UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Litteraturen i 50 minusgrader

Belomorkanal,1932

Serpentinevej af fanger ved konstruktionen af Hvidehavskanalen (Belomorkanal), 1932.

I Sovjetunionen skulle al kulturskabelse bidrage til den socialistiske forståelse af verden. Men den sovjetiske forfatter Varlam Sjalamov gjorde noget andet: han skrev anti-autoritær litteratur, hvor det individuelle skulle udfordre statens storslåede fortælling om Sovjetunionens civilisatoriske fremgang.


 

Den eneste tekst, som officielt blev udgivet mens den sovjetiske forfatter, Varlam Sjalamov, endnu levede, var den korte fortælling om det russiske træ krybefyrren. Krybefyr er en af 145 fortællinger fra Sjalamovs 1300-siders seksbindsvidnesbyrd Fortællinger fra Kolyma og bliver ofte kaldt noget af det mest poetiske og smukke, Sjalamov har skrevet. Den afsluttende linje i Krybefyr går sådan her: ”Jeg har altid syntes, at krybefyrren var langt det mest poetiske russiske træ – langt mere end den berømmede cypres, platanen og grædepilen. Og brændet fra krybefyrren giver mere varme.”

Krybefyr blev udgivet i 1960 i et sovjetisk litterært magasin og opfyldte alle kravene til “officielt” at være sand, sovjetisk litteratur.  Den sovjetiske litteratur – som i løbet af 1930erne havde fået navnet den socialistiske realisme – var blevet et af statens værktøjer, der havde til formål at opdrage den sovjetiske befolkning.

Men den sidste sætning – “Og brændet fra krybefyrren giver mere varme” – forråder alligevel den socialistiske realisme og den sovjetiske stat, og afslører, at Sjalamov ikke var en sand sovjetisk propagandist. Det pittoreske i naturen er erstattet af den nøgterne observation: det ene træ giver mere varme end det andet – når det er halvtreds minusgrader om natten i et af Sovjetunionens mest brutale arbejdslejrkomplekser, vel at mærke. Det vender vi tilbage til.

 

Litteraturen under Stalin

Efter Stalin begyndte en ny epoke i Sovjetunionen og kulturen – og især litteraturen – fik helt nye eksistensvilkår. I december 1928 havde Centralkomitéen krævet mere socialt brugbare bøger og forsøgt at mobilisere de intellektuelle for at deres litterære produktion skulle støtte Sovjetunionens første Femårsplan. I 1932 blev der udstedt et dekret af partiets centralkomité, der gik under navnet ”Om litteratur- og kulturorganisationernes omdannelse”. Med dekretet blev samtlige litteratur- og forfattersammenslutninger lukket – herunder Den russiske association af proletarforfattere, som i 1931 var blevet kritiseret for ikke at forstå at integrere “partiattitude” i deres litteratur. Den nye sovjetlitteratur fik en endelig definition under den første Alsovjetiske Forfatterkongres, som blev holdt i 1934.

Her inviterede man sekshundrede delegerede og fyrre udenlandske forfattere som hædersgæster til at fejre, at litteraturen var blevet en del af statens revolutionære projekt. Den socialistiske realisme skulle være ”en sandfærdig og historisk konkret fremstilling af virkeligheden i dens revolutionære udvikling”, der skulle kombineres med den opgave “at omforme det arbejdende folk i ideologisk henseende og opdrage det i socialismens ånd”. Hvor russsiske forfattere tidligere havde forstået litteraturen som en linse til at udforske eksistensen (med stort E), ville de stalinistiske ledere have en litteratur, der uddannede folk i overensstemmelse med den nye, sovjetiske stat.

 

Sjalamovs liv uden kvinder

I en af Sjalamovs tekster – Hvad jeg så og lærte i lejren – bemærker han tørt: “Kvinder har ikke spillet den store rolle i mit liv”. Det er en kommentar, som giver god mening, hvis vi kigger på hans biografi.

I store træk forløber Sjalamovs livhistorie sådan her: Først tyve år i det sovjetiske arbejdslejrsystem, hvor han tilbragte store dele af straffen ved Kolymafloden i det nordøstligste Sibirien i et af Sovjetunionens mest brutale arbejdslejrkomplekser. Derefter brugte han næsten tyve år på at færdiggøre sit 1300-siders vidnesbyrd fra sin tid i gulaglejrene: Fortællinger fra Kolyma.

