UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kampen om Anna Politkovskajas historie

15447080366_50afe3a28e_o(1)

Demonstration i Finland. Foto: Amnesty Finland.

Hvem dræbte Anna Politkovskaja? Det spørgsmål bliver ikke alene afgjort i retssalen, men også i international politik. For mange er Politkovskaja blevet et billede på Ruslands vaklende demokrati. Inden for landets grænser holder Putin fast i, at hendes mord alene er en sag for politiet. Kampen om Politkovskajas historie er ikke længere bare et spørgsmål om, hvem der trykkede på aftrækkeren.


 

Den 7. oktober 2006 blev den russiske journalist Anna Politkovskaja fundet dræbt i elevatoren til sit lejlighedskompleks. Anna Politkovskaja var blevet skudt to gange i brystet, én gang i skulderen og én gang i hovedet på klods hold. Mordvåbnet, en 9-millimeter Makarov-pistol, blev fundet ved siden af liget. Det hele lugtede af kontraktmord.

Ruslands præsident Vladimir Putin var the usual suspect. Politkovskaja blev myrdet den 7. oktober, Putins fødselsdag. Konspirationer om en selvbestilt fødselsdagsgave hang i efterårsluften i både Rusland og Europa. Andre forestillede sig, at det måtte være en af Putins mange fjender, der ville gøre Putin til mordmistænkt og i samme vending miskreditere og destabilisere den russiske regering. Her tænkte man nok især på den russiske oligark og tidligere oliemilliardær, Boris Beresovskij, der har gjort det til sin personlige misson at vælte Putin af tronen. Putin var først stille. Stilheden fungerede som benzin på konspirationsbålet.

Der dukkede spekulationer op om, at Ramsan Kadyrov – den putinstøttede leder af Tjetjenien og hovedmålet for Politkovskajas journalistiske arbejde – havde ryddet hende af vejen. Helt andre tænkte, at en fjende af Kadyrov skulle have bestilt mordet for at pinne det på Kadyrov.

Putin blev hurtigt frikendt. Ingen kommentatorer troede på, at Putin skulle have bestilt et mord på en verdenskendt journalist. Men spørgsmålet om Politkovskaja levede videre. På årsdagen for Politkovskajas død mindes man ikke bare kvinden Politkovskajas død, men også den russiske journalismes død. Det er ikke kun en historie om at finde ud af, hvem der førte pistolen, det er også en historie om, hvordan vi overhovedet skal forstå mordet.

 

No Justice for Anna Politkovskaya

Mordet blev udgangspunkt for en skarp kritik rettet mod manglende pressefrihed og mod antidemokratiske tendenser i Putins Rusland. I dagene og ugerne efter mordet afviste Putin kritikken i en række interviews, pressekonferencer og taler. Mens kritikere indskrev Politkovskajas mord i forfaldshistorie om den russiske journalismes død, så fortalte Putin en helt anden historie. Putin mente, at Politkovskaja uretmæssigt var blevet et symbol. Hendes kritik var illegitim og radikal. Ifølge Putin var mordet på Politkovskaja alene en sag for politiet. Der skulle ikke drages nogen ideologiske konsekvenser af den.

Men mere end bare at forstå det som et spørgsmål om to sider af samme sag, så må vi også forstå Putins respons som et forsøg på at forskyde kritikkens nexus. Mens Putin mente, at historien om Anna Politkovskaja ikke var andet end en sag for det russiske politi og efterretningstjeneste, så overvejede det internationale samfund, om det var en begivenhed med storpolitiske konsekvenser.

Nyheder om anholdelser i sagen er dukket op flere gange siden Politkovskajas død. December sidste år blev en tidligere politiofficer, Dritrij Pavlutjenkov, dømt til 8 år i fængsel. Han blev dømt for at skygge og kortlægge Politkovskajas daglige rutiner med det formål at slå hende ihjel. Politiofficeren erklærede sig skyldig i alle anklager, så ingen vidner blev indkaldt, ingen bevismaterialer fremvist. Som New York Times skrev i en kronik, så var der stadig No Justice for Anna Politkovskaya, endnu ingen retfærdighed for Anna Politkovskaja. Sagen udspiller sig ikke længere bare i retssalen. Den har fået et juridisk og retsligt efterspil, men der bliver også råbt efter retfærdighed på et andet plan.

 

Anna Politkovskaja

Politkovskaja var ikke hvem som helst. Hun var kendt i det meste af verden for sin kritiske dækning af forholdene i Tjetjenien og sin udtalte kritik af Putin. Få dage før hendes død blev hun interviewet af det oprørske internetmagasin Radio Free Europe / Radio Liberty, der har det som sit erklærede mål at etablere journalistiske netværk og dækning i de stater, hvor det endnu ikke findes. Politkovskaja fortalte, at hun havde to fotografier hjemme på sit skrivebord. I tiden op til sin død havde hun efterforsket tortur i Ramsan Kadyrovs Tjetjenien. Fotografierne viste to bortførte, torturerede og dræbte personer, en tjetjener og en russer. I samme interview kaldte hun Kadyrov for “vor tids Stalin”.

Hun blev uddannet journalist fra Moskvas Statsuniversitet i 1980, i 1999 blev hun ansat som journalist for den kremlkritiske avis, Novaja Gazeta, én af de få aviser, der ikke er statsejet. Hun har vundet en række internationale priser for sin journalistik og udgivet en række bøger om Tjetjenien og Rusland under Putin. Hun var en af de journalister, der var kendte for at være frygtløse.

