UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Ikke-viden, demokratisk offentlighed og den politiske beslutningsproces

Donald Rumsfeld - Unknown unknowns - Viden om viden

Når man træffer beslutninger, er det vigtigt at vide, hvad man ved og hvad man ikke ved. Men det er ikke altid, at vi bare ved, hvad vi ikke ved. Seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse Mads P. Sørensen beskriver her vigtigheden af de oplysninger, som vi ikke ved, vi ikke har.I


 

”Hvad er det for en viden, I mangler?” Sådan lød et spørgsmål fra sundhedsminister Astrid Krag til kommunalpolitikere og borgere ved et møde i oktober 2012 om placeringen af det radioaktive affald fra Forsøgsstation Risø. II På opdrag fra et enigt Folketing har De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) undersøgt, hvor man ville kunne deponere atomaffaldet fra Risø, og de har udpeget lokaliteter i kommunerne Bornholm, Skive, Struer, Kerteminde og Lolland som mulige steder. Men skønt myndigheder og eksperter, som for eksempel direktøren for Dansk Dekommissionering Ole Kastbjerg Nielsen, mener, at det er ”fuldt ud forsvarligt” at etablere et slutdepot for affaldet i Danmark, ønsker ingen af de fem kommuner at huse et sådant depot. De har derfor protesteret mod planerne, og på mødet forsøgte de at få Astrid Krag til at genoverveje sagen.

Men at svare på, hvad det præcist er, man ikke ved – hvad det er for en viden, man mangler for at kunne træffe en beslutning om noget så potentielt farligt som radioaktivt affald – kan være svært. For ved siden af det vi ved, vi ikke ved, er der måske også noget vi ikke ved, at vi ikke ved, men som alligevel kan vise sig at være vigtigt.

Mødet beroligede da heller ikke borgerne og politikerne fra de berørte kommuner, og protesterne fortsatte derfor efter mødet. Og skønt mange danske eksperter – anonymt – taler om, at den frygt, der udtrykkes i forhold til atomaffaldet, er for følelsesladet, og at politikerne i stedet burde lytte mere til fornuftsbaserede argumenter, så er borgernes bekymringer måske ikke så irrationelle endda. For spørger man udenlandske eksperter, så viser det sig, at det faktisk intet sted i verden er lykkedes at etablere et slutdepot for det langlivede atomaffald, og at man andre steder – i for eksempel Holland – på baggrund af problemer med i det hele taget at etablere sikre slutlagre for atomaffald, foreløbigt satser på mellemlagre, der kan holde i 70-100 år og dermed give tid til, at man kan blive klogere på, hvordan man etablerer sikre slutdepoter for radioaktivt affald.

Hvad der kommer til at ske med atomaffaldet fra Risø, er endnu ikke afklaret. Men under indtryk af blandt andet de folkelige protester og udenlandske eksperters bekymringer besluttede et flertal i Folketinget, at man ved siden af det fortsatte arbejde med at finde egnede lokaliteter til et slutdepot i Danmark også skulle undersøge mulighederne for at eksportere affaldet til udlandet samt muligheden for at etablere et mellemlager i Danmark. Historien om affaldet fra Risø kan således også læses som historien om, hvordan ikke-viden i dag spiller en afgørende rolle for den demokratiske offentlighed og den politiske beslutningsproces.

Men hvorfor er det blevet sådan? Og hvad skal vi nærmere forstå ved ikke-viden? Det skal der ses nærmere på i det følgende, hvor der tages afsæt i den tyske sociolog Ulrich Becks overvejelser over ikke-viden. Efter en afklaring af begrebet vil kapitlet analysere og diskutere den udfordring, som ikke-viden udgør for den for den demokratiske offentlighed og den politiske beslutningsproces.

 

Ikke-viden som biprodukt af viden

Den tyske sociolog Ulrich Beck er én af en voksende gruppe af samfundsforskere, der i de senere år har taget begrebet ikke-viden op til behandling.III Beck opererer med en overordnet teori om, at verdensrisikosamfundet har afløst de nationalt bundne industrisamfund – og at moderniteten parallelt hermed har bevæget sig ind i en ny fase, som han kalder for det andet moderne. Og det er Becks tese, at ikke-viden i stigende grad bliver til et afgørende grundvilkår for livet i risikosamfundet og det andet moderne. Han formulerer det blandt andet på denne måde i World at Risk fra 2009:.

