UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Den økonomiske agent er ikke bare en egoist

Den økonomiske agent er ikke bare en egoist

Don Ross, professor i Commerce ved University of Cape Town, ophavsrettigheder: www.uct.ac.za

Finanskrisen forøgede opmærksomheden på hvad den økonomiske disciplin egentlig kan. Særligt er det, man kalder den økonomiske agent, økonomiens billede på hvordan mennesker handler ude i virkeligheden, kommet under kritik. Er billedet brugbart til at forstå og forudsige menneskelig handling, eller er det en misvisende forsimpling?

Baggrund bringer her et interview med den sydafrikanske professor i økonomi ved universitetet i Cape Town, Don Ross. 


 

Økonomer kritiseres ofte af både deres kollegaer i økonomien, men også af filosoffer og sociologer, for at opfatte mennesket som urealistisk egoistisk og kun interesseret i at maksimere sin egen nytte. Hvis økonomerne virkelig har et misvisende billede af menneskelig handlen, rækker konsekvenserne langt ud over fagfolks uenigheder, og får betydning for hvordan vi begrunder samfundsmæssige beslutninger. Økonomiske betragtninger danner i dag en del af baggrunden for store politiske beslutninger lige fra skolesystemets indretning til ulandsbistand. Men passer kritikken om, at økonomisk videnskab antager at mennesker blot er snæversynede egoister? Hertil svarer den sydafrikanske filosof og økonom Don Ross:

“For mig ligner den kritik bare en meget sjusket økonomihistorie. Hvis du gennemgår litteraturen, finder du ikke nogen empirisk model, der er afhængig af de påstande. Aksiomet om egeninteresse er aldrig blevet brugt i nogen definition af den økonomiske agent. Der findes selvfølgelig en masse retorik – oftest i forbindelse med Chicago-folk [fx Milton Friedman, red] – der bygger på ideen om rationelle individer, hvor rationalitet bliver fortolket som egeninteresse”.

Men ifølge Ross kan økonomer sagtens beskrive menneskets mere sociale sider. Det er således muligt, at jeg foretrækker at andre folk har det godt i stedet for at jeg bliver stenrig, og dette kan godt repræsenteres inden for rammerne af, hvad økonomisk agent er. Økonomien er således ikke bundet op på nogle forestillinger om overdreven egoisme. Ross fortsætter:

“En af grundene til, at der stadig er forvirring omkring det her, er, at man er nødt til at definere en økonomisk agent ud fra en nyttefunktion. Og alt, hvad den økonomiske agent reagerer på, må være en del af hans egen nyttefunktion. Derfra er det bare en definitionssag at komme frem til, at alt hvad jeg interesserer mig for, er del af min nyttefunktion, og at min nyttefunktion ikke kan være den samme som din. Men der er intet i de mikroøkonomiske aksiomers grundlag, der forhindrer os i at sige, at min nyttefunktion kan indeholde så mange elementer af din nyttefunktion, som dataene synes at vise os.”

Økonomer definerer den analyserede agent ud fra en nyttefunktion, der – meget kort fortalt – er en rangering af, hvad agenten foretrækker: Vil han købe dyr økologisk kaffe eller en billig ikke-økologisk variant? En kanelsnegl eller en romkugle? Foretrækker han at tjene penge, eller prioriterer han tid til at passe sin syge mor? Hvad Ross siger er netop at økonomer godt kan arbejde med, at jeg foretrækker at andre mennesker får opfyldt visse behov over mulige, egoistiske mål.

 

Dine præferencer handler ikke kun om dig selv

Nyttefunktionen er som begreb og redskab blevet anvendt, diskuteret, revideret og afvist af forskellige filosofiske og økonomiske skoler. Den israelske økonom Itzhak Gilboa har optimistisk proklameret, at nyttefunktionen er noget af det smukkeste og mest innovative i det 20. århundrede. Modsat mener den amerikanske økonomihistoriker Deirdre McCloskey, at matematiseringen er gået “crazily wrong”. Men er der slet ingen grænser for hvad vi kan have i en nyttefunktion? Kan alt fra retfærdighed til familiehensyn repræsenteres?

“Det kommer an på, hvordan man tænker på det. Det gør eksempelvis en forskel om man inkorporerer en tese i min nyttefunktion, der siger at min nytte er afhængig af din velfærd eller trivsel. Altså, vi danner et lidt mere sofistikeret begreb, der forudsætter at min nytte på en eller anden måde står i relation til din faktiske nytte, og således bliver påvirket af den. Sådan vil min opfattelse af min egen nytte altid være midlertidig og afhængig af ny information om, hvad du vil have. Det kræver en mere kompliceret repræsentationsform, som teoretikere i årevis har arbejdet hårdt på. Den mest interessante udvikling er Wynn C. Stirlings teori om conditional games.”

