UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Genpolitisér byen: Kommunen, rådet og den revolutionære politiske tradition

328515_10150263901919567_579989566_6798851_1519876090_o

I 2007  udkom værket Den kommende opstand af den anonyme gruppe Den usynlige komité. Den kommende opstand er ikke en voldelig revolution,  men tværtimod bygget op omkring kommunen og rådet. Benjamin Ask Popp-Madsen undersøger kommunen og rådets rolle i den revolutionære politiske tradition, som stadig er levende.

Du kan læse et uddrag om metropolen fra Den usynlige komités Den kommende opstand her.


 

I den franske landsby Tarnac blev en gruppe på ni politiske aktivister i 2008 arresteret af det franske gendarmerie, og anklaget for venstreorienteret terrorisme (hele affæren kendes nu under navnet Tarnac9). Ifølge gruppens eget udsagn forsøgte de at leve i et selvforsynende, pengeløst fællesskab styret gennem direkte demokrati og uden kontakt til den franske stat og de etablerede samfundsmæssige institutioner. Et år tidligere – i 2007 – udgav en anonym gruppe, der har klare forbindelser til gruppen fra Tarnac, kaldet Den usynlige komité en bog med titlen Den kommende opstand. Bogen er dels en diagnose er den fremmedgørelse og de udbytningsformer som den senmoderne kapitalisme og stat medfører, og dels en skitse til lokal, modstandsorienteret politisk aktivitet. Et af kapitlerne behandler specifikt den afpolitisering af byen (byen forstås her som polis og netop det rum, eller sted, hvor det menneskelige liv bliver specifikt politisk) som opkomsten af den gennemkapitaliserede metropol afstedkommer. Metropolen medfører fænomener som ekstrem ulighed, udbytning, kummerlige leve- og arbejdsforhold, ødelæggelse af arbejderklassekvarterer og opdigtet oprindelighed til ære for købestærke turister. Gennem metropolens konstante vokseværk og gentrificering ødelægges muligheden for fælles, solidariske liv, og alliancen mellem storkapital og den politiske elite gør magtudøvelsen uigennemsigtig og besværliggør konkret politisk modstand.

Selvom fremkomsten af metropolen og dens udbyttelsesformer er et postmoderne fænomen, så er Den usynlige komités modreaktion mod metropolen langt fra et postmoderne svar, men i stedet i overensstemmelse med og inspireret af den revolutionære tradition, og dennes foretrukne politiske form: Kommunen og rådet. Det sidste kapitel i Den kommende opstand, blot kaldet ’Opstand’, indledes på følgende måde: ”Kommunen er grundenheden i den partisane virkelighed. En bølge af opstande er muligvis ikke andet end en mangfoldiggørelse af kommuner, at de kommer i kontakt med hinanden og knytter bånd”.

Kommunen er metropolens diametrale modsætning. Den kommende opstand er således lig den spontane, decentrale organisering af hinanden gensidigt afhængige og samarbejdende kommuner. Kommunen adskiller sig fra metropolen i både politisk, økonomisk og social forstand: Socialt er metropolen kendetegnet ved isolation, anonymitet og eksklusion. Tænk bare på Georg Simmels berømte analyse af storbyens sociale former i Storbyen og det åndelige liv fra 1903, hvor intensiveringen af hvad Simmel kalder ’nervelivet’ kræver, at individerne isolerer sig og kun indleder korte, flygtige bekendtskaber til hinanden. I stedet for mellemmenneskelig solidaritet og fælleskab fordrer livet i metropolen, at individerne udviser blaserthed og ligegyldighed overfor hinanden. Økonomisk er metropolen kendetegnet ved dens gennemkapitaliserede virkemåde, den hensynsløse forflytning af indbyggere og det fremmedgørende samarbejde mellem turisme og underholdningsindustri. Politisk styres metropolen af repræsentative organer uden direkte folkelig deltagelse.

Kommunens sociale, økonomiske og politiske liv er i modsætning til metropolen karakteriseret ved samarbejde (den sociale komponent), selvforsyning (den økonomiske komponent) og selvstyre (den politiske komponent). Det vigtigste element i realiseringen af kommunens politiske idealer er dens politiske organisationsform, nemlig rådet.

 

Den revolutionære politiske tradition

Når Den usynlige komité fremhæver kommunen og rådet som grundstenene i en alternativ politisk virkelighed, indskriver de sig samtidig i en revolutionær politisk idétradition. Med ’revolutionær’ menes her ikke den officielle, ortodoks-marxistiske tradition, der hovedsageligt i det 20. århundrede tog patent på revolutionsbegrebet, og for hvem institutionelle nydannelser som for eksempel decentralt organiserede kommuner styret gennem lokale råd med direkte folkelig deltagelse, er totalt fremmed eller endog til skade for revolutionens forprogrammerede skematiske dialektik. Den revolutionære tradition som Den usynlige komité viderefører er derimod en spontan tradition; en tradition, der aldrig er blevet taget alvorligt af de ’professionelle’ revolutionære, men som sært nok er dukket op i alle de moderne revolutioner siden den franske og den amerikanske i slutningen af det 18. århundrede.

