UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Janitsharkorpset: Fra slavehær til politisk interessegruppe

Ottoman Military Illustrations from Hans Weigel's Habitus Praecipuorum Populorum (Trachtenbuch), 1577. CC

Ottoman Military Illustrations from Hans Weigel’s Habitus Praecipuorum Populorum (Trachtenbuch), 1577. CC

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et komplekst fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

Et centralt element i det osmanniske riges ekspansion var slavehæren Janitsharkorpset. Men hæren var langt fra en ensidig størrelse, og gennem sin historie både styrkede og eroderede den imperiets magt. I dag fortæller lektor Mogens Pelt om sultanens elitesoldater.


Der findes næppe nogen anden osmannisk institution, som har sat sig dybere spor i de kristnes erindring end Janitsharkorpset – sultanens elitesoldater. Med de kristne menes primært de ortodokse kristne. De levede i dagens Albanien Bosnien, Bulgarien, Grækenland, Makedonien Montenegro, Serbien, og Tyrkiet. Dette må først og fremmest forklares med den måde, man oprindeligt rekrutterede soldater til korpset på – gennem devşirme – ofte omtalt som ’drengeskat’.

 

‘Drengeskat’

Devşirme betød i praksis, at de osmanniske myndigheder med jævne mellemrum tog drengebørn fra kristne familier som en form for skat. Nobelprismodtageren i litteratur Ivo Andrić har sin bog Broen over Drina fra 1945 foreviget, hvordan de kristne i Det Osmanniske Rige oplevede dette. I den pågældende scene følger vi drengeskat-opkræverens ankomst til en landsby i det østlige Bosnien. Vi erfarer, hvordan han nøje udvælger et antal kristne drenge i ti-årsalderen, og tager dem fra deres familier. Mødre og søstre løber grædende efter skatteopkræverens karavane, som langsomt forsvinder i det fjerne sammen med de drengebørn, der nu er på vej til et liv, der vil blive helt anderledes, end hvis de var blevet i landsbyen. I kristen erindring står handlingens brutalitet i centrum, og er overleveret til eftertiden med ord som f.eks. det græske paidomasoma – barnerov eller kidnapning – samt uvisheden om, hvorvidt deres familier nogensinde ville få dem at se igen – og i givet fald som hvem. Andrić demonstrerer et klart blik for disse forhold. Men han gør også et andet aspekt tydeligt.

 

En genvej til magtens tinder

Vi får at vide, at ét af drengebørnene er den senere osmanniske storvisir, Sokollu Mehmed Pasha (hos Andrić Mehmed Pasha Sokoli). Hvad Andrić med andre ord fortæller, er, at den osmanniske drengeskat-opkræver – som ofte var en officer i Janitsharkorpset – tog børnene med sig til Istanbul eller et andet vigtigt center i Det Osmanniske Rige; at drengene blev gjort til sultanens ejendom, dvs. slaver, blev omvendt til muslimer, og opdragedes og uddannedes til at gøre tjeneste i hæren – som medlemmer af Janitsharkorpset – eller i administrationen. Nogle blev officerer i Janitsharkorpset, andre vendte faktisk tilbage til deres hjemsteder som guvernører; og der var også tilfælde, som eksemplet med Sokollu Mehmed Pasha viser, hvor de kunne avancere højt – til storvisir. Endelig finder vi lokale herskerdynastier med Janitshar-baggrund som det såkaldte Karamanli dynasti i Tripoli på Babareskkysten i det nuværende Libyen. Det blev grundlagt af Karamanli Ahmed i 1686 og bestod indtil 1835. Ahmed og hans efterfølgere tog sågar titlen De Troendes Behersker, en titel, der i denne kontekst ellers var reserveret for sultanen i hans egenskab af kalif.

 

Slavehærens idé

Oprettelsen af Janitsharkorpset dateres normalt til 1370’erne, dvs. til den tidlige periode af Det Osmanniske Riges ekspansion. Oprindeligt bestod korpset af krigsfanger, men devşirme blev hurtigt den almindelige måde at rekruttere på. Det skete i en tid, hvor herskerhuset var i fuld gang med at udvikle staten og dens institutioner til at varetage administrationen af det, der nu var ved at blive til et storrige. Dette aktualiserede også et behov for at sikre dynastiet mod anslag indefra. Janitsharkorpset var designet til at opfylde to formål: At sikre en stående hær af veltrænede soldater på den ene side og på den anden, qua dens status som en ’slavehær’, at sikre en bevæbning, der var fuldstændig afhængig af sultanen. Dette skulle forhindre særinteresser i at overtage styringen af korpset og gøre det til en uafhængig magtfaktor. Det var med en tilsvarende hensigt, at Det Imperiale Harem udvikledes. Det bestod af et utal af kvinder, nogle slaver, andre gaver, men alle med status af konkubiner, som skulle sikre sultanen sønner og samtidigt afkoble modernes familie fra indflydelse over den kommende sultan. Arvefølgens praksis var formet af samme hensigt: Den udvikledes over tid til en kamp mellem sultanens sønner, indtil der kun var én tilbage. På den måde kunne man sikre, at riget ikke splittedes gennem eventuelle aftaler mellem arvingene.

