UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Forestillede fællesskaber. En meget kort introduktion til Benedict Anderson

Danmarks_flag_1219_Lorentzen

C.A. Lorentzen: Dannebrog falder ned fra himlen.

Politologen Benedict Anderson døde søndag den 13. december. Han lærte os, at nationer var forestillede fællesskaber, der først opstod i nyere tid, som følge af de store religiøse systemers sammenbrud og kapitalismens fremkomst.


 

Søndag den 13. december 2015 døde den anerkendte politolog Benedict Anderson i en alder af 79 år. Han var kendt for sin skelsættende analyse af nationalismens oprindelse og udvikling i bogen Forestillede fællesskaber fra 1983. Selvom bogen efterhånden er over tredive år gammel, er den om muligt endnu mere relevant i dag, hvor nationalistiske partier og bevægelser er i hastig vækst rundt omkring i Europa.

Benedict Anderson levede hele sit liv i udkanten af forskellige nationale fællesskaber. Han blev født i 1936 i Kunming i Kina, hvor hans irsk-engelske familie var udstationeret i forbindelse med faderens arbejde. Under Anden Verdenskrig flygtede familien til Californien for dernæst at flytte til Irland i 1945. Benedict Anderson studerede i England og sidenhen USA, hvor han brugte størstedelen af sin karriere som politolog med speciale i Sydøstasien.

 

Nationen er et forestillet fællesskab

Benedict Andersons værk Forestillede fællesskaber er en af de mest anerkendte analyser af nationalismens historiske opståen og udvikling. Den grundlæggende pointe i værket er, at nationer ikke består af ældgamle folk bundet sammen af historie, blod, sprog, kultur og/eller territorium, som nationalister ynder at forestille sig. Nationer var derimod den moderne forestilling om et sådant fællesskab.

Nationer er forestillede fællesskaber; de er forestillede, fordi de er for store til, at alle medlemmer kan lære hinanden at kende. Derfor er det kun muligt at forestille sig, at man har et forhold til alle andre medlemmer af nationen på tværs af tid og rum. Det faktum, at nationen er en forestilling, gør den selvfølgelig ikke mindre virkelig. Nationer er meget virkelige – virkelige nok til at folk er parat til at dø og dræbe for dem.

Nationalismen udfyldte, ifølge Benedict Anderson, det politiske og eksistentielle tomrum, der opstod efter de store religiøse fællesskabers forfald. Kristendommen og den muslimske Ummah strakte sig i deres storhedstid over enorme landområder og forenede flere folkeslag i en fælles (religiøs) forståelse af verden og et helligt sprog (latin eller klassisk arabisk), som lokale eliter også kunne bruge til at kommunikere indbyrdes. De store religiøse fællesskaber var organiseret i mindre politiske enheder, hvor konger regerede over etnisk og sprogligt fragmenterede befolkninger med gud eller de religiøse stedfortræderes velsignelse.

Det var dette systems krise og forfald, der banede vejen for nationalismens opblomstring i sidste halvdel af det attende århundrede. Men det skete ikke af sig selv. Nationalismens fremkomst var et produkt af specifikke historiske omstændigheder og aktører.

De historiske omstændigheder, Anderson fremhævede, var samspillet mellem kapitalismen og bogtrykkerkunstens udvikling, som resulterede i produktionen af enorme mængder bøger og aviser, der bidrog til udviklingen og udbredelsen af fælles forestillinger – og som på sigt kom til at udgøre fundamentet for forestillingen om et nationalt fællesskab.

Cirkulationen af bøger og aviser gjorde det muligt for spredte individer, at forholde sig til hinanden og udvikle en fælles bevidsthed om begivenheder, fortællinger og ideer – typisk inden for rammerne af et bestemt territorium og en bestemt gruppe. Den eksplicit og implicit patriotiske litteratur spredte gradvist forestillingen om et specifikt nationalt fællesskab, der dannede grundlag for nationalismens populære gennembrud.

 

Nationalismens oprindelse og udvikling

Benedict Andersons udpegede kolonierne i den nye verden som den moderne nationalismes arnested. Ifølge Andersons var det de koloniale moderlandes udbytning af kolonierne, kombineret med diskrimination mod udenlandsk-fødte embedsmænd i det koloniale apparat, der ansporede lokale eliter til at forfølge drømmen om uafhængighed.

For at realisere deres projekt var det imidlertid nødvendigt at forene befolkningerne mod kolonimagten. Kolonierne var i forvejen inddelt i autonome administrative enheder, der var relativt geografisk isolerede og derved kunne danne udgangspunkt for udviklingen af de første forestillinger om nationale fællesskaber i tekst og tale – og sidenhen handling.

