UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Hawthornes tre punktummer. En meget kort introduktion til Nathaniel Hawthorne

Nathaniel_Hawthorne_by_Brady,_1860-64

Hawthornes litteratur er som et maleri. Man ser alt, hvad der er tilgængeligt. Resten er muligheder. Hans-Jørgen Birkmose giver her en introduktion til Nathaniel Hawthornes forfatterskab.


 

Hvordan læser man et billede? Ganske enkelt – når man har tappet det for alle de detaljer, man kan konstatere på lærredet, lytter man for restens vedkommende til sig selv og samler derefter det hele til et indtryk. Det er erfaringsmæssigt også en ganske frugtbar måde at komme til Nathaniel Hawthornes litteratur på.

Lige så længe jeg har beskæftiget mig med Nathaniel Hawthorne professionelt og for fornøjelsens skyld, har jeg måttet sande, at han tilsyneladende aldrig talte færdig, men lod pointen hænge i luften som de berømte tre punktummer efter en sætning. Jeg har ikke altid opfattet det som noget positivt.

De første gange, jeg læste ham, følte jeg mig bagefter enten snydt for de afsluttende bemærkninger eller bevidst holdt på afstand – hvis ikke jeg (som tilfældet i sin tid var med Huset med De Syv Gavle) rent ud tænkte, at romancen endte som en tynd og overfladisk omgang, fordi det forekom mig, at forfatteren pludselig med et skuldertræk hæftede en lettere utroværdig, lykkelig slutning på historien og holdt op med at skrive.

Det har medført, at jeg har valgt ham fra i lange perioder. Det er dog sjældent sket uden en nagende fornemmelse af, at der var noget, jeg overså – for det skal da gøre indtryk, når en åbenlyst begavet kunstner holder så konsekvent fast i en metode, som man umiddelbart synes er uhensigtsmæssig eller ligefrem uklar. Derfor er jeg også trods alt vendt tilbage til ham så ofte, at jeg efterhånden har læst rub og stub og lært af det, at Hawthorne i virkeligheden bare havde sin egen måde at være et givende menneske på: Han gjorde en dyd af at lade os få det sidste ord.

Folk i samtiden kunne efter sigende på samme måde indimellem slå sig på ham personligt. Mennesker, der mødte ham en enkelt gang, kunne bagefter skuffet eller stødt beskrive ham som sygeligt sky og reserveret. Omvendt var de venner, han havde, alle sammen mennesker, der kunne kunsten at høre det, han ikke sagde.

 

Erindringer om Hawthorne

”Præst vil jeg ikke være,” skrev han i studieårene – og uddybede det senere med at sige, at han ikke ville leve af andres synd. Hans svigersøn fortæller, at han ved den lejlighed føjede til, at han heller ikke ville være læge, fordi han ikke ville leve af deres sygdom – eller sagfører, fordi han ikke ville leve af deres stridigheder. Derfor måtte han blive forfatter.

Forklaringen, eller hvad vi skal kalde den, er et lille lærestykke i, hvordan man med et smil i øjenkrogen smyger sig uden om et spørgsmål, man ikke kan eller vil svare på. Det er samtidig en meget enkel illustration af Hawthornes litterære metode, som han åbenbart også i privatlivet benyttede i et omfang, så selv den nærmeste familie efter hans død stod tilbage med følelsen af indtil et vist punkt at have delt tilværelse med en fremmed – og måske kan de spørgsmål, han efterlod sig, forklare familie og venners aktive vilje til i nærmest uhørt omfang at dele indholdet af deres skuffer og skabe med os. Hawthorne hører i hvert fald til de forfattere, der er udgivet så store mængder biografisk materiale om, at der ikke kan være mange sider af ham som person, man ikke kan finde beskrevet mindst én gang.

Sønnen Julian udgav to bøger om faren – en om ægteskabet med Sophia Peabody og en om den bredere bekendtskabskreds. Her blandede han sine egne indtryk (han var kun atten, da Hawthorne døde) med et udvalg af breve og erindringer om Hawthornes barndom og unge år, som han havde sikret sig fra ældre slægtninge.

Hustruen Sophias breve, som Hawthornes yngste datter Rose samlede og udgav, en del af Hawthornes egne breve samt hans notesbøger, der er mere personlige end private, er ligeledes offentligt tilgængelige. Til overflod findes der vidnesbyrd om ham fra en kulturhistorisk imponerende række personligheder i hans omgangskreds, Thoreau, Emerson, Melville og Longfellow for at nævne dem fra toppen af.

Der var også et par malere, som lavede portrætter af ham, og Hawthorne selv skænkede os i en ganske særlig notesbog en sjældent privat skildring af forholdet til sin lille søn Julian. Inspireret af Paul Auster fik forlaget Per Kofod for nogle år siden (2003) den glimrende idé at udgive den på dansk under titlen Tyve dage med Julian og Lille Kanin af Far.

Dette enorme materiale stritter i alle retninger, som et menneskelivs detaljer jo har det med at gøre, og eftersom Hawthorne aldrig selv formulerede en samlende forklaring, virker det, som om han lod os – sine nærmeste, vennerne og den udvidede familie, samtiden og eftertiden – se alt, men på den klare betingelse, at han stillede det uden for døren. Ingen fik lov at komme indenfor.

