UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Kontekst: Ugens 3 store internetnyheder

Iran har lavet et halal-web, Facebook betyder intet på internettet og Anonymous har slået op med Wikileaks. Er du med? Hvis ikke, har vi her uddybet konteksten for 3 af den seneste uges bedste historier om internettet.


Anonymous kan ikke længere stå inde for Wikileaks’ ideologi

Anonymous meldte i torsdags ud, at de ikke længere kunne støtte Wikileaks. Wikileaks har gemt deres leaks bag en betalingsmur. Besøgende kan først få adgang til de lækkede dokumenter ved at donere til projektet (eller ved at slå JavaScript fra i sin internetbrowser). Det er en paradoksal måde at opføre sig på. Wikileaks har offentliggjort hemmeligholdte dokumenter, fordi de mente, at de principielt burde være offentligt tilgængelige. Nu holder de selvsamme dokumenter hemmelige for dem, der ikke vil betale.

I en erklæring fra i torsdags siger Anonymous, at Wikileaks ikke længere lever op til deres oprindelige idealer. Ideen bag projektet var at forsyne offentligheden med information, der ellers ville være hemmeligholdt af industrier og regeringer. I stedet er Wikileaks’ organisation blevet fartøj for sagaen om Julian Assange, hans martyrium og hans teselskaber med Lady Gaga. Det er blevet til et one-man show. Betalingsmuren er dråben, der fik glasset til at flyde over.

Forholdet mellem Anonymous og Wikileaks startede for alvor i 2010. Anonymous angreb dengang de globale betalingsfirmaer, der havde igangsat en embargo, som gjorde det umuligt at donere til Wikileaks. Anonymous angreb PayPal, Bank of America, Visa, MasterCard og andre ved at overbelaste deres sider med trafik.

Dengang handlede det også om penge. Forskellen er, at hvor det i 2010 var udefrakommende megaspillere, der blokerede betalingsstrømmen og dermed prøvede at underminere dokumentlækagerne, er det nu Wikileaks selv der tilbageholder dokumenterne, så de kan få adgang til pengene.

Der er altså slået et skår i det berygtede samarbejde mellem Anonymous og Wikileaks, fordi de to ideologier ikke længere stemmer overens.

 

Facebook betyder intet i forhold til “dark social”

For 10 år siden ændrede de sociale medier grundlæggende og irreversibelt webbet fra at være et net af sammenkædede informationsøer til at være et sted, hvor brugere rent faktisk begyndte at interagere med hinanden.

Sådan går den almindelige udlægning af webbets historie, skriver Alexis C. Madrigal fra The Atlantic. Men den udlægning er en total misforståelse.

I virkeligheden, skriver Madrigal, er de nye sociale mediers indflydelse ikke så omstyrtende, som vi antager. Allerede før de dukkede op, havde vi IM-programmer (hvilket menneske i begyndelsen af 20′erne har ikke haft et had-kærlighedsforhold med MSN Messenger?), chatrum, fora og emails.

Forskellen er, at Twitter, Facebook, Pinterest, Wikipedia – hele Web 2.0-bølgen – er synlige og målbare aktiviteter. De gamle måder at være social online på er usynlige for statistikere. De er dark social.

Nye prøver viser, at størstedelen af online deling sker via disse dunkle sociale kanaler. Op til 69% af trafikken på mediesider kommer fra dark social. Til sammenligning kommer omkring 20% fra Facebook.

Vores udlægning af webbets historie er egentlig rigtig nok – de nye sociale medier har reelt ændret dagsordenen. Problemet ligger et andet sted. Nemlig i den almindelige fejl, at vi forveksler webbet med internettet. De to er ikke det samme. Hvor førstnævnte indeholder de websteder, vi så hjemmevant til daglig peger på i vores browsere, dækker sidstnævnte over meget mere – blandt andet flere elementer af det såkaldte dark social.

Den adfærd, der er blevet mulig på webbet fandtes altså i forvejen på internettet. Madrigal mener, at vi normalt tager fejl, når vi tror, at det sociale web har gjort det muligt for os at dele med hinanden. Det har det været længe. Det sociale web lader os i stedet udgive indhold, og det gør vores sociale adfærd mere synlig og kvantificerbar, så der kan tjenes penge på den.

Historisk set er lektien, at Facebook, Twitter osv. er toppen på internettets isbjerg, som vi ikke må stirre os blinde på, bare fordi den glitrer i solen.

 

Iran udvikler et parallelt halal-web

Iranske myndigheder er i gang med at udvikle et “halal-web”, hvor indholdet stemmer overens med islamisk moral. Det nye web kommer til at køre parallelt med World Wide Web. Det betyder, at iranske myndigheder effektivt kan regulere indhold og håndhæve cybersikkerhed.

Den amerikanske sikkerhedsekspert, Collin Anderson, mener nu at have beviser for, at det interne iranske netværk, som blev annonceret i 2010, allerede nu begynder at tage form. Der skulle angiveligt allerede være tilknyttet 10,000 enheder og en del indhold, som for eksempel email-services.

Det parallelle halal-web fungerer formentligt sådan, at kommunikationsudbydere i Iran giver hver maskine to IP-adresser; én til det normale web, og én til det interne halal-web, som kun er tilgængelig fra Iran. Et netværk af iranske servere indeholder så efterspurgte sider og services – for eksempel en klon af Facebook – der kan reguleres og censureres af myndighederne. Samtidig sættes hastigheden for indhold på eksterne servere så meget ned, at udenlandske sider i praksis bliver ubrugelige.

I 2010 blev det iranske atomprogram angrebet af computer-ormen, Stuxnet, der stoppede centrifuger, som blev brugt til at berige uranium med. Det angreb har en stærk legitimerende kraft, fordi det kan bruges som et eksempel på den slags angreb, det nye halal-web skal bekæmpe. Det frygtes dog, at de iranske myndigheder samtidig har set deres snit til at inddæmme kommunikationen på de sociale medier, som gav problemer ved genvalget af Ahmadinejad i 2009, hvor regeringskritiske ytringer eksploderede på Twitter.

LÆS OGSÅ: Bag Anonymous’ maske

LÆS OGSÅ: The Internet is not a Dark and Scary Place