UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Krise!

Krise

FOTO: Den store depression. Chicago, 1931.

“Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde,” skal Winston Churchill have sagt. Men hvad kan krisen egentlig bruges til – og hvilken slags krise er der tale om? Christian Olaf Christiansen undersøger, hvorfor der er blevet skabt myriader af kriseteorier med helt forskellige forklaringer på, hvorfor det går galt og hvorfor der ivrigt kæmpes om, hvilken krise der er den største.


 

”Jeg er overbevist om, at de samfund, der kommer bedst gennem krisen, netop er de samfund, der handler. De samfund, der formår at træffe de rigtige beslutninger. Og de rettidige beslutninger. Men ikke nødvendigvis de populære beslutninger.” Således udtalte den danske socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt sig ved Folketingets åbningstale den 2. oktober 2012. Thorning-Schmidt anvendte krisebegrebet til at markere at der er tale om en overgangsperiode. En krise indebærer, at det enten kan gå den ene eller den anden vej. En krise kan afværges eller intensiveres. Den kalder på handling, valg, og beslutninger. Thorning-Schmidt anvendte også et meget alment begreb om krise, idet hun talte om krisen, og ikke refererede mere specifikt til om der er tale om en finanskrise, en økonomisk krise, eller en beskæftigelseskrise.

Krisebegrebet anvendes i dag i et væld af samfunds- og kulturlivets områder: fra videnskabernes krise og filosofiens krise til kulturens krise og kunstens krise, til enkeltorganisationers og enkeltpersoners kriser. Krisebegrebet anvendes også psykologisk og eksistentielt, og man taler endda om f.eks. midtvejskriser eller om kriser i parforhold. I politik er krisebegrebet særdeles udbredt, og kan bruges til at beskrive alt fra enkeltpartiers kriser, kriser i indenrigsforhold, til kriser i internationale relationer. I de senere årtier har sammensatte begreber som klimakrise, miljøkrise, energikrise og fødevarekrise været centrale politiske termer. Kriser er altså her, der, og allevegne.

Forfølger man krisebegrebets historie, vil man se at der tilbage i antikken var en langt mere disciplinært opdelt brug af begrebet indenfor hhv. medicin, jura, og teologi. Det oprindelige krisebegreb refererede ikke til økonomiske kriser. Den medicinske betydning, hvor krise henviser til den syges alvorlige tilstand, der kræver handling, og hvor krise markerer et midtpunkt mellem liv og død, har overlevet lige siden. Derimod er en anden af de oprindelige græske betydninger af ordet krise, nemlig som domsfældelse eller beslutning, gledet ud af sprogbrugen. ’Krise’ betyder ikke længere beslutning, men noget der kræver en beslutning. Allerede i 1600-tallet bliver den medicinske betydning brugt metaforisk, som f.eks. i forhold til at beskrive samfundslegemets tilstand som værende syg eller sund. Denne medicinske brug af begrebet var klart fremherskende helt op til et godt stykke inde i 1700-tallet. I dag bruges denne medicinske metafor om krise samt begreber som sundhed, sygdom, diagnose og kur stadig meget hyppigt i den økonomiske debat. Det er f.eks. tilfældet når man taler om en ’sund økonomi’, om ’kartoffelkuren’, eller – netop – om at der er økonomisk ’krise’.

Omkring slutningen af 1700-tallet får krisebegrebet historiefilosofisk betydning. ’Krise’ bliver udtryk for en tidsforståelse, der kan beskrive en hel tid som en ’krisetid’, eller et helt samfund som værende i en ’krisetilstand’. F.eks. skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau i sin Émile fra 1762, at krisetilstanden og revolutionens århundrede var nært forestående. Under den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83) mod kolonimagten England skrev den revolutionære skribent Thomas Paine i et tidsskrift som han kaldte for The Crisis. Uafhængighedskrigen blev set som en universel, verdenshistorisk proces hvori demokratiet ville vinde over tyranniet. Krisebegrebet vandt selvstændighed som historisk kategori. Denne afkobling af krisebegrebet fra dets mere snævre medicinske, juridiske og teologiske kontekster, til et abstrakt historiefilosofisk og samtidsdiagnostisk begreb, bliver central for senere tiders brug af krisebegrebet.

I 1800-tallet udviklede og raffinerede man egentlige teorier om økonomiske kriser og om finansielle bobler. Man skrev om økonomiske kriser som tilbagevendende fænomener, og beskrev krisernes historie, årsager, og mulige løsninger.

