveder uden for deres kreds gjorde dem til nar, morsomst i Molières Les Précieuses Ridicules, 1659, hvor både handlingen og sprogbrugen parodierer det udsøgte, selvhøjtidelige og ambitiøse ved précieusernes talemåde og livssyn: to unge piger afviser et par friere, fordi de unge mænd vil giftes straks i stedet for at nyde en længere fase med samtale om kærligheden. Holberg satiriserede over précieusiteten i Barselstuen, hvor Else Skolemesters hilser barselskonen: “Jeg kand forsikre Madamen, at hendes Dyders Skilderie altiid henger paa mit Hiertes Krog”; blandt Elses omskrivninger er “det subtile Element” for luften og “Neptuni Bolig” for havet.

 

Et feministisk rum?

Molières parodi var kun ét indlæg blandt mange i diskussionen om précieuserne, som blev det 17. århundredes feministiske debat. To partier, som vi i dag vil kalde henholdsvis feminister og antifeminister blev dannet, begge med både mandlige og kvindelige deltagere. Feministerne, hvortil précieuserne hørte, argumenterede mod den kristne opfattelse af kønnene, hvor manden er et menneske skabt i Guds billede, halvt ånd halvt krop, mens kvinden er en krop uden megen sjæl. Biologien kan ikke være afgørende, mente de; dels er alle de ikke-reproduktive organer identiske hos de to køn; dels er viljen og fornuften uafhængige af kroppen; og endelig forsvinder kønsforskellen i livet efter døden, hvor kun sjælen er tilbage; engle har intet køn. I det egentlige, sjælelige liv er mænd og kvinder således lige, og det menneskelige dyr er hverken en mand eller en kvinde, som Marie de Gournay skrev i Égalité des hommes et des femmes, 1622: “Er der større forskel på mænd og kvinder end på kvinder indbyrdes, afhængigt af den undervisning de har fået, om de er vokset op i en by eller landsby, eller hvilken nation de tilhører? [...] Hvorfor i alverden skulle uddannelse ikke kunne angribe og udfylde den afstand, som nu adskiller mænds og kvinders forståelse af hinanden?”

Feministerne mente, at kvinder og mænd er af samme art og har identiske egenskaber, men i forskellige grader. De skrev kataloger over berømte kvinders liv for at bevise, at kun traditioner og vaner holdt kvinderne nede. Leonora Christinas Hæltinners Pryd, som hun skrev i Blåtårn i 1671 med bl.a. le Moynes La Gallerie des Femmes Fortes, 1647, som kilde, er et led i den tradition. Feministerne angreb husholdningsarbejdet og moderskabet for tvangsmæssigt at binde kvinders liv til at være en funktion af de reproduktive organer. Ægteskabet som indgangen til dette snævert definerede kvindeliv blev den generelle anstødssten.

I Michel de Pures skrift La prétieuse; ou le Mystère des ruelles, 1656-58, omtaler kvinderne deres ægteskab som slaveri, husarbejde som gammeldags og familieforhold som uden betydning. Précieuser er ikke døtre af en fader og en moder, skriver de Pure, de er skabt direkte af ånd og fornuft: “som perlen, der kommer fra orienten og er dannet i skallen som et resultat af en østers’ anvendelse af himmelens dug, således formes en précieuse i salonen, idet hun kultiverer de høje gaver, som himmelen har skænket hendes sjæl.” Michel de Pure gik ind for en radikal reform af ægteskabet og mente, at det skulle adskilles fra kærligheden. Kvinden burde gifte sig af fornuftsgrunde, dvs. med hensyn til stand og økonomi, og derudover bevare sin fulde følelsesmæssige frihed: “hun er gift, som om hun ikke er det.” Han talte også for løsere forbindelser, der skulle vare et par år ad gangen og kunne opløses, hvis parterne ikke længere var tilfredse med hinanden.  Filosoffen Pierre Bayle, en af encyklopædisternes forløbere, mente slet ikke, at intelligente piger burde gifte sig.

I sig selv var disse ideer ikke nye. Netop sådan havde franske adelsmænd længe set på ægteskab og kærlighed. Det nye var, at feministerne nu krævede de samme rettigheder for kvinderne. Faktisk lykkedes det i et vist omfang de franske salonkvinder at tilkæmpe sig denne frihed, indtil revolutionen gjorde en ende på adelen, og romantikken bragte kærlighedsægteskabet i kurs.

