UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Hvad er en lejr?

Boer Koncentrationslejr Agamben

I anledningen af den internationale konference Fænomenet Historie på Københavns Universitet d. 18.- og 19. april 2013 har Baggrund fået den specielle tilladelse at bringe et essay af Giorgio Agamben. Essayet ”Hvad er en lejr?” udkommer i bogen Midler uden mål. Notater om politikForlaget Wunderbuch til efteråret 2014.

Giorgio Agamben er en af vor tids største nulevende filosoffer. Baggrund har fået tilladelse til at bringe et kort essay fra Søren Gosvig Olesens kommende danske oversættelse af Agambens Mezzi Senza Fine: Note Sulla Politica fra 1996. Her viser Agamben, hvordan koncentrationslejren ikke blot er en historisk undtagelse, men at lejren stadig i dag findes som et rum, hvor den normale orden er ophævet. Lejren er samfundets permanente undtagelsesrum, hvor loven ikke gælder.


 

Det, som har fundet sted i lejrene, overgår i den grad det juridiske begreb om for­brydelse, at man ofte simpelthen undlader at overveje den specifikke juridisk-politiske struktur, indenfor hvilken disse begivenheder indtraf. Lejren er blot det sted, hvor den mest absolutte condicio inhumana, der hidindtil har været givet på jorden, blev virkeliggjort; det er, hvad der i sidste ende tæller for ofrene så vel som for efterkommerne. Her vil vi med vilje følge en anden ret­ning. I stedet for at udlede lejrens definition af de begivenheder, der fandt sted i den, vil vi foretrække at spørge: Hvad er en lejr, hvilken juridisk-politisk struktur har den, som har muliggjort den slags begivenheder? Det vil føre os til at se lejren, ikke som en historisk kendsgerning og en anomali tilhørende fortiden (omend den også kan findes endnu), men som den skjulte matriks for det politiske rums nomos, som vi stadig bebor.

Historikerne diskuterer, om lejrenes første tilsynekomst skal ses i de cam­­pos de concentraciones, som spanierne indrettede på Cuba i 1896 for at dæm­me op for den koloniserede befolknings oprør, eller i de concentration camps fra begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor englænderne samlede boerne; det vigtige er i begge tilfælde, at det drejer sig om udbredelsen til en hel civilbe­folkning af en undtagelsestilstand i forbindelse med en kolonikrig. Det vil sige, at lejrene op­står, ikke af den almindelige ret (og endnu mindre, som man ellers kunne tro, af en ændring og udvikling i fængselsretten), men af undtagelses­tilstanden og af krigsretten. Det er endnu klarere, hvad angår nazisternes Lager, hvis oprindelse og indretning er veldokumenteret. Det er velkendt, at det juri­diske grundlag for interneringen ikke var den sædvanlige ret, men den såkaldte Schutzhaft (bogstaveligt: beskyttelsesfængsling), en institution af prøjsisk til­virkning, som nazismens jurister indimellem klassificerer som en forholdsregel fra politiets side, idet den tillader at tage bestemte individer i ”vare­tægt” uaf­hæn­gigt af deres adfærds forhold til loven, udelukkende for at undgå en fare for statens sikkerhed. Men oprindelsen til denne Schutzhaft skal findes i den prøjsi­ske lov af 4. juni 1851 angående belejringstilstand, som i 1871 blev udstrakt til at gælde hele Tyskland (med undtagelse af Bayern), og, endnu tidligere, i den prøjsiske lov om ”beskyttelse af den personlige frihed” (Schutz der persönlichen Freiheit) af 12. februar 1850, som fandt massiv anvendelse i forbindelse med Før­ste Verdenskrig.

Denne grundlæggende forbindelse mellem undtagelsestilstand og kon­cen­trationslejr kan ikke overvurderes, når det gælder en rigtig opfattelse af lej­rens væsen. Den ”beskyttelse” af friheden, der er på tale ved Schutzhaft, er, iro­nisk nok, beskyttelse mod den suspendering af loven, der kendetegner nødsi­tua­tionen. Det nye er, at denne institution nu løses fra undtagelsestilstanden, som den grundede sig på, og får lov at gælde i den normale tilstand. Lejren er det rum, der åbner sig, når undtagelsestilstanden begynder at blive regel. Derved får und­tagelsestilstanden, som efter sit væsen var en midlertidig ophævelse af sam­fundets orden, en permanent rumlig tilstedeværelse, der dog hele tiden som så­dan holdes udenfor den normale orden. Da Himmler i marts 1933, i forbindelse med fejringen af valget af Hitler som rigskansler, besluttede at oprette en ”kon­centrationslejr for politiske fanger” i Dachau, blev denne straks betroet SS og qua Schutzhaft placeret udenfor strafferettens og fængselsrettens regler, som den på intet tidspunkt, hverken dengang eller senere, havde noget at gøre med. Dachau og de andre lejre, som straks kom til (Sachsenhausen, Buchenwald, Lichtenberg), forblev potentielt i funktion hele tiden; det eneste, der skiftede, var befolkningstallet (det var i visse perioder, navnlig mellem 1935 og 1937, før deportationen af jøderne begyndte, så lavt som 7500 personer); men lejren som sådan var blevet permanent realitet i Tyskland.

