UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Den retfærdige krigs teori

JUSTICE

Vestens historie ledsages af krige en masse. De har antaget mange forskellige former, men på et tidspunkt aftog ukontrollerede erobringskampe og blev erstattet af strategiske, magtkalkulerede interventioner. I det 16. og 17. århundrede blev det vigtigt at tale om en retfærdig krig.

Nikolaj Andersen undersøger udviklingen i Vestens krigsførsel med baggrund i Just War Theory – principper for en retfærdig krig.


 

Mellem absolut pacifisme, hvor al krig er uforsvarligt, og politisk realisme, hvor politiske mål helliger alle midler, finder vi Just War Theory. Teorien består af en række principper for krig og krigsførelse der har udviklet sig igennem europæisk idéhistorie og tjener som et sprog til at vurdere og legitimere krigshandlinger som enten retfærdige eller uretfærdige. Teoriens sigte er ikke at forbyde eller umuliggøre krig, men derimod at indføre moralske begrænsninger på den militære vold og hvem der må udøve den.

Just War Theory er værd at bemærke, fordi den udtrykker et moralsk og juridisk forsøg på at skelne mellem rigtig og forkert i krig og på samme tid er et udtryk for historiens forskellige stormagters forsøg på at legitimere deres krige. Den er radikal, fordi den gør op med forestillingen om, at ”anything goes” i krig, og den er vigtig at forstå, da den er en nøgle til at begribe historiske diskurser om krig generelt. Dens praktiske indvirkning på krig og krigsførelse har til alle tider har været meget omdiskuteret, men den præsenterer det sprog, hvorigennem krige er blevet diskuteret, vurderet og legitimeret igennem størstedelen af europæisk historie helt frem til i dag. Det er med andre ord stadig grundlæggende principper fra teorien der trækkes frem, når politikere diskuterer intervention i Syrien og lignende politiske problemstillinger. Gennemgående i arbejde med Just War Theory er spørgsmålet om autoritet. Hvem bestemmer om en krig er retfærdig, og hvem har overhovedet ret til at føre krig?

 

Krig efter Guds vilje

Just War Theory-tænkningen kan spores helt tilbage til Romerriget i dets senere kristne periode. Her var tale om en verdenssituation, hvor den helt store militære magt, Romerriget, og den religiøse autoritet, kirken, var en og samme. Tidens store filosof og teolog Augustin (354-430) blev anset for den primære autoritet inden for den krigsretstænkning, vi i dag kalder Just War Theory og han udtrykte en tanke om den retfærdige krig som krig efter Guds vilje og på Guds befaling. Krig var hos Augustin naturligvis undtagelsen og fred var hvad mennesket både skulle og naturligt ville stræbe efter. Men Bibelens femte bud, ”Du må ikke slå ihjel”, kunne tilsidesættes i tilfælde af krig, der var påbegyndt af den rette myndighed. I sådanne tilfælde ville moralsk ansvar for at slå ihjel nemlig overføres fra den enkelte soldat til den autoritet han repræsenterede.
Legitime grunde til krig kunne for Augustin bl.a. være afgudsdyrkelse og kætteri, tilbageerobring af uretmæssigt plyndret gods og forsvar af staten eller dens allierede. En retfærdig krig kunne altså begyndes på både religiøse og politiske baggrunde. I alle tilfælde skulle krigen dog udføres af de rette civile myndigheder og med den rette intention, dvs. ikke bare enhver form for egeninteresse.

Begrebet om retfærdig krig tjente to specifikke formål under romertiden: dels at retfærdiggøre forsvar af kirken mod diverse kætterske sekter inden for imperiet og dels at legitimere forsvar af imperiet mod de ikke-kristne barbarer udefra. Just War Theory var tydelig præget af asymmetri, da den ene part stod som håndhæveren af Guds vilje – og derfor skyldfri – overfor en forvoldende part, der fortjente afstraffelse. Her var et gennemgående skel mellem de kristne og de ikke-kristne, hvilket udformede sig til en tanke om en part, der kæmper på vegne af Guds lov og vilje mod en anden part, Guds modstandere. Den retfærdige krig var religiøst sanktioneret; en krig villet af Gud, og det passede rigtig godt til en verden, hvor den eneste stormagt også var den eneste kristne.

