UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Intellektuel historie – idéhistorien i dag

Intellektuel Historie - Idehistorie

FOKUS: Hvad er idéhistorie?: Findes der noget sådant som ’dum historie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan findes noget, man meningsfuldt kan kalde ’intellektuel historie’. Idéhistorie går i dag under navnet intellektuel historie, men det betyder ikke, at det handler om at skrive de kloges historie. Men hvad er idéhistorie så? Nogle af landets mest prominente idéhistorikere undersøger idéhistoriens raison d’être og gør status over den aktuelle udøvelse af idéhistorien og stiller spørgsmålstegn ved, hvad genren er, kan og bør.

Idéhistorie går i dag under navnet intellektuel historie, men det betyder ikke, at det handler om at skrive de kloges historie. Lektor i Idéhistorie Mikkel Thorup gør status over den aktuelle udøvelse af idéhistorie i den tredje artikel i serien Hvad er idéhistorie?.



Findes der noget sådant som ’dum historie’? Det må der vel rimeligvis gøre, hvis der kan findes noget, man meningsfuldt kan kalde ’intellektuel historie’. Eller er det sådan, at der er historie – og mennesker i historien – der bare går rundt og gør, hvad de nu gør, og så er der en lille gruppe af folk, de intellektuelle, der foretager al den egentlige tænkning, og hvis historie, de intellektuelle historikere skriver? Det indtryk kunne man godt få af den fortsatte og til tider massive kritik, der har været af den intellektuelle historie for at være et elitært (samt hvidt og mandligt) projekt for de uddannedes selvforherligelse. Men med ganske få, mestendels fortidige undtagelser har det aldrig været, hvad intellektuel historie handler om.


 

I.

Denne artikel er en statusopgørelse over den aktuelle udøvelse af intellektuel historie. Den slags er altid en slags overgreb på kolleger, der uforvarende kan se sig beskrevet eller afskrevet på en måde, de ikke kan genkende eller godkende. Der er derfor et klart personligt og biografisk element i dette ved siden af det mere historiografiske. Den personlige ’rest’ bilder jeg mig ind angiver mere end den biografiske tilfældighed, nemlig at min personlig-faglige historie på en vis måde er flettet ind i mit fags historie, og at den bevægelse, der fremtræder i dem begge, er en perspektivforskydning fra filosofien til historien. Denne artikels argument er, at selv om intellektuel historie altid vil have et intimt mellemværende med filosofien, da en ”tænkningens historie ikke kan undgå at være tænksom – eller lad os sige filosofisk”, så har dens dynamik og udvikling de sidste efterhånden mange årtier kommet fra dens tilnærmelse til historievidenskaberne.

Det følgende er derfor ikke en biografisk beretning, men det er heller ikke et manifest for, hvorledes alle andre bør bedrive intellektuel historie. På godt og ondt er intellektuelle historikere altid manisk optaget af, hvem de egentlig er, hvad de gør eller burde gøre, men det befriende er, at disse overvejelser næsten altid gøres, mens der samtidig bedrives reel og interessant forskning.


 

II.

Om end der ofte, men noget mindre i dag end tidligere, er et privilegeret fokus på ’de store idéer’ og ’de store tænkere’, så er den dominerende tendens i intellektuel historie i dag, som præsidenten for det nyligt stiftede Society for US Intellectual History, Andrew Hartman, sagde i et interview for nylig: “Vi ønsker stadig at tale om idéer, men vi ser nu idéer overalt.” Og det betyder også en klar pluralisering, måske endda demokratisering af, hvad der tæller som intellektuel produktion, hvem der kan kvalificeres som ’intellektuel’ og dermed også hvad der er den intellektuelle histories kilder, temaer og aktører.

