UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

“Det, som vi har overset, det er Kierkegaard selv”

Kierkegaard

Den danske filosof Søren Kierkegaard var ikke bare en indadvendt og verdensfjern eksistens- og kristendomstænker. Han stod i brændpunktet af det politiske og er igennem hele sit forfatterskab ekstremt følsom over for tidens teknologiske, politiske og sociale udviklinger. Ole Morsing vil med sin kommende bog vise den Søren Kierkegaard frem, som vi har overset.


 

Den enevældige konge Frederik VI var netop død. Det var den tredje december, 1839. Samme dag indkaldte de kritiske liberale studenter, med den nationalliberale Orla Lehmann i spidsen, til et studentermøde. Målet med mødet var at forfatte en skriftlig henvendelse til den nye konge Christian VIII, hvor de ville kræve en fri forfatning for Danmark. Dagen efter blev skrivelsen med 250 underskrifter læst op af Orla Lehmann på Amalienborg.

Peter Christian Kierkegaard, Søren Kierkegaards bror, der repræsenterede den konservative og kongetro fløj i Danmark, var til stede på studentermødet og protesterede kraftigt imod det nye forfatningsforslag. Allerede dagen efter indkaldte han til et nyt møde. Her skulle formuleres et kongeloyalt alternativ til de liberale studenters krav om en fri forfatning.

Midt i denne forsamling stod den unge Søren Kierkegaard til sin første og siden da eneste offentlige forsamling, hvor han endda blev indsat som mødeleder.

Mødet udviklede sig til et længerevarende kaotisk spektakel, hvor broderen Peter Kierkegaard endte med at bryde igennem og kræve skrivelsen fremlagt til underskrift i sin bolig. Nogle dage senere blev skrivelsen – med 426 underskrifter – ligesom de nationalliberales læst op på Amalienborg.

 

Mellem tidens vogn og idealernes verden

Selvom det måske er Kierkegaards første og i hvert fald sidste gang på en offentlig generalforsamling, så er det ifølge lektor i Idéhistorie Ole Morsing, der lige nu arbejder på bogen Kierkegaards samfundsbidrag, en væsentlig begivenhed for Kierkegaard selv. Det er en begivenhed, som i dag giver os mulighed for at læse Kierkegaards forfatterskab på en ny måde.

For Søren Kierkegaard var ikke kun optaget af den rette kristendomstro.

“Han er i eminent grad optaget af sin egen tids tendenser i alt lige fra teknologiske fornyelser som hestetrukne busser, jernbaner og elektricitet. Socialt er han optaget af de forandringer, der kendetegner 1840’erne med især dannelsen af foreninger som nærmest eksploderer efter enevældens fald i 1848 og hertil kommer hans interesse i de åndelige forandringer i det litterære, filosofiske og religiøse landskab.”

Denne bevidsthed om Kierkegaards følsomhed over for tidens teknologiske, politiske og sociale forandringer kan være med til at oplyse store dele Kierkegaards forfatterskab og gøre en helt ny Kierkegaard synlig.

“Hans interesse for nye tendenser i såvel de teknologiske, sociale og åndelige vilkår har afgørende betydning for hans tænkning, som af den grund ikke bliver verdensfjern. Det har man hidtil alt for ofte læst henover. Men samtidig er det afgørende, at han vender sig imod sin egen tids tendens til at insistere på ”tidens fordring”, det vil sige en tilpasning til de givne samfundsvilkår,” siger han og fortsætter.

“Han vil noget andet og mere end hoppe på tidens vogn, samtidig med, at han ikke lever i idealernes verden.”

 

Den anden Kierkegaard

Efter at have forsket i Søren Kierkegaard og udgivet flere bøger om hans tænkning er det blevet tydeligt for Ole Morsing, at man i Danmark har læst henover en række politiske problematikker og tematikker i Kierkegaards forfatterskab.

”Helt grundlæggende mener jeg, at man i Danmark har læst Kierkegaard ud fra sin eksistenstænkning med fokus på to nøgletematikker. For det første, hiin enkelte med  vægten på inderligheden og det enkelte menneske (…) For det andet, hans forståelse af det religiøse, hvor han nyskaber eller genskaber en kristendomsforståelse, som ikke er institutionelt funderet.”

Til forskel fra udlægningen i Danmark, hvor omdrejningspunktet har været Kierkegaard som eksistensfilosof og kristen tænker, er der i udlandet særligt i de seneste to årtier udgivet en lang række af artikler og værker, hvor Kierkegaard først og fremmest bliver læst og brugt som en radikal, politisk tænker.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek har blandt andet brugt Kierkegaard som revolutionær tænker.

”Žižek finder Kierkegaards radikalitet i de fleste af hans centrale begreber såsom gentagelsen, kærligheden, æstetikeren, etikeren og det religiøse. I Žižeks læsning bliver Kierkegaard til en revolutionær tænker og en revolutionshelt.”

Som Morsing ser det, har man i Danmark overset Kierkegaard selv og de politiske aspekter af hans forfatterskab.

”Man er så forhippet på at se de to ting hos ham, at man overser, at han også ved noget om alt det andet. Det er man fuldstændig blind for og man springer elegant over alle de steder. Selv i Kærlighedens Gjerninger, der er sprængfyldt med politiske overvejelser,” siger han og fortsætter.

