UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Historien spøger i britisk folkeafstemning om EU

5827721043_a309b92ee2_b

David Cameron, 2011. Rettigheder: Ben Fisher/GAVI Alliance under Creative Commons-licensen.

Briterne skal snart stemme om de fortsat vil være medlemmer af EU. Debatten fokuserer på national suverænitet, migration og økonomi, men er i lige så høj grad præget af det historisk komplicerede forhold mellem Storbritannien og EU.


 

Den 23. juni skal briterne til folkeafstemning, hvor de skal beslutte om de vil fortsætte med at være medlemmer af den Europæiske Union. Storbritannien har altid haft et komplekst forhold til det europæiske projekt og meningsmålingerne viser, at briterne fortsat er uafklarede.

Selvom den britiske premierminister David Cameron gerne ser, at landet bliver i EU, er hans bagland splittet og det konservative parti forholder sig officielt neutralt til folkeafstemningen, hvilket betyder at medlemmerne selv må bestemme, hvilken side de støtter.

Labour anbefaler at blive i unionen, mens det EU- og indvandrerkritiske protest-parti UKIP (United Kingdom Independence Party) er bannerfører i Brexit-kampagen, støttet af konservative profiler såsom Londons tidligere borgmester Boris Johnson.

Brexit-kampagnen fokuserer på spørgsmål om national selvbestemmelse og migration, mens ja-siden kredser om de økonomiske konsekvenser af at forlade EU. Deres argumenter tager udgangspunkt i lige dele retorik og realitet, men handler måske i højere grad om Storbritanniens historisk komplicerede forhold til EU.

 

Højt spil om EU-medlemskab

David Cameron har selv udskrevet folkeafstemningen, men tilsyneladende ikke med hans gode vilje. Forud for sidste folketingsvalg begyndte de konservative at tabe stemmer til UKIP, som repræsenterede et alternativ til de etablerede partier. Samtidig begyndte et EU-kritisk oprør at ulme internt i det konservative parti. Cameron valgte derfor at spille højt spil og love en folkeafstemning om EU, hvis han vandt valget.

Cameron øjnede muligheden for at hente stemmer tilbage fra UKIP og samle partiet forud for valget. Han håbede efterfølgende på at kunne forhandle mere favorable forhold med sine europæiske partnere, som han sidenhen ville kunne præsentere til partiet og vælgerne som argument for at blive i EU.

Den første del af strategien lykkedes og de konservative vandt regeringsmagten. Cameron forhandlede sig frem til en række reformer indenfor EU, heriblandt begrænsninger af den politiske integration og muligheden for at stoppe udbetalingen af sociale ydelser til EU-borgere fra andre lande. Selvom det vil øge Storbritanniens politiske og økonomiske råderum mærkbart og ramme udenlandske arbejdere hårdt, er kritikerne langt fra tilfredse og det er nu op til vælgerne at fælde den endelige dom.

 

Storbritanniens lange rejse mod EU

Selvom briterne stemte ja til EF i 1975, er der en udbredt skepsis overfor EU i landet og Bruxelles er aldrig blevet populær. Det er blandt andet et resultat af Storbritanniens lange, komplicerede forhold til det europæiske projekt.

Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser anerkendte de fleste europæiske lande behovet for øget samarbejde for at undgå konflikt og bidrage til genopbygningen af de europæiske økonomier.

Storbritannien var på den sejrende side og havde undgået invasion og større ødelæggelser, hvilket blandt andet blev fortolket som et resultat af landets geografiske og politiske adskillelse fra resten af kontinentet. Der var samtidig også en udbredt selvforståelse af landet som en stormagt selvom imperiet var begyndt at smuldre.

Der var derfor ingen politisk opbakning til at deltage i det tidlige europæiske samarbejde og Storbritannien holdt sig udenfor det oprindelige Europæiske Kul- og Stålfælleskab og sidenhen det Europæiske Fællesskab (EF).

Det var først i 1961, da samarbejdet begyndte at vise sit økonomiske potentiale, at den konservative premierminister Harold Macmillan søgte om medlemskab. Men den franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto og det var først efter han forlod embedet, at Storbritanniens tredje ansøgning blev godkendt af de andre medlemslande.

Da Storbritannien endelig blev medlem i 1973 var det på mange måder for sent. De oprindelige seks medlemslande, Belgien, Luxemburg, Holland, Italien, (Vest-)Tyskland og Frankrig havde allerede udformet de institutionelle og økonomiske rammer efter deres egne interesser.

Den fælles landbrugspolitik, der i lang tid udgjorde omkring to tredjedele af EFs samlede budget, kompenserede særligt de franske og tyske landbrugssektorer, hvorimod Storbritanniens relativt lille og effektive landbrugssektor ikke fik meget ud af samarbejdet.

Storbritannien var derfor i en årrække nettobidragsyder til EF. Det lykkedes først i 1984 premierminister Margaret Thatcher at gennemtrumfe en tilbagebetalingsordning, der skulle kompensere Storbritannien for fremtiden.

