UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Er mennesket økonomisk?

 Smith

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der findes ikke længere politik – der findes kun økonomi. Mens EU udsteder finansielle støttepakker til banker i krise, spørger omverdenen stadig de økonomiske vismænd til råds når det gælder samfundets store spørgsmål.
Politiske spørgsmål erstattes i stigende grad af økonomiske og de økonomiske vismænd får altid det sidste ord. Men hvorfor får de der kan tælle altid ret og handler økonomi altid om penge?
De næste uger handler artiklerne på Baggrund om Alternativ Økonomi. I serien præsenterer vi forskellige artikler, som undersøger og udfordrer måden, vi tænker om økonomi.

Økonomien bygger på en bestemt menneskeforståelse, som man kalder homo economicus. Mennesket er rationelt, selvinteresseret og egennyttemaksimerende. Men hvad med alle de menneskelige egenskaber, økonomien ikke tager i betragtning? Joachim Wiewiura argumenterer for, at alt det irrationelle ikke er irrelevant, men har en betydning for, hvordan vi forstår forholdet mellem økonomi og politik.


 

Forholdet mellem politik og økonomi bærer ofte præg af kunstige adskillelser eller overdrevne sammenfald. Enten opfattes økonomi som tømt for politisk indhold eller også er det økonomiske det eneste reelle politiske spørgsmål. Neoliberale kan kritiseres for det sidste: politik er kun udtryk for konfliktende økonomiske interesser, hvorfor ethvert politisk spørgsmål omdannes til et økonomisk. Neoklassiske økonomer kan gøres skyldige i det første: økonomi er ikke politisk, da økonomi er en videnskab, der blot klarlægger handelsstrukturer. Ingen af disse adskillelser er dog korrekte, da økonomi og politik ofte er sammenblandet. Problemet er, at når linierne mellem økonomi og politik trækkes så hårdt op, overser man begrebernes indflydelse på hinanden.

Jeg foreslår, at vi gentænker økonomividenskabens subjekt, homo economicus, for at reformulere grænsen mellem økonomi og politik. Kan vi skærpe forståelsen af homo economicus, kan vi klargøre dets politiske betydning.

Med homo economicus følger overordnet to sammenhængende problemer: det inkluderer ikke dybe menneskelige forhold og økonomiens egne løsningsforslag på dets ensidighed er ikke filosofisk tilfredsstillende. Vi må derfor tilbage til den moderne økonomiske videnskabs grundlægger – Adam Smith – for at se på hvordan subjektet oprindelig bliver konstrueret til økonomiens formål og genstandsfelt.

 

Historien om homo economicus

I 1776 skriver Adam Smiths sit monumentale værk The Wealth of Nations, der grundlægger den moderne økonomiske videnskab. Værkets fulde danske titel, Nationernes velstand – en undersøgelse af dens væsen og årsager, afspejler økonomiens fokus helt op til i dag, nemlig, hvordan velstanden formes, tilegnes og, helt basalt, optimeres.

Smiths bestræbelse var at forklare de handelsdynamikker og handelsstrukturer, der gjorde nogle nationer rigere end andre. De handlende nationer måtte altid søge at få den højeste pris for sine handelsvarer for at kunne få et endnu større råderum på markedet og dermed mere materiel rigdom og velfærd. Kunne nationerne optimere deres velstand betydeligt, medførte det udvikling af samfundet og forøget levestandard. Til Smiths centrale spørgsmål hvad er velstandens væsen og årsager? kan man dermed generelt svare: velstand opstår, når man handler til den lavest mulige pris og sælger for den højeste.

Hvis økonomien således blev grundlagt med Smiths spørgsmål om rigdommens tilblivelse (med alle dets facetter om udbud, efterspørgsel, værdi, nytte, arbejdsdeling, incitament og kreativitet), er den ultimative økonomiske handling tilegnelsen af varer til markedets laveste pris. Men hvad skaber en vare? Det er, når et objekt bliver kvantificeret i penge og prissat på markedet. Alt, der kan prissættes, er til salg på markedet. Varerne efterstræbes af sælgerne til at blive solgt til højeste pris, mens køberne kigger efter den laveste pris. Det handler med andre ord om at tilegne sig mest bytteværdi hvad enten du køber eller sælger.

