UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Giv mig friheden eller giv mig døden

Patrick_Henry_speaking_before_the_Virginia_Assembly.tiff

Patrick Henry taler foran forsamlingen i Virginia.

Den Amerikanske Revolution: Patrick Henry var politiker fra Virginia. Han var en af de ledende kræfter imod den stempelafgift, som det britiske parlament vedtog i marts 1765, og som lagde afgift på alle officielle dokumenter, tilladelser, stempler samt på papir. Patrick Henrys tale blev holdt Virginias lovgivende forsamling den 23. marts, 1775, mens de diskuterede, om man skulle mobilisere militært mod briterne. Efter Henrys tale rejste tilhørerne sig og råbte ”Til våben! Til våben!”


 

Ingen tænker højere end jeg om den patriotisme såvel som de evner, man finder hos de meget ærværdige herrer, der lige har talt til forsamlingen. Men forskellige mennesker ser det samme emne på forskellig vis, og derfor håber jeg ikke, det vil blive opfattet som respektløst, hvis jeg, idet jeg har meninger ganske anderledes end deres, fremlægger mine holdninger frit og uden forbehold. Dette er ingen anledning til ceremoni. Sagen, der debatteres her i huset, er af enorm vigtighed for landet. For min del anser jeg det som intet mindre end et spørgsmål om frihed eller slaveri, og lige så vigtig sagen er, lige så fri bør debatten være. Kun på denne måde kan vi komme til sandheden og opfylde det store ansvar, som vi har overfor Gud og vores nation. Hvis jeg i en sådan tid holdt mig tavs om mine holdninger af frygt for at fornærme nogen, da ville jeg betragte mig selv som skyldig i forræderi mod mit land og illoyal overfor den himlens majestæt, som jeg ærer over alle jordiske konger.

Hr. formand, det er naturligt for mennesket at give efter for håbets illusioner. Vi er hurtige til at lukke vores øjne for en smertelig sandhed og til at lytte til sirenesang, indtil hun forvandler os til dyr. Er det rollen for vise mænd engageret i en stor og vanskelig kamp for frihed? Er vi disponeret til at være blandt dem, der har øjne men ikke ser, der har ører men ikke hører de ting, der angår deres jordiske frelse? For min del, hvad åndelig pine det end må koste, da er jeg villig til at kende hele sandheden; at vide det værste og forberede mig på det.

Jeg har kun ét lys, der leder mine fødder, og det er erfaringens lys. Jeg kender intet andet middel end fortiden til at vurdere fremtiden. Og at dømme efter fortiden ønsker jeg at vide, om der er noget i den britiske regerings handlinger de sidste ti år, der kan retfærdiggøre de håb, som ærværdige herrer har fundet det ret at trøste dem selv og dette hus med. Er det det lumske smil, hvormed vores anmodninger på det seneste er blevet modtaget? Stol ikke på det, mine herrer: det vil vise sig at være en snare om dine fødder. Lad dig ikke blive bedraget af et kys. Spørg dig selv, hvordan denne elskværdige modtagelse af vores anmodning passer med de krigslignende forberedelser, der dækker vores farvande og formørker vores land. Er flåder og hære nødvendige for kærlighed og forsoning? Har vi vist os så uvillige til at blive forsonet, at magtanvendelse må mobiliseres for at vinde vores kærlighed tilbage? Lad os ikke bedrage os selv, mine herrer. Disse er krigens og undertrykkelsens midler, kongers sidste argument. Jeg spørger, ærværdige herrer, hvad betyder dette krigeriske opbud, hvis det ikke er til for at tvinge os til underkastelse? Kan de ærværdige herrer give noget andet motiv herfor? Har Storbritannien en fjende i denne del af verden, der kræver en sådan ophobning af flåder og hære? Nej, mine herrer, hun har ingen. De er rettet mod os. De kan ikke være rettet mod andre. De er sendt herover for at binde og nagle os med de lænker, som den britiske regering så længe har smedet. Og hvad har vi at gøre modstand med? Skal vi prøve argumentation? det har vi prøvet i de sidste ti år. Har vi noget nyt at sige om emnet? Intet. Vi har vendt og drejet emnet på alle mulige måder, men det har alt sammen været forgæves. Skal vi forlade os på tryglen og ydmyg bøn? Hvad skal vi finde på, som ikke allerede er blevet prøvet? Lad os, jeg trygler jer, mine herrer, ikke bedrage os selv. Mine herrer, vi har gjort alt, der kunne gøres for at stoppe den storm, der nu er på vej. Vi har anmodet, vi har protesteret, vi har bønfaldet, vi har kastet os for tronen og tryglet om at få standset regeringens og parlamentets tyranniske hånd. Vores anmodninger er blevet tilsidesat, vores protester har afstedkommet mere vold og fornærmelse, vores bønfaldelser er blevet ignoreret, og vi er blevet hånet med foragt, stående ved foden af tronen! Forgæves. Kan vi efter dette give efter for det ømme håb om fred og forsoning. Der er ikke længere plads til håb. Hvis vi ønsker at være frie, hvis vi ønsker at bevare ukrænkeligt de uvurderlige privilegier, som vi så længe har kæmpet for, hvis vi ikke forkasteligt ønsker at forlade den noble kamp, som vi så længe har været engageret i, og som vi har svoret aldrig at opgive, før end det ophøjede mål for vores kamp er opnået, da må vi kæmpe! Jeg gentager, mine herrer, vi må kæmpe! En appel til våben og til krigens Gud er alt, vi har tilbage!

