UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Mellem Alting og Ingenting. Franz Kafkas roman Slottet som sonde for titulaturen i dag.

Kafka (2)

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbejde, og hvem kan kalde sig for en arbejder? Hvordan beskrives de mennesker og professioner, der befinder sig på grænsen til den gængse forståelse af arbejde? På Baggrund sætter vi i de næste fire artikler fokus på, hvordan vi taler om og opfatter os selv som arbejdere. Vi har bedt en række forskere om at undersøge arbejdets randområder: Samfundssnyltere fra alle samfundslag, prostituerede, parasitter og selvtitulerende charlataner.

Vores arbejde er ikke kun, hvad vi gør. Det er i høj grad også, hvad vi kalder os selv: Professor, kaptajn, skomager, landmåler. Titulaturer gør det nemt at definere sig for sig selv og for andre, men hvad sker der når embedet ikke følger med titlen? Lars Kiilerich Laustsen undersøger titulaturens betydning fra Kafka til i dag.


 

Franz Kafkas roman Slottet er om noget det litterære værk i det 20. århundrede, der behandler titulaturen. Romanens hovedperson K. kommer til landsbyen ved slottet og insisterer vedvarende på, at han er landmåleren, der af slottet er blevet hidkaldt til at foretage nogle målearbejder. Og hvad skal læseren tro andet? Han er jo hovedpersonen, gennem hvis blik vi lige fra starten ser den fiktionsvirkelighed, vi bliver præsenteret for. Men i virkeligheden kunne han lige så godt være landstryger, altså en person, der svindler sig frem til sin landmålerposition. Det kan godt være ret frustrerende som læser at skulle indstille sig på!

Imidlertid er denne misere ikke så ukendt i historien, som man skulle tro. Historien om den falske kaptajn fra Köpenick indeholder alle de elementer, der kunne være K.’s fortælling. Det drejer sig om den arbejdsløse skomager, Wilhelm Voigt, der den 16. oktober 1906 klæder sig ud som prøjsisk kaptajn og tager kommando over en deling soldater, som han indtager byens rådhus med. Lige forinden har han forsynet dem med øl og sørget for, at de på den lokale station har fået et solidt middagsmåltid samt en løn på en mark. Oven på denne generøse beværtning vandrer delingen op til byens rådhus og spærrer alle indgange. Personalet og besøgende på rådhuset bliver forment adgang til at færdes på gangene, og Voigt lader borgmesteren arrestere og beslaglægger kommunekassen. Der hersker tvivl om, hvad Voigts egentlige motiv er, og ifølge den forklaring, han bagefter selv giver, vil han skaffe sig et pas, der giver ham tilladelse til at arbejde. Besættelsen ender med, at Voigt giver delingen ordre til at holde rådhuset besat endnu en halv time, hvorefter han selv forlader stedet og tager ind til Berlin, hvor han igen ifører sig civile klæder. 10 dage senere bliver han arresteret og siden idømt 4 års fængsel. Men den tyske kejser, Wilhelm 2. af Tyskland, morer sig så meget over historien, at han benåder Voigt efter to års fængsel.

Wilhelm Voigt, den falsk kaptajn fra Köpenick

Wilhelm Voigt, den falsk kaptajn fra Köpenick

Denne historie er meget morsom, og man kunne sikkert finde et hav af tilsvarende historier. Den klassiske historie er manden, der kommer ind fra gaden og på et hospital ifører sig en hvid kittel, hvorefter han fører sig frem, som om han var overlægen. Men begge historier, både den om den falske kaptajn og den om den falske læge, efterlader også et vidnesbyrd om, hvor anonymiseret vor virkelighed er blevet. Det kunne i princippet være hvem som helst, der blev udstyret med de pågældende titulaturer, og det stiller det efterfølgende eksistentielle spørgsmål, om det i dag til syvende og sidst er noget gudsgivent, at vi har fået den titulatur i livet, vi har. For mig som uddannet tysk litterat (Og ja, jeg er litterat!) er det endvidere et opgør med den traditionelle tyske dannelsesroman, hvor der altid er et telos, og hvor hovedpersonen, om end efter megen møje og besvær, når frem til en tilnærmelsesvis overensstemmelse mellem kald (”Berufung”) og erhverv (”Beruf”). I stedet for må man spørge sig selv, om der i virkeligheden ikke skal et stærkt moment af pokerfjæs til at føre sig frem og udøve en funktion med en dertil hørende titulatur her i tilværelsen i dag.

