UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Gaflen

Gaflen justeret

Baggrunds Kabinet Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.

Da gaflen blev introduceret til Europa, vakte den stor skepsis og blev anset som yderst dekadent. Men gaflen vandt støt og roligt indpas, og i dag udgør den et fast element af et service.
 


Dr. Percy blev kaldt til Versailles hospital i 1798 for at se til en tidligere patient, der efter sigende havde slugt en guldgaffel og derfor frygtede for sit liv. Dr. Percy havde tidligere tilset selvsamme patient, der nogle år forinden havde været indlagt i forbindelse med sin militærtjeneste hos den første revolutionære hær i Frankrig.

Det drejede sig om Hr. Tarrare, en ung mand, der, selvom sult var almindeligt før og under den Franske Revolution, var mere sulten end de fleste og kunne sluge både sten og levende dyr. Tarrare, hvis forældre ikke havde råd til at brødføde ham, havde søgt tjeneste ved militæret. Også her var rationerne for beskedne, og Tarrare blev indlagt med udmattelse, mens lægerne forsøgte at finde ud af, hvad han fejlede.

Da det var for dyrt at have ham liggende på hospitalet, fik lægerne en idé: Man kunne sende ham over i fjendes lejr, hvor han skulle finde deres vigtige dokumenter, sluge dem og vende tilbage, hvorefter franskmændene blot skulle vente på, at naturen gik sin gang, og dokumenterne kom ud i den anden ende. På sin første mission blev Tarrere taget til fange. Han blev tortureret, udsat for en falsk henrettelse og sendt tilbage, dybt rystet og sulten. Han blev indlagt igen, men efter nogen tid forvist, fordi man frygtede, at han havde spist et halvandetårigt barn.

På Tarrares tid var en gaffel som den, han hævdede at have slugt, et relativt nyt redskab i den brede befolkning. Den var i 1100-tallet kommet til Europa gennem Italien med en byzantinsk prinsesse, der blev gift med dogen af Venedigs søn. Til bryllupsmiddagen spiste hun med en guldgaffel, og det blev betragtet som utroligt dekadent, nærmest gudsbespottende.

Sankt Peter Damian skrev: ”Gud har i sin visdom givet manden naturlige gafler – fingrene. Det er derfor en fornærmelse mod Gud at bytte dem ud med kunstige metalgafler til at spise med.”

Den byzantinske prinsesse døde kort tid efter af pest, og det blev anset for at være en passende Guds straf for hendes forfængelighed og dekadente livsførelse.

På trods af den første skepsis vandt gaflen støt og roligt anvendelse på den italienske halvø, og da Catherine de Medici 1533 blev gift med Kong Henrik d. 2. fortsatte udbredelsen til Versailles og derfra videre rundt i Frankrig og senere nordpå til resten af Europa. I de finere kredse blev det normalt at have sin egen lille æske til sit personlige bestik – herunder naturligvis også en gaffel. Den blev et uundværligt redskab først ved det franske hof og sidenhen også ved borgerskabet, og det blev anset for barbarisk og uciviliseret at spise kød med fingrene.

Maden – eller især manglen på samme – var med til at sætte gang i det oprør, der skulle omforme det franske samfund med den Franske Revolution. Og fransk mad fylder fortsat og er blevet verdenskendt som særligt udsøgt. I 2010 kom den franske madkultur på UNESCOS verdensarvsliste, og gaflen, der nu er blevet allemandseje i den vestlige verden, indgår som en selvfølgelig del af borddækningen – på en gang almindelig og ophøjet som en del af verdens kulturarv.

Guldgaflen, som Tarrare mente at have slugt, forblev et mysterium. Da han ankom til Versailles Hospital i 1798 var der ikke meget Dr. Percy kunne gøre, og Tarrare døde kort tid efter. Ved obduktionen fandt man et unaturligt stort spiserør og en mavesæk, der fyldte det meste af bughulen, men ingen guldgaffel.

 

Videre læsning:

Jan Bondeson. 2000. The Two-Headed Boy, and Other Medical Marvels. Cornelle University Press.

T. Bradley. 1819. The London Medical and Physical Journal. J. Souter, 73, St Paul’s Church-Yard.

Lisa Bramen. 2009. A History of Western Eating Utensils From the Scandalous Fork to the Incredible Spork. Smithsonian.com.