I gamle dage hed faget ofte ’idéhistorie’. Det er en betegnelse, der stadig bruges mange steder i tidsskriftstitler og institutnavne, men tendensen er helt klart at samles om betegnelsen ’intellektuel historie’. Betegnelsen idéhistorie synes at antyde, at man beskæftiger sig med autonome abstrakter, der af sig selv vandrer rundt og manifesterer sig i historien. Om end det er en karikatur af, hvad fagets ophavsmænd foretog sig, så er der det sande i det, at idéhistorie oprindelig, hos folk som amerikaneren Arthur O. Lovejoy, englænderen Isaiah Berlin og den danske grundlægger Johannes Sløk, var at beskæftige sig med idéen uden for dens konkrete kontekst. Store epokale påstande tjente som eneste kontekstualisering, mens det man var mest interesserede i var at efterspore idéen gennem historien eller gennem vidensformerne snarere end at indlejre den i sin konkrete samtid. Betegnelsen intellektuel historie foreslår i modsætning hertil, at genstandsfeltet er tænkningens historie og dermed menneskets sproglige omgang med verden og sig selv. Det betegner også, at tænkning er en social praksis, en måde ikke bare at begribe, men også handle i verden på. Derfor ser man i dag ofte intellektuelle historikere undgå ordet ’idé’ og i stedet bruge andre betegnelser såsom tankesystemer, diskurser, paradigmer, dispositiver, betydning, kulturel repræsentation, sproglige traditioner, begreber eller som minimum ’idéer i brug’.

 

III.

Den intellektuelle histories kerneaktivitet er, som den engelske intellektuelle historiker Stefan Collini skriver, ”det tætte studie af skrevne udtryk for tænkning, særligt de der formuleres på et rimeligt sofistikeret eller refleksivt niveau. En konstitutiv del af et sådant studium er forsøget på at rekonstruere de forudsætninger og sammenhænge, der bidrog til den meningsdybde, som sådanne skrivere besad for deres oprindeligt tiltænkte publikum.” Intellektuel historie afgrænser derfor sit genstandsfelt til tænkningens historie og til den del af, ikke menneskeheden, men menneskelivet, der har idéer og tænkning som sin primære aktivitet, enten som egentlig tænkning eller som praksis informeret, muliggjort og begrænset af tænkning.

Den intellektuelle histories anliggende er den del af livet, hvor mennesker tænker over, udkaster svar på, begrunder, kritiserer, forsvarer, argumenterer for, hvad de på dette konkrete historiske tidspunkt anser for sandt og falsk, godt og ondt, ude og inde, mand og kvinde, historisk og evigt, krig og fred og alle andre systematiseringer af selv- og omverdensforståelsen.


 

IV.

Meget skematisk kan man identificere mindst seks aktuelle tilgange til intellektuel historie. De tre første er selvstændigt udviklede traditioner, hvorimod de tre sidste er bearbejdninger af traditioner og udfordringer fra historiefaget:

Genealogisk intellektuel historie inspireret af Michel Foucault. Hans historiske nominalisme giver ”historiske beskrivelser af, hvordan teoretiske og institutionelle praksisser bidrager til opkomsten af særlige fænomener såsom økonomi, galskab, seksualitet og staten.” Om end Foucault med god ret kan kaldes for intellektuel historiker, så har de seneste årtier været domineret af sociologiens læsning og anvendelse af Foucault. Det er blevet bemærket med beklagelse af flere intellektuelle historikere, bl.a. af Jens Erik Kristensen, der er den fremmeste Foucault-inspirerede intellektuelle historiker herhjemme. Der ser dog ud til at være lidt opbrud både internationalt og herhjemme; senest har tidsskriftet Slagmark annonceret et temanummer om ’Foucault som idéhistoriker’, og hans bidrag kan også spores i den stadigt voksende optagethed af historiske studier af praksisformer og vidensinstitutionaliseringer og af nye tematikker såsom kroppen, seksualiteten, medicinen, afstraffelsen etc. i intellektuel historie-forskning.

