UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kan cubanerne blogge sig til demokrati?

Kan cubanere blogge sig til demokrati?

Yoani Sánchez blogger om hverdagen og demokratibevægelsen i Cuba og hun er elsket i den vestlige verden. Rosa Baez blogger om Castrobrødrene og Cubas fortræffeligheder og hun hader Yoani Sánchez. De to bloggere udgør to forskellige politiske poler i den cubanske blogosfære. I de følgende to interviews fortæller Sánchez og Baez om strategierne bag deres virken.

“I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære undersøger denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.


“For revolutionen – Alt! Mod Revolutionen – Intet!”

Sådan forklarede Fidel Castro i 1961, hvorfor den kritiske kortfilm P.M. ikke kunne vises på øen. Sidenhen har dette dictum fungeret som overordnet dekret for cubansk kulturpolitik: hvis man ikke bidrager til revolutionen, skal man helst holde kæft. I store træk er det siden lykkedes styret at holde styr på dets kritikere gennem et decentralt overvågningssystem, hvor nabolagets ‘komité til forsvar af revolutionen’ har pligt til at anmelde al kontrarevolutionær brug af den offentlige sfære. Fidels slogan er på den måde i folkemunde omformuleret til: “I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!”, hvilket skal antyde, at cubanerne har lov til at mene, hvad de vil indenfor hjemmets fire vægge, så længe man accepterer at gadebilledet og den offentlige sfære tilhører Fidel.

Den cubanske filolog og computernørd Yoani Sánchez har dog føjet et tredje rum til dekretet: internettet. I april 2007 lancerede hun bloggen Generation Y, hvori hun uden omsvøb beretter om sin dagligdags oplevelser i et dysfunktionelt totalitært samfund. Yoani blev ret hurtigt belønnet med store priser for sin hverdagsjournalistik. I 2008 udråbte magasinet Time hende til at være én af verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. Mange andre cubanere har gjort hende kunsten efter og der findes i dag et bredt spektrum af blogs, der fordeler sig på forskellige grupperinger, alt efter hvilken holdning, de har til regimet.

Yoanis mange umiddelbare succeser har vakt stor opmærksomhed, og på trods af den ringe adgang til internettet i Cuba har hendes aktiviteter skabt røre i den ellers så lukkede stat. Det er imidlertid for tidligt at antage, at en øget brug af internettet nødvendigvis fører til et mere demokratisk samfund. Yoani er ikke blevet fængslet for sine aktiviteter, som det var tilfældet med 75 kritiske cubanske journalister under det såkaldte ‘Sorte forår’ i 2003. Regimet er ikke desto mindre blevet opmærksomme på internettet som et ‘tredje rum’. En skare af pro-regime bloggere har derfor pludseligt indtaget nettet med blogs og nyhedsfeeds, der priser Castrobrødrene og den cubanske model.

 

Yoani Sánchez og den alternative blogosfære

Den 17. juni 2010 foretog journalisten Tracey Eaton et interview med den cubanske oppositionsblogger Yoani Sánchez. I interviewet giver hun sit bud på, hvordan den fremvoksende offentlige sfære kan påvirke Cubas udvikling mod demokrati. Tre dage senere interviewede Eaton bibliotekaren Rosa Baez, der fører en pro-regime blog. Hun står fast på, at Yoani er et amerikansk mediestunt, der bliver betalt for at miskreditere revolutionen. Yoani Sánchez og Rosa Baez repræsenterer to positioner i den kamp, der foregår i den cubanske blogosfære.

Eaton møder Yoani i en park i Havana, hvor interviewet foretages med et kamera, der er placeret skævt på en bænk. Yoani er nemlig under konstant overvågning fra det såkaldte ‘politiske politi’, der holder øje med hendes bevægelser og kontakter. Disse civilklædte agenter har flere gange tilbageholdt hende, og enkelte gange givet hende bank. Sidst tabte hun en tand. Dog er hun ikke så ilde stedt som de 75 kritiske journalister, der under det Sorte Forår i 2003 blev fængslet for deres aktiviteter. Nogle mener, at det er fordi hendes aktiviteter først og fremmest foregår i cyber-space og fordi regimet endnu ikke helt ved, hvordan de skal tackle opposition online. Andre holder på, at det ville lægge for stort et press på styret at anholde hende pga. hendes internationale berømmelse.

Umiddelbart inden interviewet blev en stor del af de fængslede journalister fra det Sorte Forår løsladt. Iagttagere og eksperter kommenterede, at det måtte være et trick fra regimets side, der skulle få oppositionen til at slække på deres aktiviteter. Siden 2003 havde fængslingen nemlig været et tema, som man kunne samle en ellers fragmenteret opposition omkring – men hvis ikke man har en sag om nogle politiske fanger, kan man jo heller ikke protestere for at få dem løsladt. Yoani ser dog her en mulighed for at lægge endnu mere pres på regeringen; det undertrykkende system skal ophæves, det politiske politi skal opløses og man bør ikke blive forfulgt for sin politiske overbevisning. Disse reformer har lange udsigter, og kræver ifølge Yoani meget mere end bare enkelte personers handlinger – det, der skal til, er et øget pres fra befolkningen.