En tidlig teori om at økonomiske kriser har periodisk karakter findes hos den schweizisk-fødte Jean Charles Léonard de Sismondi, som bidrog til udviklingen af dét der dengang hed politisk økonomi. I værket Den politiske økonomis nye principper fra 1819 beskrev han hvordan økonomisk ligevægt nok kunne etableres i det lange løb, men ikke uden megen nød til følge. De økonomiske kriser ville være tilbagevendende.

Nogle gange satte kriseteorierne tyk streg under hvordan kriser skyldtes irrationel masseadfærd og menneskets lastfulde natur. I 1841 udkom den skotske journalist og forfatter Charles MacKay’s Erindringer om ekstraordinære offentlige vrangforestillinger og massers galskab. Mackay beskrev de ’moralske epidemier’, som han så i massers maniske opførsel og vildfarelser i den ene spekulationsboble efter den anden, såsom Sydhavs-boblen og Mississippi-boblen i 1720. MacKay sidestillede massens irrationelle vildfarelser og jagt på hurtige fortjenester med f.eks. heksejagt – lidt som senere krisediagnostikere som f.eks. John Maynard Keynes skrev om menneskers ’dyriske ånd’, eller som vor tids forskning i adfærd på finansmarkeder stærkt har betvivlet at mennesket agerer strengt rationelt og kalkulerende.

Flere af 1800-tallets teorier om økonomiske kriser lagde vægt på, at de økonomiske kriser skyldes menneskets natur. Som den franske politiker og politiske tænker Alexis de Tocqueville tørt bemærkede det i sit andet bind af Demokrati i Amerika: ”Jeg tror, at de tilbagevendende kriser i foretagsomheden er en endemisk sygdom hos vore dages demokratiske nationer. Man kan gøre den mindre farlig, men ikke helbrede den, fordi den ikke skyldes nogen tilfældighed, men selve disse folks [amerikanernes] temperament”. Den engelske filosof John Stuart Mill skrev i sin Den politiske økonomis principper fra 1848, der var den foretrukne lærebog i økonomi frem til slutningen af 1800-tallet, at ’kommercielle kriser’ grundlæggende var forårsaget af spekulation.

I en udgave af det engelske økonomiske tidsskrift The Economist fra 1857 kan man læse en leder der omhandlede den daværende økonomiske krise i USA ud fra et engelsk perspektiv. Krisen er blevet set som den første globale økonomiske krise, og viser dermed også at man nu må tænke på økonomiske kriser som nogen der kan sprede sig mellem nationer. Lederen retter en skarp kritik af amerikanernes udnyttelse af englænderne, og der argumenteres for at krisen skyldes ”rådne spekulationer konstrueret som kæmpe motorer for at trække kapital ud af andre lande”. Derimod afviste lederen, at krisen skyldes udbredelsen af papirpenge.

I krisediskussionerne blev der således etableret et skel mellem på den ene side menneskets natur og spekulation som kriseårsag, og på den anden side opkomsten af bestemte finansielle institutioner og innovationer, såsom papirpenge, som kriseårsag. I datidens hidtil måske mest udførlige værk om økonomiske kriser, Handelskrisernes historie af den tyske journalist Max Wirth (1822-1900) fra 1858, beskrev Wirth en række historiske handels- og finanskriser, afsluttende med en ’krisediagnose’ samt med nogle afsnit om krise-forhindring og krise-reaktioner. En anden, senere observatør af økonomiske kriser gav – hvad der virker ganske typisk for mange af denne tids teorier om økonomiske kriser – også udtryk for at kriser i sidste ende skyldes den menneskelige naturs begær efter hurtig rigdom. I en amerikansk encyklopædi finder man et opslag med titlen ”kommerciel krise”, forfattet i 1881 af den amerikanske journalist og finansekspert Horace White (1834-1916). Ifølge White er kriser forårsaget af spekulation, som skyldes menneskets begær efter at blive rig uden at arbejde. Han konkluderer at der ikke er nogen anden måde at undgå kriser på end at sørge for at menneskeheden holdes ude af gældsættelse, og simpelthen undgår fristelsen til at blive rig uden at arbejde.