 

Retten til at plyndre

Tiden gik, Romerriget faldt, og kristendommen spredte sig mod nord op igennem Europa. Der opstod flere forskellige feudalmagter, der betragtede sig selv som kristne, men det forhindrede dem ikke i at bekrige hinanden. Dette præsenterede en udfordring for Just War Theory, der i en dualistisk opfattelse af kristne og ikke-kristne blev uanvendelig i spørgsmål om konflikter mellem kristne magter. Der var altså behov for en forståelse af retfærdighed i krig, der fornuftigt kunne dømme mellem kristne stater.

Det europæiske kontinent var i middelalderen desuden præget af et utal af private, militære grupper og opstande, der hærgede landskabet. Det gav de støre fyrster behov for et juridisk princip, der kunne legitimere deres autoritet, og status som de eneste der måtte føre krig. Stormagterne i Europa manglede med andre ord et sæt regler, der gav dem retten til at slå oprør ned og sikre nogenlunde stabilitet.
Den skolastiske tænker Thomas Aquinas (1225-74) tog udfordringen op og udviklede principper for retfærdig krigsførelse i forlængelse af Augustins. Aquinas modererede Augustins princip om en gyldig autoritet fra principielt kun at gælde Gud, til også at inkludere verdslige autoriteter. På denne måde ophævedes det dualistiske mønster, der definerede den retfærdige krig som per definition de kristne mod de ikke-kristne.

Middelalderens Just War Theory tjente det formål, at den gav den part, som havde retfærdigheden på sin side, ret til at udføre handlinger, der normalt ikke var tilladte. Hvis en krig var retfærdig, og derfor understøttet af en tilpas stor fyrstelig autoritet, gav det den krigsførende part ret til at dræbe, tage gidsler og plyndre, hvilket normalt blot ville blive anset for oprørsk hærgen. Den retfærdige part fik desuden ret til at bruge våben, der ellers var gjort ulovlige fordi man fandt dem for brutale – eksempelvis armbrøst og langbue. Der blev med andre ord givet mulighed for at slå hårdt ned på oprør og derigennem sikre nogenlunde stabilitet og fred. Just War Theory blev således en måde for fyrster at legitimere deres magtudfoldelser, og fik på samme tid en juridisk præventiv virkning i forhold til mindre militante grupper, der ud fra Just War Theorys principper kunne retsforfølges og straffes.

De almindelige restriktioner på krigen var dog effektivt sat ud af spil i tilfælde af krig mod ikke-kristne nationer som eksempelvis ved korstogene. Her var der simpelthen tale om en fjende så fremmed, at de gængse regler ikke gjorde sig gældende, og krigen blev regnet for ikke blot fyrsteligt, men guddommeligt sanktioneret. I middelalderen blev den romerske dualisme således fastholdt i forhold til ikke-kristne fjender, men på samme tid blev Just War Theory gjort anvendelig i til at skelne mellem-fyrstelige krige fra simple opstande.

 

En retfærdig krig?

Igennem det 16. og 17. århundrede opstod en række nye udfordringer for Just War Theory i Europa. Reformationen skar de kristne magter over i to, katolicismen og protestantismen, og gav anledning til en række nye krige mellem kristne af forskellige trosretninger og erobringerne i den Nye Verden rejste spørgsmålet om retfærdighed i kamp mod indianerne. Helt overordnet var den politiske scene i Europa i fuld gang med at bevæge sig mod mere suveræne og sekulære statsmagter. Det medførte et behov for en forståelse af kriges retfærdighed, der i endnu højere grad kunne løsrive sig fra teologiske argumenter, og i stedet have et mere alment juridisk fundament.

Denne udfordring blev især mødt af en række spanske teologer og filosoffer, der igen tog Just War Theory op til eftersyn. Francisco de Vitoria (1480-1546) argumenterede ud fra en forestilling om jus gentium, folkenes ret, en hypotetisk lov der tildelte alle folkeslag af mennesker basale rettigheder i kraft af deres blotte menneskehed. Herigennem forsøgte han at begrænse legitime grunde til krig til udelukkende at indbefatte politiske formål og ikke religiøse uenigheder. På denne måde flyttede den legitime autoritet i krig sig fra blot at være kristne fyrster af betydelig størrelse til principielt at gælde alle folk, inklusiv indianerne, der således var i deres god ret til at forsvare sig mod de spanske erobrere. Denne legitimitetsændring gav dog ikke indianerne ret til at forhindre de kristne missionærer i at sprede evangeliet og Vitoria fastholdt desuden de kristne imperiers ret til at gribe ind i forhold til kannibalisme og lignende umenneskelighed. Delegitimering af udelukkende religiøst motiverede krige havde desuden det formål at forhindre europæisk imperial konflikt mellem eksempelvis England og Spanien på baggrund af imperiernes protestantiske og katolske tilhørsforhold.

