UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Kulturarv: Historien til forhandling

Fotograf: Alun Salt. Creative Commons

Fotograf: Alun Salt. Creative Commons

Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. I de næste par uger bringer Baggrund historier fra hele verden, hvor erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.


 

I Danmark er vi glade for at kanonisere vores kultur. Allerede i 2006 lancerede Brian Mikkelsen den første kulturkanon. Her samlede en række eksperter en liste på over 108 kunstværker, der var ‘helt essentielle’ for dansk kultur. Den bestod af alt lige fra Storebæltsbroen til Klichés album Supertanker. Men sidste år genoplivede kulturminister Bertel Haarder debatten endnu en gang. Nu skulle vi have en ny kanon, og denne gang skulle eksperterne ikke vælge de bøger, musik og bygninger, der kendetegner os, nej, nu skulle det komme nedefra og handle om mere end fysiske objekter: Værdierne, de ‘åndelige jordlag, vi står på’. For i disse pressede tider må vi ikke glemme hverken højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen. Danmarks åndelige kulturarv.

Om den nye kanon er Haarders velmente forsøg på at skabe et vedvarende aftryk på dansk kulturpolitik eller en måde at aflede opmærksomheden fra de flere hundrede millioner kroner store besparelser i kulturministeriets budget, er uklart. Hvad der derimod er klart er, at vi aldrig forholder os til kulturarven for blot at minde os selv om fortiden. For debatten om, hvad vi skal definere som vores fælles fortid, kan ikke se sig fri fra de kontekster, som debatten befinder sig i lige nu og her.

For Haarder var det nemlig sådan, at vores egen nedskæringspolitik de seneste år tvang os til at huske det, vi stadig har tilbage. I sin motivation for den nye kulturkanon udtalte han til Information:

Kultur handler om alt det, der ligger ud over det nødvendige. I en tid, hvor man har så travlt med nødvendighedens politik, er det ekstra vigtigt at sætte fokus på alt det, der ikke er nødvendigt, men som giver livet indhold og mening.

Selvom kultur kun er af meget vigtig unødvendig karakter, er en ny kulturkanon ikke desto mindre absolut nødvendig. En åndelig kulturkanon kan nemlig fremvise det, der er rigtig dansk, den ægte danskhed. Og netop dette er nødvendigt i det globaliserede Danmark, argumenterede Haarder i Jyllands-Posten:

Vi skal have nultolerance over for intolerance. Jeg nævner det kun for at understrege min pointe, nemlig at det, at der er flere fra fremmede kulturer til stede i Danmark, kun forstærker behovet for større kulturel tydelighed.

Med et begreb fra Eric Hobsbawn og Terence Ranger kan man i kulturarvsforskningen kalde Haarders manøvre for ‘invention of tradition’. Traditionsopfindelse er et begreb, der bruges til at fokusere på, hvordan specielt statsmagter bruger kulturarv til at legitimere sig både internt i staten og i international sammenhæng. At tale om en kulturel tradition kan være et effektivt værktøj til at skabe en sammenhæng i en stat, hvor andre fællesskaber end det nationale ofte synes mere naturlige. Derfor har kulturarv de seneste par århundreder, hvor nationalstaten har skullet opfinde og løbende genopfinde sig selv som det primære fællesskab, været sammenfiltret med det nationale. Kulturarven kan være byggesten i nyere staters tilblivelse, såsom De Forenede Arabiske Emirater, som har haft travlt med at skabe et kulturhistorisk fundament for sin fremtidige nationale identitet. Her er man optaget af at fasttømre sin position som stat i fremtiden ved at fremhæve, hvem man var engang, og den genfundne kulturarv hjælper effektivt med at stabilisere staten som naturlig entitet i befolkningens bevidsthed. Men man kan også som Haarder se kulturen som noget, der altid har været der, indtil den opløses i takt med globaliseringen. I det tilfælde bliver kulturarven nationalidentitetens sidste holdepunkt; vores livline i en flydende verden, der som det eneste sikre bliver ved med at minde os om, hvem vi stadig er: Danskere først.

Vender vi forholdet om, fremstår situationen dog sjældent så presserende. For mister vi virkelig kulturarven, hvis vi ikke minder os selv om den? Det er måske mere nærliggende at spørge, hvad folk vil opnå ved at tage stilling til den. Det er klart, at kulturarv handler om vores fortid, men det handler mindst lige så meget om, hvordan vi husker og derved former fortiden. Og det gør vi altid ud fra en idé om, hvem vi er nu og gerne vil være i fremtiden.

Fortsætter man med at se kulturarven, som dét, der stadig står uberørt tilbage fra vores fælles fortid, mister man blikket for, at kulturarv altid har sin helt egen kontingente historie. Kulturhistorien er altid blevet skrevet i specifikke kontekster, ligeså specifikke som Bertel Haarders anno 2015. Kulturarv er ikke bare ting og traditioner, men ligger altid i spændingsfeltet mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Det, vi mener at stå på skuldrene af i dag, er produkter af mange års udvælgelsesprocesser, hvor regionale, nationale og internationale aktører alle har deltaget. Alle har hver især været involveret i forskellige problemstillinger. Men iscenesættelsen af kulturarven er en forhandling mellem alle tre niveauer, for sjældent har kun én af dem magten til at definere den alene.

Et eksempel: Tempelkomplekset Angkor har siden 1992 været stemplet som en del af “menneskehedens kulturarv” gennem indskrivning på UNESCO’s verdensarvsliste. Templet har også i forskellige udgaver prydet det cambodjanske flag i forbindelse med skiftende nationale projekter fra 1850 og frem til i dag. Med flere end to millioner besøgende årligt er tempelkomplekset afgørende for det lokale liv og områdets fremtid: både i form af økonomisk udvikling, men også med et truende økologisk sammenbrud som følge af de mange internationale besøgende, der vil have del i kulturarvsfortællingen. Internationale, nationale og lokale lag er sammenfiltrede i en kamp, der ikke mindst handler om økonomi og identitet.

Som kulturarvsteoretikeren Laurajane Smith har påpeget, så er “[k]ulturarv (…) en forhandling mellem de individuelle og kollektive hukommelser, der står i nutiden og kigger tilbage på fortiden og forsøger at forme identiteter i fremtiden.” Kulturarven er en kampplads – ikke blot om fortiden, men først og fremmest om fremtiden.

Hvad enten den har materiel form i bygninger, arkæologiske fund og statuer, eller immateriel form i traditioner, bevægelser og vidensformer, så rejses spørgsmålet om, hvorvidt kulturarv handler om at minde sig selv om, hvem man allerede er, eller om det i virkeligheden handler om, at nogen gerne vil fortælle andre, hvem de helst skal være?

For Bertel Haarder lå det meste af vægten på det første. I denne serie har vi fået en række kulturarvsforskere til at lægge al vægten på det sidste. For kampene om, hvad vi vil huske, er kampene om, hvem vi prøver at blive.