Der er grund til at overveje lejrens paradoksale status som undtagelsesrum: Den er et stykke territorium, som stilles udenfor den normale juridiske orden, men den er ikke dermed bare et rum udenfor. Det, som er ekskluderet med lejren, er, ifølge den etymologiske betydning af termen ekseption (ex-capere), ta­get ud, inkluderet i kraft af sin egen eksklusion. Men det, som på den måde frem for noget er indfanget i samfundsordenen, er selve undtagelsestilstanden. Lej­ren er altså den struktur, med hvilken undtagelsestilstanden, hvis mulige indfø­relse er grundlaget for suverænens magt, virkeliggøres i fast form. Hannah A­rendt har engang hævdet, at i lejrene træder det princip frem i fuldt dagslys, som gælder indenfor det totalitære styre, og som den sunde fornuft stædigt næg­ter at godtage, nemlig princippet ifølge hvilket ”alt er muligt”. Kun fordi lejrene, i den her påviste betydning, udgør et undtagelsesrum, i hvilket loven er helt op­hævet, er alt netop muligt i dem. Hvis man ikke forstår denne særlige juridisk-politiske struktur ved lejrene, hvis mening præcis er den stabile virkeliggø­relse af undtagelsen, forbliver det utrolige, der er hændt i dem, helt uforståeligt. Den, som ankom til lejren, bevægede sig i en zone uden skelnen mellem ydre og indre, undtagelse og regel, tilladt og forbudt, i hvilken enhver juridisk be­skyt­telse savnedes; hvis det desuden drejede sig om en jøde, var vedkommende allerede i medfør af Nürnberglovene berøvet sine borgerrettigheder og derefter, på tidspunktet for ”den endelige løsning”, fuldstændig denationaliseret. For så vidt som dens indbyggere havde fået frataget enhver politisk status og var blevet helt redu­ceret til nøgent liv, var lejren også det mest absolutte biopolitiske rum, der no­gensinde er virkeliggjort, i hvilket magten står umiddelbart overfor det rene bio­logiske liv. Af samme grund er lejren selve paradigmet på det politiske rum, hvori po­litik bliver biopolitik, og hvori homo sacer tenderer mod at være lig med borge­ren. Det rigtige spørgsmål i forhold til de rædsler, der blev begået i lejrene, er derfor ikke det hykleriske, hvordan det var muligt at begå så grusomme forbry­delser overfor menneskelige væsener; det ville være ærligere og nyttigere nøje at undersøge, ved hvilke juridiske fremgangsmåder og hvilke politiske dispositiver menneskelige væsener så fuldstændigt kunne berøves deres rettigheder og pri­vilegier, at det at gøre hvad som helst ved dem til sidst ikke mere virkede som en forbrydelse (her var faktisk netop alt blevet muligt).

Hvis det er sandt, hvis lejrens væsen består i materialiseringen af undta­gel­sestilstanden og den deraf følgende oprettelse af et rum for det nøgne liv som sådan, så må vi også indrømme, at det, vi har foran os, hver gang en sådan struktur skabes, i princippet er en lejr, uafhængigt af størrelsen af de forbrydel­ser, der begås der, og uanset benævnelse og nærmere topografi. Så er Bari sta­dion 1991 en lejr, når det italienske politi dér foreløbig stuver de illegale, al­banske indvandrere sammen forud for tilbagesendelsen af dem til deres land, eller den cykelbane er det, hvor Vichys magthavere samler jøderne, førend de overgiver dem til tyskerne, eller flygteningelejren ved Spaniens grænse, i hvis omegn Antonio Machado døde i 1939, eller de zones d’attente i de franske inter­nationale lufthavne, hvor udlændinge tilbageholdes, som gør krav på flygt­nin­ge­status. I alle disse tilfælde afgrænser et tilsyneladende uskyldigt sted (for ek­sempel Hotel Arcades i Roissy) i virkeligheden et rum, hvor den normale orden de facto er ophævet, og hvor der begås eller ikke begås grusomheder alt afhæn­gigt, ikke af lovgivningen, men af den civiliserede indstilling og moralske habi­tus, man finder hos det politi, der handler som provisorisk suveræn (for eksem­pel i de fire dage, udlændinge kan tilbageholdes i en zone d’attente før de ju­ri­di­ske myndigheder skal træde til). Men også visse periferier ved de store postin­dustrielle byer og de nordamerikanske såkaldte gated communities begynder at ligne lejre i denne betydning, hvor nøgent liv og politisk liv, i det mindste til visse tider, indgår i en zone af fuldstændig ubestemmelighed.