Varlam Tikhonovitj Sjalamov er født i 1907 i Vologda i Nordrusland som søn af en ortodoks præst. På trods af sin ortodokse far lykkedes det alligevel den 21-årige Sjalamov – i det ellers erklærede ateistiske Sovjetunionen – at blive optaget på jurastudiet ved Moskvas Universitet i 1926. I Moskva tog han del i det litterære og kulturelle liv som både medlem af hovedstadens litterære cirkler og som digter. I 1927 meldte han sig ind i en trotskistisk gruppe. Lev Trotskij, der havde spillet en vigtig rolle under den russiske revolution og i den efterfølgende borgerkrig, var – efter Lenins død – en af hovedkandidaterne til at overtage magten i Sovjetunionen. Josef Stalin vandt denne magtkamp i 1929. Samme år måtte Trotskij forlade Sovjetunionen og leve i eksil i udlandet. Trotskisme blev en af de værste anklager, som man som sovjetborger kunne anklages for. En straf kunne enten betyde arbejdslejren eller døden.

I den officielle sovjetiske litteratur, kunst, teater og film blev arbejdslejren fejret som en triumf for sovjetkommunismens sande, humanistiske ånd. I den uofficielle vidste man godt, at arbejdslejren betød døden.

I 1929 blev Sjalamov anklaget og arresteret for trotskisme. Han blev idømt 3 år i en arbejdslejr i området omkring Visjerafloden ved Uralbjergene. Modsat Kolyma var forholdene her – alt taget i betragtning – udholdelige: det var tilladt at få besøg af familie og venner, og fangerne sultede ikke. Efter endt straf vendte Sjalamov tilbage til Moskva og begyndte at arbejde som journalist, mens han fortsat skrev og udgav noveller og digte. I 1937 blev han igen anklaget og arresteret for trotskisme og dømt efter “Paragraf 58″ for kontrarevolutionære forbrydelser. Sjalamov blev stemplet som folkefjende og idømt fem år i en af arbejdslejrene ved Kolymafloden. Her tilbragte han næsten sytten år. I 1953 vendte han så tilbage fra Kolyma.

Sjalamov flyttede igen sammen med sin kone, som han havde mødt under sin første straffetid i lejren ved Visjerafloden. Han begyndte arbejdet på Fortællinger fra Kolyma. Sjalamovs kone insisterede på, at han var nødt til at lægge Kolyma bag sig, men han fortsatte arbejdet og måtte til sidst flytte fra hende. Herefter helligede han sig fra 1954 til 1973 arbejdet med at skrive sit enorme vidnesbyrd fra gulaglejren ved Kolymafloden.

 

Den nye prosa efter Gulag

GULAG er et akronym for Glavnoje upravlenije ispravitelno-trudovikh Lagerej, der kan oversættes til Centralstyrelsen for forbedrings- og arbejdslejre, et agentur direkte under det sovjetiske Indenrigsministerium. Svetlana Boym, professor i slavisk og komparativ litteratur ved Harvard University, skriver, at GULAG blev produceret som to uensartede myter i henholdsvis den officielle sovjetiske kunst og i den uofficielle kunst: både som paradis og helvede.

I den officielle sovjetiske litteratur, kunst, teater og film blev arbejdslejren fejret som en triumf for sovjetkommunismens sande, humanistiske ånd. I den uofficielle vidste man godt, at arbejdslejren betød døden.

Den 2. august 1933 indviede Stalin den 220 kilometer lange Hvidehavskanalen, som var bygget af sovjetiske kriminelle i et vidtrækkende system af arbejdslejre. En gruppe, der bestod af 120 forfattere og journalister blev sendt af sted på et dampskib som en del af indvielsen. Efterfølgende blev det stadigt ekspanderende system af arbejdslejre langs kanalen, der også skulle resocialisere kriminelle, beskrevet som en triumf for sovjetkommunismens ”sande, humanistiske ånd”. En bog, der blev udarbejdet af staten efter indvielsen, viste lune og hyggelige barakker i Sovjetunionen, sunde og mætte fanger. Som Mette Dalsgaard skriver i sin bog En optimistisk tragedie, kunne man læse interviews med prostituerede, kassebedrøvere og småforbrydere, som fortalte, at de efter afsoningen af deres straf ”kunne vende tilbage til den normale verden med rank ryg – og begynde forfra på en ny og bedre tilværelse”.

Hvis statens fortælling om arbejdslejrene var et vidnesbyrd om Sovjetunionens triumf og lejrarbejdets styrkende effekt, så var Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma et vidnesbyrd om, at det samme system havde skabt en ny, brutal virkelighed i gulaglejrene – nemlig zonens virkelighed.

Den nye virkelighed, som blandt andet var skabt af den sovjetiske stat, skulle også afspejle sig i litteraturen. Sjalamov udformede dermed de første læresætninger i det, han kaldte den nye prosa: ”I den nye prosa – efter Hiroshima, efter selvbetjeningen i Auschwitz og serpentinevejen i Kolyma, efter krige og revolutioner – skal alt didaktisk forkastes. Kunsten har mistet retten til at prædike. Ingen kan have ret til at undervise.”