Smith er derfor en vigtig brik, hvis vi skal forstå, hvordan økonomividenskaben portrætterer (det økonomiske) menneske. For mennesket er her en agent med kvaliteter som optimering, selvinteresse, nyttemaksimering, som i grov forstand er velstandens form og årsag.

Problemet er, at økonomer har forstået Smith alt for ensidigt. Økonomiens genstandsfelt, som Smith beskrev, er sidenhen blevet reduceret til få, kanoniske punkter, hvoraf antagelsen om individets selvinteresse står allerstærkest. En sådan reduktion er ikke omkostningsfri, for denne forsimplede forståelse af mennesket blokerer for en mere holistisk forståelse, der også inkluderer menneskets ikke-økonomiske relationer i livet – eksempelvis medmenneskelighed, kærlighed og venskab.

På spil i økonomien er altså en abstraktion af mennesket i tydeligste forstand. En abstraktion, der transformerer den økonomiske handling til at være den rationelle handling. I økonomiens øjne bliver det økonomiske altså det fornuftige. Den simple analytiske konsekvens er, at de økonomiske variabler bliver identiske med det rationelle, mens kvaliteter, der falder udenfor, kategoriseres som irrationelle. Men ifølge den engelske filosof John Stuart Mill må økonomien håndtere sit subjekt som netop denne abstraktion, hvis den ønsker at efterstræbe de andre videnskabers nøjagtighed. Og hvordan det helt præcist skal gøres er stadig til debat i dag.

Faktisk er rationalitetsbegrebet nærmest det begreb som klassisk økonomi oftest holdes op på. Lad os derfor få et hurtigt indblik i hvordan standardmodellen ser ud.

 

Hvem er homo economicus?

I overensstemmelse med Mill, fastslår den nulevende indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, at der i moderne økonomi stadigvæk ligger en fundamental antagelse om rationalitet. En antagelse, der kan udfolde sig på forskellige måder. En udgave er, ifølge den canadiske professor i psykologi og økonomi, Joseph Henrich, at det økonomiske menneskes beslutningsgrundlag er baseret på selvinteresse. Selvinteressen er et præferencemønster, der afspejler menneskets indre behov, som er uafhængig af sit umiddelbare miljø. Men rationalitet kan også udmønte sig mere komplekst i en konsistent valgrække. Er den konsistent, kan den også beskrives matematisk. Den kan være ude af trit med aktørens personlige værdier, overbevisninger, følelser og fornuft, men konsistent og derved kvalificeres som økonomisk rationel.

Homo economicus er altså rationel, konsistent og kan beskrives matematisk. Den er, som nobelprismodtager i økonomi Daniel McFadden beskriver: a universal model of choice behavior. Kravet om konsistens efterlader den ikke historieløs, men gør den både stærk og svag; stærk, fordi den er matematisk og praktisk, men svag, fordi den ikke fyldestgørende beskriver mennesket egentlige værdisætning i en økonomisk situation.

Men som økonomihistorikeren Deidre McCloskey polemisk spurgte til en konference for nylig: ”why should consistency be the only measure in economic theory?”

 

Homo economicus som filosofisk problem

Homo economicus er videnskabeligt og praktisk anvendeligt, men samtidig filosofisk problematisk. For mennesket er ikke homo economicus, selvom homo economicus kan danne grundlag for økonomiske beskrivelser og forudsigelser. Ligeledes kan man heller ikke slutte fra en økonomisk forudsigelses korrekthed til homo economicus-modellens sandhed. Eksempelvis har man i Japan stærke sociale normer, der kan ligge tæt op af udfaldet af en matematisk model baseret på tesen om selvinteresse, men det gør ikke modellen korrekt. Det gør det nærmere blot til en ringe beskrivelse for egentlige handlemønstre, der beskrives bedre af sociologiske, filosofiske eller antropologiske påstande.