”Living in the world risk society means living with ineradicable non-knowing [Nichtwissen] or, to be more precise, with the simultaneity of threats and non-knowing and the resulting political, social and moral paradoxes and dilemmas. Because of the global character of the threat, the need and burden of having to make life-and-death decisions increase with non-knowing.” (s. 115).

Ifølge Beck må vi lære at acceptere, at vi aldrig – lige meget hvor meget vi forsker – vil kunne nå til absolut sikker viden om de trusler, vi står overfor i risikosamfundet. Med hver ny videnskabelig landvinding følger nemlig også ny ikke-viden. Ikke-viden må således ifølge Beck i stigende grad forstås som et biprodukt af viden. Det gælder, hvad enten vi taler om forskning i radioaktive udslip, global opvarmning, terrorisme, globale finanskriser eller om andre af de trusler, som han kalder for ’nye risici’ eller ’storfarer’.

Men skønt videnskaben altså ikke altid er i stand til at give os vished i form af absolut sikker viden, så har vi alligevel mere end nogensinde før brug for den til at fortælle os, hvor farerne lurer. Som Beck tidligere i sit forfatterskab har gjort opmærksom på, så er nye risici som hullerne i ozonlaget, radioaktive udslip eller den globale opvarmning nemlig ikke direkte synlige for os. Vi kan ikke umiddelbart sanse disse trusler, men har brug for videnskabens ”sanser” i form af eksempelvis måleinstrumenter, eksperimenter og teorier for at kunne se farerne. Vores sanser er med andre ord blevet nytte- og funktionsløse i forhold til storfarerne. De færreste er for eksempel i dag i tvivl om, at temperaturen på kloden er stig-ende, men hvor ved vi det egentlig fra? Kan vi mærke det? Kan vi på andre måder sanse det? Nej, vi ved det kun, fordi videnskaben har fortalt os det. Det samme gælder for radioaktiv stråling og hullerne i ozonlaget, som heller ingen kan se med det blotte øje.

Beck skriver videre i World af Risk: “… living in the milieu of manufactured non-knowing means seeking unknown answers to questions that nobody can clearly formulate” (s.115). Det vanskeliggør selvsagt politikerne og myndighedernes arbejde med at træffe de rigtige beslutninger i forhold til de risici, vi er konfronteret med – og det udfordrer, som jeg skal vende tilbage til, den demokratiske offentlighed, idet der her bliver større spillerum for alle mulige (og umulige) udlægninger af verden. Og problemet forværres i øvrigt af, at situationen ifølge Beck er den, at jo større en risiko, vi har med at gøre, desto større er vores ikke-viden også, samtidigt med at behovet for at træffe beslutninger ofte vokser i takt med risikoens størrelse.

Det gælder for eksempel i forhold til klimaforandringerne, hvor spørgsmålet om, hvor meget CO2 vi kan tillade os at udlede i de kommende år, hvis vi vil undgå ødelæggende klimaforandringer, og om vi burde vedtage en total udfasning af fossile brændsler, og hvornår det i givet fald senest skulle ske for at undgå alt for voldsomme klimaforandringer, ikke lader sig besvare med absolut sikker viden. Selv på et område som dette, hvor der efterhånden hersker konsensus om årsagerne, må vi i forhold til en lang række spørgsmål sige: Vi ved det ikke. Vi har stærke indikationer af, at det er sådan og sådan, men vi ved det ikke med sikkerhed. Vi ved heller ikke nøjagtigt, hvor meget temperaturen kan tåle at stige på kloden, inden klimaforandringerne bliver katastrofale. Der er bud, men der er også alternative bud. Alligevel må der træffes beslutninger om sådanne vanskelige emner. Forventningerne til myndigheder og regeringer er nemlig fortsat, at de skal levere sikre svar på udfordringerne.

 

Unknown unknowns

Hvor svært det kan være at træffe de rigtige beslutninger i verdensrisikosamfundet, vidner CFC-gassernes historie om. Fra 1930’erne og frem erstattede CFC-gasserne flydende amoniak som kølemiddel i køleskabe. CFC-gasserne blev også brugt som drivmiddel i sprayflasker og som rensemiddel. I løbet af 1970’erne blev man dog i stigende grad opmærksom på, at CFC-gasserne var skadelige for Jordens ozonlag. Da forskere i midten af 1980’erne oven i købet kunne vise, at der var sket en dramatisk udtynding af ozonlaget over Antarktis – at der var opstået huller i ozonlaget, så vi i langt mindre grad end tidligere var beskyttet mod Solens UV-stråler – førte det i løbet af få år til transnationale politiske aftaler om udfasning af disse gasser. Det begyndte på et FN-møde i Wien i 1985, fortsatte i Montreal i 1987, hvor man enedes om at påbegynde en udfasning af CFC-gasserne, og blev fra 1990 fulgt op af en række møder, hvor man strammede Montreal-protokollen. I alt 196 lande har ratificeret Montreal-protokollen om udfasning af CFC-gasser, og resultatet har været, at produktionen og brugen af visse CFC-gasser allerede i dag helt er stoppet. Mens de resterende CFC-gasser skal være udfaset i den vestlige verden i 2020 og i udviklingslandene i 2040. IV

