UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kommunismens spøgelse i 1840

Kommunismens spøgelse i 1840

Det kommunistiske spøgelse må ikke blive til kød og blod. For Communisteri er en sand Mødding af Taaber, Tyve, Røvere i Skoven og Pirater paa Haavet. Fra aviser, tidsskrifter og journaler genkalder lektor i historie Bertel Nygaard 1840’ernes ideologiske slagsmål om kommunismens begreb. Hvem tør egentlig kalde sig kommunist?


 

Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse: paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tyske politimænd.
Hvor er det oppositionsparti, der ikke af sine regerende modstandere er blevet fordømt som kommunistisk? Hvor er det oppositionsparti, der ikke har slynget den brændemærkende kommunismebeskyldning tilbage i hovedet på de mere fremskredne oppositionsfolk såvel som deres reaktionære modstandere?

Sådan indledte Karl Marx og Friedrich Engels i 1848 Det kommunistiske partis manifest. Mange senere læsere er hastet videre fra disse første sætninger til andre af tekstens fyndige formuleringer: ”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie” – eller: ”Proletarer i alle lande, forén jer!” Men skildringen af kommunismens spøgelse som mangehovedet skræmsel giver os særlige perspektiver på politiske kulturer og sprog i bredere forstand, først og fremmest i midten af 1800-tallet, men derigennem også i den moderne epoke som helhed – herunder i dansk historie.

Sigende nok var Marx og Engels langtfra de første til at forbinde kommunismebegrebet og spøgelsesmetaforen. 1840’ernes vigtigste tyske oversigt over kommunismen – Lorenz von Steins Der Socialismus und Communismus des heutigen Frankreichs – talte allerede i 1842 om offentlighedens nye billede af kommunismen som ”et dystert truende spøgelse, på hvis virkelighed ingen vil tro, og hvis tilværelse dog alle anerkender og frygter”. Det kommunistiske spøgelse fik betydning, fordi dets kritik af privatejendommen og dens magthierarkier ramte ind i kernen af de herskende samfundsordener – ikke kun de gamle fyrste-, adels- og gejstlighedsordener, men også grundpillerne i det frembrydende, moderne borgersamfund.

Kommunismen var et ganske effektivt spøgelse. Det krøb ind i samfundsordenernes sprækker, og det krydsede statsgrænser uden større besvær. I 1840’erne, længe inden der opstod politiske arbejderpartier eller nogen talstærk arbejderbevægelse på dansk grund, blev kommunismen udbredt som begreb, tanke og fremtidsmulighed i hele den europæiske offentlighed. Den klapjagt på kommunismespøgelset, som Marx og Engels beskrev med europæiske, franske og tyske eksempler, gjorde også deres virkning i Christian den Ottendes danske enevoldsstat, i Søren Kierkegaards, H.C. Andersens, Grundtvigs, P.C. Skovgaards og den nye grundlovs hjemland.

Erklærede kommunister var ganske vist meget vanskelige at opdrive i datidens Danmark. Men kommunismen blev et pejlemærke i tidens debatter om politik, samfund og kultur. Kommunismen var med som begreb og tankefigur, når man talte om det enevældige kongedømmes skæbne, om udsigterne til demokrati, om bøndernes frigørelse eller om frihandel og social retfærdighed. Den spøgte i kulisserne, når man debatterede relationerne mellem idéer og materielle, sociale forhold, mellem menneskets ånd og dets legeme eller mellem mænd og kvinder.

Kort sagt: Det røde spøgelse prægede tidens politiske kultur.

 

Kommunismen fordansket

Danske avislæsere blev for første gang konfronteret med dette nye, sære fænomen i sommeren 1840, da den kommunistiske fløj blandt de franske republikanske selskaber under Louis-Philippes julimonarki for første gang trådte frem for offentligheden ved en festbanket i den parisiske arbejderbydel Belleville. Dagbladet Dagen, der ligesom de øvrige kongevenlige aviser modtog betydelige pengesummer til sin udgivelse fra staten til gengæld for at forsvare den officielle politiske linje, bragte kun et par uger efter den parisiske banket en oversættelse af den moderat liberale franske skribent Léon Fauchers præsentation af kommunismen som nyt begreb og ny bevægelse. Kommunisterne, skrev Faucher, løftede arven fra Grachus Bebeuf og hans tilhængere, som i midten af 1790’erne havde søgt at mobilisere til en ny revolution, der skulle indstifte ejendomsfællesskabet.

