UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kolde systemer og varme praksisser. Kritik af en kunstig modstilling

 

FOKUS: ALTERNATIV ØKONOMI - Der findes ikke længere politik – der findes kun økonomi. Mens EU udsteder finansielle støttepakker til banker i krise, spørger omverdenen stadig de økonomiske vismænd til råds når det gælder samfundets store spørgsmål.
Politiske spørgsmål erstattes i stigende grad af økonomiske og de økonomiske vismænd får altid det sidste ord. Men hvorfor får de der kan tælle altid ret og handler økonomi altid om penge?
De næste uger handler artiklerne på Baggrund om Alternativ Økonomi. I serien præsenterer vi forskellige artikler, som undersøger og udfordrer måden, vi tænker om økonomi.

Økonomer har ikke monopol på definitionen af økonomi. I dag fortsætter Alternativ Økonomi, hvor postdoc Patrick Cockburn sætter fokus på den økonomiske antropologi. Den økonomiske antropologi viser os ikke blot eksotiske og anderledes økonomier, men sætter spørgsmålstegn ved grænsen mellem økonomi og resten af det sociale liv i vores eget moderne kapitalistiske samfund.


 

Utopiske tænkere har gjort det til deres opgave at tage afstand fra vores nutid ved at danne et blik på en mulig fremtid. Politologer finder ressourcer til komparative analyser i den diversitet, der findes blandt nuværende samfund. Historikere kigger tilbage i tiden og rekonstruerer praksisser og tankemåder, som engang gav struktur og betydning til menneskers handlinger, og som ikke altid er nemme at begribe fra vores nuværende ståsted. Alle metoder skaber redskaber, som kan bruges til at vise, at de institutioner, begreber og normer, som fastlægger vores socialøkonomiske horisont, kunne have set anderledes ud.

Men det fag, som har givet os de mest udfordrende eksempler at tænke med, er den økonomiske antropologi. Fra Bronislaw Malinowskis (1920) studier af cirkulation af værdigenstande i øsamfund i Stillehavet til David Graebers (2012) overblik over regulering af gæld i forskellige perioder af verdenshistorien, har økonomisk antropologi beskrevet samfund, hvor det økonomiske aspekt af menneskers sociale liv er svært at isolere fra de forpligtelser, rettigheder, privilegier, ejendomsformer og forbud, som giver form til fælles praksisser. Antropologernes mere eller mindre eksotiske eksempler om en varm social logik tilbage i tiden, misbruges nemt til at kontrastere en kold økonomisk logik, som styrer vores moderne samfund i dag: en kontrast, der sætter fællesskab over for system.

Når man lytter til akademiske, journalistiske eller dagligdags debatter om økonomi, hører man ofte den implicitte eller eksplicitte påstand, at økonomien er et system med dets egen logik, som på godt eller ondt har grænseflader med andre sociale sfærer, der har mere med menneskelige værdier at gøre, fx politik, familie, eller religion. I forlængelse af denne påstand kan antropologiske eksempler bruges til at opbygge et nostalgisk narrativ om, hvordan denne kolde, umenneskelige logik gradvist truer de sociale sfærer, som stadigvæk er styrede af gode, varme, menneskelige værdier.

Dét, jeg vil foreslå her er, at klassiske studier fra økonomisk antropologi skal bruges på præcis den modsatte måde: Vi skal bruge dem til at hjælpe os med at tænke de mange måder, hvorpå økonomiske praksisser også er varme i dag; hvor de er præget af moralsk betydning og vævet ind i bredere ikke-økonomiske praksisser. Formålet er selvfølgelig ikke at antyde, at vi kun har etisk forsvarlige økonomiske praksisser i dag. Det er at vise, at økonomiske spørgsmål altid er spørgsmål om, hvordan vores fælles liv skal organiseres.

Denne kendsgerning skal håndteres som en politisk udfordring. Tesen om udviklingen af et selvstændigt økonomisk system, som står over for almindeligt menneskeligt liv, fremhæver en vigtig historisk udvikling i nogle områder af den økonomiske praksis – hvor mange af os har for eksempel et overblik over strømme af kapital imellem verdens nationale økonomier, eller en forståelse for hvem, der egentlig ejer gælden, man påtog sig, da man købte et hus? Men overbrug af tesen gør, at vi risikerer at miste blikket for at økonomisk orden er en slags moralsk orden, som er indvævet i det daglige liv og som fra tid til anden kræver retfærdiggørelse. Humanister hjælper i hvert fald ikke sig selv ved at klage over økonomiske tænkning, som om samfundet eller mennesket skulle reddes fra en fremmed kraft. De skal til gengæld arbejde på at omdefinere, hvad det vil sige at studere økonomi. Det kan økonomisk antropologi hjælper med.