På den ene side er historien om CFC-gasserne således historien om, hvordan det – i tide – lykkedes os at erkende, at vi med disse drivgasser havde med en farlig, selvproduceret ny risiko at gøre, som der måtte gøres noget ved. Det lykkedes endda globalt at få ændret lovgivning, produktionsmåder og forbrugsmønstre i et omfang, så denne nye risiko nu er bragt under kontrol. Men CFC-gassernes historie afslører på den anden side også, hvor farlige de nye risici kan være – og at det ikke mindst er vores ikke-viden om risiciene, der er problemet. Det var således først i løbet af 1970’erne, at man i stigende grad blev opmærksom på CFC-gassernes negative følgevirkninger. Der gik altså mere end 40 år, fra man tog CFC-gasserne i brug som kølemiddel i køleskabe og drivmiddel i sprayflasker, til man fik videnskabelig viden om, at CFC-gasserne også kunne være skadelige for Jordens ozonlag. I mere end 40 år kunne man derfor heller ikke dæmme op for denne nye, selvproducerede risiko – af den simple grund, at man ikke anede, at den eksisterede.

Historien med CFC-gasserne viser blandt andet ifølge Ulrich Beck, at grænsen mellem viden og ikke-viden er blevet mere udflydende, og at der på et hvilket som helst tidspunkt, hvor vi skal træffe beslutninger om eksempelvis at tage en ny teknologi i brug, vil være forhold, som vi ikke kender til – og måske heller aldrig kommer til at kende til.

Ifølge Beck og sociologen Peter Wehling breder denne erkendelse sig nu langsomt. I artiklen ”The Politics of Non-knowing” fra 2012 skelner de således mellem en klassisk moderne forståelse af ikke-viden som endnu-ikke-viden – som et endnu ikke erobret territorium – og en ny, mere kompleks forståelse af ikke-viden, som både rummer plads til endnu-ikke-viden – viden, vi ved, at vi ikke har – og såkaldte unknown unknowns: viden, vi ikke ved, at vi ikke har. Der var således unknown unknowns, da man begyndte at anvende CFC-gasserne i 1930’erne. Men hvor vigtige disse unknown unknowns var, blev først klart 40 år efter, da man opdagede sammenhængen mellem CFC-gasserne og hullerne i ozonlaget.

Ifølge sikkerhedsforskerne Christopher Daase og Oliver Kessler – i artiklen ”Knowns and unknowns in the ‘War on Terror’” fra 2007 – er det netop karakteristisk for unknown unknowns, at de først bliver synlige i forbindelse med katastrofer – og derfor ofte for sent. Ifølge dem kunne ingen for eksempel før 11. september 2001 vide, at nogen kunne finde på at kapre fly og flyve dem ind højhuse, som det skete i New York. I deres artikel skelner de mellem fire forskellige former for viden og ikke-viden:

· Known knowns, som i deres sikkerhedspolitiske kontekst over sættes til trusler.
· Known unknowns, som beskrives som sikkerhedsrisici.
· Unknown unknowns, som viser sig i katastrofer som for eksempel 9/11.
· Unknown knowns, som de diskuterer som bevidst uvidenhed [ignorance].

Med inspiration fra denne definition – i kombination med Beck og Wehling – kunne man derfor definere viden og ikke-viden i forhold til de nye risici på denne måde:

Viden (known knowns) kan forstås som facts og/eller videnskabelig viden, dvs. forhold, vi kender til, og som vi har en sikker viden om.

Endnu-ikke-viden (known unknowns) er viden, som vi endnu ikke har, men som vi ved ’er derude’ som en sort plet på et landkort eller som huller i vores viden, som vi er klar over eksistensen af, og som vi har metoder til at afdække.