Begrebshistorie som udviklet først og fremmest af Reinhart Koselleck og kanoniseret i ottebindsværket Geschichtliche Grundbegriffe. Begrebshistorien undersøger politiske og sociale ’grundbegrebers’ historiske semantik og har udviklet en ganske sofistikeret teori om begrebsforandringer. Begrebshistoriens vigtigste bidrag har været en stærk temporalisering af begreberne, der dels har analyseret, hvorledes begrebsbetydninger skifter over tid, men også hvorledes prægnante, såkaldt grundbegreber er bundet op på en særlig tidslighed, der i overgangen fra det førmoderne til det moderne er et grundlæggende skifte fra en sammensmeltning af erfaringsrum og forventningshorisont til stadigt mere dynamiske, fremtidsrettede begreber, efterhånden som menneskets erfaringsrum og dets forventningshorisont i det moderne glider stadigt længere fra hinanden. Begrebshistorien er derfor også den tilgang, der mest åbent har arbejdet med og på en egentlig modernitetsteori. Begrebshistorien er den af tilgangene, der har været mest optaget af at institutionalisere sig, fx i Concepta samt History of Political and Social Concepts Group, og den synes at samle og inspirere stadig flere forskere med vægtige grupperinger i særligt Finland, Tyskland, Holland og Spanien, fx Kari Palonen, Jörn Leonhard og herhjemme Jan Ifversen.

Historisk kontekstualisme eller ’Cambridge-skolen’ som udviklet af John Pocock og Quentin Skinner, hvis hovedanliggende er at insistere på, at der kun kan skrives historier om ’idéer i brug’ af konkrete aktører i specifikke, ofte polemiske kontekster, og at den intellektuelle historikers ærinde er at forstå og fremstille den kontekst, den hensigt og den mulige forståelse af egen indsats, der var tekstproducentens: ”Det spørgsmål, man er nødt til at forholde sig til under studiet af sådanne tekster, lyder derfor, hvad deres forfattere – som skrev på et bestemt tidspunkt med et bestemt publikum for øje – i praksis kunne have haft til hensigt at kommunikere ved at ytre de givne udsagn.” Der er ingen tvivl om, at ’Cambridge-skolen’ har været den vigtigste strømning inden for intellektuel historie de sidste mere end 30 år og vil fortsætte med at være en afgørende reference i spørgsmålet om, hvad intellektuel historie kan, skal og bør. Men det ser også samtidig ud til, at tilgangen selv er ved at sande lidt til i stadigt mere specialiserede detailstudier. Det grundige arbejde i dybden synes ikke for indeværende at blive tilsvaret af et lige så hårdt arbejde med at udbrede tilgangen til andre tidsperioder end det, man kunne kalde det klassisk moderne (1400-1800), til andre emneområder end det politiske eller med at udvikle den analytiske tilgang. Meget kunne vindes ved at fortsætte i det spor som bl.a. Kari Palonen, Melvin Richter og Helge Jordheim har indledt med at kombinere tilgangen med begrebshistorien og genealogien; at udvikle videre på talehandlingsteorien, særligt måske i retning af Jacques Rancières arbejde; og endelig med at brede perspektivet ud i såvel tid frem mod nutiden og i at reflektere over tilgangens bidrag til studiet af andet og mere end den politiske tænkning. I alle disse tilgange synes endnu at være uindløste potentialer for intellektuel historie.

Dekonstruktivistisk/litteraturteoretisk intellektuel historie inspireret af først og fremmest Jacques Derrida og bragt til anvendelse i intellektuel historie af amerikanerne Hayden White og Dominick LaCapra, der på yderst sofistikeret, nogle ville sige esoterisk, vis har udfordret den kontekstualistiske fordring i intellektuel historie. De insisterer på, at sprog og tekster har en flerhed af meninger, hvorfor kontekstualisering fredeliggør og fattiggør en tekst ved at fiksere og begrænse dens mulige mening. Forfatteren er ikke i kontrol over sin tekst eller sin intention og enhver teksts mange kontekster interagerer og konfliktuerer med hinanden. Derfor undslipper teksten såvel sin forfatter som den intellektuelle historiker. Opgaven bliver i stedet at fremskrive så mange mulige betydningslag og intertekstuelle samtaler mellem lag i teksten og mellem tekster som overhovedet mulig. Dette har ikke været en indflydelsesrig tilgang, men det er den formodentlig mest radikale udfordring indefra af, hvad intellektuel histories nære forhold til tekster og sproglig kontekst egentlig indebærer af fortolkningsmuligheder.

