UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Flyt jer, køer, for livet er kort!

gabriel-garcia-marquez

Den colombianske forfatter Gabriel García Márquez gik denne påske bort, 87 år gammel. Inden da vandt han Nobelprisen i litteatur og forfattede blandt andet 100 års ensomhed og Kærlighed i koleraens tid.

Rasmus Vangshardt mindes her Márquez mellem begyndelse og begravelse.


 

Det er ingen hemmelighed, at den colombianske forfatter Gabriel García Márquez var vældig inspireret af William Faulkner. Faulkners roman The sound and the fury fra 1929 har et velkendt Macbeth-citat som bagtæppe, og det kunne García Márquez’ 100 års ensomhed fra 1967 lige så godt også have haft:

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day
To the last syllable of recorded time,
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player
That struts and frets his hour upon the stage
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

Og i Lembckes redigerede oversættelse:

I morgen og i morgen og i morgen,
det kryber langsomt frem fra dag til dag,
indtil det sidste blad i livets bog,
og hvert ’i går’ har lyst så mangen dåre
på vej til gravens støv. Ud, korte lys!
En skyggevandring er vort korte liv;
en stakkels skuespiller, som en tid
gør støj og spræl på scenen, og som så
er glemt; et eventyr fortalt os af
en tåbe, fuldt af larm og bulder, som
slet ingenting betyder.

”Så mangen dåre på vej til gravens støv,” sukker Macbeth, og det er et vilkår for os alle: at vi skal dø. Det gjaldt således også Faulkner og Márquez, der nu begge er væk. Faulkner for længst død og borte, men denne påske blev det altså også Márquez’ tur.

Han modtog fortjent Nobelprisen i litteratur i 1982 efter at have tryksparket latinamerikansk litteratur og genren magisk realisme ind på verdenslitteraturens hovedscene. Det skete først og fremmest gennem romanen 100 års ensomhed, der har solgt 30 millioner eksemplarer(!).

Márquez voksede op i Columbia blandt endeløse bananplantager og blev opdraget af sine bedsteforældre, hvis indflydelse på ham ikke kan undervurderes. Bedstemoderen fortalte ham latinamerikanske myter og sagn, som er med i alle hans bøger. Bedstefaderen var krigsveteran fra 1000 dages krigen (1899-1902). Det var en borgerkrig mellem konservative og liberale i Columbia, og bedstefaderen gruopvækkende oplevelser påvirkede den unge Márquez i en ret venstreorienteret retning.

Han læste jura på universitetet, men begyndte at ernære sig som journalist og blev fuldtidsforfatter efter 100 års ensomheds ekstreme succes. Han skrev derefter flere store bøger, i særdeleshed kan Kærlighed på koleraens tid fremhæves, og brugte blandt andet sit otium på at agere fredsmægler i konflikter mellem oprørere og regering i Columbia. I 2012 fortalte hans bror offentligt, at Márquez led af demens. Márquez slagord var, at livets mening ikke er summen af det, vi har oplevet, men summen af det, vi husker og fortæller. Han endte sine dage med nøjagtigt den sygdom, der fratager mennesket denne evne.

Døden, glemslen, ufriheden gennemsyrer også det hele i 100 års ensomhed, og en så fatalistisk udlægning af livet, der er resultatet af den vældige familiekrønike, burde egentlig ikke være smuk endsige opbyggelig. Men det er den.
Romanen handler om grundlæggelsen af en landsby i en fiktiv sydamerikansk stat i en udefinerbar tidsperiode, formentlig 1800-tallet. Den unge José Arcadio Buendía grundlægger landsbyen Macondo isoleret fra omverdenen, og med den energiske Buendiá, der nærer stor forkærlighed for nye opfindelser, vokser både Macondo og Buendía-slægten hurtigt. Men det går ikke kun fremad, for alting har en pris, og 100 års ensomhed er både storhed og fald. Oplysning og opløsning.

Da jeg første gang læste romanen på en efterårsferie i Vestjylland, omgivet af klitter og grå, silende regn, forstod jeg ikke meget, og jeg var vel også for ung til at kunne værdsætte dens stemning, men en enkelt scene blev siddende i mig.