Ikke-viden (unknown unknowns) er viden, som vi ikke har – og som vi ikke er klar over, at vi ikke har. Denne form for viden kan være irrelevant. Der er formentlig masser af forhold, som vi ikke kender til, og som vi lever fint uden at kende til. Men i forhold til de nye risici kan vores ikke-viden vise sig at være fatal. Den vil nemlig ofte først blive afdækket for sent – når katastrofen er indtruffet.

Tildækket viden (unknown knowns). Det er viden, som vi enten ikke vil vide af – af personlige grunde (for eksempel informationer om vores genetiske sammensætning og dispositioner for forskel lige sygdomme), eller af politiske eller religiøse grunde (for eksempel fundamentalistiske kristnes forhold til evolutionsteorien). Men det kan også være viden, som nogen tilbageholder for andre for at få dem til at handle på en bestemt måde (godkende noget, donere penge, vedtage nye love, gå i krig osv.) eller for af andre grunde at skjule noget.

 

Ikke-viden og den demokratiske offentlighed

Et interessant spørgsmål er så, hvad alt dette betyder for den demokratiske offentlighed og for mulighederne for at føre en demokratisk samtale om vores fælles problemer. Meget tyder på, at ikke-viden i form af unknown unknowns får stigende betydning for den demokratiske offentlighed. Når man skal tage stilling til og diskutere nye kontroversielle teknologier eller nye store anlægsarbejder vil det delvist ske på usikker grund. Den slags beslutninger har selvfølgelig altid involveret ikke-viden, men usikkerheden må formodes at vokse fremover, fordi de nye risici ikke i samme grad som tidligere er håndterlige og afgrænselige. Det er ifølge Beck netop karakteristisk for de nye risici, at de er mere uberegnelige end traditionelle risici, og at de overskrider rumslige og tidslige grænser.

Alene det gør, at den demokratiske offentlighed får sværere ved at håndtere dem. Når man så dertil lægger, at de nye risici også er farligere end traditionelle risici – eller som Beck har udtrykt det: mennesker i stenalderen havde ikke kapaciteten til hverken nuklear eller økologisk selvdestruktion – så giver det nye udfordringer for offentligheden. Lægger vi dertil, at deltagerne i den offentlige samtale ikke umiddelbart kan sanse de nye risici og dermed ikke direkte har mulighed for at kontrollere ’om der er noget om snakken’ samt det faktum, at eksperterne ofte er uenige om karakteren og følgerne af en given risiko, så står vi med en ny, stor udfordring for offentligheden og den demokratiske samtale. For hvordan diskutere noget, som man ikke har viden om? Hvordan etablere demokratiske fora, der går på tværs af landegrænser, på langs af tiden henover generationer og på tværs af kulturelle, sociale og andre grænser, sådan som de nye risici kræver? Og hvordan håndtere den udfordring, at nye teknologier og nye risici på grund af deres potentielt meget destruktive kraft på den ene side kræver, at vi engagerer os i dem og tager beslutning om dem – og nogle af dem, som eksempelvis den fortsatte brug af fossile brændsler, måske endda kræver, at vi relativt hurtigt tager stilling til dem – mens vi samtidig på den anden side står i den situation, at vi mangler viden om såvel facts som om hullerne i vores viden for at kunne tage ordentlig stilling til disse teknologier og risici.

Lad os først se på nogle af de mest gængse strategier, som man indtil videre har anvendt i forsøget på at håndtere ikke-viden. Som Beck og Wehling har gjort opmærksom på, har man fra oplysningstiden og frem først og fremmest forstået ikke-viden som endnu-ikke-viden. Derfor har en udbredt strategi til at håndtere ikke-viden i moderniteten også været at sætte mere forskning og flere undersøgelser i gang for at afdække de sorte huller. I forhold til fremtidige begivenheder har man brugt statistik og sandsynlighedsregning til at beregne, hvad der vil ske. I dag er risikovurderinger og risikokalkulationer stadig en udbredt strategi til at håndtere ikke-viden og usikkerhed i forhold til fremtidige hændelser. Problemet er dog som gennemgået, at det netop er vanskeligt eller måske endda umuligt at lave denne type kalkulationer i forhold til de nye risici.