I løbet af 1800-tallet vinder det økonomiske krisebegreb mere teoretisk rigorisme sammenlignet med det politiske og det historiske krisebegreb. Et godt eksempel er den tyske økonom og filosof Karl Marx.Hos Marx finder man et differentieret krisebegreb, idet der skelnes mellem forskellige former for økonomiske kriser. I marxistiske kriseteorier fremtræder såvel cykliske kriser (system-immanente kriser), såvel som en tese om at den kapitalistiske markedsøkonomis kriser er udtryk for så store modsætningsforhold, at systemet kollapser (system-eksploderende kriser). Især marxistiske og socialistiske analyser har klassificeret økonomiske kriser som produktions- eller overproduktionskriser, til forskel fra f.eks. at være finansielle kriser eller likviditetskriser, for at pege på mere dybdegående modsætningsforhold i det økonomiske system. Hertil kommer så, at disse har kunnet trække på den føromtalte historiefilosofiske omdefinering af krise-begrebet, der fandt sted i slutningen af 1700-tallet. I den marxistiske krisetænkning er krise et iboende væsenstræk ved kapitalismen og moderniteten. Krisen bliver på en måde total.

Begreber om økonomiske kriser var centrale kampbegreber i 1800-tallet. Hver gang der sidenhen har været økonomiske kriser, som f.eks. den store depression i 1930erne efter børskrakket på Wall Street i 1929, har der været en fortolkningskamp. Der foregår en kamp om at definere årsager til økonomiske kriser, og om at definere løsninger på dem, som når man f.eks. diskuterer offentlige nedskæringer og balance på de offentlige finanser overfor offentlige investeringer. Men der foregår også en kamp overhovedet at definere hvad der skal identificeres som den (politisk) relevante krise, som når man antager at ’bankkrisen’ er mere presserende end den ’globale fødevarekrise’. Det handler også om hvad man overhovedet skal kalde en bestemt krise, som når man taler om ’finanskrise’ i stedet for f.eks. ’beskæftigelseskrise’. Og det kan endda handle om at overbevise om, at der overhovedet er en krise, som når det gælder f.eks. ’klimakrisen’.

En krise er således ikke til på nogen umiddelbar måde. Kriseopfattelser er filtreret og påvirket gennem definitionskampe om krisen. Kriser konstrueres ikke ud af det rene ingenting, men de i allerhøjeste grad fortolkede snarere end bare naturlige. Sat på spidsen kan man måske sige, at sproget er politisk. Det gør hvert fald en temmelig stor politisk forskel hvad der for borgere og politikere gælder som tidens relevante kriser. Man kan da også være helt sikker på, at kriser, forstået helt generelt, aldrig forsvinder, for kriser har vist sig at være nødvendige for at legitimere upopulære politiske beslutninger. Som den engelske premierminister Winston Churchill skulle have sagt, skal man aldrig lade en god krise gå til spilde. Der er en enorm magt forbundet med at kunne præge befolkningernes kriseopfattelser.

I kølvandet på den seneste finansielle krise kan man igen observere en kamp om at definere krisens indhold, årsager, og løsninger. Positionerne i denne debat har bl.a. været en genkomst af en marxistisk kritik, der først og fremmest peger på mere omfattende systemiske træk, og som man måske som kriseteori kunne sammenfatte under betegnelsen kapitalismeteorien. En anden forklaring er overreguleringsteorien. Specielt i USA har en konservativ og økonomisk liberalistisk position hævdet, at krisen skyldes for meget regulering, og her har man bl.a. henvist til at banker har kunnet spekulere i at de ville få statshjælp. En tredje position, ofte socialdemokratisk eller socialliberal, har først og fremmest hævdet, at der er behov for en ny og mere effektiv regulering af specielt den finansielle sektor, samt keynesianisme, hvad man kunne kalde for underreguleringsteorien. En fjerde position, grådighedsteorien, har hævdet at krisen først og fremmest skyldes grådighed blandt bankfolk, og at en ny og bedre moral vil forhindre kriser af samme omfang i fremtiden. Dens pendant er på en måde at lande hårdest ramt af krisen er det pga. ringe arbejdsmoral, for i denne kriseteori handler det først og fremmest om personligt ansvar, hvad end det er den grådige spekulant eller den dovne græker, der selv er skyld i at krisen rammer ekstra hårdt.

Denne form for kriseanalyse er blevet stærkt kritiseret af f.eks. europæiske tænkere som Jürgen Habermas og Slavoj Zizek for at se bort fra forskellige systemiske og institutionelle kriseforklaringer. Og endelig har der været en position som har påpeget at andre kriser – sultekrise, fødevarekrise, energikrise, klimakrise – tilsyneladende glemmes og nedprioriteres, alt imens skatteyderpenge har holdt hånden under bankerne. Der foregår altså genkendelig kamp om at definere årsager til krisen, om at definere hvori krisen overhovedet består, og hvad man skal gøre ved krisen.

 

En illustreret udgave af denne artikel vil være at finde i bogen 50 Ideer, som udkommer til efteråret på Aarhus Universitetsforlag. Bogen er redigeret af Hans-Jørgen Schanz.