En anden af tidens helt store tænkere var Hugo Grotius (1583-1645), der traditionelt gives æren for at have grundlagt tanken om international lov. Grotius’ nytænkning var en ny tilgang til Just War Theorys grundlag. Han arbejdede med en tanke om et internationalt samfund af stater, der var bundet sammen i en juridisk ramme præcis som borgere i en enkelt stat. Krig blev i denne optik et sagsanlæg mellem to stater og således noget der juridisk kunne bedømmes som retfærdigt eller ej. Grotius’ nytænkning var en forståelse af den retfærdige krig i primært juridiske termer og et fokus på det internationale system. Grotius åbnede muligheden for at introducere et allerede etableret juridisk sprog som redskab i den interstatslige sfære, hvilket muliggjorde en skarpere debat om skyld og uskyld i krig. Just War Theory udmøntede sig derefter i en række juridiske principper som eksempelvis pligten til ikke at forsøge at hindre en retfærdig part i en krig, og at subjekter i en uretfærdigt krigsførende stat havde pligt til at nægte at deltage i den uretfærdige strid.
Grotius’ andet store bidrag til eftertiden var desuden en formel adskillelse af jus ad bellum – retfærdighed i påbegyndelsen af en krig – og jus in bello – retfærdighed i udkæmpningen af en krig. Begge disse udtryk var blevet brugt i adskillige århundreder før Grotius, men med hans tænkning opstod en formel deling, således at en retfærdig krig kunne blive udkæmpet på uretfærdig vis og vice versa.

I den tidligt moderne periode blev Just War Theory stadig mere afteologiseret for at imødekomme udfordringen fra de mere sekulære stater og ikke-kristne folkeslag. At der fortsat ville opstå konflikter både udenfor og indenfor Europa var givet og det gav de europæiske magter et behov for et sprog at legitimere deres krige i. På samme tid skulle dette legitimeringssprog forhindre at Europa rev sig selv midt over i en kontinentalkrig mellem katolikker og protestanter.

Just War Theory skulle, for at være anvendelig, igen balancere mellem at legitimere og forhindre krige, men dens udgangspunkt var stadig de europæiske stormagter og hvordan de skulle forholde sig til hinanden og verden udenfor Europa. Argumenterne i teorien begyndt at basere sig på mere universelle principper og et juridisk sprog, der i højere grad stillede de forskellige autoriteter på lige fod, om de så var store kristne imperier eller indfødte i den Nye Verden.

 

Moderne tid og frem

Tiden op til og med det 19. århundrede regnes ofte for en nedgangstid for Just War Theory. Periodens krige eskalerede i voldsomhed med bl.a. Napoleonskrigene og disse begivenheder smittede af på tilgangen til krig som helhed. Den store krigsteoretiker Carl von Clausewitz (1780-1831) reducerede krig til ”politik med andre midler” og i denne formulering beskrev han krig som en fuldstændig legitim måde at føre en politisk intention igennem på. I slutningen af det 19. århundrede var det således staters ret i international lov at ty til krig for at varetage deres nationale interesser, og Just War Theorys distinktion mellem retfærdig og uretfærdig krig blev udskiftet med en ‘magt er ret’ tankegang. International lov og institutionaliseret Just War Theory kunne altså siges at have ramt et lavpunkt, da al tale om retfærdige årsager og midler i krig forstummede, og blev erstattes af den stærkes ret til at føre krig som han ville.