I Theory of Conditional Games hævder Stirling, at agentens præferencer ikke blot behøver at henvise til agenten selv, men kan indgå i forskellige sociale situationer. Præferencer kan altså være strukturerede i forskellige kontekster, der umiddelbart ingenting har med hinanden at gøre.

 

Økonomi er andet end teori

Dette komplicerer selvfølgelig den økonomiske analyse, men rykker samtidig modellen tættere på virkeligheden. Ross mener ikke, at man behøver at forkaste nyttefunktionen og præferenceteori i økonomi. Han vil dog heller ikke forsimple økonomisk teori. I et forsøg på at komme et lille skridt videre på en mere præcis og fyldestgørende analytisk model, har Ross søsat en række komplicerede eksperimenter, der tager årevis at fuldføre. På den måde håber Ross at gøre teorien mindre teoretisk.

“Alt for mange økonomer tror, at det stadig er muligt at bedrive økonomi som en ren teoretiker. Ren teori betyder, at økonomer tester deres teorier i lukkede modeller, og det er et meget dårligt værktøj til at konfrontere data fra virkeligheden med. I stedet for at antage at hvert individ er et “locus for valg”, bruger jeg bare “kold data”, det vil sige, statistisk data, som viser hvilke valg, der bliver truffet.”

Ross bruger betegnelsen kold data om statistiske tal, der fortæller hvordan folk (i forskellige situationer) handler. Den økonomiske model skal ikke baseres på ren teori, men på relationerne mellem de måder vi træffer valg på.

 

Hvem er den økonomiske agent?

En del af Ross arbejde er derfor gået på at integrere de empiriske resultater fra hans og andres sociale eksperimenter i økonomisk teori. Målet er her, at den kompleksitet som de kognitive videnskaber (psykologi, adfærdsøkonomi osv.) har vist, at mennesker handler i, ikke skal stå som et modsvar til økonomisk teori, men langsomt blive optaget i den. For at beskrive denne kompleksitet er det netop vigtigt at den økonomiske agent, som et billede på mennesket, kan afspejle alle de faktorer, som er relevante for vores handlinger.

Derfor er det nærliggende at spørge om der overhovedet er nogen grænser for hvad økonomien kan modellere som økonomiske agenter? Kan vi forestille os, at økonomer laver økonomiske præferencemodeller og nyttefunktioner på et hvilket som helst væsen med en hvilken som helst psykologi?

“Mit hurtige svar er nej. Men man er nødt til at sige lidt mere end det. Der findes en form for grundlæggende betingelse for at, at en ting kan kaldes for en handlende agent: Der skal være tilstrækkeligt med stabile forhold mellem dét tingen gør, og dét der kan antages at være godt for den, eller dét den prøver at opnå. Man kan ikke modellere en sten til at være en økonomisk agent. Der er naturligvis regelmæssighed i stenens opførsel, men vi må ikke drage den slutning, at stenen på nogen måde kan ville til trille bunden af bakken. Sten har ikke agentur.”

For at noget kan blive modelleret som en økonomisk agent skal det altså opfylde kravene for agentur. Men en ting bliver ikke en agent blot den udviser konsistent opførsel: En sten har ikke agentur, selvom dens data viser, at den altid falder nedad mod jorden.

“Det vil sige, at hver gang en ting tilskrives en psykologi er det fordi, de grundlæggende betingelser er til stede. Så hvis vi gjorde nogle forbløffende opdagelser om stens indre kompleksiteter, ville vi ikke fortolke dem som psykologiske, medmindre vi havde beviser for, at stenen havde en form for servomekanisme, med hvilken den kunne samle nye informationer, gemme dem og handle på den baggrund.”

For at vi vil tilskrive et væsen psykologi, skal det altså opfylde nogle krav for agentur. Og hvilke krav er disse så?

“Tag levende organismer, som ikke har centralnervesystemer, som for eksempel planter eller svampe. Med planter og svampe har du tydeligvis enheder, for hvem visse tilstande i verden er bedre for dem end andre. Yderligere er der et systematisk forhold mellem deres adfærd og disse tilstande. Kan vi tillægge svampe en psykologi på basis af deres interne strukturer i forhold til hvilke mekanismer de har og hvad vi kan se, er godt for dem? Med Daniel Dennetts intentional stance in mente ved vi, hvilket andet spørgsmål vi er nødt til at stille for at kunne svare på det første: Er der noget aspekt i plantens adfærd, som ikke ville kunne forklares, uden at planten blev tillagt en psykologi?”