Sådan fremtræder lejrens fødsel i vor tid i dette perspektiv som en begivenhed, der på afgørende måde afmærker selve modernitetens politiske rum. Den sker på det punkt, hvor den moderne nationalstats politiske system, der grundede sig på det funktionelle bånd mellem en bestemt lokalitet (territoriet) og en be­stemt orden (staten) gennem automatisk regulering af livets indskrivelse (føds­len eller nationen), geråder i en langvarig krise, indtil staten beslutter direkte at gøre det til sin pligt at tage vare på nationens biologiske liv. Hvis nationalsta­tens struktur altså defineres af de tre elementer territorium, orden og fødsel, sker bruddet med den gamle nomos ikke med hensyn til de to aspekter, som var kon­sti­tutive for den ifølge Schmitt (lokaliteten, Ortung, og ordenen, Ordnung), men det sker på det punkt, der markerer indskrivelsen af det nøgne liv (af fødslen, der på den måde bliver nationen) i de to. Der er noget, der ikke mere kan fun­gere i de traditionelle mekanismer, som regulerede denne indskrivelse, og lejren bliver den nye, skjulte regulator af livet i samfundsordenen — eller ret­te­re tegnet på sy­stemets svigtende mulighed for at fungere uden at ændres til en dødsmaskine. Det er betegnende, at lejrene fremkommer samtidig med de nye love om statsborgerskab og om denationalisering af borgere (ikke blot Nürn­berglovene om statsborgerskab i det tyske Reich, men også lovene om denatio­nalisering af borgere fra næsten alle europæiske stater, Frankrig inklusive, der var indvandret dertil mellem 1915 og 1933). Undtagelsestilstanden, der efter sit væsen var en forbigående ophævelse af samfundsordenen, får nu en ny og stabil rumlig tilstedeværelse, hvor det nøgne liv bor, som i stadig mindre grad kan indskrives i ordenen. Den voksende adskillelse mellem fødsel (det nøgne liv) og na­tio­nalstat er vor tids nye politiske kendsgerning, og det, som her kaldes ”lejr”, er denne afstand. Til en orden uden lokalitet (undtagelsestilstanden, hvor loven er ophæ­vet) svarer nu en lokalitet uden orden (lejren som permanent undtagelsesrum). Det politiske system sørger ikke mere for livsformers og juridiske normers or­den i et bestemt rum, men indeholder i sit indre en aflokaliserende lokalitet, som overskrider det, og hvor enhver livsform og enhver norm i princippet kan an­tages. Lejren er som aflokaliserende lokalitet den skjulte matriks for den poli­tik, vi stadig lever under, den matriks som vi må lære at genkende i alle dens metamorfoser. Den er det fjerde element, uadskilleligt fra de andre, som den føjer sig til og sprænger i stykker, vores gamle treenighed stat-nation (fødsel)-territorium.

Det er i dette perspektiv, vi må se genfremkomsten af lejrene i en på en vis måde endnu mere ekstrem form, i Eksjugoslavien. Hvad der sker der, er overhovedet ikke, som partiske iagttagere har skyndt sig at erklære, en redefini­tion af det gamle politiske system ud fra nye etniske og territoriale begrundel­ser, altså en blot gentagelse af de processer, som førte til dannelsen af de euro­pæ­iske nationalstater. Der er snarere tale om et uigenkaldeligt brud med den gamle nomos og om aflokalisering af befolkninger og menneskeliv efter helt nye flugtlinjer. Her bliver lejrene for etnisk voldtægt af helt afgørende betydning. Når det aldrig faldt nazisterne ind at gennemføre ”den endelige løsning” ved at gøre jødiske kvinder gravide, skyldes det, at fødslens princip, som sikrede livets indskrivelse i nationalstatens orden, stadig var i funktion, omend det var gen­nem­gribende forandret. Nu er dette princip kommet ud i en proces af aflo­ka­lisering og bøjes så meget, at dets funktion helt tydeligt bliver umulig, og derfor må vi forvente ikke blot nye lejre, men også stadig nye og mere rablende nor­ma­tive definitio­ner af livets indskrivelse i Bystaten. Lejren, som nu er solidt plantet i dens in­dre, er planetens nye biopolitiske nomos.