 

En journalists død

Mordet oprørte den europæiske og russiske offentlighed. Flere europæiske lande samt EU udstedte officielle erklæringer, hvor man fordømte mordet på Politkovskaja. Flere statsledere krævede, at den russiske regering måtte igangsætte en grundig efterforskning af mordet.

Det politiske efterspil udspiller sig sådan set stadig og bliver stadig fulgt af hele det internationale pressekorps. Den tidligere sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, har rammende opsummeret, hvordan nyheden om mordet på Politkovskaja blev modtaget:

Det er en uhyrlig forbrydelse mod en professionel og seriøs journalist og en modig kvinde. Det er et anslag imod hele den demokratiske og uafhængige presse.

Christopher John Chivers, New York Times’ bureauchef i Moskva og Pulitzer-vinder, skrev, at siden Sovjetunionens sammenbrud har Rusland været et af de farligste lande at være journalist i: ”The climate has continued in recent years; at least 12 journalists have been killed in Russia in contract-style murders since 2000, according to the the Committee to Protect Journalists”.

Mordet var et slag mod et demokrati, der allerede lå ned. Mange forstod mordet som en del af et bestemt politisk klima i Rusland. Det var ikke bare historien om en kvindes og en dygtig journalists tragiske død, men samtidig historien om en usund demokratisk kultur i Rusland.

 

En sag for politiet

Putin svarede, at Politkovskajas kritik var radikal og illegitim. Tre dage efter ved St. Petersborg Dialogue Social Forum i Dresden holdte Putin en tale, hvor han nærmede sig spørgsmålet om Politkovskaja. Her sagde han:

”And the experts know well (…) that perhaps because Ms Politkovskaia held very radical views she did not have a serious influence on the political mood in our country”.

Talen blev holdt ved afsløringen af et Dostojevskij-monument, der skulle være med til at vise de gode intentioner og det gode bånd mellem Rusland og Tyskland. Mordet faldt sammen med en større PR-kampagne som Putin havde bestilt for at booste Ruslands demokratiske image. Men debatten om det russisk-europæiske partnerskab blev hurtigt erstattet af en diskussion om menneskerettigheder og demokratiske kardinaldyder. Den tyske forbundskansler Angela Merkel sagde på et pressemøde med Putin samme dag:

“We spoke about civil society, about the fact that I was shocked by the murder of the journalist Anna Politkovskaya, and about the fact that we consider freedom of the press to be an integral part of democratic development”.

Merkel hentydede, at der var lang vej endnu for Ruslands demokratiske udvikling, når prominente journalister som Politkovskaja risikerede at blive slået ihjel for at udøve pressefrihed. Under spørgerunden var Putin hurtig til at afvise, at Politkovskaja overhovedet skulle have haft nogen indflydelse inden for Kremls mure:

“This journalist was indeed a fierce critic of the current authorities in Russia. But, as the experts know, and as journalists should realise, I think, her impact on Russian political life was only very slight. She was well known in the media community, in human rights circles and in the West, but her influence on political life within Russia was very minimal. a horribly cruel crime and it cannot go unpunished.”

Ifølge Putin var mordet på Politkovskaja en større slag mod den russiske regering end Politkovskajas egne udgivelser, fordi hun nu var blevet et symbol i vestlige menneskerettighedskredse. Derfor var det ikke på sin plads at lade sig rive med. Som Putin siger i interview med Time Magazine:

“No one ever talked about her. Only a limited number of people – you could count them on your fingers – knew about her activities, and now all the country and the whole world is talking about her. I think this is just a deliberate provocation – a sacrificial victim was chosen and a woman was killed, that is all. But we will nevertheless do all we can to ensure that this investigation is carried out in full”.

Putin fortalte en anden historie. Det her var en sag for politiet. Ikke noget at se her. Keep moving.

 

”I had thought journalists do not get murdered”

Mordet på Politkovskaja var ikke det første i Rusland, tværtimod så rangerer Committee to Protect Journalists Rusland som ét af de farligste lande at være journalist i. Den dag hvor Politkovskaja blev slået ihjel fortalte den russiske journalist og redaktør på Radio Free Europe / Radio Liberty, Masha Gessen sine børn, at journalister bliver slået ihjel. Ifølge Gessen markerede mordet på Politkovskaja et vendepunkt. Både fordi hun var en kvinde, fordi mordet skete ved højlys dag og fordi det var på Putins fødselsdag. En af Gessens veninder skrev på Facebook: “I had thought journalists do not get murdered”. Med ét blev Ruslands journalister dødelige.

Mordet er blevet et symbol på den russiske journalismes død. Det havde Putin ret i. Journalister, venner og kolleger fortalte om en modig og frygtløs journalist, hvis kritiske dækning af forholdene i Tjetjenien gav hende mange fjender. Kritikere og menneskerettighedsorganisationer så hendes død som et symptom på et sygt russisk demokrati.

Putin fortalte en helt anden historie: Tragisk, men politisk set irrelevant. Kan Putin få folk til at tro på sin udgave af historien? Indtil nu ser det ud som om historien om Politkovskaja ikke bare handler om en enkelt kvindes tragiske død, men at den også handler om journalistens død, pressefrihedens og ytringringsfrihedens.