På det tidspunkt var mistroen overfor EU allerede gennemgående indenfor det engelske politiske system. Mens det europæiske samarbejde udvidede sine beføjelser og blev mere og mere integreret, trak de britiske partier i den modsatte retning da de opfattede de fælleseuropæiske regler og retningslinjer som en trussel mod deres respektive politiske projekter.

Labour anså i lang tid EF som en potentiel hæmsko for deres socialistiske vision og foreslog i deres valgmanifest fra 1983 at forlade det hurtigst muligt. På den anden side af det politiske spektrum, opfattede Thatcher det ligeledes som en hindring for hendes (neoliberale) vision – dog uden nogensinde reelt at forsøge at forlade samarbejdet.

Selvom Storbritannien efterhånden blev en integreret del af EU, har mistroen og tilbageholdenheden alligevel præget skiftende regeringer, der har holdt landet udenfor både Schengen-samarbejdet og Euroen.

 

Retorik trumfer realiteter

Med tiden har størstedelen af den politiske elite og erhvervslivet accepteret medlemskabet af EU. Men mistroen er aldrig helt forsvundet.

Siden den finansielle krise i 2008 og de efterfølgende års konsekvente nedskæringspolitik, har protestpartiet UKIP formået at samle mange desillusionerede vælgere med en nationalistisk fortælling om landets svundne storhed kombineret med udpræget fremmedhad organiseret omkring den historisk betingede skepsis overfor EU.

UKIP anklager EU for at underminere Storbritanniens suverænitet og velstand. De mener, at de europæiske regler om fri bevægelighed leder til velfærdsturisme og migrantarbejdere der underminerer engelske løn- og arbejdsforhold.

Selvom migranter udgør en stor del af den britiske arbejdsstyrke, tyder tallene på, at de bidrager med mere end de koster statskassen. Samtidig er presset på de britiske arbejdstagere i stor udstrækning resultat af en langvarig politisk indsat, der kan spores hele vejen tilbage fra Thatcher frem til den nuværende konservative regerings krisepolitik.

UKIPs retorik har dog en vis resonans i den britiske befolkning: Ved folketingsvalget i 2015 fik partiet tredjeflest stemmer, men på grund af det særlige britiske valgsystem fik de kun en enkelt plads i det britiske underhus.

Men folketingsvalget handlede naturligvis om meget andet end forholdet til EU og vælgernes identifikation med de traditionelle partier har efter alt at dømme også påvirket resultatet mærkbart.

Ingen af disse faktorer gør sig imidlertid gældende ved den kommende folkeafstemning, hvor spørgsmålene om suverænitet og immigration bliver afgørende, selvom de på mange måder allerede er foregrebet af de reformer Cameron har forhandlet sig frem til i EU.

 

Brexit kan få uforudsigelige økonomiske konsekvenser

Debatten handler også om de økonomiske effekter af et eventuelt Brexit. EU er i dag Storbritanniens vigtigste handelspartner, og samhandlen udgør 44% af landets samlede eksport og 53% af landets import.

Men på trods af samhandlen og den tilbagebetalingsordning som Thatcher i sin tid forhandlede på plads, opfatter EU-modstanderne fortsat Storbritanniens EU-medlemskab som en ren underskudsforretning.

Intet land har tidligere forladt det europæiske samarbejde og der er derfor stor usikkerhed om processen og udfaldet, hvilket begge sider i debatten udnytter. Særligt ja-siden betoner de potentielt katastrofale konsekvenser af et Brexit og har for nylig fået opbakning i flere rapporter bl.a. fra OECD. De påpeger, at et Brexit vil begrænse adgangen til fællesmarkedet og potentielt afskrække udenlandske investorer.

Storbritanniens eventuelle udtræden af EU vil efter alt at dømme blive en længerevarende proces. I den periode vil EU være tvunget til at vælge mellem, at beholde Storbritannien tæt på og sikre fortsat adgang til fællesmarkedet eller straffe landet for at afskrække andre fra at forlade den i forvejen pressede Union, som EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker for nylig har truet med.

Allerede nu påvirker usikkerheden de finansielle markeder. Men selvom et Brexit højst sandsynligt vil accentuere disse tendenser og kan få dramatiske konsekvenser, der kan ramme almindelige briter hårdt på kort sigt, er de langsigtede, strukturelle konsekvenser ikke nødvendigvis så dramatiske – forudsat at et Brexit ikke skaber for meget turbulens på de finansielle markeder eller ender i en konfrontation med EU.

Storbritannien er et vigtig omdrejningspunkt i den internationale økonomi på grund af de ekstremt lempelige finansielle regler og den nære forbindelse til resten af EU. Over halvdelen af verdens finansselskaber har europæisk hovedsæde i London og omegn. Dermed fungerer London som bindeled mellem EU og de globale finansielle markeder og det er der meget få, der har interesse i at udfordre uanset hvad de britiske vælgere beslutter den 23. juni.

Mikkel Flohr og Yannick Harrison er begge Ph.d.-studerende ved ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.