UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kinas flydende befolkning – værdighed, merværdi og det uvurderlige

Kinas-flydende-befolkning-1024x683 (2)

“Made in China” – men af hvem? I Kina er migrantarbejderne en hastigt voksende befolkningsgruppe. De rejser fra provinserne til storbyerne for at varetage manuelle jobs, bybefolkningen ikke ønsker. De er kræfterne bag Kinas økonomiske fremskridt, men laveste samfundsklasse. De bliver hyldet i landets forfatning, men har ingen velfærdsrettigheder.

Anders Sybrandt Hansen, antropolog ved Aarhus Universitet, fortæller her om det, han kalder Kinas flydende befolkning.


 

Merværdi

”Da jeg var fem eller der omkring, tog min mor mig med til Beijing engang og hun kaldte mig en lille pengepuger. Vi var taget hen til et sted i nærheden af Qianmen – jeg har glemt hvad det præcis var for et sted – men der var en stor brønd fuld af penge, som udlændinge smed deri. Dengang brugte vi stadig fen, men der var også yuan i brønden: enere, tiere og halvtredsere; der var sedler i alle størrelsesordener. De smed endda hundreder. Så jeg besluttede på stedet, at hvis jeg nogensinde skulle komme tilbage til Beijing, ville jeg helt sikkert kravle ned i den brønd og fiske alle pengene op!” Sådan lyder Li Yuanxiangs første erindring om Beijing og hun ler smittende mens hun fortæller. Vi sidder i et hvidkridtet undervisningslokale i en af byens forstæder, Dongba, på den anden side af femte ringvej øst, og en klar, kold vintersol står ind af vinduet.

Det er sidst i november 2010. Jeg er 30 år gammel, dansker og antropolog. Li er 22. Hun er fra Henan-provinsen i det centrale Kina, og hun har arbejdet i Beijing de seneste fem år. Den danske salgspris på de lædersko, jeg har på, svarer netop til en månedsløn i hendes seneste arbejde, hvor hun solgte børnetøj: 1.100 danske kroner eller 1.200 yuan. Li bor på en sovesal på første sal i bygningen sammen med 20 andre unge kinesiske migranter. Vi er forbundne fordi hun er elev på stedet, som drives af NGO’en Compassion for Migrant Children, og jeg er hendes engelsklærer. Men hendes fattigdom og min rigdom er også forbundet på anden vis. Hvis vi abstraherer fra mine og hendes personlige særtræk et øjeblik, har vi her mødet mellem to ekstremt vigtige skikkelser i dagens globale økonomi: den vestlige middelklasseforbruger og den kinesiske migrantarbejder.

Ifølge China Labour Bulletin lever omtrent 200 millioner kinesere i dag som migrantarbejdere bort fra deres officielle bopæle. Mere end fem millioner af dem bor i Beijing. Det er oplagt, at de ikke er nogen homogen gruppe, og der er både gadesælgere og forretningsfolk blandt dem. Som en social kategori har de kun tilfælles at de ingen permanent opholdstilladelse har, og derfor heller ikke har velfærdsrettigheder i de byer, de opholder sig i. Og dog har størstedelen af Kinas migranter også til fælles, at de ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft. Det er denne gruppe Li og de andre unge på migrantskolen i Dongba tilhører: den flydende befolkning. De er Kinas nye arbejderklasse, men det er ikke længere nogen ønskværdig samfundsposition og det er dem, det påtager sig det arbejde, bybefolkningen helst undgår.

På papiret er Folkerepublikken Kina en socialistisk stat under ledelse, som der står i forfatningen, af proletariatet i en alliance mellem arbejdere og bønder. I realiteten er migrantarbejderne – som netop er forhenværende bønder, der nu er blevet arbejdere – samfundets laveste klasse. Migrantarbejdernes manuelle arbejde står bag Kinas brølende vækst, og det er den enorme merværdi af deres arbejde, der muliggør den globale middelklasses forbrugerkultur. Men til trods for det gives de sjældent nogen positiv rolle i Kinas Kommunistiske Partis fortællinger om nationens fremskridt, eller – for den sags skyld – en rolle i den globale kapitalismes selvforståelse.

 

Værdighed

1. oktober 2009 fejrede Folkerepublikken sin 60-års dag på Den Himmelske Fredsplads. Under aftenens gallashow var der én reference til migrantbefolkningen, et emne, som ellers havde glimret ved sit fravær under festlighederne. Det var med sangen ’De stolte byggearbejdere’, at Partistaten udtrykte sin påskønnelse.