I erkendelse af dels, hvor vigtig videnskab og teknologi er for det moderne menneskes liv, og dels, hvor afhængige videnskaben og teknologiens udvikling er af moderne menneskers accept og engagement i videnskaben og de nye teknologier, har man også forsøgt at opgradere offentlighedens viden om videnskab og teknologi. Denne strategi har været udbredt i den vestlige verden, hvor man igennem flere årtier har været optaget af at hæve vores tekniske og videnskabelige viden samt forbedre vores generelle forståelse af videnskabens og teknologiens rolle i samfundet. Det begyndte i USA efter Sputnik-chokket i 1957, og i Europa har for eksempel EU lavet målinger af europæernes viden om og forståelse af teknologi og videnskab siden 1970’erne – fra 1989 og frem som en fast del af de store Eurobarometerundersøgelser.

Problemet med denne strategi set i lyset af ikke-videns betydning i dag er dog, at lige meget hvor meget vi hæver vores ’science literacy’, så vil vi altid også skulle forholde os til ikke-viden. Det vil dels være endnu-ikke-viden, men i stigende grad bliver vi også nødt til at forholde os til unknown unknowns. Ikke-viden kan, som diskuteret ovenfor, ikke udryddes, men må forstås som et grundvilkår – også for den demokratiske samtale og den politiske beslutningsproces.

Der er dog også kommet nye strategier til, som mere direkte forholder sig til unknown unknowns. I de seneste 20 år har man således i stigende grad anvendt det såkaldte forsigtighedsprincip. Dette princip fik sit internationale gennembrud ved Rio-topmødet i 1992. Det var ifølge Den store danske blevet udviklet i tysk og svensk ret og blev i 1993 gjort til en del af EU-retten. Med forsigtighedsprincippet i hånden er det muligt at gribe ind overfor et produkt eller en produktion, hvis der er videnskabelig begrundet mistanke om, at produktet eller produktionen forurener. Stater kan således ved hjælp af forsigtighedsprincippet gribe ind overfor private virksomheder, selvom man ikke er 100 procent sikker på sammenhængen mellem en form for forurening og en given produktion. For at man kan gribe ind og for eksempel tvangslukke en produktion, skal der dog være tale om betydelige risici.

Forsigtighedsprincippet adresserer således den nye usikkerhed og tager i en vis udstrækning højde for den videnskabelige tvivl. Princippet kan dog ikke anvendes, hvis ikke der er videnskabelige undersøgelser, der peger på en sammenhæng. Som det står beskrevet i Den store danske: ”Princippet kan derfor ikke begrunde indgreb på grundlag af frygt, der ikke i en vis udstrækning lader sig videnskabeligt underbygge”. Det betyder, at lægfolks mistanker om en sammenhæng ikke er nok til, at man kan gribe ind. Der skal være videnskabelige undersøgelser, der i et vist omfang bakker lægfolks erfaringer og formodninger op.

Det kan være et problem, da der kan gå mange år fra en mistanke dukker op til egentlige videnskabelige undersøgelser kan sættes i gang og bliver sat i gang. Nye teknologier – som for eksempel genteknologi – vil ofte heller ikke kunne testes fuldstændigt i lukkede, kontrollerede laboratorier. Det kan derimod være nødvendigt at teste dem direkte i naturen. I de tilfælde bliver naturen og samfundet til laboratorium, og ulykker kommer til at fungere som test af teorier, som de to tyske sociologer Wolfgang Krohn og Johannes Weyer skrev i 1989.

Fejl er som bekendt en del af drivkraften i udviklingen af videnskabelige teorier, men hvor fejl i et laboratorium ofte højst betyder, at en tese bliver falsificeret, og at man må nytænke sit eksperiment og måske sin teori, så kan en fejl i testen af en ny teknologi, når den foregår ude i naturen og samfundet, have alvorlige konsekvenser. Når samfundet bliver til laboratorium, har vi således fået skabt en situation, hvor det kan være katastrofalt, hvis en videnskabelig teori eller en risikokalkulation viser sig at være forkert. Blandt andet derfor vinder forsigtighedsprincippet/-strategien udbredelse.

Men det er på den anden side heller ikke omkostningsfrit at anvende forsigtighedsprincippet. Princippet kan for eksempel betyde, at man ikke får taget fornuftige nye teknologier i brug. Tilhængere af genteknologi har således for eksempel peget på, at denne teknologi for alvor ville kunne være med til at gøre noget ved verdens sultproblemer, og at den brede europæiske modstand mod genteknologi derfor kan have alvorlige følgevirkninger for verdens mere end 800 millioner sultende mennesker.

