UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

‘I min levetid’ – et tilbageblik på Aleqa Hammond

Fotograf: Magnus Fröderberg/norden.org

Fotograf: Magnus Fröderberg/norden.org

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Grønlands forhenværende regeringsleder Aleqa Hammond markerede et retorisk nybrud overfor Danmark. Hvadenten det handlede om fiskene, olien, uranen eller mineralerne, var det kun grønlænderne, der bestemte i Grønland. I dag bringer vi journalist Martin Breums tilbageblik på Aleqa Hammond fra hans nye bog Balladen om Grønland.


 

Den 1. oktober 2014 måtte Aleqa Hammond gå af som formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering og som formand for sit parti, Siumut, da det blev kendt, at hun havde undladt i tide at betale godt 100.000 kroner tilbage, som landskassen havde lagt ud til private rejser for hendes familie. I skrivende stund er den revisionsundersøgelse, der blev sat i værk, ikke offentliggjort, så vi ved ikke, om Aleqa Hammond har begået noget strafbart i lovens forstand – men hun faldt fra den politiske top med rekordfart. Der var usædvanligt store protestdemonstrationer i Nuuk, og hun stillede ikke op til det valg, der efterfølgende blev udskrevet som direkte konsekvens af sagen.

I første omgang var jeg personligt noget muggen over, at Aleqa Hammond sådan forsvandt ud af rampelyset. Bare to uger forinden havde jeg udgivet bogen Balladen om Grønland, som er en journalistisk skildring af det aktuelle forhold mellem Danmark og Grønland, og Aleqa Hammond spiller en væsentlig rolle. Jeg tænkte, at nu var bogen allerede forældet.

Siden har ærgrelsen lagt sig noget – ikke mindst fordi Gyldendal kort efter valgte at trykke et oplag mere. Bogen solgte i rimeligt tempo, selvom det var indlysende, at den ikke længere var dækkende for den aktuelle tilstand i grønlandsk politik. Der er heldigvis en nysgerrighed i Danmark over for vores relationer til Grønland, der rækker videre end til blot den seneste skandale. Og Aleqa Hammond som regeringsleder og eksponent for en særlig højrøstet siumutisk aktivisme er stadig et tankevækkende fænomen, selvom hun ikke længere er in office.

Få uger før skandalen rullede i Nuuk, interviewede jeg hende for et større publikum i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i København, der for tiden arrangerer en serie interviews med internationale ledere, der bl.a. har inkluderet Hillary Clinton. Aleqa Hammond var på vej til New York, fordi FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon, havde bedt hende tale ved et globalt klimatopmøde; efterfølgende optrådte hun ved lanceringen af rapporten The Greenland Gold Rush fra tænketanken Brookings, og hun var vært ved den formelle åbning af Grønlands første diplomatiske repræsentation i Washington.

Sådan var Aleqa Hammond i sin korte regeringstid ofte aktivt engageret i at profilere Grønland i udlandet; et engagement, der i kombination med hendes evne til at accentuere uenighederne med Danmark og behovet for forsoning og revision af historien gjorde hende mere synlig for den danske offentlighed, i det politiske miljø og i udlandet end de fleste af Grønlands tidligere politiske ledere. Hun markerede som aktiv og veltalende gesandt, hvordan Grønland hastigt udvider sit udenrigspolitiske råderum og sine internationale kontakter – godt støttet af den danske regering, der fastholder, at en styrkelse af Grønland er en styrkelse af det samlede rigsfællesskab, så længe den grundlæggende magtdeling, sådan som den er defineret i Selvstyreloven, ikke anfægtes. Et forhold, som i øvrigt ofte er nemmere at formulere end at efterleve, især fordi Selvstyreloven på flere strækninger giver mulighed for forskellige tolkninger.

Aleqa Hammond er som politisk figur muligvis et afsluttet kapitel – men stadig i skrivende stund kun muligvis. Såfremt revisionsundersøgelsen i Nuuk viser, at hun som regeringsleder ikke foretog sig noget kriminelt, er der formelt set ikke noget til hinder for, at hun igen stiller op til valg – det kunne eksempelvis være som kandidat for Siumut til det folketingsvalg, der som bekendt vil blive udskrevet senest i august 2015.

 

‘I min levetid’

Kameraerne i salen fangede Aleqa Hammond skråt forfra. Måske var hun nervøs, men det kunne ikke ses. Hun smilede selvsikker og rank i sin sorte, skarpe jakke ved siden af Islands præsident, den garvede statsmand, Ólafur Grimsson. Aleqa Hammond tronede på første række med 1000 mennesker lige bag sig. Hun havde været regeringsleder i Grønland i nøjagtig 200 dage, og om få sekunder skulle hun tale for den største forsamling af beslutningstagere, der nogensinde havde været bragt sammen i Arktis.