Man fortæller os, mine herrer, at vi er svage, at vi er ude af stand til at hamle op med så formidabel en modstander. Men hvornår skulle vi være stærkere? Næste uge eller næste år? Vil det være, når vi er totalt afvæbnede, og når en britisk soldat er udstationeret i hvert et hus? Skal vi samle styrke ved ubeslutsomhed og uvirksomhed? Skal vi erhverve os midlerne til effektiv modstand ved at ligge modstandsløse på ryggen og omfavne illusoriske håb, indtil vores fjender har bundet os på hænder og fødder? Mine herrer, vi er ikke svage, hvis vi gør ordentlig brug af de midler, som naturens Gud har givet os. Millioner af mennesker bevæbnet i frihedens hellige sag og i et sådant land, som vi besidder, er uovervindelige imod en hvilken som helst styrke, vores fjende kan sende imod os. Desuden, mine herrer, skal vi ikke kæmpe vores kampe alene. Der er en retfærdig Gud, der våger over nationernes skæbne, og som vil rejse venner til at kæmpe vores kampe for os. Slaget, mine herrer, er ikke kun til den stærke. Det er også til den årvågne, den aktive, den modige. Desuden, mine herrer, har vi intet valg. Selv hvis vi var tarvelige nok til at ønske det, så er det nu for sent til at trække os tilbage fra kampen. Der er ingen anden tilbagetrækning end til underkastelse og slaveri! Vores lænker er smedet! Deres raslen kan høres på Bostons sletter! Krigen er uundgåelig – og lad den komme! Jeg gentager, mine herrer, lad den komme.

Det er nytteløst at forklejne sagen. Ærværdige herrer kan råbe: ”Fred, fred” – men der er ingen fred. Krigen er allerede begyndt! Den næste storm, der kommer til os nordfra, vil bringe lyden af bragende våben til vores ører! Vores landsmænd er allerede på slagmarken! Hvorfor står vi her med hænderne i skødet? Hvad er det, de ærværdige herrer ønsker? Hvad vil de have? Er livet så kært eller freden så sød, at de kan købes til lænkernes og slaveriets pris? Gud forbyde det! Jeg ved ikke, hvilken vej andre vil tage, men hvad mig angår: Giv mig frihed, eller giv mig døden!

Patrick Henrys “Giv mig friheden eller giv mig døden” kan findes i Forlaget Slagmarks første udgivelse i Revolutionsserien – Den Amerikanske Revolution. Den bringer oversættelser af et udvalg af de væsentligste tekster fra Den Amerikanske Revolution. Du kan læse det redaktionelle forord her.