 

Marcel Mauss og Gaven

I modsætning til markedsudvekslinger tænker vi normalt gaver som et marginalt fænomen i vores socialøkonomiske praksisser. Selvom definitioner her selvfølgelig er uklare – for hvad gælder egentlig som en gave, og inkluderer det fx også den overførsel af materielle og immaterielle goder, der foregår i hjemmet? – er det alligevel tydeligt, at overførsel af gaver langt fra er den første handling, vi tænker på, når vi tænker på økonomi. Men gaver har haft en central plads i økonomiske antropologi præcis, fordi gaverne sætter spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går mellem flere aspekter af det sociale liv: mellem selvinteresse og fællesskab, mellem individets bevidsthed og det sociale system, og mellem økonomi og politik.

Marcel Mauss’ klassiske studie Gaven fra 1925 bygger på Malinowskis undersøgelse af det komplekse udvekslingssystem på Trobriand-øerne (den såkaldte Kula-ring). Mauss inddrager også flere kilder, der dokumenterer samfund, hvor værdigenstande bliver overført mellem grupper eller ødelagt i rituelle begivenheder. Disse handlinger afspejler på ingen måde den politiske økonomi, som vi i vores samfund eksemplificerer med homo oeconomicus, dvs. det økonomiske menneske, der er selvinteresseret, optaget af byttehandel og altid minimerer sin indsats i forhold til udbyttet.

Mauss’ undersøgelse af gaveøkonomien skal ikke bruges til at underminere hele idéen om homo oeconomicus. Medmindre de er totalt naive, ved økonomer godt at homo oeconomicus er en abstraktion, og er de hårdnakkede nok, kan de alligevel få denne abstraktion til at passe med hvilken som helst menneskelig adfærd. Mauss’ studie erstatter ikke homo oeconomicus med et billede af et altruistisk, prækapitalistisk menneske: sådan et argument ville bare bekæmpe én abstraktion med en anden. I stedet kan Mauss’ Gaven bruges til at pege på det simple og kraftige begreb totale sociale fænomener. Gaver er totale sociale fænomener i den forstand, at de ikke kan placeres indenfor en af de kategorier, som vi ud fra vores moderne synspunkt plejer at anvende til at opdele vores sociale verden i forskellige sfærer: Den økonomiske, den æstetiske, den moralske, den religiøse, den juridiske (og måske endnu flere). Gaven og totale sociale fænomener omfatter alle disse kategorier. Som Mauss siger det: “For, in these “early” societies, social phenomena are not discrete; each phenomenon contains all the threads of which the social fabric is composed”.

I det afsluttende afsnit i Gaven vender Mauss blikket fra sit antropologiske kildemateriale til det sociale liv i hans egen tid, dvs. Frankrig i 1925. Han beskriver et samfund, der næsten ikke kan opretholde grænserne mellem alle de afgrænsede domæner, såsom økonomien, æstetikken, etikken, som det består af. Den oprindelige helhed, der lå bag om dem og næsten var blevet helt dækket til, pressede frem igen. Mauss’ eksempler fra Trobrian-øerne og andre samfund, tydeliggjorde noget, som er svært at se i vores samfund, men som alligevel gælder: Det sociale liv hænger sammen, lige meget hvor hårdt vi forsøger at dele det op.

Vi kan og skal være skeptiske over for Mauss’ tro på en oprindelig helhed som passer bedre til menneskets natur og som skal genoprettes; men det, vi kan videreføre fra idéen om totale sociale fænomener er en opmærksomhed på den måde sociale praksisser ikke respekterer de abstrakte kategorier, som vi plejer at bruge til at forstå dem. Hvad er det, vi plejer at inkludere og eksludere med vores dagligdags- og teoretiske begreber? Hvorfor er vi fristet til at tænke marked frem for familien, og penge frem for omsorg, når vi begynder at snakke økonomi? Gaven er et fænomen, som retter vores opmærksomhed på den måde, vi bruger vores kategorier på – både når vi læser om gaveoverførelser i andre samfund og når vi reflekterer over vores egen erfaring med praksissen.

Jeg vender mig nu mod to andre antropologiske eksempler, som i første omgang lader til at opstille en kontrast mellem en varm økonomisk fortid og en kold økonomisk nutid, men som har meget mere kritisk potentiale, når vi læser dem med et blik for lighederne med vores egen situation.