Aleqa Hammond skulle holde dagens vigtigste indlæg, den første tale fra den brede, oplyste scene. Her skulle tonen sættes, her skulle habitterne fra Rusland, Canada, fra Kina og USA så at sige bringes til en forståelse af, hvor verden var på vej hen, hele den foranderlige arktiske verden med climate change og olieboringer og et helt verdenshav, som mennesket – og kineserne ikke mindst – for første gang nogensinde nu kunne sejle og fragte og bore i. Aleqa Hammond, politisk leder for de 56.756 beboere på Grønland, havde fået ansvaret for at lede denne globale ansamling på rette spor.

Mikrofonerne i Harpa, Reykjaviks funklende koncertpalads, var tændt og spotlightet rettet præcist på talerstolen. Præsident Grimsson havde under stor fanfare lanceret sin plan i den navnkundige Press Club i Washington, og invitationerne til Arctic Circle, som han kaldte arrangementet, var et år i forvejen blevet dirigeret kloden rundt til et publikum med direkte indflydelse på fremtiden i Arktis. Aleqa Hammond rejste sig og begav sig de få skridt op på scenen.

Hjemme i Grønland var hendes massive valgsejr i 2013 blevet tilskrevet hendes vilje til højlydt at markere det grønlandske i Grønland, sproget og kulturen, stoltheden og modet til at løsrive sig fra Danmark. Aleqa Hammond fremstod fra starten karismatisk, på kanten af det arrogante og dybt kontroversiel både i Danmark og i Grønland. Hun skar den grønlandske profil skarpt op igen, hun var hurtig på aftrækkeren og udpegede en genkendelig modstander. På selve valgdagen i Nuuk, før sejren endnu var i hus, spurgte et tilrejsende kamerahold fra DR, og svaret kom som skudt ud af riffel: ”Jeg drømmer om nationen Grønland. Jeg drømmer om, at Grønland bliver politisk og økonomisk uafhængigt af Danmark, og jeg tror, at det er altafgørende, hvordan tonen er imellem de to lande. Tonen imellem os kan blive meget bedre. Så længe vi er en del af rigsfællesskabet, forpligter det begge veje. ”

Så længe! Aleqa Hammond slog fast, før valget endnu var afholdt, at det ikke kunne gå for hurtigt med at få Grønland løsrevet fra Danmark. Meldingen til DR’s kamera blev raskt fulgt op af en stribe til andre medier, hvor hun skærpede budskabet: ”Jeg håber, at uafhængigheden fra Danmark vil indfinde sig i min levetid”. Da var hun 47 år. Hun fortsatte i Kristeligt Dagblad: ”Jeg har altid sagt, at jeg vil opleve den dag, hvor Grønland via FN erklæres for selvstændigt, hvor vi synger nationalsangen, og flagene hejses over hele verden, for bedre mål kan man ikke have som et lille folk.” Andetsteds hamrede hun sit eget, private og umiskendelige engagement i løsrivelsen fast: ”Mit personlige mål er, at den nuværende regering vil tage de skridt, der sætter Grønland i stand til at opnå selvstændighed en dag i min levetid. ”

I min levetid! I den historisk sammenhæng talte hun om få øjeblikke, hvorefter århundreders afhængighed af kongemagten i København ville være forbi, og det grønlandske folk træde ind på verdensscenen, velstående og frie, med eget flag i FN, ved De Olympiske Lege og enhver anden lejlighed. Danskerne kunne nu læse på forsiden af aviserne, at de måske skulle vænne sig til et kongerige uden Grønland, beskåret med mere end 95 procent af sin geografi, reduceret til den lilleputnation, som tabet af Norge i 1814 og nederlaget til tyskerne i 1864 havde indvarslet. Danmark stod måske til at miste den del af riget, der for alvor gav nationen geografisk tyngde i det internationale samfund og skaffede landets statsministre lydhørhed blandt klodens egentlige magthavere. Aleqa Hammond rokkede ved hele fortællingen om danskerne og omverdenen, om polarforskerne, Knud Rasmussen og mødet med et fangerfolk så forunderligt, at det kunne være svært at begribe, at dets repræsentanter nu brugte Ipads og talte om olie, uran og løsrivelse ”i min levetid”.

Timingen var afgørende. Danskerne var netop begyndt at begribe, at Grønland var på vej ind i en ny tidsalder. I medierne, folkeskolen, på universiteterne, i nye romaner og krimier, i erhvervslivet, dybt i forsvarets tænketanke, på kunstmuseerne og på Christiansborg famlede forskere, redaktører og strateger af enhver art efter nye måder at begribe Danmarks rolle i Nordatlanten. Gamle hovedpiner om skyld og ære og danskernes meritter som kolonibestyrere fik nyt liv, mens kreative sjæle forsøgte at råbe landets politiske ledere op og få dem til at gribe dagen, før det var for sent. En del havde stadig svært ved at fatte, at grønlænderne havde fået retten til al den olie, aviserne skrev om.