Kulturhistorisk intellektuel historie udøvet af folk som Carlo Ginzburg, Robert Darnton, Lynn Hunt og Roger Chartier. Denne tilgang placerer sig mellem ’ren’ intellektuel historie og socialhistorie. Men hvor socialhistorie kan siges at være optaget af handling, forbliver intellektuel historie interesseret i mening. I 1970’erne og 80’erne var kritikken fra socialhistorien én af de væsentligste udfordringer af intellektuel historie, og resultatet af udfordringen synes at være en markant større kulturel sensitivitet blandt intellektuelle historikere samt en stadigt voksende interesse i ikke bare idéerne, men også deres mangeartede bærere samt i den vigtige indsigt, at alle dokumenter kan være en valid kilde for intellektuel historie. Denne tilgang har mest offensivt udvidet den intellektuelle histories persongalleri med sin afdækning af, hvorledes alle mennesker producerer mening og bearbejder deres kulturelle sammenhænge. I denne del af den intellektuelle historie er der ofte større fokus end ellers på idéernes cirkulation frem for kun deres formulering. Her finder vi derfor også en endnu svag, men voksende kobling mellem intellektuel historie og boghistorie, læsningens historie samt receptionshistorie, der synes at være lovende tilgange til at analysere såvel idéers opkomst som deres udbredelsesmønstre.

Ånds- eller mentalhistorisk intellektuel historie, som oprindelig blev udviklet af den franske Annales-skole (Phillipe Ariès, Fernand Braudel, Jacques Le Goff), men som også i en metodeteoretisk svækket form synes at knytte godt an til en stærk tradition i intellektuel historie for at skrive ’epokal intellektuel historie’. Denne tilgang er ofte blevet associeret med en forkastet åndshistorie à la Hegels tanke om åndens vandring gennem historien, dvs. en historieskrivning, hvor idéerne udvikler sig af sig selv og virker restløst på sagesløse mennesker gennem historien. Der findes dog nye spændende bud på genren, fx amerikaneren Gordon Wood, der i flere værker har fremlagt en dynamisk mentalitetshistorie for den tidlige amerikanske republik, hvor en overordnet social- og begivenhedshistorie på samfundsniveau kombineres med det, man kunne kalde for en konkret problemløsningshistorie på aktørniveau.


 

V.

Intellektuel historie oplever for tiden en markant ekspansion, der ikke mindst afspejles i en stadigt voksende række af tidsskrifter. Ved siden af de klassiske Journal of the History of Ideas (1940), History of European Ideas (1980) samt det danske Slagmark – tidsskrift for idéhistorie (1983) er der i de seneste år dukket en række nye op: Redescriptions (1997), Modern Intellectual History (2004), Contributions (2005), Ideas in History (2006), Zeitschrift für Ideengeschichte (2007), Lapham’s Quarterly (2007) og Intellectual History Review (2007), hvor det sidstnævnte udgives af International Society for Intellectual History, som blev stiftet i 1994. Der er kommet en afløser for 1973-opslagsværket Dictionary of the History of Ideas, nemlig seksbind-værket New Dictionary of the History in Ideas, der udkom i 2005. Der er kommet en række samleværker, der forsøger at skitsere mangfoldigheden af og retningen i intellektuel historie: I 2006 kom Intellectual History fra Palgrave Advances-serien, og om kort tid kommer Intellectual History: 5 Questions, der udspørger en lang række forskere om deres faglige og personlige virke som intellektuelle historikere, samt Rethinking Modern European Intellectual History for the Twenty-First Century.

Denne ekspansion afspejles også institutionelt. Med undtagelse af Norden har det ikke været kutyme, at der var egentlige afdelinger, institutter eller centre for intellektuel historie, men i de senere år er faget blevet institutionaliseret på forskellig vis på universiteterne i bl.a. Sussex, London, Firenze, Sankt Petersborg, Harvard, Oxford, Cambridge og Jyväskylä. I modsætning til Norge og Sverige, der har mange sådanne afdelinger og centre, har der i Danmark kun været ét institutionaliseret sted for intellektuel historie, nemlig det i 1967 oprettede Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet, der i 2004 blev fusioneret til Institut for Filosofi og Idéhistorie for så i 2012 at indgå i et kæmpeinstitut med det noget intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund. I 2009 oprettede man Forskningsgruppen for Intellektuel Historie, der samler særligt de yngre forskere og PhD-studerende ved afdelingen. Men der er også blevet bedrevet intellektuel historie uden for Idéhistorisk Institut/Afdeling/Fagklynge, særligt sidder der en række idéhistorisk uddannede forskere på det tidligere DPU (hvis første rektor var idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt) på programmet for Pædagogisk Samtidsdiagnostik (Jens Erik Kristensen, Søren Christensen, Kirsten Hyldgaard). Og i de seneste år er en række, særligt yngre historikere begyndt at arbejde indenfor det, jeg (men måske ikke de) vil kalde for intellektuel historie, fx Bertel Nygaard (Historie, AU), Jeppe Nevers (Historie, SDU), Niklas Olsen (Saxo, KU) samt Leo Catana (Medier, Erkendelse og Formidling, KU). Sidstnævnte står bl.a. bag Copenhagen Intellectual History Seminar.


