UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Iran udefra

1978_Iranian_revolution_-_row_of_men_holding_khomeini's_photos

Ukendt fotograf. Foto af Khomeini-tilhængere i 1978. Wiki Commons.

Irans inden-og udenrigspolitik i dag er dybt forankret i det 20. århundredes oliehandel, identitetspolitik, vestlig imperialisme – og den islamiske revolution. Vi indleder serien ”Iran udefra” med et oprids af forløbet op til revolutionen i 1979 og fortsætter med tre artikler, som med udgangspunkt i et eller flere værker behandler tiden før, under og efter revolutionen.


En ny motorvej blev bygget fra lufthavnen, så adskillige statsoverhoveder og en lang række notabiliteter kunne transporteres til den gigantiske teltby midt i Persepolis’ ruiner. Det ellers øde område omkring det gamle palads var blevet støvsuget for slanger, så gæsterne i den midlertidige by uforstyrret kunne nyde champagne, kaviar og gourmetmad serveret under store, glitrende lysekroner. Paraderne med udklædte soldater mindede gæsterne om, at de deltog i Mohammad Reza Pahlavis tre dage lange fejring af det iranske monarkis 2500 års jubilæum. Imens faldt mange af de importerede fugle ned fra himlen, døde af vandmangel.

Shahen (’konge’ på persisk) havde strategisk udvalgt Persepolis som centrum for festen i 1971. Forgængeren – og faderen – Reza Shah indstiftede i 1925 det, der skulle blive Irans sidste monarki i en endnu uafbrudt kæde, og gav dynastiet slægtsnavnet ”Pahlavi”. En reference til den udgave af persisk, som blev opfundet et par århundrede efter, at opførslen af Persepolis blev påbegyndt omkring 500 år f.v.t.

Narrativet for Pahlavi-dynastiet var med andre ord en genoplivning af en storslået fortid, fra dengang landet strakte sig fra Nordafrika til Indien. Som Ali Mozaffari bemærker i Forming National Identity in Iran, blev shahens iscenesættelse af Persepolis kulminationen på mange årtiers identitetspolitik, der søgte at bygge bro til det præislamiske Persien. Men selvom Persepolis blev rammesat som locus for det iranske folk, var de fleste gæster fløjet ind fra udlandet.

Begivenheden blev heller ikke den manifestation af monarkiet, som shahen havde håbet på. Den ekstravagante fest stod i stærk kontrast til datidens Iran, hvor der var en generel faldende levestandard i landet. Utilfredsheden havde drænet landområder, idet mange søgte lykken i et hastigt ekspanderende Teheran. Tilstrømningen af en stor frustreret menneskemængde til hovedstaden skabte dermed grobunden for revolutionen, der i 1979 væltede shahen.

 

Revolution

Bag demonstranternes vrede lå mange års mistillid til shahen. Med Mohammad Reza Pahlavi i spidsen var Iran i årtierne op til revolutionen forsøgt moderniseret, men vejen fra landbrugssamfund til moderne industriland blev brolagt med fejlinvesteringer.

Irans rolle som olieleverandør til verdenssamfundet voksede fra midt 50’erne, og Mohammad Reza Pahlavi investerede i et gigantisk statsapparat samt uddannelse, sociale reformer og infrastruktur. Selvom analfabetismen faldt, kvinder fik stemmeret og et vidtforgrenet vejnet blev etableret, ændrede det ikke på, at den politiske elite også vedblev at være den økonomiske.

Ud over en voksende utilfredshed over økonomiske disponeringer, var shahens forhold til vesten og landets oliereserver genstand for kritik.

Imens England (blandt andre) havde investeret i Irans olieproduktion fra starten af 1900-tallet, var kontrol og penge flydt ud af landet, indtil den nationalistiske Mohammad Mossadegh blev folkevalgt som premierminister i 1951. På baggrund af et folkeligt – og politisk – momentum iværksatte Mossadegh planer for at nationalisere olien, imens shahen gled mere og mere i baggrunden.

Men der gik ikke mere end 2 år, før Mossadegh blev afsat under Operation Ajax – et kup, orkestreret af CIA og MI6.

De to efterretningstjenester havde i hemmelighed indgået en uhellig alliance med shahen for at forene (og styrke) de to interesser, som havde forbundet dem i første omgang: shahen blev genindsat på kongemagten, mod at vesten fik kontrol over olien.

Den vestlige intervenering i kernen af Irans magtbalance skabte et fundament i befolkning for en generel mistro til shahens egentlige loyalitet. For at holde befolkningen på afstand af sin genvundne magt etablerede Mohammad Shah Pahlavi SAVAK, en hemmelig politienhed, som stod for i praksis at udøve politisk kontrol af personer med afvigende holdninger.