På trods af, at Thomas Jefferson lovpriste de deltagelsesdemokratiske effekter af de lokale wards, der opstod i kølvandet på den amerikanske revolution; på trods af, at Marquis de Condorcet foreslog at reorganisere hele den franske stat i en pyramide af decentrale kommuner og råd (et forslag, der kostede Condorcet sit liv, da han herigennem udfordrede Jacobinernes og Robespierres overtagelse af statsmagten); og på trods af, at kommunen og rådet er opstået i både de tyske revolutioner i 1848 og 1918 (räte), i de russiske revolutioner i 1905 og 1917 (soviet betyder ganske enkelt råd), og igen under det ungarske revolution i 1956, så er den rådsdemokratiske tradition stort set aldrig blevet behandlet af det 20. århundredes store politiske tænkere.

 

Hannah Arendt og kommunen

Den eneste tænker fra den politiske teoris kanon, der indgående har beskæftiget sig med rådene og kommunen som revolutionær, politisk organisationsform er Hannah Arendt. I Arendts forsøg på at rehabilitere den politiske handling som noget særligt menneskeligt; som det felt, hvor mennesket i særlig grad kan træde frem, og differentiere sig (hvad Arendt kalder pluralitet), men også handle sammen i fællesskab, spiller rådet og kommunen en afgørende rolle. I kommunen og rådet som organisationsform ligger selve muligheden for at institutionalisere den politiske handling med kollektiv frihed og folkelig deltagelse til følge. Hvorfor? Ifølge Arendt er politik bestemt ved den kollektive frembringelse af noget nyt, politisk handling er at frembringe nye politiske strukturer og sammenværdsformer, der muliggør deltagelse og diskussion.

Denne opfattelse af det politiske er inhærent demokratisk, fordi frembringelsen af de kollektive regler kun kan gøres i fællesskab, kun sammen med andre. Den politiske form, der kan institutionalisere denne kollektive frembringelse af kontinuerligt nye politiske strukturer er ifølge Arendt kommunen, fordi kommunen på den ene side danner rammen om forskellige former for direkte demokratisk deltagelse, folkeligt selvstyre og autonomi; på den anden side er kommunen en organisationsform, der kontinuerligt knytter nye bånd og forbindelser til andre kommuner, nabolag og politiske fællesskaber. Kommunen er altid under tilblivelse, altid i gang med at omkalfatres gennem den kontinuerlige kontakt med andre kommuner, og netop derfor er kommunen i stand til danne rammen om den kollektive frembringelse, ændring og ombygning af politiske fællesskaber – altså en institutionalisering af Arendts idé om det politiske som den kollektive konstituering af noget nyt.

Det interessante i Arendts analyse af den revolutionære politiske tradition er, at rådene, kommunerne, nabolagsforsamlingerne – de lokale, decentrale, føderalt samarbejdende fællesskaber – er opstået i alle revolutionære omvæltninger siden de første moderne revolutioner. Netop fordi revolutionen bringer noget nyt ind i verden, netop fordi revolutionen er et opbrud/afbrud/indbrud i en politisk monoton tilværelse opstår kommunerne og rådene altid, fordi de kan institutionalisere og organisere denne nye impuls, denne bringen noget nyt ind i verdenen.

 

Modstand mod metropolen

Den usynlige komités opfordring til at skabe samarbejdende kommuner og råd er en radikal genpolitisering af metropolen, en genpolitisering af selve det politiske rum, som med den moderne politiske teoris opdeling mellem civilsamfund og stat (se for eksempel Thomas Hobbes Leviathan eller G.W.F. Hegels Grundlinien der Philosophie des Rechts for udemærkede eksempler) har efterlagt civilsamfundet afpolitiseret og dets medlemmer passiviseret på grund af statens monopol på politisk magt. Modtrækket er som sagt en genpolitisering af rummet, eller hvad Den usynlige komité kalder for en ny politisk geografi. Det er værd at citere Den usynlige komité for et lidt længere stykke:

”Enhver praksis skaber territorium – et territorium til at pushe eller gå på jagt, et territorium for leg, elskere, optøjer, et territorium af bønder, ornitologer eller dagdrivere. Reglen er enkel: Jo flere territorier der overlejrer hinanden i en given zone desto større cirkulation er der mellem dem og desto sværere bliver det for magten at få greb om dem. Caféer, trykkerier, idrætsanlæg, ødegårde, antikvariater, hustage, improviserede gademarkeder, kebabsteder og værksteder kan alle let anvendes til mange andre formål end de officielle, hvis der blot finder tilstrækkeligt mange sammensværgelser sted. Lokal selvorganisering skaber sin egen geografi oven på statens kartografi, slører den og annullerer den: det producerer sin egen løsrivelse”.

Den usynlige komité er således i fuld overensstemmelse med den revolutionære traditions (og med Hannah Arendts) forestilling om politisk magt og politisk organisering: magt opstår når folk handler i fællesskab, og når de gør det, opstår et politisk rum, et netværk af relationer og forbindelser, som i sig selv er politiske. Disse forbindelser skaber sin egen geografi, sin egen politiske virkelighed – det producerer sin egen løsrivelse. Den kommende opstand er således ikke en voldelig revolution, der engang for alle vil sætte historien i stå, men den kontinuerlig formation af nye samarbejdende kommuner, den lokale selvorganisering af og i politiske fællesskaber.

Benjamin Ask Popp-Madsen er Ph.D.-studerende på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.