I denne periode opstod langsomt en række juridiske konventioner for Just War Theory. Disse var nydannelser, fordi de var udtryk for de enkelte staters enighed i at begrænse voldens midler og udfoldelse. Abraham Lincoln (1809-1865) kan udpeges som en af de første, der i et officielt dokument definerede jus in bello-rettigheder og begrænsninger for sine kombattanter ved bl.a. at indføre restriktioner på, hvilke våben der var tilladte under den Amerikanske Borgerkrig. De amerikanske restriktioner blev efterfulgt af konferencer i Bruxelles, Haag og Geneve, der specificerede og uddybede grænserne for civiles immunitet i kamp, samt ulovliggjorde en række våben som værende for voldsomme eller ukontrollerbare.

Disse begrænsninger på jus in bello, blev akkompagneret af en række restriktioner på jus ad bellum. Dette tog fart med Folkeforbundets pagt fra 1919 og Kellog-Briand pagten fra 1928, der for alvor reducerer mulighederne for lovlig krig, i andre tilfælde end selvforsvar. I Kellog-Briand pagtens første artikel stod: ”The High Contracting Parties solemly declare in the names of their respective peoples that they condemn recourse to war for the solution of international controversies, and renounce it, as an instrument of national policy in their relations with one another” – en tydelig udmelding om, at krig ikke mere var legitimt som politisk middel i clausewitziansk forstand.

I kølvandet på 2. verdenskrig etableredes De Forenede Nationers Pagt i 1945, der kom til at erstatte Folkeforbundets og udgør den mere eller mindre universelle ramme for jus ad bellum, vi har i dag. Med FN-pagten blev den legitime brug af krig reduceret til selvforsvar og humanitær intervention under et FN-mandat. Nationer må altså kun efterstræbe deres egne politiske interesser med fredelige midler og hermed blev de internationale jus in bello og jus ad bellum principper fra Grotius nu institutionaliseret Just War Theory i FN. Krig er ikke mere en enkelt stats sagsanlæggene mod en anden, men det internationale fællesskabs lovhåndhævelse overfor den enkelte stat.

 

Boomerang eller udvikling?

Historien om Just War Theory kan beskrives som enten en boomerangbevægelse eller som en demokratisk udviklingsfortælling, alt efter hvilket perspektiv man lægger på sagen. På den ene side er Just War Theory en fortælling hvor autoriteten og definitionsmagten i hvad der blev regnet som retfærdighed i krig, udsprang af et mægtigt Romerrige med et klart dualistisk skel mellem kristne og ikke-kristne. Herfra desintegrerede denne unipolariserede magt ud flere europæiske fyrster, og derfra videre til principielt at gælde alle folk i jus gentium, til den til sidst var så godt som opløst i det 18. og 19. århundredes magtrealistiske tankegang. Fra denne aske genopstod Just War Theory så i takt med et mere og mere internationaliseret Vesten, og kulminerede i en ny enevældig autoritet med udgangspunkt i Just War Theory – FN. I denne fortælling er FN det nye Romerrige og liberale principper den nye kristendom hvorudfra alt vurderes. Hvor dualismen før hed kristen overfor ikke-kristen, hedder den i dag demokratisk overfor ikke-demokratisk.

En anden måde at fortælle historien er en fortælling om, hvordan autoriteten er blevet fordelt til flere og flere mennesker, og Just War Theory heraf er gået fra at være en enevældig til en demokratisk størrelse. Denne fortælling gør FN og de etablerede internationale krigslove og domstole til kulminationen på fornuften og humanismens sejr over tyranni og vold.

Den amerikanske udenrigspolitik i det 21. århundrede er en interessant brik i dette spil. På den ene side har krigene i Irak og Afghanistan netop legitimeret sig igennem det liberale sprog og delegitimeret sine fjender igennem Just War Theory udtryk – som når eksempelvis Assad anklages for sin brug af kemiske våben. På samme tid er de et udtryk for en ringeagt for netop Just War Theory ved deres gentagende mangel på FN-mandat. Ulovlige krige forsøges med andre ord legitimeret ved henvisning til de love og institutioner, som de selv forvolder sig mod.

Vores opfattelse af nutidens interventionspolitik kan altså med fordel analyseres og vurderes ud fra Just War Theorys historie som legitimeringssprog. På samme tid må netop Just War Theorys historie begribes ud fra det historiske spørgsmål om, hvad der konstituerer autoritet og ikke mindst hvem der har den.

 

Nikolaj Andersen er bachelorstuderende ved Idéhistorie, Aarhus Universitet.