I 1988 og 1989 udkom to af Sjalamovs tekster posthumt: Om prosa og Om min prosa. Her introducerede Sjalamov sin nye prosa, som ifølge ham selv var et forsøg på at ”overvinde alt dét, som kan kaldes for litteratur”. Sjalamovs skrifter var et radikalt opgør med den socialistiske realismes opdragelse og en af den russiske, humanistiske traditions læresætninger – at man skulle acceptere lidelse og autoritær moralitet og igennem det kunne opleve en moralsk genfødsel.

Sjalamovs 1300-siders værk Fortællinger fra Kolyma var et forsøg på at virkeliggøre Sjalamovs egen antiautoritære og antididaktiske litteratur.

 

Fortællingerne

Fortællinger fra Kolyma består af 145 korte fortællinger. Hver eneste fortælling er en afsluttet fortælling, der ikke er ordnet i en fremadskridende, narrativ struktur og som kan læses uafhængigt af resten. Fortællingerne har ingen faste hovedkarakterer og ingen autoritativ fortællerstemme, der er hævet over arbejdslejrens virkelighed. Men samtidig fungerer hver eneste fortælling som en integreret del af et større kredsløb af tekster, hvori motiver (sloganet over indgangen til porten – ”Arbejde er et spørgsmål om ærlighed, ære, tapperhed og heltemod” – bliver gentaget igen og igen til det absurde), karakterer og begivenheder går igen i nye konstellationer – alle med zonen som deres omdrejningspunkt.

For ham havde Kolyma, Auschwitz, Hiroshima, krige og revolutioner indstiftet en ny virkelighed, der også krævede en ny litteratur.

Fortællingerne er dokumentariske og beskriver præcist minutiøst livet i lejren, men uden at skrive en kronologisk arbejdslejrens historie. Det er en vigtig pointe, fordi Sjalamov bevidst forsøger at indtage en fortællerposition, der ikke er hævet over begivenhederne, men dybt involveret i dem. Her adskiller han, ifølge Christel Brinkløv, sig fra den anden store gulagfortæller, Aleksandr Solsjenitsyn, der med det enorme værk Gulag øhavet, ifølge Sjalamov selv, havde skrevet en distanceret, faktuel gennemgang af de forskellige aspekter ved livet i lejrene. Selvom Solsjenitsyn og Sjalamov adskiller sig på dette punkt, så er det vigtigt at fremhæve, at de begge var forpligtede til skildre en upoleret sandhed. I indledningen til Gulag øhavet skriver Solsjenitsyn, at der ikke findes nogle opdigtede personer eller opdigtede begivenheder: Alle steder og personer bærer deres sande navn. Det samme sandhedskriterium kan vi finde hos Sjalamov, når han i slutningen af 1950′erne proklamerer romanens, fortællingens og novellens død: ”Alt opdigtet, alt ”komponeret” – mennesker og karakterer – skal forkastes.”

Forskellen er den fortællerposition, som de hver især indtager. Sjalamovs nye prosa er et forsøg på at indtage en ikke-autoritær position i forhold til de begivenheder, som den skildrer. Han forsøger – med sin nye prosa – ikke at beskrive begivenheden, men at genskabe den. Som Sjalamov selv skriver, er den nye prosa “selve begivenheden, slaget, og ikke en beskrivelse af den. Det vil sige et dokument, der er forfatterens direkte deltagelse i livets begivenheder.”

Den nye prosa er med andre ord antipanoramisk, antiautoritær i sit blik. Sjalamovs nye prosa afskyr statens abstraktioner og insisterer på det gennemlevede. For ham havde Kolyma, Auschwitz, Hiroshima, krige og revolutioner indstiftet en ny virkelighed, der også krævede en ny litteratur.

Sjalamovs proklamering – at alt didaktisk skal forkastes efter Kolyma, Auschwitz, Hiroshima, krige og revolutioner – må forstås som en kritik af den kulturelle udvikling efter Stalin i Sovjetunionen, hvor arbejdslejren i den officielle litteratur blev hyldet som en civilisatorisk triumf. Men som Sjalamov også skriver, så er den nye prosa et opgør med og et forsøg på at overvinde alt det, der kaldes litteratur – ikke bare den socialistiske realisme. Efter Kolyma mente Sjalamov, at det var for risikabelt at holde fast i denne type teleologiske, store narrativer, hvor det enkelte menneskes vilkår måtte vige for en større historisk sandhed. Derfor blev mantraet for Sjalamovs nye prosa at skrive individuelt: ”At skrive sandheden vil for kunstneren sige: at skrive individuelt.”

 

Der er ingen frelse

Den anden store gulagfortæller, Aleksander Solsjenitsyn, gik fra at være ukendt til at blive en af Vestens yndlingsdissidenter, der i 1970 resulterede i, at han vandt Nobelprisen i litteratur.