 

Distance

Det er her, hans private facon og litterære form efter min bedste overbevisning løber sammen og bliver hinandens illustrerende eksempel; for ligesom det er blevet op til andre at samle og tolke de handlinger og udsagn, altså de ydre udtryk, han efterlod sig som menneske, lader hans romancer og fortællinger sig tilsvarende sammenligne med billeder – med todimensionelle overflader, der kræver, at beskueren påtager sig rollen som den tredje dimension, og som takket være deres modsatrettede elementer kan – og måske ligefrem bør – friste beskueren til at se på det fra flere vinkler.

Hawthornes distance er ikke rigtig ironisk, som romantikernes før ham var, eller fremmedgørende, som det blev en intellektuel øvelse og en filosofisk analyseret metode i det tyvende århundrede at være. Han holder tingenes distance – viser os dem og lader os selv sætte ord og navn på dem. Selv hans personer er langt hen ad vejen ting, eksistentielle brikker (typer), han flytter rundt i sit skema, snarere end de er psykologisk nuancerede. Og han åbner rigtignok for, at tingene kan rumme andet og mere, end det man ser, men han hævder aldrig, at de gør det, og han forlanger da slet ikke, at vi skal se dem, som han gør – tværtimod, han sørger altid omhyggeligt for, at man kan tage tingene for pålydende, hvis man ønsker det. Det vil formentlig føles utilfredsstillende, men det lader sig gøre.

Det kan man ikke altid sige hverken om romantikerne, der med djævelens vold og magt – eller feers hjælp – insisterede på at drage folk ind i deres overgivne univers, og heller om hans åndeligt beslægtede i det tyvende århundrede – med Paul Auster som det evindelige eksempel – der indimellem nærmest bruger distancen som et offensivt våben til at understrege deres pointe, hvilket i sagens natur sætter distancen under pres og godt kan få den til at virke både vrængende, kold og vred.

Romantikerne er selvfølgelig højt hævet over kritik, men bemærkningerne her skal heller ikke opfattes som en stikpille til hverken Auster eller andre ligesindede forfattere – hvis de vrænger og er kolde eller vrede, er de det sjældent, uden at man fornemmer både smerte og fortvivlelse i subteksten; jeg nævner det blot for at illustrere, hvad jeg opfatter som den væsentlige forskel på Hawthorne og de litterære slægtninge: Hawthorne lægger ikke tryk på læseren på den måde for at friste eller tvinge dem til at forfølge en bestemt tankegang eller ligefrem lade sig overbevise; hans tekster er metodisk amoralske, som det er langt mere typisk for et billede end et stykke litteratur at være.

 

Litteratur som lærred

Det betyder selvfølgelig ikke, at han var uden holdning og hensigt, men synkronlæser man hans private adfærd og litterære metode, aner man skyggen af et styrende princip om både som menneske og kunstner at give uden at miste og deltage uden direkte at blande sig. Det er sædvanligvis i kunstnerisk sammenhæng malerens privilegium i langt højere grad end forfatterens.

Når jeg sammenligner Hawthorne med andre, er det derfor mange gange Edward Hoppers transcenderende konkrete billeder, jeg tænker på, hvis motiver er så absolut nøgterne og udtryksløse, at de kammer over og bliver deres egen modsætning (tæt på og stærkt personlige) i beskuerens sind og tanker. At se Hoppers billeder og læse Hawthornes litteratur er – på trods af deres indlysende, formmæssigt forskellige vilkår og på grund af deres tingslighed – omtrent det nærmeste, man i kunstnerisk sammenhæng kommer oplevelsen af at møde et andet menneske: Man ser alt, hvad der er tilgængeligt. Resten er muligheder …

Læser man Hawthorne kun for handlingens skyld, er der en pæn chance for, at man lander der, hvor jeg stod i sin tid, og hvor folk, der mødte ham personligt, sommetider endte: enten måbende, understimuleret eller med en følelse af at være blevet afvist. Men tager man mod de tre usynlige punktummers stående invitation og vælger et perspektiv – til højre, venstre eller midtfor, eller så langt væk, at man kan bilde sig ind, at man absorberer helheden på én gang – står erkendelsens døre til gengæld på vid gab.

Det første, der sker, er, at det kolde vindpust af tvivl, der altid følger med valgets øjeblik, rammer en i ansigtet. Derefter bliver man budt velkommen af den usikkerhed, der er en garanteret konsekvens af det uundgåelige fravalg. Og så er man på rette vej. Dem, der følger en af bulldozertaktikkerne og mener, enten at de kan finde svarene og kendsgerningerne uden for sig selv – i teksten – eller at svarene udelukkende findes inde i dem selv – altså at deres personlige oplevelse i hvert enkelt tilfælde er det vigtigste og måske endda det eneste sande for dem – får for begge parters vedkommende svært ved at ignorere, at teksten stadig ligger (og billedet stadig hænger) og glor stumt talende på dem og ikke lader sig rokke af hverken fornægtelse eller forsøgsvis annektering af den som en personlig oplevelse.

Hawthorne burde af samme grund være en sand og vigtig forfatter for vores visuelt orienterede nutid og er det for så vidt også, for han bruger sine ’lærreder’, om man vil, til at forfægte det p.t. vist nok ret kætterske princip, at det, vi ser, og de konklusioner, vi drager af det, pr. definition er kimen til nye spørgsmål, ikke enden på al diskussion.

Hans-Jørgen Birkmose har oversat flere af Nathaniel Hawthornes værker til dansk. Senest Huset med De Syv Gavle der kan købes på Forlaget Klim.