Med revolutionære midler ville disse nye kommunister afskaffe skellene mellem ”Rige eller Fattige, Herrer eller Tjenere, Kapitalister eller Arbeidere, Eiendom eller Erhverv, og istedetfor den selskabelige Orden skal Eiendomsfælledsskabets latterlige umoralske og umulige Utopi træde”.

Disse første advarsler blev til sensation, da et medlem af den franske kommunistiske organisation Sociéte des travaileurs égalitaires, gulvboneren Marius Darmès, samme efterår blev pågrebet midt i forsøget på at myrde den franske konge. Darmès handlede vistnok på egen hånd og motiveret af personlig desperation, men hans gerninger og retssagen frem til hans henrettelse året efter gav rig lejlighed til også danske mediers energiske bestræbelser på at forbinde Darmès’ moralske depravering med enhver oppositionel politik. Hans svigt over for sine venner, sin stakkels mor og sin nødstedte kone blev forbundet med den ugidelighed og manglende pligtopfyldelse over for skiftende arbejdsgivere, som hans politiske sympatier udtrykte. Darmès blev et symbol på kommunisterne som det ”røverisk sindede, demagogiske Bundfald af alle store Almuesforeninger”. Dette var, ifølge Dagens kommentar den 2. juni 1841:

”Mennesker, som hverken ville være Bønder eller Haandværkere, og som sammensværge sig imod al Eiendom, fordi de ikke gide arbeide; det bestaaer af en Masse selvforskyldt Elendighed, af selvforskyldt Nedværdigelse, hvis Rod er Dovenskab og Liderlighed, parret med Kraft; Folk, som maaskee i Urtiderne vare blevne Hyrder, Jægere og Soldater tillands eller tilvands, og saaledes havde anvendt deres Kræfter, men som i disse Tider, hvor den overvættes fremdrevne Kultur avler Overdaadighed og Sædernes Forfald, blive Tyve, eller Mordere, eller Demagoger, Anførere eller Redskaber ved alle Uroligheder; Røverne i Skovene, Piraterne paa Havet ere endnu de bedste af den Classe; imedens de sletteste ere de større Stæders moralske Schofel, en sand Mødding [...] [, et] Chaos af alle liderlige Drivter og alle moralske Anomalie.”

Fra først at blive skildret som et særpræget fransk politisk fænomen kom kommunismen her i stigende grad til at betegne det moderne samfunds mørke bagsider i mere generel forstand – og dermed selve truslen mod de værdier, enhver acceptabel borger måtte hylde: civilisationen, kulturen, åndsdannelsen, fremskridtet, den pligtskyldige foretagsomhed, ’almenånden’ i det offentlige liv og den kærlige familieomsorg i privatlivet.

Og der gik ikke længe, før begrebet fandt anvendelse om den danske politiske opposition. Dagbladet Kjøbenhavnsposten, der i løbet af 1841 skilte sig ud fra den øvrige liberale opposition ved at bekende sig til demokrati og almindelig valgret, stod først for: Dets ”extreme democratiske Sympathier” nærmede sig ifølge Dagen ”Bærme-Factionerne i Frankrig” og byggede på ”Communisteri, agrariske Love og slige politiske Utopier”, som ”neppe Taaber, men kun Proletarier kunne ville lytte til”. Og nok havde den liberale oppositions nye hovedorgan, dagbladet Fædrelandet ikke bekendt sig til samme ekstreme linje, men dets politiske tvetydigheder måtte ifølge Dagen vække mistanke om, ”at dets Anskuelser dog nok ikke ere saa meget væsentligen forskjellige fra dets tro Følgesvends, ’Kjøbenhavnspostens’”.

Men Kjøbenhavnsposten svarede igen: Det delte ikke kommunisternes lære, men forstod dog dens bevæggrunde, nemlig ”den fattige Klasses Nød”, lidelserne hos de ”Proletairer”, som for Dagen stod lavere end tåber, men som blot var dem, der ikke besad ejendom og derfor måtte ”trælle haardt for det daglige Brød”. Var der fare for nye revolutioner og kommunisme, skyldtes den ikke oppositionspressen, men derimod den blinde afvisning af de fattiges berettigede klager. Det var ikke de demokratiske principper og sociale sympatier, der førte til kommunismen, men derimod Dagens modvilje mod grundforandring, hævdede Kjøbenhavnsposten i efteråret 1841. Og lød de konservatives hyldest til statsfællesskabets fornuft ikke også selv noget kommunistisk? For denne oppositionsavis var demokrati og kommunisme modstridende principper, mens de i konservativ retorik var to alen af samme stykke.