En lignende argumentation blev fremført i forhold til atomkraft af fire fremtrædende klimaforskere i et åbent brev – ”To those influencing environmental policy but opposed to nuclear power” – til miljøorganisationer, journalister og andre meningsdannere i efteråret 2013. Hvis man af forsigtighedshensyn afskriver atomkraft som energikilde, som man for eksempel har gjort det i Tyskland, hvor man i forlængelse af Fukushima-katastrofen i 2011 har vedtaget en total udfasning af atomkraft, vil det ifølge de fire klimaforskere true vores muligheder for at gøre noget effektivt mod klimaforandringerne: ”With the planet warming and carbon dioxide emissions rising faster than ever, we cannot afford to turn away from any technology that has the potential to displace a large fraction of our carbon emissions … The time has come for a fresh approach to nuclear power in the 21st century”.

En sidste strategi til at håndtere ikke-viden, som skal nævnes her, er forsøget på at fabrikere vished [manufacture certainty], som Beck og Wehling formulerer det. De peger blandt andet på, at FN’s klimapanels konklusioner delvist må forstås som ’manufactured certainty’. Der eksisterer egentlig stadig en vis usikkerhed om kilden til den globale opvarmning og konsekvenserne af den, men FN’s klimapanel lader i offentligheden som om, at der ingen usikkerhed er, vel vidende at det er der faktisk.

En ’manufactured certainty’ kan således, som i dette tilfælde, dreje sig om forskningsresultater, der bliver negligeret. Men der kan også være tale om for eksempel lægfolks bekymringer, som bliver fejet til side eller måske ligefrem latterliggjort med henvisning til eksperters vurdering – uden at man samtidigt gør opmærksom på de usikkerheder, man ved ligger i disse risikovurderinger.

Men ikke at tage lægfolks bekymringer alvorligt, kan vise sig at være en dårlig idé. Hvis man vil undgå misforståelser mellem forskere, politikere og borgere om de forventninger, man kan have om viden/ikke-viden i forhold til risici ved en ny teknologi, så er det nemlig ifølge Holger Hoffmann-Riem og Bryan Wynne vigtigt, at alle tager udgangspunkt i det forhold, at uforudsete effekter ved nye teknologier ikke bare er mulige, men sandsynlige. De peger også på, at endnu mere forskning ofte ikke vil kunne løse problemet, fordi vi her har med ’a domain of ignorance’ at gøre. I en artikel i Nature fra 2002 – ”In risk assessment, one has to admit ignorance”– slår de i stedet til lyd for, at man blander så mange forskellige mennesker og former for viden som muligt, når man skal tage stilling til nye teknologier – især gør de opmærksom på, at lægfolks viden og erfaringer er vigtige at inddrage, da de ofte vil være baseret på anderledes erfaringer end forskernes og politikernes. Paul Slovic, der er en markant profil inden for risikoforskningen, er enig. Han formulerede det på denne måde i artiklen ”Perception of Risk” fra 1987:

”… there is wisdom as well as error in public attitudes and perceptions. Lay people sometimes lack certain information about hazards. However, their basic conceptualization of risk is much richer than that of the experts and reflects legitimate concerns that are typically omitted from expert risk assessments. As a result, risk communication and risk management efforts are destined to fail unless they are structured as a two-way process. Each side, expert and public, has something valid to contribute. Each side must respect the insights and intelligence of the other” (s. 285).

 

Perspektiver

Meget tyder således på, at en af de store udfordringer for det politiske system i fremtiden bliver at håndtere ikke-viden – herunder også at finde måder, hvorpå der kan skabes plads til, at unknown unknowns kan indgå som argumenter i en demokratisk samtale i offentligheden.

Det er dog ikke nogen let opgave. Da der netop er tale om ikke-viden, åbnes der for, at alle mulige meninger kan luftes i offentligheden. Når der er tale om ikke-viden, kan alle i princippet byde ind med mere eller mindre underbyggede holdninger og bekymringer. Modstandere af nye teknologier eller nye projekter vil også altid have mulighed for at pege på, at vi mangler viden om centrale forhold ved en ny teknologi eller et nyt projekt – og at de derfor ikke kan tage stilling til teknologien eller projektet, før disse forhold er klarlagt. Der er således altid en fare for, at der bliver spekuleret i brugen af unknown unknowns som argumenter for eller imod en given teknologi eller et nyt projekt.