At drage denne konklusion i Slottet besværliggøres dog af, at der også er objektive vidnesbyrd om, at K. er landmåler: han bliver tilsendt to medhjælpere, han får et anerkendende brev fra slotsembedsmanden Klamm, og han er til et møde hos sognefogeden, der ikke udelukker, at der vist nok engang skulle være indkaldt en landmåler. K. holdes således i en stedse svæven mellem sin landmålerstatus og sin lige så mulige landstrygerstatus. Men også i fald må man konstatere, at hans situation heller ikke adskiller sig særlig meget fra vore dages arbejdsliv, idet mange medarbejdere konstant bliver underkastet en evaluering og ikke mindst selvevaluering. Det kan godt være, at medarbejderen har fået sig en position her i arbejdslivet, men det er ikke ensbetydende med, at han ikke det næste øjeblik risikerer at være nul og niks. Intet er mere usikkert end titulaturen!

 

En bevidsthed bliver født

For at finde ud af, hvori problemet i Slottet består, må vi besigtige de tvetydige omstændigheder, der skaber det enestående tilfælde, romanen beretter om. Vi må aflægge den start et besøg, da K. kommer til landsbyen og tilsyneladende blot finder et sengeleje for natten, men oplever et ganske uventet gennembrud i forhold til, hvad han er eller troede han var.
K. står en rum tid på broen, der fører ned til landsbyen, og går så ned i landsbyen, hvor han finder nattelogi på det lokale værtshus. Han får ikke noget værelse, men får lov til at indrette sig nødtørftigt på en lånt halmsæk i krostuen, hvorefter han straks falder i søvn. Snart derefter bliver han vækket af en ung mand, der som repræsentant for slottet forlanger at se tilladelse fra slottet til at overnatte på lokaliteten. K.’s umiddelbare reaktion på dette er ganske sigende, idet han udbryder: ”Hvad er det for en by jeg er havnet i? Er der da et slot her?” Ville en mand, der var indkaldt som landmåler af slottet velvidende, at der var et slot, reagerer sådan? På den anden siden er han lige blevet vækket af sin søvn, hvorfor det kan være svært at samle sig om realiteterne fra det ene øjeblik til det andet.

Der bliver en del konfereren frem og tilbage, hvor K. flegmatisk afviser den unge mands forstyrrelse, og til sidst hidser den unge mand sig op og beder ham om at forlade området. K.’s reaktion på dette bliver det modangreb, der grundlægger hele hans position i landsbyen. Det kan godt være, at han som udgangspunkt virkede tøvende, men her giver han svar på tiltale:

“Nu må det snart være nok,” sagde K. påfaldende stille, lagde sig ned og trak tæppet over sig. ”De går lidt for vidt, unge mand, og i morgen skal jeg komme tilbage til Deres opførsel. Værten og de herrer dér er vidner, såfremt jeg overhovedet får brug for vidner. Men ellers må De være klar over at jeg er landmåleren som greven har tilkaldt. Mine medhjælpere med apparaterne kommer i vogn i morgen. Jeg ville ikke gå glip af turen gennem sneen, men desværre for jeg vild et par gange, og derfor kom jeg så sent. At det nu var for sent at melde mig på slottet kunne jeg sige mig selv, før De belærte mig om det. Derfor har jeg også ladet mig nøje med dette her natteleje, som De var så – mildest talt – uhøflig at forstyrre. Hermed har jeg forklaret mig tilstrækkeligt. God nat, mine herrer.” Og K. vendte sig mod ovnen.