 

Karl Polanyi mod den kolde økonomi

“The outstanding discovery of recent historical and anthropological research is that man’s economy, as a rule, is submerged in his social relationships”

- Karl Polanyi, The Great Transformation

Karl Polanyi integrerede økonomi, historie og antropologi i sin tænkning og havde stor betydning på den økonomiske antropologi og økonomiske historie i anden halvdel af det 20. århundrede. Han er mest kendt for sin påstand om, at de fleste samfund i menneskets historie har organiseret deres økonomiske praksisser som en integreret del af den sociale orden. Mens tidligere markeder altid var indlejret i det bredere sociale system, er situationen stillet på hovedet med moderne industrielle markedsøkonomier: Mennesker begyndte at organisere resten af sociale liv inden for en ramme sat af markedet. Denne narrativ få vi i The Great Transformation, udgivet i 1944.

Men senere i hans forfatterskab udvikler han en teoretisk ramme, som gør det svært at se, hvordan vi skulle forestille os et marked, som ikke er indlejret i sociale praksisser. Som han skriver i 1957: “The human economy, then, is embedded and enmeshed in institutions, economic and noneconomic… The study of the shifting place occupied by the economy in society is therefore no other than the study of the manner in which the economic process is instituted at different times and places.” Polanyis analytiske og metodologiske pointe var således, at de måder, som forskellige samfund sørger for produktion, fordeling, og forbrug på, skal studeres som forskellige måder at organisere og integrere grundlæggende sociale institutioner, fx familien, fællesskab, staten eller markedet på.

Med andre ord, når vi studerer økonomi er vores opgave at følge forbindelserne mellem disse institutioner og skabe en forståelse for, hvordan de fungerer sammen, frem for blot at isolere økonomi som markedet eller banker, for derefter at stille den op mod en idealforestilling om, hvordan økonomien bør og skal fungere. Polanyis tilgang kan vi bruge både, når vi studerer økonomiske praksisser i vores velkendte samfund, hvor markedet synes at dominere, og når vi studerer kulturelt og historisk fjerne samfund.

Det er ikke et kontroversielt synspunkt, at organiseringen af vores fælles sociale institutioner er et politisk og moralsk stridspunkt. Bedriver vi økonomi som analyse af institutioner, siger vi allerede at vores økonomiske liv i dag egentlig er ret varmt. Det kolde økonomiske system, som er så nemt at kalde umenneskeligt, er i realiteten en samling af sociale institutioner, som gradvist går over i de varme institutioner, vi plejer at glemme i vores økonomiforståelse. En skarp afgrænsning af det økonomiske er derfor altid en politisk konstruktion. En konstruktion, som strukturerer vores blik for, hvilke sociale emner der er på spil, når vi diskuterer og hvilke metoder, der er oplagte at bruge i vores analyse. Vi kan altså ikke undgå at bruge begrebet økonomi, men vi skal altid være opmærksomme på, hvilken agenda der ligger bag hver afgrænsning eller udvidelse af begrebets brug.

 

Køer for koner: Paul Bohannan

Det sidste eksempel fra den antropologiske litteratur kommer fra Paul Bohannan, hvis økonomiforståelse stod på skuldrene af Polanyis. Bohannans studier af Tiv-samfundet i Vestafrika i 1955 introducerer os til et socialøkonomisk system, som på mange måder er forvirrende, men som samtidig afnaturaliserer vores forståelse af, hvad økonomi er.

Bohannan studerede Tivsamfundet på et tidspunkt, hvor den traditionelle økonomiske orden var ved at bryde sammen under presset fra pengeøkonomien. På den baggrund kunne man forestille sig, at Bohannans studie skal læses som en fortælling, der støtter narrativet om system mod fællesskab. Mit forslag er tværtimod, at vi skal stille de samme spørgsmål inden pengeøkonomien blev introduceret som efter introduktion af penge: Hvem kan hvad og med hvilke midler? Pengeøkonomien omfordelte magten – den lukkede gamle handlemuligheder ned og åbnede nye muligheder op.

Det første, som slår én, når man læser Bohannans studie er, hvor komplekst det traditionelle system var. Der fandtes ikke et enkelt materielt tegn for værdi (som penge), som alle de forskellige goder kunne udveksles med. Tværtimod var der forholdsvis klart afgrænsede udvekslingssfærer med forskelligt indhold. Nederst har vi sfæren, hvor mennesker udveksler fødevarer, værktøj og andre af hverdagslivets brugsgenstande. Den midterste sfære indeholder objekter, såsom køer og messingstænger, der kan udveksles med hinanden. Den højeste sfære indeholder mennesker: især kvinder og børn. Jord, til gengæld, kan ikke købes og sælges. Ting indenfor hver sfære kan nemt udveksles mod hinanden (fx gulerødder med kyllinger), men udvekslinger på tværs af sfærerne er sjældne og betydningsfulde begivenheder (fx at bytte køer med en kone). En Tiv-mands historie om sin sociale succes var således tit en historie om dygtige handler først indenfor hver sfære, og efterfølgende på tværs af dem med det ultimative mål at danne en prestigefuld familie.