Som den irske økonom Thomas Leslie påpegede i 1876, har fraværet af sociologiske eller historiske indblik medført, at økonomien har dannet dets subjekt med det formål at få et ”complete and symmetrical system, solving all the problems before it with mathematical certainty and exactness.” Ligesom alle udstrakte legemer i klassisk fysik er beskrevet efter gravitationsloven, prøver økonomien at komprimere menneskelivets bevægelser ned til en enkelt faldlov: økonomisk tilstræbelse efter velstand. Han argumenterer for, at der ikke findes et objektiv som alle menneskers ønsker, tanker og begær tilfredsstillende kan reduceres til. Vi kan derfor ikke forstå økonomiske bevægelser kun som udtryk for et begær efter velstand. I stedet må vi gennem analyser af forskellige historiske processer, der har foranlediget bestemte begærsstrukturer og tilfældigheder, nuancere forståelsen af økonomiens bevægelser. For reduceres alle velstandsskabende handlinger til én rationel, økonomisk motivation, resulterer det i at ”hunger and thirst were the first forms of the desire of wealth.”

Man karikerer naturligvis økonomividenskaben, hvis man tror, at den vil forklare enhver bevægelse kun som velstandsoptimerende. Men man karikerer den ikke, når man hævder, at økonomien forklarer enhver bevægelse inden for økonomien som rationel. For det er udtryk for økonomiens omvendte bevisførelse, når alle økonomiske fænomener reduceres til samme begreb, som aldrig kan modbevises. Dermed tømmes begrebet for indhold.

 

Nye løsninger skaber nye problemer

Der har altså længe været debat om hvor meget af menneskets fulde væsen homo economicus afspejler. Økonomer i det tyvende århundrede har selvfølgelig også prøvet at løse homo economicus-modellens ensidige fokus på rationalitet.

Eksempelvis har økonomiske sociologer kritiseret den for ikke at tage højde for menneskers tilhørsforhold med deres omgivelser og moralske livsførelse. I 1977 beskrev Amartya Sen i artiklen Rational Fools, en situation, som havde det socialt tænkelige, men økonomisk irrationelle, udfald: en gammel dame giver en ung mand, hun ikke kender, en konvolut indeholdende $100, som han skal smide i en postkasse 500 meter væk. Hun kan ikke selv nå det, fordi hun skal skynde sig efter bussen. Teoretisk set burde han optimere sin egen økonomiske kapacitet ved at tage pengene selv, men han sender konvolutten og afviger derved fra økonomiens forståelse af menneskets håndtering af sådanne situationer.

For at økonomien ikke blot skulle håndtere disse situationer som (økonomisk) irrationelle, har man introduceret og tilføjet flere begreber som fairness, familie og venskab til forståelsen af det økonomiske menneske. Men begreberne kan ikke uproblematisk inkluderes i økonomiske analyser. For tilføjer man metodisk begreber, der dækker over forskellige facetter og nuancer af menneskelivet, skabes en økonomisk antropologi, som ikke løser problemet, men blot skaber et nyt filosofisk problem. Problemet bliver, at mennesket ses som statisk funderet og som noget, der forstår sig selv gennem forskellige uafhængige og statiske begreber. I stedet, som både poststrukturalismen, fænomenologien og andre studier på forskellig vis har foreslået, er menneskets beslutningsproces, værdiskabelse og meningsdannelse er derimod forankret i en bestandig dynamisk kompleksitet.

Kierkegaards antropologiske grundsætning om, at mennesket er det væsen, der forholder sig til sig selv, understreger det samme. Man kan ikke bare reducere mennesket til et væsen, der rationelt shopper mellem forskellige begreber, når det forholder sig til sin verden. Vi kan ikke i det ene øjeblik forholde os til fairness, selvinteresse i det andet og bæredygtighed i det tredje. Mennesket forholder sig til sig selv som et hele.