De Nord- og Sydamerikanske nationalismers politiske succes blev en model, der blev imiteret og videreudviklet i resten af verden. I Europa bidrog den voksende bog- og avisproduktion ikke bare til skabelsen af fælles forestillinger, men også til standardiseringen af forskellige dialekter og derved skabelsen af nationale sprog, der blev et vigtig fundament for den europæiske nationalisme.

Nationalismen i Europa var ofte tæt forbundet til demokratiske eller revolutionære tendenser, hvor nationen udgjorde den retoriske modpol til kongemagten. Men modellen blev også brugt af regenter, der forsøgte at legitimere deres styre ved at forbinde det med det nationale fællesskab via en officielt sanktioneret nationalisme. Nationen blev i begge tilfælde til den moderne stats grundlag og legitimation. De bidrog derfor ofte aktivt til det nationale projekt gennem sproglig standardisering, nationale symboler og promoveringen af en national fortælling om et historisk fællesskab, der i de fleste tilfælde aldrig havde eksisteret.

Benedict Andersons analyse viste, at nationalismen var et moderne politisk projekt, der stammede fra den nye verden og endte med at vinde næsten universel udbredelse i sine mange lokale varianter. De havde dog alle det til fælles, at de hverken var historisk forankrede eller opstod spontant. De blev skabt mere eller mindre bevidst – som mobiliseringsgrundlag for andre politiske interesser.

 

Nationen som sekulær religion

En af årsagerne til nationalismens vedholdenhed skal, ifølge Benedict Anderson, findes i nationalismens eksistentielle dimension – en dimension, de fleste politiske ideologier negligerer. Mennesket har til alle tider været tvunget til at konfrontere usikkerhed, modgang og i sidste ende deres egen dødelighed. De store religioner lindrede usikkerheden ved at garantere en kosmologisk orden og evigt liv i det hinsides.

Men efter Oplysningstiden og de religiøse systemers gradvise sammenbrud opstod der et eksistentielt tomrum, som nationalismen kom til at udfylde. Nationalismen indskriver, ligesom religionen, individet i en større historisk og social sammenhæng, der transcenderer sine individuelle medlemmer. På den måde fungerer forestillingen om nationen som en sekulær aftager til religionen.

Det perspektiv kan måske også bidrage til at forklare nationalismens fortsatte tiltrækningskraft i globaliseringens tidsalder. Selvom nationalstaters suverænitet i dag indgår i globale økonomiske processer, er nationalismen langt fra blevet svækket. Udviklingen har i mange tilfælde kun styrket nationalismen – i en usikker og uoverskuelig verden, bliver et system, der garanterer mening og kontinuitet kun mere tiltrækkende.

 

Forestillingen om et andet fællesskab

Benedict Andersons mente ikke, at nationalismen hang sammen med fremmedhad og racisme. Nationalismens grundlæggelse var oprindeligt et positivt og inklusivt projekt. Men den senere udvikling stiller spørgsmålstegn ved nogle af Andersons konklusioner. Den færdigudviklede nationalisme er per definition begrænset til et enkelt folk på bekostning af andre. Som sådan er nationalismen baseret på eksklusion og et klart hierarki, der i løbet af det tyvende århundrede har været tæt forbundet med chauvinisme, fremmedhad og krig.

Benedict Anderson erkendte, at nationalismen altid er begrænset til en bestemt nation, men insisterede samtidig på, at forestillingen om nationen viste vores evne til at identificere os med mennesker, vi aldrig har mødt. Han insisterede derfor på, at nationalismen indeholdt et utopisk element.

Selvom man både kan og bør forholde sig kritisk til Andersons forsømmelse af nationalismens eksklusive karakter, viser hans analyse af nationalismens moderne ophav samtidig, at afgrænsningen af nationen er en vilkårlig historisk og relativt ny proces foranlediget af omstændighedernes tilfældige sammenspil med specifikke politiske projekter og interesser.

Benedict Andersons analyse viser, at nationalistiske fantasier om fordums storhed i virkeligheden bunder i moderne politiske projekter baseret på relativt vilkårlige geografiske og sproglige opdelinger. Der eksisterer intet præ-historisk eller nødvendigt grundlag for afgrænsningen af vores forestillede fællesskaber. Det er derfor også muligt, at forestille sig andre, mere inklusive fællesskabsformer på baggrund af Benedict Andersons skelsættende arbejde – fællesskabsformer, der måske en dag kan bevæge sig ud over nationalismens begrænsninger.

Mikkel Flohr er Ph.D.-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.