Ross henviser her til den amerikanske filosof Daniel Dennetts teori om “the intentional stance”, der er en overvejelse over hvilke betingelser, som skal være opfyldt før man kan tilskrive en entitet en bevidsthed eller, filosofisk beskrevet, intentionalitet. Således må betingelserne henvise til en bestemt entitets adfærd, som må opfylde betingelserne.

“Et aspekt af Daniel Dennetts teori er blevet fuldstændigt misforstået. Han siger ikke, at du er fri til at tillægge noget intentionalitet hver gang, du mener der er en eller anden metodologisk pointe i at gøre det. Du kan kun gøre det ved faktiske mønstre. En betingelse for, at et faktisk psykologisk mønster kan findes, er, at det indeholder informationer, der kan fremskrives. Altså, informationer om fremtiden, som ikke ville kunne observeres, hvis der ikke forudsattes intentionalitet.”

En økonomisk agent afhænger altså af, om vi kan få mere viden om denne tings opførsel ved at tildele den agentur, end ved ikke at gøre det. Vi kan fint forudsige vores stens faldbane uden at tilskrive den præferencer; og den er derfor ikke at regne for en agent. Men vi er bedre i stand til at forudsige et givent menneskes opførsel ved at tildele det præferencer og informationslagringskapacitet end ved blot at bruge fysikkens love. Ud fra den formulering af agentur, må vi altså empirisk teste hvorvidt noget er en agent. Ross opsummerer:

“I plantens tilfælde betyder det, at vi kan gøre nogle empiriske ting: vi kigger efter mønstre i dens adfærd og vi spørger, om der er en regelmæssighed i den adfærd, som vi ikke kunne forudsige eller forstå, hvis vi ikke forstod den som intentionel. På den måde bliver det et empirisk spørgsmål.”

Ross maler altså et bredere billede af agenten end kritikerne ellers hævder, at økonomer gør. Den er ikke nødvendigvis egoistisk, men kan sagtens tage højde for andres velbefindende. Den er heller ikke nødvendigvis bundet til væsener med en bestemt psykologi, så længe disse væsener blot udviser konsistent opførsel. Det vil sige, at mennesker principielt ikke er de eneste væsener, som kan beskrives gennem økonomiske modeller.

 

Økonomi og dens nabovidenskaber

Ved at bruge Dennetts intentional stance til at sætte kriteriet for hvornår noget er en agent, anvender Ross en filosofisk idé til at definere et økonomisk grundbegreb. Denne bredde er ganske karakteristisk for Ross, som både trækker på de kognitive videnskaber og filosofi i sin diskussion af økonomisk teori:

“Der er en masse at diskutere angående forholdet mellem psykologi og agentur. I nogle forståelser af, hvad psykologi er, ville det være – i det mindste begrebsligt – muligt, at noget kunne have en psykologi, men ingen agentur. Men det tror jeg ikke er kompatibelt med de mest overbevisende bevidsthedsfilosofier. Årelange bevidsthedsfilosofiske debatter om, hvordan psykologiske begreber knytter sig empirisk til virkelige fænomener, har gjort det overbevisende klart, at så snart man tillægger en ting en psykologi, følger der en normativ del med.”

Ross gør os opmærksom på, at man ikke kan have en agent uden at denne også er et væsen med en psykologi. Siden det er diskuterbart hvilke kriterier vi bør sætte for agentur, så indeholder tilskrivelsen af en psykologi altid et normativt element. Det vil sige, hvorvidt noget kan siges at have en psykologi eller ej kommer an på hvordan vi definere agentur. Og dette, må man sige, er et filosofisk og psykologisk ærinde.

Økonomiens antagelser involverer altså mere end matematiske aksiomer. I forhold til spørgsmålet om den økonomiske agent, begrænser Ross sig ikke til klassiske økonomiske begreber, men integrerer også psykologiske og filosofiske antagelser og begreber, for at få det mest nøjagtige teoretiske billede af den økonomiske agent.

Hvis den økonomiske videnskab generelt skal kunne trække på et så bredt repertoire af begreber, som Ross gør, forudsætter det et samarbejde mellem økonomi og andre discipliner. Sådant et samarbejde gør ikke økonomien uren eller ugyldig. Det er tværtimod en anerkendelse af, at teoretiske problemer, hvis løsninger kræver anvendelsen af så forskellige begreber som bevidsthed, valg og nytte, er komplekse. Og det er en kompleksitet, der er større end nogen videnskab endnu kan håndtere alene.