En af dem var Ruhollah Khomeini, en eksileret præst, der i 1964 blev tvunget i eksil.

 

Irans politiske system

Journalisten Ryszard Kapuściński beskriver i bogen Shah of Shahs, hvordan Khomeini gennem sit 15 år lange eksil kritiserede shahens politik med tiltagende kraft gennem credoet: ”Shahen må gå af!”. Kapuściński bemærker, hvordan sætningen i al sin enkelhed – med tiltagende kraft i takt med befolkningens voksende protester – vandt indpas, og at dens anvendelse som slagord til de demonstrationer Khomeini var medarrangør af fra sit eksil, muligvis var med til at bringe ham til magten.

Så da shahen fejrede monarkiet i Persepolis med resten af verden, radiotransmitterede Khomeini sit anti-imperialistiske budskab fra sit eksil i Irak, hvor han opfordrede til demonstrationer mod det, han opfattede som shahens vulgære sekularisme og leflen for vesten.

Selvom der ikke eksisterer et entydigt svar på, hvorfor Iran gik fra at være et sekulært monarki til at blive en islamisk republik i 1979, opnåede Khomeinis dagsorden i hvert fald en voksende resonans i befolkningen fra hans eksil. Khomeini udviklede i årene op til revolutionen en samfundsmodel med islam i centrum, så når han pegede på shahens forfejlede reformer, var det muligt at henvise til sin egen plan for, hvordan eksempelvis social retfærdighed skulle opnås.

Da uroen i Iran fik shahen til at flygte, ventede over en million mennesker i Teherans gader på ankomsten af Khomeini.

Med shahens flugt blev det sekulære monarki, hvor magten primært lå hos shahen og sekundært hos premierministeren, erstattet af en kompleks model, der består af et præstestyre samt et folkevalgt parlament.

Khomeini blev den første ayatollah (i Iran anvendt som betegnelse for en religiøs leder) for Den Islamiske Republik Iran og bestred posten indtil hans død i 1989. På trods af amerikanske sanktioner og Iran-Irak krigen (1980-88) indfriede Khomeini til dels en række løfter som eksempelvis en lavere børnedødelighed, højere levealder og en øget tilgang til uddannelse. Alt imens revolutionsdomstole henrettede (tidligere) tilhængere af shahen og politiske modstandere med kort rettergang.

 

Fra sekulært monarki til islamisk republik

I rollen som ayatollah har både Khomeini og hans efterfølger, Ali Khamenei, haft en næsten uindskrænket magt, og deres konservative fortolkning af islam har alle år sivet frit ned gennem de 5 andre regeringsorganer.

Med undtagelse af det folkevalgte parlament udpeges de andre instanser af hinanden i sindrigt system, der næsten er cirkulært, idet stort set alle endelige beslutninger og udnævnelser udgår fra ayatollahen – eller personer, som indirekte er blåstemplet af den religiøse leder.

Ligesom det fulde navn på det iranske kulturministerium antyder – ”Ministeriet for Kultur og Islamisk Retledning” – arbejder præstestyret og parlamentet inden for en snæver (eller ‘retledende’) forståelse af ytringsfrihed og censur.

Men i en artikel i Den Islamiske Republiks forfatning er en lille åbning indskrevet: “Der er ytringsfrihed i forlagsbranchen og pressen undtagen i tilfælde, hvor det er skadeligt for islams fundamentale principper eller for befolkningens rettigheder” (nr. 24). Implicit i denne artikel ligger et stort fortolkningspotentiale, for hvordan (for)tolkes islams principper i det hele taget? Og hvor går grænsen for, at ord på skrift truer en borgers rettigheder?

Den teoretiske ytringsfrihed i forfatningen har gennem tiden haft forskellige udtryk. Da Mahmoud Ahmadinejad sad på præsidentposten fra 2005-13, blev censuren strammet og ytringsfriheden indskrænket. Efterfølgeren Rouhani tilhører den såkaldt moderate fløj, og parlamentsvalget i februar blev en sejr for hans støtter. Selvom artiklen tillader et lille men ikke uanseeligt råderum, står systemet stadig i dag som et direkte produkt af den islamiske revolution.

For at nærme sig en forståelse af de historisk betingede mekanismer, som stadig gennemsyrer Irans inden-og udenrigspolitik, bringer vi i serien “Iran udefra” 3 artikler med hvert sit udgangspunkt i et eller flere værker, der alle giver et fragmentarisk indblik i tiden før, under og efter revolutionen.