”Lyt! Hør skridtene gennem vinden og regnen. Fæstn dit blik! Se skikkelserne, som presser sig frem både dag og nat”, lød det ud over de forsamlede på pladsen, ”med bjerge og floder til selskab, gør vi os hjemme over alt i landet. Vi er vidner til Kinas forvandling ved vores slid, og drømme spirer i vores sved. Vi er de stolte byggearbejdere! Kom, vær stolt af mig!”.

Sangens budskab er enkelt. Migrantarbejdere finder værdighed i et selvopofrende slid for nationen: Ja, flydende befolkning, I skal flyde; ja, migrantarbejder, du skal ofre dig, og gennem dit offer skriver du dig ind i nationens udviklingshistorie. Sådan gør du dig værdig til dine landsmænds agtelse. Men der er noget, der klinger hult. For det første er opfordringen til selvopofrelse noget af en anakronisme i samtidens Kina. Det er et ideologisk motiv, der hører Mao-tiden til, og når Partiet, for eksempel, appellerer til Beijings universitetsstuderende, står selvudvikling i dag i stedet for selvopofrelse. Når du udvikler dine evner, udvikler du nationen, er budskabet for deres vedkommende. Sangens andet problem træder frem, når vi spørger, hvis drømme, det egentlig er, som spirer i migranternes sved?

De unge på migrantskolen i Dongba var der for at finde en vej væk fra væk fra deres tidligere arbejdsvilkår. På skolen modtog de gratis undervisning i IT, i engelsk og i arbejdstagerrettigheder, med formålet at forbedre deres chancer på arbejdsmarkedet. Når de fortalte mig om deres bevæggrunde for at genoptage uddannelse, brugte de umiddelbart det samme selvudviklingssprog, som Partiet benytter – ”jeg er kommet for at forandre mig; for at udvikle mig; for at træne mine evner”. Men der var den vigtige forskel, at de aldrig nævnte nationen. De var ikke i færd med at udvikle sig for nationens gode, men i færd med at kæmpe sig vej ud af manuelt arbejde.

Wu Dexing var en 20-årig mand fra Xinjiang-provinsen i det vestligste Kina, og hans beretning om tidligere arbejdsforhold var typisk. Han var blandt de mange unge på stedet, som havde arbejdet mere end 300 timer om måneden (hvor arbejdsmarkedslovgivnings øvre grænse er 212 timer), og som frit beklagede sig over de vilkår og de ledere, de havde været udsat for.

Før Wu kom til skolen i Dongba, havde han arbejdet et år i et værksted i Beijing, hvor de producerede isoleringsmateriale: ”Det var OK, for det gav mig mulighed for at lægge lidt til side,” fortalte han. Men hans beretning ændrede karakter, da jeg spurgte ham, hvorfor han endte med at forlade arbejdet: ”Arbejdet var temmelig anstrengende, for det var ekstremt varmt. Formene nåede op på 160 grader, så vi havde to par handsker på, når vi tog materialerne ud af formene, og vores tøj var gennemblødt af sved.”. ”Faktisk,” fortsatte han, ”var det uden tvivl det rigtige for mig, at tage herhen i stedet, for vi arbejdede 12 timer om dagen derovre, fra 7 til 19, og desuden krævede de, at vi blev på værkstedet eller sovesalen dag og nat. En kammerat faldt over skolen her på nettet, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg skulle tage af sted, for arbejdet derovre gjorde mig mere og mere irritabel. Der voksede flere og flere negative tanker frem i mig, jeg havde intet selvværd og ingen selvtillid.”.

 

Hvad er din pris?

Løn, behandling og selvværd hang sammen for de unge mennesker i Dongba og deres erfaringer med arbejdsmarkedet havde indprentet dem, at de var af ringe værdi. Der var to fag på skolen, som direkte behandlede dette ’værdiproblem’. Yang Xichang underviste i sociale færdigheder på arbejdsmarkedet, og han tilbød de unge en entreprenant logik i sin undervisning.

”Hvad er der specielt ved den her?” spurgte han i en time, mens han viste en mineralvand i en blå, firkantet glasflaske frem. De unge foreslog, at den var specielt dyr, og at den måske var importeret fra Tyskland. De havde ret omkring prisen, men det Yang ville frem til var, hvorfor denne flaske mineralvand kan sælges for 7 yuan, når dens indhold ’egentlig’ kun er 1 yuan værd. Ingen af eleverne kunne svare ham, så han forklarede, at årsagen var flaskens unikke design: ”Den blå farve signalerer renhed, den firkantede form bringer tanken hen på isterninger, og så kommer vandet fra Tibet, som er berømt for sin rene, friske luft.”. Yang føjede nu trådene sammen og forklarede pointen med sin analogi: ”Det er det samme, som gør sig gældende på arbejdsmarkedet. Hvis du kan skille dig ud fra de andre, vil din pris – din løn – blive højere.”.