Hvad siger det, at disse udvekslingssfærer er adskilt fra hinanden? Bohannans pointe er ikke, at det er umuligt at udveksle kyllinger med køer, eller køer med kvinder. Pointen er, at det er virkelig svært at gøre det uanset hvor mange kyllinger og køer, man tilbyder. Grænserne mellem sfærerne er præget af moralsk betydning, og ære og skam er på spil, hvis man indgår i udvekslinger på tværs af grænserne. Fra et markedsøkonomisk perspektiv plejer vi at tænke, at ting enten er en del af økonomien eller ej. Mennesker kan ikke købes, men fødevarer kan. Men dét, der er overraskende i Tivsamfundet er, at de vigtige moralske grænser ikke går mellem ting, som er helt ude af økonomien (fx mennesker) og ting som er indenfor økonomien (fx gulerødder), men tværtimod markerer kvalitative forskelle mellem de ting, som kan udveksles mod hinanden. Disse moralske grænser mellem sfærer, som var så synlige for Tivfolket, ser arbitrære ud for én, som er vænnet til at bruge penge som det universelle udvekslingsmiddel. Men hvis Tivsamfundets udvekslingssfærer afspejlede sociale normer, som vi ikke kan opleve som naturlige i dag, hvilke normer ligger så bag vores egne begrebslige og praktiske distinktioner mellem det økonomiske og resten af det sociale liv?

 

Vores varme socialøkonomiske verden

Det er indlysende, at Tivsamfundets socialøkonomiske praksisser ikke repræsenterer den samfundsmodel, som vi i det moderne kapitalistiske samfund gerne vil virkeliggøre. At jord, men ikke mennesker, lovligt og legitimt kan udveksles i vores samfund er et produkt af en lang historisk proces, præget af konflikter og beslutninger, som har skabt vores nuværende sociale orden. Om ordenen afspejler normative idealer eller gruppeinteresser er altid et åbent spørgsmål, men vigtigt er, at der intet naturligt er ved de økonomiske praksisser, vi tager for givet: Hvad der legitimt kan sættes en kronepris på, og hvad der ikke kan.

Billedet af et koldt, umenneskeligt økonomisk system, som presser ind mod vores ikke-økonomiske praksisser afspejler markedets voksende indflydelse på vores liv og billedet frister os til at tro på, at økonomi på et tidspunkt var en velafgrænset størrelse. Det har den aldrig været. Klassiske eksempler fra økonomisk antropologi er ikke berømte, fordi de viser os samfund, som er så anderledes, end dem vi kender, men fordi de sætter spørgsmålstegn ved, hvor grænsen mellem økonomien og resten af det sociale liv går. Spørgsmålet kan vi tage med os, når vi forsøger at forstå vores nuværende samfund. Som jeg flere gange har nævnt, er hjemmet og familien især vigtige steder at kigge, hvis man vil lede efter grænsen mellem det økonomiske og resten af det sociale liv: Hvilken slags arbejde bliver anerkendt som produktivt? Hvordan fungerer familien både som en moralsk enhed og som en økonomisk fordelingsmekanisme? Hvordan svarer forskellige ejendomsrettigheder til bestemte slags familieliv (ejer manden eksempelvis officielt også det, kvinden tager med hjem til familien)? Men et fokus på det offentlige liv rejser også lignende spørgsmål. Frem for en klar økonomisk sfære, som står overfor politisk praksis, kan vi se, at mennesker konstant diskuterer, hvor grænsen går mellem disse. Kriminalisering af tiggeri og besættelse af tomme huser er strålende eksempler på emner i den sociale og juridiske debat, som har krævet normative beslutninger om, hvilke økonomiske praksisser, der er legitime og definitoriske beslutninger om, hvor økonomiske praksisser stopper og politiske praksisser begynder.

Både de, der klager over systemets herredømme og de, der med glæde siger, at det ikke kan være anderledes skal huske, at menneskers økonomi er en samling af sociale institutioner, som fordeler magt blandt forskellige grupper. Vi er naive, hvis vi blot tænker økonomi, som ler i politikernes hænder, men det er lige så naivt at forestille sig et system, som er for koldt til at blive berørt. Økonomien er et uhyre skabt af mennesker, og det næres ved vores daglige praksisser.