Da den gamle sigøjner Melchiades kommer tilbage til landsbyen efter at have været væk længe, kan buendíaener i første omgang ikke genkende ham, og de troede i øvrigt, at den gamle mand for længst var blevet til støv i graven, som Macbeth ville have sagt det. Melchiades havde faktisk også været død. Men han kunne ikke holde dødens ensomhed ud. Så han var vendt tilbage.

Hak! Som en økse til hjernebarken ramte det billede mig. Selvfølgelig delvist som en gymnasieknægts eksistentialistiske sværmerier om valgets triumf over omstændighederne, men ikke kun som det. Også som et langt mere vedvarende billede på, hvad stor litteratur er. En poetisering af det eneste sande faktum om menneskelivet: at det hele skal forgå.

Døden og i særdeleshed begravelsen som ledemotiv i 100 års ensomhed er mig bekendt ikke udbredt i forskningen, men nu vi skriver Gabriel García Márquez’ nekrolog, virker det oplagt at dvæle en smule ved det. For oven på fortællingen om Melchiades’ modvilje ved døden følger døds- og begravelsesscenerne igen og igen. Som Francisco Menneske, der hed sådan, fordi han slog Djævelen i en sangkonkurrence. Eller eksistensen af det bedrøveligste skilt, menneskeheden nogensinde havde set. Det hang på en port og var næsten blevet udvisket af regnen. Der stod: ”Her sælges begravelseskranse”.

Og en af de vigtigste: stamfaderen José Arcadio Buendías død, hvor landsbyen Macondo, som han selv grundlagde, gav sig til at sørge over sin grundlæggers død, ved at lade det regne. Ikke grå, silende regn som i efterårsferien i Vestjylland, men gule blomster, der i en støvregn lagde sig i gaderne og på husene. De faldt hele natten over byen i en ”tyst storm”, og de dækkede vejene, så man måtte rydde dem med skovle og river for at ligfølget kunne komme frem. I øvrigt kvalte blomsterne de dyr, der lå og sov under åben himmel.

Der er meget sværmeri i 100 års ensomhed. Og det er ikke svært at udlægge den som en slags mystisk naturreligion kombineret med en dosis æstetiserende marxisme. Márquez selv var også livet igennem venner med Fidel Castro, og man kunne sagtens udlægge Macondos deroute som et produkt af Banankompagniet og jernbanens komme – det vil sige: blame it on capitalism. Formentlig var det også Márquez’ intention med romanen. Noget så småligt som forfatterens intentioner er vi jo heldigvis lykkeligt befriet fra, og efter min opfattelse er begravelsen som ledemotiv en langt mere frugtbar læsning. Vi skal naturligvis have en sidste begravelsesscene, så vi med fred kan lægge Márquez i hans grav.

Aureliano den Anden var i den (u)heldige situation, at guderne havde givet ham den gave, at jo større gilder han holdt, jo bedre afgrøder gav hans marker, og jo federe blev hans slagtedyr. Så han gav sig til at holde de mest udskejende gilder i mands minde.

Ikke så snart var Aurelianoernes lig blevet kolde i graven før Aureliano den Anden atter satte huset på den anden ende, fyldte det med drukkenbolte, som spillede harmonika og svømmede i champagne, som om det ikke var kristne mennesker, men hunde, der var døde, og som om dette galehus, som det havde kostet så megen hovedpine og så mange små karameldyr at bygge, var forudbestemt til at blive en fortabelsens skarndynge.

Og fortabelse blev det sandelig til, for på trods af de mange gilder dukkede der ikke mange mennesker op til Aureliano den Andens begravelse. Kun et par af hans sørgelige svirrebrødre og hans temmelig snerpede katolik af en kone.

Bajadserne ville lægge et bånd over hans kiste, hvorpå der stor hans motto for livet:

Apártense, vacas, que la vida es corta!

Flyt jer, køer, for livet er kort!

Men de gamle fyldebøtter tog desværre fejl af gravstederne og lagde således båndet i en forkert grav. Vi er i sandhed dårer på vej til gravens støv. Det vidste Márquez, og nu ligger han der om få dage selv, hans skyggevandring er ovre. Ud, korte lys! Æret være hans minde.

Rasmus Vangshardt er kandidatstuderende ved filosofi på Københavns Universitet.