Hvad Yang lærte fra sig var, hvordan man lærer at tænke og opføre sig som en vare på et konkurrencepræget marked. Du er dét værd, som en køber vil give for dig, og du må derfor lære at manipulere din markedsværdi.

 

Det uvurderlige

Sun Cong tilbød en anderledes og mere idealistisk løsning i sit fag. Det største problem, de unge står over for, fortalte hun mig, var deres mangel på selvværd. Jeg spurgte hende derfor, hvilken form for tankegang, det var, hun mente, de blev nødt til at forandre. Hun forklarede at der var to slags: ”Det ene problem er dem, der tænker ’så længe jeg har noget at spise og noget at drikke, så er tingene OK’. Det er ikke det største problem. Det største problem er, at mange tænker ’Jeg vil være en succes, koste hvad det koste vil!’ og for mange betyder succes kun et stort hus, en bil og en høj løn. Jeg har ikke noget imod, at folk efterstræber et bedre liv, men du må tage vare på folk omkring dig, mens du gør det.”.

Da jeg kiggede Suns undervisningsmateriale igennem, stod det klart for mig, at det var fyldt med slet skjulte bibelallegorier og Sun kunne bekræfte, at hun var kristen. Men hun var der ikke for at missionere, forsikrede hun mig, bogens morale holdt uanset om man var kristen eller ej. For Sun var nøglen til at opbygge de unge migranters selvtillid, at indprente dem, at alle mennesker, uanset hvordan andre ser på dem, i virkeligheden er uvurderlige alene i kraft af at være blevet skabt.

Hun anskueliggjorde sin etik i et eksperiment, hvor hun bad de unge om at skrive en fremtidsambition og den sum penge, de mente var nødvendig for at opfylde ambitionen, ned på et stykke papir. De unge havde eksempelvis ambitioner om at åbne en butik eller at mestre et egentligt fag, og mens Sun læste sedlerne op, lagde hun summerne sammen: 350.000 yuan. Derefter sagde hun: ”I tror måske, at når I først har nået jeres mål, er I blevet successer, men sandheden forbliver den samme: ’Alene det at være et menneske er uvurderligt i sig selv’. Det har vi en tendens til at glemme, fordi verden omkring os konstant tænker i succes”. ”Det er OK”, fortsatte hun, ”at stræbe efter at tjene penge. Penge er en god ting, men glem ikke at alle mennesker fundamentalt set har samme værdi.”.

 

Mens vi venter på, at det skal dryppe på de fattige

Umiddelbart er Yang og Suns løsninger på migranternes ’værdiproblem’ vidt forskellige. Hvor Yang forsøgte at lære dem at manipulere den ligning, der fortæller dem, at deres løn udtrykker deres værdi, afviste Sun hele ligningen: Penge evner ikke at afspejle menneskers egentlige værdi. Det er to bud på en etik, der tillader de unge mennesker at finde en værdig plads i et ekstremt ulige samfund, enten ved at kæmpe sig op, eller ved at afskrive samfundshierarkiet som uvæsentligt i forhold til en højere (uudtalt metafysisk) målestok.

Men de to værdistrategier har også noget meget tidstypisk til fælles. Begge løsninger er individuelle og apolitiske. Uden idéen om kollektive beslutninger og kollektiv handling er der ingen politik og hverken Yang eller Sun nævnte det oplagte, at langt størstedelen af Kinas migrantarbejdere netop står over for de samme problemer med hensyn til rettigheder, løn og arbejdsforhold. Der er således intet her, som kan rokke ved reproduktionen af det større samfundsmæssige skel mellem rig og fattig. I stedet tilbydes de unge strategier til individuelt succesfuld tilpasning til dagens verdensomspændende økonomi. Hvis du får kæmpet dig op, er alt godt. Hvis du må forblive i produktionsarbejde på bunden af den globale kapitalisme, må du ikke overtage markedets vurdering af dit værd, som var den din egen.

I Parti-staten og den globale vækstideologis optik kan begge løsninger være midlertidigt nødvendige. Markedet skal en dag komme alle til gode. At de faktiske skel mellem rig og fattig er hastigt voksende på globalt plan er her mindre vigtigt end løftet om, at de riges rigdom vil dryppe ned på de fattige. Eller for at sige det på en anden måde: Det er ikke migranternes egne drømme, som spirer i deres sved. Det er den globale middel- og overklasses drømme, som spirer, mens vi venter på det profane mirakel, at den enkeltes egoisme gennem markedet vil skabe en fremtid i velstand for alle.