Det betyder, at udfordringen på den ene side bliver at få plads til en mangfoldighed af argumenter og synspunkter – og herunder ikke mindst lægfolks bekymringer – samtidigt med, at man på den anden side fastholder samtalen på saglig grund og undgår politisk plattenslageri og irrationel frygt. Den engelske sociolog Frank Furedi har netop i en række bøger – først og fremmest Culture of Fear og Politics of Fear fra 2002 og 2005 – argumenteret for, at vi i de senere år i stigende grad er blevet lammet af irrationel frygt. Vi er blevet rigere og rigere, og vi lever længere og længere takket være den videnskabelige og teknologiske udvikling, men vi bliver tilsyneladende mindre og mindre risikovillige. Vores fortsatte udvikling er dog ifølge ham afhængig af, at vi også bevæger os ud på usikker grund en gang imellem. Det har menneskeheden altid gjort – og det er en del af hemmeligheden ved vores udvikling og succes. Hertil ville Ulrich Beck uden tvivl svare, at de risici vi står overfor i dag har en fundamental anden karakter end tidligere; at de er langt farligere end tidligere tiders risici, og at Furedis strategi derfor er potentielt farlig.

Men skønt jeg i dette kapitel har koncentreret mig om diskussionen af de udfordringer, der ligger i de såkaldte nye risici – faren for radioaktive udslip, genteknologi, global opvarmning, terror og globale økonomiske kriser – så kan mange af enkeltelementerne i analysen udstrækkes til også at sige noget om de udfordringer, vi i det hele taget står overfor i samspillet mellem offentlighed, videnskab og ikke-viden.

Det kan illustreres med et eksempel. Da bogen Kernesund familie. Sådan! for nogle år siden blev offentliggjort, vakte den stor debat. Ikke mindst bogens anbefaling af, at man skulle droppe mælk til børn, blev ivrigt diskuteret. I bogen fortæller forfatter Ninka-Bernadette Mauritson blandt andet om sin families gode erfaringer med at droppe komælk, og hun bakkes i bogen op af en praktiserende ørelæge, der i årevis har anbefalet patienter med for eksempel mellemørebetændelse at fjerne komælksprodukter fra deres kost. Ifølge lægen kunne ikke alene mange af de 48.000 dræn, der bliver lagt i danske patienters ører om året, undværes – også mange fordøjelsesproblemer ville kunne undgås, hvis man lagde mælkeprodukterne på hylden.

Sundhedsstyrelsen reagerede skarpt på bogens påstande og tog endda det skridt direkte at advare mod bogen på sin hjemmeside. Den skriver her: ”Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen advarer forældre mod at følge rådene i ’En kernesund familie’ fra Politikens forlag. Bogen med tilhørende hjemmeside giver råd om mælk og modermælkserstatning, der kan skade små børn.” Der lægges således ikke fingre imellem i advarslen. Det hedder eksempelvis længere nede i artiklen:

”Det er meget betænkeligt, at forfatteren kategorisk fraråder mælk og glutenholdige fødevarer … De fleste kan tåle mælk og gluten og der er ikke dokumentation for sundhedsgevinster ved at udelukke disse fødevarer, med mindre barnet har fået diagnosticeret mælkeallergi eller glutenallergi. Det er en ekspertopgave at rådgive om mælke- og glutenfri diæt. De færreste forældre har tilstrækkelig erfaringsmæssig viden til at sikre deres børn en nærende kost uden mælk og gluten.”.

I dette eksempel står lægfolks erfaringer – bakket op af en enkelt læges erfaringer fra sin praksis – overfor staten og den etablerede lægevidenskabs mere systematiske undersøgelser. Også her er der forhold, vi ikke ved noget om. Godt nok drejer det sig i dette tilfælde formentlig i højere grad om endnu-ikke-viden end om unknown unknowns, men indtil der foreligger nye entydige, videnskabelige undersøgelser, der kan sætte punktum for debatten, vil mistanken altid være der: Er det nu også godt at give børnene komælk? Eller er der en sammenhæng mellem for eksempel mellemørebetændelse og indtagelsen af komælk.

Problemet er dog, at den entydighed i fortolkningerne af forskningsresultaterne, som måske kunne standse diskussionen og opløse usikkerheden, meget sjældent viser sig. For den enkelte bliver det derfor en udfordring at afgøre, hvad der er sandt. I højere og højere grad tvinges vi således til at skabe vores egne leveregler og livsstrategier baseret på en tro på nogle videnskabelige eksperter eller alternative fortællinger og en afvisning af andre – mens myndighederne, der som Sundhedsstyrelsen skal komme med generelle anbefalinger til hele befolkningen, kan være nødsaget til ’at fabrikere vished’, hvor der måske strengt taget ikke er nogen.