Denne salve gør indtryk, og der forplanter sig en usikkerhed i K.’s omgivelser, der for et kort øjeblik stiller dem pas: ””Landmåler?” hørte han nogen, lidt tøvende, spørge bag sin ryg, så var der almindelig stilhed.” Men snart ved den unge mand fra slottet råd og ringer til slottet for at forhøre sig om rigtigheden af K.’s udsagn, hvorfor K. forbereder sig på, at svaret fra slottet kan blive negativt. Og slottet bekræfter rigtignok den unge mands mistanke. Men straks derefter indløber en ny besked gennem telefonen, der bekræfter K.’s udsagn, og dennes reaktion på dette er lige så tvetydig og uigennemsigtig, som hele forløbet har været indtil nu:

K. spidsede ører. Slottet havde altså udnævnt ham til landmåler. Det var på den ene side ugunstigt for ham, thi det viste at man på slottet vidste alt det fornødne om ham, havde afvejet styrkeforholdene og smilende tog kampen op. Men på den anden side også gunstigt, thi det beviste efter hans mening at man undervurderede ham, og at han ville have større frihed end han på forhånd havde turdet håbe på. Og hvis man mente at man med denne åndeligt utvivlsomt overlegne anerkendelse af hans landmålerstilling kunne hensætte ham i stadig skræk, så tog man fejl, han følte en let gysen, det var det hele.

K. er ekstremt opmærksom på, hvordan omgivelserne reagerer på ham, og han betragter landmåleridentiteten som en gunst, måske oven i købet en uventet og ufortjent én, der bliver ham tildelt. Hvorfor bruger den personale fortæller så ellers verbet ”udnævnt” om identitetstilskrivningen? K. opfatter det, som om slottet tager udfordringen op, efter at han selv har udfordret, og han skønner, at det, styrkeforholdene taget i betragtning, på den ene side ikke anser anerkendelsen af ham som landmåler for nogen særlig stor indrømmelse, men at lige netop det på den anden side giver ham et pusterum til at genoverveje sin situation. Han har fået en mulighed for at bide sig fast i bordkanten, og denne mulighed har han i sinde at udnytte til sit yderste. Denne tanke fremkalder en let gysen hos ham, fordi han nu ikke bare har opnået anerkendelse i landsbyfællesskabet, men fra højeste sted, slottet.

Hele resten af romanen går med, at K. prøver at give denne ”udnævnelse” substans. K. er sådan set ikke – sådan som nogle fortolkere fejlagtigt har tolket romanen – interesseret i integration i landsbyfællesskabet. Hvis det bare var det, havde han snart opnået det, om ikke som landmåler, så som skolebetjent eller hestepasser. Han kunne således rent faktisk have påtaget sig flere identiteter og funktioner i landsbyen og være forblevet i dem, hvorefter ingen efter et stykke tid ville have stillet spørgsmålstegn ved det – også selvom de var opstået under lige så vilkårlige omstændigheder som hans angivelige landmålerstatus. Men K. insisterer på sin ”Vermessenheit” (= formastelighed), der ligger som en hentydning i det tyske ord for landmåler, ”Landvermesser”, og han overskrider grænser, der vedvarende sætter hans position på spil. Derfor oplever han ikke bare en integration ind i et samfund, men også en langsom ekskludering af det igen og ned ad den sociale rangstige fra landmåler over skolebetjent til hestepasser. Men spørgsmålet er, om han derved ikke samtidig når frem til en væsenskerne! K. er i virkeligheden dybt gammeldags, og titulaturer er for ham ikke noget, man hænger på folk efter forgodtbefindende. Bordet fanger, både for dem, der tildeler dem, og dem, der får dem, og K. vil have metafysisk vished om sin identitet.