Tidspunktet for denne efterspørgsel efter et øget pres fra befolkningen er ikke uvæsentligt; siden Fidel Castro (f. 1926) i 2006 overlod det politiske ansvar for Cuba til sin lillebror Raúl (f. 1931), har det floreret med rygter om alle mulige former for reformer – men hverken de politiske eller de økonomiske reformer levede op til forventningerne. Raúls tiltræden faldt nemlig nogenlunde sammen med begyndelsen på den verdensomspændende økonomiske krise, som betød at folk i det rige vesten ikke var nær så tilbøjelige til at investere deres feriepenge i rejser til Caribien. Dette kunne mærkes i et Cuba, der efter at have oplevet et mindre økonomisk opsving i de tidlige 00’ere, først var begyndt at genopbygge efter den forfærdelige krise, der fulgte i hælene på USSR’s sammenbrud i 1991. De ‘Raulistiske Reformer’ er altså svært nødvendige og længe ventede, men de synes ikke rigtigt at ville træde i kraft.

Ifølge Yoani er det altså afgørende, at man udnytter reformperioden ved at samle befolkningen omkring enkeltsager, hvorfra protester kan dirigeres hen mod det undertrykkende system. Eksemplets magt kan få cubanerne til at vise deres protest. De såkaldte Damer i Hvidt er hustruer, mødre, døtre og søstre til de journalister, der blev fængslet under Det Sorte Forår, og som siden da har iklædt sig hvidt hver søndag for at gå en protestmarch på vej i kirke. Derudover nævner hun Orlando Zapata Tamayo, der kort inden interviewet afgik ved døden efter en 80 dage lang sultestrejke. Sager som disse vil næppe vælte det castristiske regime, men kan hver især fungere som fikspunkter, som oppositionen kan samles om.

Det helt centrale element i Yoanis strategi er altså at samle til debat omkring fikspunkter som fængsling af journalister, sultestrejker og deslige. Der findes i det politiske verdensbillede tusinde teorier om, hvordan det cubanske regime vil falde og hvordan man bedst hjælper en cubansk opposition med at fremskynde et sådant fald. Der spekuleres fra amerikansk side meget i den berygtede 50 år gamle handelsembargo, der har til formål at kvæle den cubanske stat økonomisk. For Yoani er den amerikanske stats forhold til den cubanske dog af mindre betydning. Hun ser det derimod som en fundamental nødvendighed, at den cubanske befolkning lærer, hvordan man opfører sig i den borgerlige sfære, for på den måde at skabe en demokratisk kultur i landet.

 

Rosa Baez og regimet

Tre dage efter interviewet med Yoani Sánchez møder Tracey Eaton bibliotekaren Rosa Baez. Denne søde, gamle dame fører en blog kaldet ‘La Polilla Cubana’ (‘Den Cubanske Natsværmer’). Her kan man læse (lange og kedelige) artikler, der som oftest omhandler cubanske nationalhelte, samt små anekdoter fra hendes dagligdag som ansat på nationalbiblioteket José Martí. Det særlige ved bloggen er, at den modsat Yoanis har en klar pro-Castro linje, samt at den nyder direkte støtte af i form af adgang til internettet på Baez’ arbejde. Interviewet starter ud med en snak om, hvorfor den almindelige cubaner ikke har adgang til nettet. Baez benægter, at det er et spørgsmål om en beslutning fra regeringens side om at holde den cubanske befolkning fra adgangen til den frie information og muligheden for at deltage i den offentlige sfære. Ifølge hende er det et simpelt spørgsmål om penge og magt. Handelsembargoen fra USA betyder, at det for Cuba er uhyre vanskeligt at få fingre i internetrelateret teknologi, og opkoblingen til nettet foregår med en satellitforbindelse, der får selv stofanet til at virke lynhurtigt. Regeringen prioriterer derfor adgangen til f.eks. læger og skolelærer. Baez nævner desuden med slet skjult bitterhed at den slags prioriteringer er naturlige, når resten af verden har rottet sig sammen om at føre ondsindede kampagner mod tobak og sukker – Cubas to vigtigste eksportprodukter.

Rosa Baez er overbevist fortaler for det castristiske system og derfor drejer interviewet sig naturligt ind på Yoani Sánchez og hendes virken. Her bliver det tydeligt, hvilken strategi det cubanske regime har lagt i forhold til den alternative blogosfære. Baez lader nemlig ikke til at tro på Yoani og morer sig gevaldigt over, at der er nogle, der tager hende alvorligt. Den fremmeste grund til Baez’ mistanke mod Yoani er hendes ringe CV. Hun har aldrig haft nogen særlig status indenfor det kommunistiske parti og hun har heller ikke deltaget i en af de mange statsstyrede masseorganisationer – hun har slet og ret ikke merit til at være så kendt, som hun er! Et andet argument mod Yoani skulle være hendes uduelighed som skribent – Baez forstår ikke, hvordan man kan give præmier for journalistik til en blogger, der skriver som hende. Der må være noget lusk ved det hele!

Heldigvis har Baez svaret klar. Alle de mange organisationer, der har præmieret Yoani for hendes virken (inklusive CEPOS, der donerede 300.000 kroner samt et stykke af Berlinmuren i 2010) må være under én eller anden form for amerikansk indflydelse. Amerikanerne har siden den fejlslagne Svinebugtsinvasion gang på gang forsøgt at vælte det castristiske styre i Cuba. Yoani Sánchez og hendes venner må ifølge Baez og hendes åndsfæller blot være den nye form for kontrarevolution, og den skal bekæmpes på hjemmebanen: internettet!

Alle interviews i serien Cuba: Diktatur 2.0 er bragt med tilladelse af Tracey Eaton og oversat til engelsk af K. Vestager.