Intelligente kvinder skulle ikke bindes til at løse huslige opgaver, mente feministerne, men de skulle på den anden side heller ikke være lærde som samtidens teologer, filologer eller jurister. Den slags viden regnede man i salonerne for pedanteri. Kvinderne skulle lede salonerne, forme smagen og udvikle en ny æstetisk moral, der kunne sammenfatte det bedste fra både den antikke og den kristne etik. Målet var at forme ‘honnêtes gens’, dannede mennesker med smag, social fornemmelse og et tiltrækkende væsen. I feministernes nye verdensbillede var kvinden i centrum. Det irrationelle, der tidligere havde været opfattet som fornuftens negative modsætning, betragtede de som et reservoir for følsomhed; fysisk svaghed, der havde gjort kvinderne underlegne, så de som sødme og delikatesse; en ny platonisk kærlighed, som de elskende kvinder var givere af, blev universets skabende princip.

Også adelsbegrebet blev omdefineret; i salonerne var den sande adel identisk med dyd og dannelse. Feministerne argumenterede for, at feminiseringen skulle brede sig fra salonkulturen ud i samfundet. Salonværtinderne betragtede deres alternativ til hofkulturen som et socialt fremskridt. Heroverfor holdt antifeministerne på de gamle dyder. Kvinden skal være husmoder, ægteskabet er hendes kald, og moderskabet hendes opgave. Hendes følelser og evner tilhører familien, og hun har ingen opgaver uden for hjemmet. Læsning og skrivning er ikke væsentligt for en ung piges opdragelse, og enhver tanke om luksus, pynt, kurmageri og snak om ømme følelser, altså hele salonkulturens interesseområde, er overflødig og skadelig. Kvinden er syndig, som Bibelen siger, og synden kan først genoprettes med ægte- og moderskabet.

 

Salonkulturens udvikling

Bag den kønsfilosofiske konflikt gemte sig en kamp om samfundets sociale stratificering. I salonerne blandede adelige sig med intellektuelt og kunstnerisk begavede borgerlige. Corneille, Racine, Molière og Boileau tilhørte alle borgerskabet. Salonerne var deres mulighed for at tilegne sig de højere klassers omgangsformer. På den måde fremmede salonerne den sociale mobilitet, og précieusernes åndelige hierarki blev en trussel mod hoffets gamle standshierarki.

Antifeminismens mest konkrete udspil blev pigeskolen Saint-Cyr, som Mme de Maintenon oprettede i 1686 med den senere ærkebiskop Fénelon som chefpædagog. Hans De l’Education des Filles, 1687, blev antifeminismens hovedskrift. Hensigten med skolen og Fénelons program var at uddanne hårdtarbejdende, fromme og frugtbare husmødre, der ikke ønskede at forlade deres provinsslotte og gøre karriere ved hoffet eller i salonerne. “Den gode kvinde spinder, begrænser sig til husholdningen, tier, tror og adlyder”, skrev han. Skolen var et led i kampen inden for adelens klasser. Skolepigerne var primært døtre af den gamle krigeradel, ‘noblesse d’épée’, der havde sat sin formue til i kongens krige. Den blev nu udkonkurreret af den nye embedsadel, ‘noblesse de robe’, som dominerede det civile samfund, hvor elegant påklædning og færden ved hoffet eller i salonerne var afgørende. Karakteristisk nok satiriserede Molière også over antifeminismen i L’École des femmes, 1662.

I løbet af 1600-tallet fik den repræsentative offentlighed, der byggede på bestemte økonomiske og militære magtstrukturer og udfoldede sig i ‘salen’ således konkurrence af denne nye offentlighedsform, der byggede på æstetiske og dannelsesmæssige smagsnormer og udfoldede sig i de mindre saloner. Samtidig rykkede kvinderne frem som den nye offentligheds hovedpersoner, og borgerskabet rykkede ind som en ny kulturskabende klasse. Salonkulturen var en midtvejsposition mellem den repræsentative og den borgerlige offentlighed. Den havde sin storhedstid i det 17. og 18. århundrede, indtil den i det 19. århundrede blev afløst af dobbeltheden borgerlig offentlighed og romantisk intimsfære.

Salonerne var uofficielle akademier, som skabte forfatternes litterære ry og de litterære moder. Med deres relative tvangfrihed i omgangsformer og omverdenskommunikation satte de kunstproducenter og kunstelskere i forbindelse med hinanden på en smidigere måde, end hoffet eller de rigtige akademier formåede, og skabte dermed et kunstpublikum. Salonernes omgangsform var en forudsætning for den psykologiske analyse, der kom til at spille en væsentlig rolle for litteraturens fornyelse med Madame de La Fayettes hovedværk La Princesse de Clèves , 1678.

Om ikke før så under Napoleons erobringskrige blev franske salonvaner spredt i Europa. Hærens officerer havde ordre til at brillere ved den lokale selskabelighed; tabte de ved spillebordene, blev de holdt skadesløse af militærkassen, et tegn på den politiske betydning salonerne havde fået.

Lise Busk-Jensen er dr.phil og tidligere lektorvikar ved institut for litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Artiklen er en sammenfatning fra bogen Romantikkens Forfatterinder fra 2009, som kan købes hos Gyldendal.