 

VI.

Intellektuelle historikere udvider aktuelt grænserne for deres arbejde: Geografisk er intellektuel historie dels ved virkelig at etablere sig udenfor Vesten, f.eks. i Sydamerika og Kina, lige som man med lidt forsinkelse har omfavnet den såkaldte ’transnationale vending’, der er optaget af forbindelser og udvekslinger frem for kulturel autonomi. Periodemæssigt bliver intellektuel for indeværende bragt i anvendelse som samtidsdiagnostik og dermed ført frem til nutiden på en helt anden måde end tidligere. Kildemæssigt arbejdes der på at inkludere en stadig mængde af forskellige dokumenter fx retsprotokoller, parlamentetstaler, musik, skønlitteratur, selvhjælpsbøger, managementtekster, billeder og så videre. Emnemæssigt suppleres den klassiske kanon af filosofiske emner nu med en hastigt voksende gruppe af emner fra det mest ophøjede til det mest almindelige, fx kannibaler. På Afdeling for Idéhistorie kan man symptomatisk de seneste år finde emner som kulturbegrebet, reklamer, højreekstremisme, jernbaner, videnskabelige netværk, subjektbegrebet, det danske bureaukrati, suverænitetsbegrebet, oprør, metaforer, oplysningstidens Kina-reception, amerikansk kapitalismedebat, steds- og byteori, angerpolitik mm. Aktørmæssigt udvides feltet til nu også at inkludere de marginaliserede, de koloniserede, de fattige, kvinder, men særligt det, jeg nedenfor skal udlægge som ’mellem-figurer’, dvs. historiske aktører, hvis rolle ikke er at udtænke de store idéer men at udbrede og operationalisere dem i praksis; og endelig, som vist ovenfor, metodisk, hvor samtalepartnerne i stigende grad er historie- og litteraturvidenskaberne men også sociologien, materiel kultur, æstetik m.fl.

Lad mig afslutningsvis illustrere intellektuel histories aktuelle arbejde med to markante og lovende eksempler på, hvordan intellektuelle historikere i dag arbejder og forsøger at respondere på de seks problematikker rejst i første afsnit, nemlig Jan-Werner Müller: Contesting Democracy: Political Ideas in Twentieth-Century Europe samt Jonathan Israels monumentale trebindsværk om Oplysningstiden, påbegyndt med værket Radical Enlightenment.

Müller fremlægger i sin bog, der handler om den europæiske diskussion om og udvikling af demokratiet i det tyvende århundrede, en tilgang der fokuserer på ’mellem-figurer’, dvs. ”statsmænd-filosoffer, offentlige advokater, forfatningsrådgivere, det ved første øjekast underlige fænomen ’visionære bureaukrater’, filosoffer tæt på de politiske partier og bevægelser såvel som det Friedrich von Hayek engang refererede til som ’brugtforhandlere af idéer’ [secondhand dealers in ideas].” Disse figurer, der ikke nødvendigvis er store tænkere, opererer i mellemrummet mellem tænkning og handling, eller snarere: deres tænkning såvel som handling er historisk situerede problemløsninger. Denne form for intellektuel historie anlægger derfor to analyseniveauer. På den ene side er der en overordnet tematik, der forfølges i det lange stræk, her demokratiet i det tyvende århundredes Europa, og for det andet tætte, historisk specifikke læsninger af aktører i gang med dels at forholde sig til demokratiet men også og derigennem at løse det, de i deres konkrete samtid så som de presserende problemer. Vi er derfor med på de store diplomatiske konferencer, i skyttegravene, på barrikaderne, i tænketankene, hos dissidenterne og bureaukraterne, politikerne og terroristerne. Opmærksomheden på problemløsning fører direkte til et bredere udvalg af tænkere, ’intellektuelle’, nemlig som alle dem, der formulerer tanker, mens de handler, og om det at de handler.