I en samtale mellem de to, som Sjalamov nedskrev i en af sine notesbøger, instruerer Solsjenitsyn Sjalamov, hvordan han skal publicere sig selv i udlandet: ”I Amerika – sagde mit nye bekendtskab hurtigt og instruerende – skal helten være religiøs”. Men i Sjalamovs Kolyma er der ingen frelse. For som han skriver: ”Jeg lærte forskellen mellem et fængsel, som styrker ens karakter, og en arbejdslejr, der fordærver den menneskelige sjæl”. Denne konklusion er både et svar til den sovjetiske statslitteraturs idealisering af gulaglejrene. Men det var også en kommentar til en af læresætningerne i den russiske, humanistiske tradition, der kan føres tilbage til den store russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij: forestillingen om, at mennesket bliver moralsk forbedret af opholde sig i et fængsel eller i en arbejdslejr.

En sådan forestilling – om den historiske nødvendighed af lidelse og dens moralske effekt – er ifølge Sjalamov at forråde ligene i Kolyma. Derfor undgik han, ifølge Svetlana Boym, i sin skildring af Gulag enhver form ekstatiske lidelsesscener i stil med Dostojevskij og enhver form eisensteinsk patos og konfronterede i stedet læseren med den nøgterne brutalitet, som var dagligdag i arbejdslejren, hvor hverken arbejde, lidelse eller religion tilbød moralsk genoprejsning eller genfødsel.

Som han skriver i Fortællinger fra Kolyma: “Lejren er livets negative skole til punkt og prikke. Der er ingen, som medbringer noget som helst positivt eller nyttigt derfra, hverken fangen, hans chef, hans vogtere eller de ufrivillige vidner – ingeniørerne, geologerne, lægerne – hverken cheferne eller de underordnede. Hvert eneste øjeblik i lejrene er et forgiftet øjeblik.”

Sjalamovs vidnesbyrd er klart: Ingen forlader arbejdslejren som et styrket menneske. I lejren viser den menneskelige kultur og civilisations skrøbelighed sig, for som han skriver, så forvandles mennesket til et dyr efter tre ugers hårdt arbejde, kulde, sult og tæsk.

 

Et opgør med alt det, der kaldes litteratur

Lad os vende tilbage til Krybefyr – denne artikels indledning og den eneste fortælling, som blev officielt udgivet i Sovjetunionen mens Sjalamov endnu levede.

Med den sidste sætning i Krybefyr “Og brændet fra krybefyrren giver mere varme” – viger den skønne litteratur tilbage for anden, definitiv sandhed. Nemlig det faktum, at Krybefyren brænder bedre end andre træsorter. I halvtreds minusgrader i et af Sovjetunionens mest brutale lejrsystemer, hvor dit spyt fryser til is inden det rammer jorden, har landskabet skiftet natur. Det er ikke pittoresk, det er ikke bemestret af civilisationen eller teknologien. I følge Sjalamov er der i  lejren ved Kolymafloden nemlig kun tre grundprincipper: mad, søvn og forsøget på at holde varmen.

Da man i 1933 indviede den 220 kilometer lange Hvidehavskanal, og Stalin sendte 120 forfattere og journalister til indvielsen, som beskrev det system af arbejdslejre langs kanalen, som en triumf, var det netop et forsøg på at overbevise befolkningen om, at statens moderniserings og industrialiseringsbestræbelser, som var bygget på fangearbejde i store netværk arbejdslejre, var et udtryk for for sovjetkommunismens ”sande, humanistiske ånd”.

Men for Sjalamov, var det ikke andet end en storslået abstraktion. Sjalamovs litteratur var et forsøg på vriste denne fortælling fra staten og tilføje et nyt, anti-panoramisk blik, som viste den brutale virkelighed i Gulaglejren. Det var et forsøg på at forskyde blikket fra statens storslåede fortælling om sig selv og sin civilisatoriske fremgang, der blev fortalt igen og igen som et hypnotisk simulakrum igennem den socialistiske realisme.

I arbejdslejren er ilden – “en af menneskehedens første guder,” som Sjalamov selv skriver – igen blev vækket til live. Ved at afvise den sovjetiske stats abstraktioner og insistere på det konkrete, det individuelle, det gennemlevede og det menneskelige, forsøger Sjalamov at vise os denne virkelighed, hvor civilisationens og fremskridtets guder er blevet erstattet af de guder, som vi havde glemt eksisterede. Men nu – som et biprodukt af samme fremskridtsiver og civilisatorisk storhedsvanvid – er blevet vækket til live igen.

Sådan udgjorde alle fortællingerne, ifølge Sjalamov selv, en lussing til det system, som havde skabt lejrene.

Kasper Mikael Jacek er studerende ved Københavns Universitet og redaktør på Baggrund.