”Det, som vi har overset, det er Kierkegaard selv.”

 

Det private og personligheden

Men det er måske også med god grund. Kierkegaard insisterer nemlig selv hårdnakket på, at det ydre, politiske liv slet ikke interesserer ham. I en artikel fra 1851 til den nationalliberale avis Fædrelandet udlover han ligefrem en dusør til den, som kan finde et projekt i hans forfatterskab, som har til formål at forandre samfundet.

I løbet af 1847 havde Christian VIII og Søren Kierkegaard tre samtaler, og kongen huskede, ifølge Kierkegaard selv, at han havde været mødeleder ved generalforsamlingen i 1839. Kongen inviterede Kierkegaard til at være en del af datidens ‘tænketank’ for kongens politik. Kierkegaard afviste, fordi han ”har den Ære at tjene en høiere Magt,” som ifølge Morsing er kristendommen.

Kierkegaard underskrev da heller aldrig broderens loyalitetserklæring til kongen i 1839. Kierkegaards samfundsbidrag skal forstås i forlængelse af hans kristendomsforståelse.

For Ole Morsing er der ingen tvivl om at Kierkegaard først og fremmest er en subjektivitetens tænker. Omdrejningspunktet i Kierkegaards forfatterskab er altid Hiin Enkelte. Men i flere af Kierkegaards værker udvikler han sin forestilling om menneskelig subjektivitet som mere end blot det private liberale menneske. I stedet for at isolere sig i sin egen privathed, er målet for mennesket at få en personlighed – og denne personlighed er altid at forstå i et forhold til Gud.

Især i løbet af 1840’erne er det politiske klima i Danmark præget af dybe konflikter, der i 1848 resulterer i en overgang fra enevælde til folkestyre efterfulgt af en borgerkrigslignende situation under treårskrigen fra 1848-1850.

“Det er i denne periode, at Kierkegaards forståelse af mennesket som andet og mere end isolerede individer kommer frem. Men det medfører ikke, at man kan få en afklaret forståelse af det sociale hos Kierkegaard, for han bedriver ikke moderne socialvidenskab. Udgangspunktet for hans forståelse er hverdagslivet, de konkrete menneskelige livsudfoldelser, som er betinget af eller fordrer et socialt fællesskab.”

Det sociale fællesskab er selvsagt for Kierkegaard. Problemet opstår i det øjeblik, hvor de borgerlige og liberale normer kommer til at overskygge og tvinge den enkeltes eksistens ind i et hverdagsligt massesamfund. Heroverfor bliver Kierkegaards forståelse af handlingen central.

“En handling indoptager det konkrete menneskes forståelse og hensigter – kort sagt menneskets sociale ansvar. Derfor må handling hos Kierkegaard ikke forstås som den politisk udbredte tendens til at vedtage handlingsplaner eller det at handle i supermarkedet (…) Kun med handlingsdimensionen i fokus kommer eksistensproblematikken til sin ret. Når der handles i hverdagslivet må eksistensen derfor ikke opfattes som en lukket og privat og hermed en isoleret dimension af det menneskelige liv,” siger han og fortsætter.

“Når han insisterer på handlingen, giver det plads til tro, håb og kærlighed i de historiske begivenheders flow.”

Den menneskelige handling er baseret på den indre refleksion, der kan blive et værn mod, at mennesket bliver revet med af de ydre begivenheders strøm – handlingen kan derimod bryde med den.

Heri ligger også det radikale potentiale hos Kierkegaard.

“Han er revolutionær i forhold til troen og Gud. Troen overskrider alt. Den er næsten per definition revolutionær.”

 

Kierkegaard mod konkurrencestaten

Formålet med bogen Kierkegaards samfundsbidrag er ikke bare at skrive Kierkegaard selv tilbage i sit eget forfatterskab. Det handler også om at bruge ham i dag. Ole Morsing mener, at Kierkegaards kritik af samtidens tendenser og udviklinger kan fungere som en vigtig kritik af konkurrencestaten i dag.

”Jeg vil argumentere for, at han er mere relevant i dag end han var dengang. Jeg mener ikke, at Kierkegaards tankegang er så spændende under velfærdssamfundet. Men under konkurrencesamfundet og konkurrencestaten bliver han spændende, fordi det faktisk er nogle af de momenter, der er centrale i disse udviklinger, som han advarer mod. Alt det, som han har set og frygtet, bliver udfoldet i konkurrencestaten.”

Bekymringen hos Kierkegaard kommer fra tendenserne til at reducere den enkelte og lade denne blive opslugt af massen eller statistikken. I stedet for at den enkelte udtrykker sin personlighed gennem et socialt ansvar bliver denne indsat som brik i et større spil. Tendenserne til at lade systemtænkningen og statistikken råde i konkurrencesamfundet ser Morsing som grobund for, at Kierkegaard kan bidrage som samfundstænker i dag.

“Kierkegaard mener, at de samfundsmæssige aktiviteter, det vil sige det, der bliver til de borgerlige aktiviteter, fylder så meget, at man glemmer den menneskelige tilværelse: at man er barn, gammel, syg og skal dø. Alt går op i systemer, og det er denne udvikling som i dag er mere presserende i konkurrencestaten end i velfærdsstaten.”

Ole Morsing er lektor ved Idéhistorie på Aarhus Universitet.