Israels bog har et noget andet sigte, om end også hans ambition er at fremdrage et langt større (og andet) persongalleri, end man oftest ser, her i et nærstudium af den europæiske oplysningstid. Israels overordnede pointe og snit er at fremskrive en radikal oplysning fra Spinoza og frem, der er i opposition til både det gamle regime og den moderate oplysning, som er en slags halveret oplysningsprojekt. Israels tilgang har en række problemer – der dog ikke fratager hans værk status som det vigtigste enkeltbidrag til udforskningen af oplysningstænkningen i meget lang tid – men her er det afgørende hans metodiske tilgang, som han i andet bind, Enlightenment Contested, definerer som en ”kontroversialistisk tilgang til intellektuel historie”. Israel udlægger det som:

“en metodologi, der tænker interaktionen mellem samfundet og idéer som en række sammenstød, hvori begreber – til dels fælles, til dels omstridte – ikke betragtes som den eneste kilde til social og politisk forandring, da materielle skift forbliver væsentlige faktorer, men som den primære kanaliserende og dirigerende kraft. En sådan restrukturering af historiske studier omkring en ’ny intellektuel historie’ i direkte rivalisering med ’ny socialhistorie’ ville tænke samfundets system af politiske, økonomiske og kulturelle relationer som værende under konstant genevaluering, formning og omforming af kontroverser over basale begreber om autoritet, tradition, religion, videnskab og magt […] Ved at fokusere på kontroverser vil man hurtigt kunne vise, at samfund myldrer med mennesker, der har stærke synspunkter (ganske som de har i dag) om tanker, der er kommet til udtryk i bøger, som de ikke har læst, og som de ved meget lidt om, skønt de måske har hørt om dem.”

Denne ”rekonstruktion af polemiske, ofte uløste argumenter” stiller han i eksplicit modsætning til social- og kulturhistorien for derved at fremsætte en offensiv påstand om idéernes primat til forklaring af social forandring og han afviser, at det skulle diskvalificere en idéstrømnings påvirkningskraft, at den kun var delt af få, her oplysningsfilosofferne versus den brede befolkning. Det kan derfor synes som en tilbagevenden til en klassisk idéhistorie, der privilegerer de lærde og ignorerer resten, men styrken ved Israels metodologi er, at den kan anvendes til analysen af mange andre former for social forandring, der ikke er den ’lærde republiks’ kamp mod ’det gamle regime’ men som er alle de konfrontationer og disputter, der udgør og forvandler samfund, idet der foretages ”en dramatisk udvidelse af forståelsen af ’argument’ til at inkludere ikke bare politiske, retslige og kirkelige interventioner i polemiske debatter men også, og måske især, folkelige protester og interventioner.”


 

VII.

Der er stadig grund til at rejse tvivl om elitisme og idé-snobberi hos dele af den intellektuelle historie, men faget selv har taget vejen fra at hoppe mellem åndens tinder til også og i stigende grad at bevæge sig ned i dalene, hvor mennesker lever, kæmper, bygger, elsker, tænker og skriver. Intellektuelle historikere stiller i dag bedre og mere specifikke spørgsmål end tidligere, deres kildemateriale er større og mere mangfoldigt, deres metoder er mere refleksive, og deres svar er – forhåbentlig – mere vedkommende end dengang, da intellektuel betød kun ’de intellektuelle’ og historie ikke betød andet end de store tænkeres omgang med det evige.

 

Artiklen er en redigeret udgave af “Intellektuel historie”, der første gang blev bragt i temp – tidsskrift for historie. Interesserede kan finde en længere bibliografi over den intellektuelle histories metodiske og historiografiske udvikling her.