På et års tid var kommunismen blevet forvandlet fra et nyt fransk fænomen til et retorisk våben i danske politiske kampe om landets og styrets fremtid. Og op gennem 1840’erne blev kommunismen genstand for både grundige hegeliansk-liberale studier af den moderne civilisations sociale dialektik og heftige polemikker om bøndernes befrielse fra fæstevæsenet som den rene og skære ’kommunisme’. Kommunisme blev det, man beskyldte sine modstandere for at ville fremme – alt imens modstanderne selv afviste beskyldningen og, som Marx og Engels formulerede det, slyngede den tilbage i hovedet på deres egne politiske fjender.

 

1848: Revolutionen og det røde spøgelse

Kommunismebegrebet blev en del af det politiske hverdagssprog fra begyndelsen af 1840’erne. Men da revolutioner brød ud over det meste af det europæiske kontinent i 1848 – og dermed greb afgørende ind i de danske diskussioner om forfatningsreform og den voksende strid mellem dansk og tysk i helstaten – var hverdagen forbi. Tiden rasede afsted; fjerne fremtidshorisonter syntes at være inden for rækkevidde. Kommunismen tog sig pludselig ud som en aktuel trussel. Med den ”uhyre Acceleration af alle Forhold” i 1848, skrev den kongetro litterat Christian Molbech to år senere, var den moderne ”Nivellering” og ordensundergravelse blevet ført til sin yderste konsekvens. ”Store dele af Europa var blevet ført ”til den yderste Rand af Revolutionens Afgrund; der, hvor Communismens Krater har aabnet sig, og udsendt meer end een gloende Lavastrøm imod den Statsorden og borgerlige Organisme, som er Culturtilstandens og Civilisationens Livs-Betingelse”.

Hvad ville al denne revolutionære involvering af folkets lavere klasser føre til? Og hvor var vejen fra den nye anerkendelse af demokratiets lighedsprincip og den nye grundlovs bestemmelser om almindelig valgret (som selvsagt var undtaget de fem sjettedele af befolkningen, der ikke var økonomisk selvstændige mænd over 30, med fast bopæl og uplettet strafferegister) til den kommunistiske lighedsfordring? At der forelå en akut trussel om en ”Revolution i communistisk eller socialistisk Aand”, som landsoverretsprokurator C.M. Jespersen udtrykte det under den grundlovgivende rigsforsamlings forhandlinger, var mange enige om. Men hvor ansvaret for den kommunistiske trussel skulle placeres, og om den politiske demokratisering ville forebygge eller fremme kommunismen – om det skændtes man heftigt.

For statsøkonomen C.N. David var der ingen tvivl: De ”communistiske Lærdomme og Læren om den almindelige Stemmeret har eet og det selvsamme Udspring”, udtalte han i den grundlovgivende rigsforsamling den 22. marts 1849. Havde man først hævdet de udannedes og de ubemidledes politiske lighed med de dannede og de besiddende, ville disse lavere klasser snart i lighedens navn rette grundangreb mod dannelse og ejendom: ”Fordringen om, at Alle skulle være politisk ligeberettigede i Staten, og Fordringen om, at Alle skulle have ikke blot lige Adgang til Nydelse og Erhverv, men at de ogsaa materielt skulle have lige Nydelse og Erhverv, ere to Sider af een og samme Vildfarelse og føre til det samme Maal.”

Den politiske venstrefløj, der i løbet af 1848 trådte frem som demokratisk – dels den såkaldte Hippodrombevægelse i København, dels kredse omkring Bondevennernes Selskab og dagbladet Almuevennen – fremstillede derimod den demokratiske lighed som et uomgængeligt værn mod kommunismen. Den aalborgensiske redaktør Bernhard Rée understregede på den Grundlovgivende Rigsforsamling, at ”den almindelige Stemmeret [i Frankrig] betydeligt har svækket Communismen”. Ifølge demokraterne var den politiske bemyndigelse af almuen ikke kun et resultat af naturligt bestemt menneske- og borgerrettigheder, men i lige så høj grad et middel til at forebygge, at en alt for undertrykt almue skulle gribe til endnu mere radikale midler, dvs. til den illegitime kommunisme.