Det var midt i denne følelsesladede danske selvransagelse, at Aleqa Hammond kom tordnede med et klokkerent budskab: Grønland skal være selvstændigt – lige om lidt! Hun satte sindene i kog i Danmark, som ingen af hendes forgængere havde formået. Hun dikterede ikke en tidsfrist for løsrivelsen så snæver, at hun selv ville snuble over den, men hun sendte et signal om hastværk og sit eget buldrende engagement, der med et slag skærpede tonaliteten mellem Danmark og Grønland. Aleqa Hammond ville skrive det sidste kapitel af rigsfællesskabs historie, og hun var stolt af det!

Hun henvendte sig direkte til de 1000 tilhørere i salen – diplomater, chefer for globale koncerner, politikere fra hele verden. Hun forklarede, hvordan Inatsisartut, det grønlandske parlament, få dage senere ville åbne døren for uranudvinding i Grønland: ”Denne afgørelse vil bane vejen for at Grønland udnytter sine sjældne jordarter, og at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil kunne blive en betydelig uraneksportør – potentielt blandt verdens top-ti eller muligvis top-fem eksportører af uran. ”

En af verdens fem største uraneksportører! Grønland?

Få år tidligere havde mange af de tilstedeværende knap hørt om Grønland, men nu fulgte de nøje med. Klimaet og isbjørnene kunne nok skaffe en smule ørenlyd i 2014, men i Reykjavik var det uranen, de sjældne jordarter og de andre rigdomme i Grønland, der for alvor skabte, og Aleqa Hammond fremmanede virtuost den magt, Grønland netop havde fået over undergrunden: ”Grønland opnåede i 2009 selvstyre inden for Kongeriget Danmark, ” sagde hun. ”Det indebærer, at det grønlandske folk er et folk i henhold til Folkeretten, og at Grønland derfor har en uomtvistelig ret til selvbestemmelse. Grønland er derfor i dag i den unikke position at være det eneste oprindelige folk i Arktis, der har sin egen regering, der har en anerkendt og aftalt ret til uafhængighed. ”

Ikke én i salen kunne være i tvivl om pointen: I Grønland bestemmer grønlænderne. Danmark og danskerne var behændigt retoucheret bort. Forholdet til Danmark var indviklet, selv i Grønland og Danmark fattede de færreste præcist, hvordan magten var fordelt, men det var alt sammen ifølge Aleqa Hammond ganske enkelt: I Grønland bestemmer grønlænderne. Vil I lave forretning, diskutere fremtiden, olien, mineralerne, uranen, fiskene, samarbejde om hvad som helst, så kom til mig!

Et par timers flyvning sydøst fra Reykjavik dybt i den danske stats kringelkroge, i statsministeriet, i forsvaret, i efterretningscirklerne og i udenrigsministeriet affødte Aleqa Hammonds gentagne basunskrald et umiskendeligt ubehag. Grønlændernes drøm om frihed og selvstændighed havde længe været officielt anerkendt og i nogen grad respekteret, men den retoriske styrke i Aleqa Hammonds budskab og hendes stædige ønske om at få forholdet til Danmark overstået så hurtigt som muligt, skabte mærkbar forvirring og irritation – og kritikerne noterede med en vis tilfredsstillelse, at hun også delte vandene i Grønland. Nedsættelsen af en forsoningskommission i 2014 til kulegravning af fortidens sammenstød med danskerne understregede for så vidt blot miseren. En del grønlændere brød sig ikke om denne ophvirvlen af fortidens smertelige processer; andre genopfriskede gerne den lange liste af danske ugerninger, der for mange grønlændere hører til børnelærdommen; statsminister Helle Thorning-Schmidt og et næsten enigt Folketing afviste blankt Aleqa Hammonds tilbud om at Danmark kunne medvirke til forsoningsprocessen.