 

Det økonomisk tilstrækkelige er det politisk utilstrækkelige

Ovenstående diskussion er ikke blot økonomisk-metodiske overvejelser. For økonomiens reduktion af mennesket til homo economicus har en politisk betydning. Som Ruth Grant, professor i politisk teori ved Duke University, påpeger, er der to forskellige forståelser af politik, med afgørende betydning for, hvordan forholdet mellem økonomi og politik skal afdækkes.

I den ene opstår det politiske på grund af interessekonflikter. Politik bliver mediet, hvorigennem disse løses eller dæmpes. Politiske interesser er essentielt økonomiske, og der er således et økonomisk fundament for det politiske. Her indtræder mennesket i det politiske alene som et økonomisk subjekt. Som Grant selv skriver: ”There is no independent political psychology because there are no independent political aims”.

I den anden forståelse er det politiske uafhængigt af økonomiske interesser, og fokuserer på politiske goder som status, retfærdighed, solidaritet og sikkerhed. Grants hovedpointe er, at den politiske psykologi er bredere end den økonomiske, hvilket gør det umuligt at reducere førstnævnte til sidstnævnte. For homo economicus kan eksempelvis ikke forklare symbolpolitik, der er en søgen efter status, retfærdighed eller solidaritet; konflikter, som ikke kun kan løses ved en overensstemmelse af interesser, men ved manifestationer af politisk respekt eller tolerance – som i den politiske konflikt mellem homoseksuelle vielser og registreret ægteskab.

Grant foreslår derfor en anden figur – homo politicus – til at indkapsle en bredere, politisk psykologi, der ikke kan reduceres til en rent økonomisk psykologi. Grant mener, at det politiske omfavner det økonomiske. Det vil sige, at økonomi er politisk relevant imens politik ikke er reduceret til dette. Men Grant mangler stadig at give et bud på, hvordan økonomiens domæne i det politiske skal forstås.

Det, vi må gentænke, er altså i hvilke politiske beslutningsprocesser, økonomividenskaben kan og bør give løsningsforslag. For nylig sagde den israelske økonom Itzhak Gilboa, at økonomien står overfor et valg: Enten måtte økonomerne indse at deres modeller ikke passer på virkeligheden, ellers kan vi, som samfund, rykke virkeligheden tættere på modellerne ved at opdrage vores børn til at være konsistente og rationelle økonomiske agenter. Sidstnævnte virker som en menneskelig dysfunktionel løsning, så det vi har brug for en alternativ filosofisk gentænkning af det økonomiske subjekt, der betoner eventuelle før-rationelle dispositioner med betydning for økonomiske beslutninger. Kun dér kan vi begynde at formulere en figur, der er fuldt ud økonomisk, og samtidig ændre det grundlag hvorpå økonomien står i dag – nemlig i forsøget på at involvere rationalitet i ethvert beslutningsgrundlag.

Vi har altså brug for en gentænkning af det økonomiske menneske, så vi kan se hvilken rolle  økonomien skal spille i det politiske. Menneskelivet er i virkeligheden ikke så rationelt, som økonomividenskaben gerne vil have, at det skal være. Det var en af Simmels pointer for over hundrede år siden: mennesket er udover at være rationelt også irrationelt, upraktisk, uhensigtsmæssig forelsket og impulsiv. Anerkender man ikke disse egenskaber, der er umulige at omsætte til monetære enheder, taber man muligheden for at beskrive menneskelivet autentisk. Vi må forstå det økonomiske i perspektiv af vores genuine beslutningsgrundlag, og vi burde ikke diktere hele vores adfærd, hvad enten det er i ægteskabs- eller venskabsrelationer, efter økonomiens principper. Vi behøver nødvendigvis ikke at lave om på den matematiske økonomi, men vi kan fremhæve og artikulere økonomiens teoretiske grænse, for derved at vide, hvornår vores politiske problemer rent faktisk står uden for grænserne af den rationelle økonomis diktering.

Således kan man få et vis afbalanceret forhold til økonomiens drivkræfter uden at efterlade politiske, værdimæssige og andre essentielle menneskelige kerneområder på økonomiens rygrad.