Mellem den demokratikritiske højrefløj og den demokratiske venstrefløj stod de nationalliberale kredse, der ikke mindst talte hovedforfatterne til grundlovsudkastet, D.G. Monrad og Orla Lehmann. Her søgte man at balancere mellem en ny anerkendelse af det demokratiske lighedsprincip og en forkastelse af det alt for yderligtgående demokrati, der – for de nationalliberale såvel som for David og andre konservative røster – truede med at ende i den rene og skære kommunisme. Med dialektisk spidsfindighed foretog bladet en retorisk omskrivning af demokratibegrebet, der gjorde det muligt at fremstille netop den nationalliberale akademikerelites forrang som det sandt demokratiske. I en polemik mod Bondevenneorganet Almuevennen, der havde dristet sig til at angribe de dannedes og de besiddendes adkomst til at tale på folkets vegne, bemærkede det nationalliberale organ Fædrelandet:

”[A]lle Borgeres og Borgerclassers Lighed i politiske Rettigheder udelukker ingenlunde Formuens Indflydelse eller den aandelige Dygtigheds Overvægt. Tværtimod, det ægte Demokrati falder netop sammen med det ægte Aandsaristokrati, thi, idet det giver al Dygtighed lige Adkomst, giver det den største Dygtighed størst Adkomst. Skal da det Demokrati, som ’Almuevennen’ strider for, tilintetgjøre Formuens Indflydelse, saa maa det tilintetgjøre Formuen selv, thi paa anden Maade kan dens Indflydelse ikke udelukkes, og skal det ophæve Aandens Aristokrati, saa maa det indføre den raa Masses Aristokrati eller den physiske Magts Regimente, men ingen af Delene er Demokrati i almindelig Forstand; det første kaldes Communisme og det sidste Ochlocrati, det er paa Dansk: almindelig Plyndring og Pøbelherredømme.”

Med grundlovens vedtagelse og nedkæmpelsen af de revolutionære bevægelser rundt om i Europa syntes faren at være drevet over. Kommunismen kunne atter beskrives på afstand. Der blev forfattet gravskrifter over spøgelset. Men det skulle vise sig vanskeligere at stede til hvile, end man havde troet.

 

Spøgelsets arv

Allerede ved sin tilstedeværelse i den offentlige debat bidrog kommunismen til at udfordre samtidens selvbegejstring og selvfølgeligheder. Den pegede på dybe sociale modsætninger i det bestående samfunds indre og vovede et radikalt bud på helbredelse: privatejendommens afskaffelse til fordel for fællesejendom. Og blot det, at 1800-tallets mennesker blev i stand til at tænke om kommunisme, røbede spor af realiteter og muligheder, man hidtil næppe havde anet, men nu kunne se hen til – med frygt, længsel eller fascination.

Som den franske tænker Jacques Derrida formulerede det for et par årtier siden, lige efter Sovjetunionens sammenbrud og midt i entusiasmen på den sejrende, vestlige kapitalismes vegne, blev 1840’ernes kommunisme den mest radikale udfordring af den tids fremherskende opfattelse af sig selv som selve historiens kulminationspunkt. Kommunismen var det mest radikale bud på, ”om Europa stadig havde en fremtid og en historie overhovedet”.

I dag fungerer kommunismen især som et spøgelse fra det forgangne 20. århundrede. Men selv fortidige spøgelser kan vise fremtidsmuligheder. Som Derrida har påpeget, indvarsler spøgelset altid ”fremtiden, det er altid tilkommende, det fremstiller sig kun som det, der kunne komme eller komme tilbage; i fremtiden, sagde det gamle Europas magthavere i det sidste [dvs. det 19.] århundrede, må det ikke blive til kød og blod [...]. I fremtiden, hører man overalt i dag, må det ikke atter blive til kød og blod; man må ikke lade det komme tilbage, eftersom det er fortid.”

Hvis vi anlægger dette perspektiv på kommunismen, træder den ikke kun frem som fortid. Den er også, med alle sine indre modsætninger, en faktisk fortid, der aldrig virkelig var til og endnu ikke har været – og da slet ikke i Sovjetunionen, hvor ikke engang lederne vovede at proklamere kommunismens virkeliggørelse og dermed ophæve det tilkommende, som var deres egen eksistensberettigelse. Snarere var og er kommunismen til stadighed en uordentlig, mangfoldig arv til eftertiden. Midt i vores altid skiftende, omstridte boopgørelser over kommunismen vil vi formentlig nu, med et kvart århundredes distance til Berlinmurens fald, kunne se den fortrængte, tidlige kommunisme fra 1840’erne som en påmindelse om, at kommunismen aldrig bare var en sum af statslige, sociale eller politiske realiteter i det 20. århundrede, men først og fremmest en vedblivende, på én gang tillokkende og skrækindjagende anfægtelse af den til enhver tid herskende magtorden.

 

Bertel Nygaard er lektor i historie ved Aarhus Universitet. Artiklen bygger på forfatterens bog Det røde spøgelse. Kommunismen og 1840’ernes danske politiske kultur, der er udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie i 2014.