På mange måder havde sultanen held til at opfylde disse målsætninger, i hvert fald hvis vi ser på Janitsharkorpset og de første knap 300 år af dets eksistens. Det fungerede som et effektivt elitekorps, og spillede en hovedrolle i Det Osmanniske Riges ekspansionsperiode, som f.eks. i forbindelse med erobringen af Konstantinopel i 1453. Janitsharerne spredte skræk og rædsel hos rigets fjender, så det satte sine spor, ikke mindst i Europa. En indikation på dette var, at korpsets marchmusik fandt vej ind i europæisk klassisk musik, der begyndte at inddrage slaginstrumenter, som var så karakteristisk for janitsharmusikken. Men det er vigtigt at bemærke, at dette først skete med de østrigske komponister Joseph Haydn (1732-1809) og Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791). Begge tilhørte en tid, hvor der på den ene side fandtes en levende erindring om ’Tyrkens’ belejring af Wien i 1683 og på den anden side om Prins Eugens (1663-1736) store sejre over sultanen i begyndelsen af 1700-tallet. På den måde tilhørte komponisterne også en generation, der var klart bevidst om, at der var indtruffet et vendepunkt i styrkeforholdet mellem Det Habsburgske og Osmanniske Rige i habsburgsk favør. Det har sikkert ikke blot gjort det pirrende, men også acceptabelt at lege med lyde, der repræsenterer ’gyset’ over fordums uovervindelige ’Tyrk’ – måske som en form for nostalgi efter den ’trygge tid’, hvor man kendte sin fjende – nemlig ’Tyrken’, som nu var blevet tæmmet.

 

Janitsharkorpset som magtfaktor i osmannisk samfund og politik

For Det Osmanniske Rige fik vendepunktet andre konsekvenser: Sultanen måtte afstå land til sine fjender, og krigene krævede mere mandskab. Det satte også sine spor på janitsharkorpset. I slutningen af 1600-tallet begyndte devşirme at træde i baggrunden som rekrutteringsmetode. Dette skyldtes, at den ikke kunne levere nok mænd, og fordi medlemskab af korpset var blevet så attraktivt, at også muslimske familier ønskede at få deres drenge indrulleret i korpset. Men hermed begyndte korpsets karakter at ændres. Lykkejægere og folk, som var motiveret med andet end blot at gøre sig fortjent til militær hæder, begyndte at finde vej ind i korpsets rækker. De begyndte at stifte familie og drive forskellige private erhverv. Deres interesser blev nu også bundet op på forretning eller på beskyttelse af de privilegier, de laug de tilhørte havde. På den måde antog korpset også rollen som en autonom og magtfuld orden med særinteresser, der skulle forsvares. Det blev en betydelig aktør i osmannisk politik, og formåede i samarbejde med de ledende gejstlige – de såkaldte ulema – sågar at vælte den siddende sultan. Janisharerne ville typisk tage sig at det beskidte arbejde, som ofte bestod i at ombringe sultanen, mens Istanbuls ledende gejstlige, Sheik ül-Islam, ville legitimere handlingen over for offentligheden. Alliancen mellem janisharerne og ulemaen viste sig at kunne fungere som en modvægt til sultanen i et sådant omfang, at det politiske spil i rigets center ofte ville udspille sig langs en front med janisharerne og de ledende gejstlige på den ene side og sultanen og hans folk på den anden. Sultan Osman II sad således kun på magten i fire år før han blev væltet ved en paladsrevolution i 1622 og henrettet af janitsharerne. Dette står i skarp modsætning til perioden i de foregående 100 år, hvor alle sad deres tid ud. Og set fra sultanens synspunkt blev det kun værre, fordi denne form for ustabilitet fortsatte de næste 200 år, hvor syv ud af 14 sultaner blev afsat af janisharerne og ulemaen.

 

Janitsharkorpset som et sikkerhedspolitisk problem

Men konsekvenserne af denne nye de facto magtdeling var ikke begrænset til det politiske spil i hovedstaden. Det fik også betydning for rigets sikkerhedspolitik. Selvom janitsharkorpset ikke længere udgjorde det ideal på en velsmurt og slagkraftig militær enhed, som engang havde været dets adelsmærke, var korpsets interesser fortsat bundet op på forhold, der havde med militære anliggender at gøre. En del af dets indtægter var stadig begrundet med, at det var en militær enhed, mens dets magt i høj grad var baseret på det monopol, korpset havde som sultanens hær. Korpset ønskede ikke rivaler til disse privilegier. De forholdt sig derfor særdeles mistænksomme overfor ethvert tiltag til militære reformer, fordi de frygtede, at det kunne svække deres position – og i værste fald føre til dannelsen af nye militære korps, som ville gøre janisharerne rangen stridig eller ligefrem overflødig. Dette påvirkede osmannernes præstationer på slagmarken, fordi forsøg på at forbedre landets militære slagkraft krævede støtte fra ulemaen og janisharerne. Behovet for at reformere militærvæsnet blev stadigt mere påtrængende i løbet af 1700-tallet, hvor rigets fjender skridt for skridt formåede at fravriste land fra Det Osmanniske Rige.