Allerede før Aleqa Hammonds valgsejr i 2013 havde Grønland taget en drejning, som en række politikere og andre beslutningstagere i København fandt dybt bekymrende. De spekulerede over, om den grønlandske ledelse egentlig fattede, hvad den havde gang i? En velkendt trang til at bistå og forvalte slog til: Havde de grønlandske ledere overhovedet evnerne til at styre den komplekse udvikling, de hårde forhandlinger med multinationale olie- og mineralselskaber og fremmede regeringer? Ville en svag grønlandsk centraladministration skade kongeriges interesser, fordi kinesiske investorer, uranen, olien og alle mulige andre sager blev behandlet på amatørniveau? Statsministeren blev indkaldt til samråd af Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen: ”Aleqa Hammond har på det seneste, også når det gælder sagen om udvinding af uran og andre råstoffer, vist meget ubehagelige sider af sig selv og af sit parti, Siumut, hvor hun nærmest har gjort det til en grim vane at lange ud efter Danmark og konstant udfordre selvstyreloven og grundloven. Jeg vil derfor på samrådet også bede statsministeren forholde sig til dette skift i officiel grønlandsk væremåde. ”

Få turde sige det så direkte. Men selv garvede iagttagere med mange års kendskab til Grønland fandt Aleqa Hammonds tone upassende, eller ligefrem ”halvracistisk”. På sin første live-optræden på dansk TV talte hun med blokbogstaver igen: ”Jeg ser ikke dansk ud, jeg taler ikke dansk, dansk er ikke mit modersmål og Grønland ligger meget langt væk fra Danmark. Rigsfællesskabet er lidt som et ægteskab, men nu er det altså sat på hold. Nu taler vi om en lykkelig skilsmisse. Det er kun et spørgsmål om tid”. Et splitsekund lod hun glæden løben af med sig:  ”Jeg tror, det er tættere på, end vi tror.” Trods alle skeptikernes udregninger om det umulige i tanken, mente Aleqa Hammond tydeligvis, at Grønland ville få råd og mulighed for at løsrive sig fra Danmark i hendes egen levetid. TV-værtinden tøvede, et splitsekund stod verden stille, men så klappede publikum – hvad skulle de ellers gøre?

Her indrammedes essensen af den dybe kulturkamp i Grønland, som Aleqa Hammonds og hendes folks magtovertagelse havde sat brand i. Mens spændingerne mellem Grønland og Danmark tog til, udvidedes også spalterne internt i Grønland. En veritabel kulturkamp smertede langt ind i grønlændernes indbyrdes forhold; der herskede dyb uenighed om kursen mod uafhængigheden. Skal olien og mineralerne forfølges med brask og bram eller mere gelinde? Hvem skal holde for, når sparekniven skal svinges? Skal de små bygder på kysten bevares – eller nedlæges, fordi de er for dyre? Midt i det hele dukkede det mest ømtålelige af alt, spørgsmålet om sproget, om igen: Er nogen mere grønlandske end andre, fordi de taler sproget perfekt? Og hvad så med dem, der har tabt noget af det – måske fordi far eller mor er dansk?

I starten af 2014 offentliggjorde et hold af 14 forskere, udpeget af universiteterne i Nuuk og København, et batteri af forslag til, hvordan rigdommene i Grønlands undergrund bedst kunne udnyttes. Deres tilgang var i fundamental modstrid med den linje, Aleqa Hammond og hendes hold i Nuuk forfulgte. De fokuserede ikke på løsrivelse eller modsætninger til Danmark, tværtimod talte de om bæredygtighed, om hensynet til fremtidens generationer og et frugtbart rigsfællesskab, der skulle bestå i mange, mange år endnu. Forskernes kølige beregninger fik Aleqa Hammonds drøm om uafhængighed ”i min levetid” til at fremstå som en farlig utopi, og de blev straks omfavnet af hendes politiske modstandere i Grønland, af politikerne i København og hele den danske presse. Her lød ingen opfordring til opgør og hurtig jagt på uafhængighed. Hvorfor jagte investorer i Kina og Sydkorea, når de danske pensionskasser bugnede af penge? Var tiden ikke kommet til at høste af det fællesskab med danskerne, der trods alle fejlene stadig leverede resultater hver dag?

I både Grønland og Danmark rejste en bølge af dilemmaer sig: Hvorfor skulle Grønland ikke kunne klare sig uden rigsfællesskabet? Hvordan ville Danmark klare sig uden Grønland? Fandtes der en mellemvej? Kunne rigsfællesskabet sættes sammen på nye måder? Var det naturligt, at Grønland rejste i én retning – og Danmark i en anden? Hvad betød det egentlig, når grønlænderne talte om øget frihed og selvstændighed? Var forestillingen om det uafhængige Grønland en uadskillelig del af den grønlandske folkesjæl – eller var det en populistisk illusion? Hvilket samfund ønskede grønlænderne at leve i, og hvorfor tøvede regeringen i København?

Opgøret om rigsfællesskabets fremtid var i fuld gang. Et nyt kapitel af Danmarkshistorien stod pludselig pivåbent.

 

Martin Breum er journalist og forfatter til flere bøger om Grønland. Artiklen er et uddrag fra hans seneste bog Balladen om Grønland, som er udgivet på Gyldendal.