Selv om komælk, hvis det betragtes som en risiko, selvfølgelig må forstås som en anden type risiko end de risici, som er forbundet med atomkraft, genteknologi eller global opvarmning, så kan også denne type ”hverdagsrisici” altså rumme store udfordringer for den demokratiske offentlighed. For hvordan måler man en families private erfaringer op mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når nu der er tale om enkeltstående observationer i det ene tilfælde og en sammenskrivning af videnskabelige resultater i det andet tilfælde? Og hvordan faciliterer man afvejningen og diskussionen af de forskellige synspunkter i offentligheden? I dette konkrete tilfælde blev de to synspunkter i fjernsynsdebatter og lignende ofte sat direkte overfor hinanden, som om de var ligeværdige.

Diskussionen om bogen Kernesund familie. Sådan! er således også et eksempel på det, som den franske sociolog og filosof Jean-François Lyotard allerede observerede i 1979 – i Viden og det post-moderne samfund – i sin undersøgelse af ’videnstilstanden i de højtudviklede samfund’, nemlig at videnskaben har mistet sin ophøjede status, at den er reduceret til én fortælling blandt andre. Men hvad vi i forhold til den demokratiske samtale og offentligheden stiller op med den erkendelse – og alle de andre spørgsmål, der er rejst ovenfor – mangler vi stadig gode svar på. Dog synes der med denne bogs overordnede tema in mente at være behov for en ny type oplysning, der på den ene side stadig holder den videnskabelige fane højt, men som samtidigt på den anden side i højere grad end tidligere lader tvivlen og alternative perspektiver komme til orde.

Mads P. Sørensen er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet.
Artiklen udkom først i antologien Et stykke Oplysning, udgivet af Baggrund i januar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.


 

I
Denne artikel er en omskrivning af arbejdspapiret “Offentlighed, videnskab og ikke-viden – nye udfordringer for den demokratiske samtale” udarbejdet til Aarhus Universitets interdisciplinære forskningscenter Den demokratiske offentlighed – udfordringer og udviklingsperspektiver. Arbejdspapiret er tilgængeligt på http://offentlighed.au.dk/.

II
Dette indledende afsnit bygger på en række artikler bragt i danske dagblade fra 2012 og 2013: Michael Rothenborgs ”Følelser styrer sagen om den brandvarme politiske kartoffel” i Politiken 31. januar 2013, ”Atomskrot har kurs mod dansk lagerhal” i Politiken 4. oktober 2013 og Michael Rothenborg og Morten Skjoldagers ”Atomaffald har kurs mod udlandet eller vores børn” i Politiken, 31. januar 2013. Lasse Skou Andersen og Martin Borres ”Eksperter dumper Danmarks plan for deponering af atomaffald” i Information 28. november 2012 og Søren Berggreen Tofts ”Hvorfor skal vi tage atomskraldet?” i Information 22. okt. 2012.

III
Artiklen bygger på en række centrale værker og artikler af den tyske sociolog Ulrich Beck: Gegengifte. Die organisierte Unverantwortlichkeit (1988), ”Der anthropologische Schock – Tschernobyl und die konturen der Risikogesellschaft” (1991), ”Überlebensfragen, Sozialstruktur und ökologische Aufklärung” (1991), Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet (1986) og World at Risk (2007) samtUlrich Becks og Peter Wehlings artikel “The Politics of Non-knowing: An Emerging Area of Social and Political Conflict in Reflexive Modernity” (2012).

Artiklen bygger desuden på forskning af sociologer som Frank Furedi, Paul Slovic, Peter Wehling, Holger Hoffmann-Riem, Bryan Wynne, Christopher Daase, Oliver Kessler, Wolfgang Krohn, Johannes Weyer og Jean-François Lyotard.

Af andre nyere, interessante bidrag til forskningen i ikke-viden, offentlighed og politiske beslutninger kan nævnes: Matthias Gross “The Unknown in Process: Dynamic Connections of Ignorance, Non-Knowledge and Related Concepts” (2007), Linda Soneryds “Deliberations on the Unknown, the Unsensed, and the Unsayable? Public Protests and the Development of Third-Generation Mobile Phones in Sweden” (2007) og Stefan Böschen, Peter Wehling, Karen Kastenhofer, Ina Rust og Jens Soentgens “Scientific Nonknowledge and Its Political Dynamics: The Cases of Agri-Biotechnology and Mobil Phoning” (2010).

IV
United Nations Environment Program (UNEP). Ozone Secretariat: http://ozone.unep.org.