Det Osmanniske Rige havde oplevet tilbagegang på slagmarken siden belejringen af Wien i 1683. I første omgang især i kampene med Det Habsburgske Rige. Fra anden halvdel af 1700-tallet var hovedfjenden Rusland, der viste sig ikke blot at kunne true riget udefra – gennem fremgang på slagmarken – men også indefra, fordi zaren forsøgte at mobilisere rigets ortodokse kristne befolkning. I løbet af 1800-tallet blev dette en medvirkende drivkraft i den udvikling, der førte til ortodoks separatisme og oprettelsen af nationalstater i tidligere osmanniske områder.

Nederlagene på slagmarken tvang sultanen til at betragte rigets fjender som sine læremestre i krigskunst. Hvordan f.eks. Rusland organiserede sine militære styrker og hvilke taktikker og strategier, det fulgte, blev vigtige spørgsmål blandt folkene omkring sultanen. Efterligning og inspiration blev nøgleord. I 1789 lancerede sultan Selim III omfattende reformer af hæren, og skabte efter europæisk forbillede, hvad der i samtiden blev kendt som ’Den Nye Ordens Tropper.’ Den udløsende anledning var et forsmædeligt nederlag til Rusland langs Donaus bredder, hvor 120.000 janitsharer var blevet løbet over ende af blot 8.000 russiske tropper. Men janitsharkorpset slog igen: I 1807 revolterede de, og med ulemaens hjælp satte de Selim III fra tronen. Det udløste en kædereaktion. I 1808 kom magtfulde provinsmagnater sultanen til hjælp. Under ledelse af Alemdar Mustafa (1755-1808) indtog de Istanbul med en hær på 30.000 mand; henrettede de ledende janitsharer, men nåede ikke at redde Selim, som blev ombragt i sit fangenskab. I stedet overtog Mahmud II tronen. Han indgik en aftale med provinsmagnaterne, som på papiret sikrede en magtdeling mellem sultanen og provinserne. Men lokalmatadorernes triumf skulle vise sig at blive kortvarig. Snart lancerede Mahmud en kampagne, der skulle rulle provisernes magt tilbage og samle den omkring sultanen. Der var tale om et program, der udviklede sig i ujævne rytmer, og kom til at strække sig over årtier.

Samtidigt begyndte sultanen på ny at rette sin energi mod reformer til at strømligne statens institutioner i stil med, hvad de europæiske magter havde gjort. Dette bragte atter janitsharkorpset i fokus – en proces der for alvor tog fart efter udbruddet af Den Græske Revolution (1821-27). Janitsharkorpset viste sig tydeligvis mere interesserede i at beskytte dets særinteresser end at gå i krig for sultanen. Det handlede som en korporation, der først og fremmest havde dens medlemmers liv og indtægter på sinde. Mens de kun meget modvilligt, sjældent uden lange forhandlinger – og kun få i antal marcherede mod de græske områder på Peloponnes, hvor oprøret rasede, viste de stor interesse i mulighederne for personlig berigelse, oprøret skabte. De var blandt de ledende i massakrerne mod rigets ortodokse undersåtter i Istanbul og Izmir – og meldte sig i hobetal til straffeaktionen mod de ortodokse på den rige ø Chios. Her kunne de opfylde deres ønske om rov uden nævneværdig fare for eget helbred og liv. På den måde viste de sig også i nødens stund uden vilje til at opfylde sultanens behov for en hær af selvmobiliserende undersåtter, der var rede til at ofre sig for sultanen og Det Osmanniske Rige. Men det undergravede samtidig korpsets anseelse i offentligheden i et sådant omfang, at det mistede opbakningen hos de øverste ulema. På den måde gav det også sultanen en sjælden mulighed for at slå ned på janitsharerne og reformere militæret. I 1826 lod Mahmud korpset udradere, og fjernede fra jordens overflade alt, der kunne støtte korpset både materielt og symbolsk. Med erindringspolitikken for øje blev begivenheden officielt husket som Vaka-i Hayriye, ’Den gunstige begivenhed’ for at markere sultanens endegyldige triumf i en århundreder lang kamp mod janitsharkorpset og ulemanen.

 

Mogens Pelt er lektor ved historie på Københavns Universitet.