 

Titulaturerne kipper

Når det fremstår så tvetydigt, om K. er landmåler eller landstryger, skyldes det, at Kafka bevidst gør brug af en figur, der får udsagnet til at kippe i snart den ene retning, snart den anden, nemlig inversionsfiguren. Inversionsfiguren betegner det optiske fænomen, hvor man enten ser ét motiv eller et andet, alt efter hvordan man indstiller blikket, og uanset at begge motiver er integreret i én og samme figur. Vi kender det fra den såkaldt rubinske vase, hvor vi enten ser en vase eller profilerne af to ansigter over for hinanden, men hvor vi ikke kan se begge ting på én gang, i hvert fald ikke i vor analytisk orienterede virkelighed. Det er grunden til, at vi står på gyngende grund med hensyn til at bestemme, hvad K. er.

Ser vi lidt nærmere på de andre personer i romanen, opdager vi, at dette fænomen også kendetegner dem, bl.a. Barnabas, da K. første gang bliver opsøgt af denne på kroen. Han beskrives på følgende vis: ”Han var næsten hvidklædt, tøjet var vel ikke af silke, det var vintertøj som alt andet, men silketøjets finhed og højtidelighed havde det.” Og da K. spørger om, hvem han er, svarer han: ””Barnabas hedder jeg,” sagde han, ”bud er jeg.”” Enhver, der kender lidt til sproget, ved, at det græske ord for bud eller sendebud er angelos, det selv samme ord, der har forplantet sig i ordet engel, så Barnabas fremstår forbigående som en engel som følge af dette og den hvide påklædning, han bærer. Men da K. følger med ham hjem til, hvad der viser sig at være Barnabas’ forældre og søstre, finder han ud af, at der ikke er noget ophøjet over ham, og det hedder sig om K., at han ”Havde ladet sig besnære af Barnabas’ stramme silkeglinsende jakke, som denne nu knappede op, så en grov snavsetgrå sammenlappet skjorte kom til syne over et vældigt kantet bryst som på en tjenestekarl”. Hele illusionen om, at han skulle være højt på strå og i stand til at hjælpe ham nærmere slottet, falder til jorden, og Barnabas reduceres fra det ene øjeblik til det andet fra engel til tjenestekarl.

Der er altså et kæmpe gab imellem, hvad folk foregiver at være, og hvad de i virkeligheden er. Denne iagttagelse har også betydning for, hvordan vi vurderer K. og hans uafgjorte identitet som enten landmåler eller landstryger. Titulaturen viser sig at være et arrangement af provisorisk karakter, der er skabt af, hvordan omgivelserne ser på én, og hvis man er god til at iscenesætte sig selv, kan man i en social sammenhæng nå langt. Men man må spørge sig selv, om det har noget med figurernes egentlige substans at gøre. Man kan således i lang tid diskutere, om K. er landmåler eller ej, men man kan også tolke K.’s fortsatte søgen efter anerkendelse som landmåler som en afspejling af det menneskelige vilkår i det hele taget, hvormed romanen stiller det evigt vedkommende spørgsmål: hvad er et menneske? Initialet K. er rigtignok en hentydning til Kafkas eget efternavn, men det er også et chifre for et hvilket som helst menneske. Det er det afklædte menneske eller – om man vil – ”det nøgne liv”. Det hentyder på den ene side til hovedpersonens eventuelle landstrygereksistens, men med figurens lige så mulige erhvervsudøvelse som landmåler spørger romanen på den anden side, hvad der sker med et menneske, når det i form af titulaturen landmåler bliver iklædt et socialt korset. Af samme grund udvikler romanen en civilisationsallegori, for en landmåler er jo – ikke ulig en anden romanhelt i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget, Hans Castorp, der er ingeniør – en eksponent for det teknologiske fremskridt. Han vil lave om på ting og er i den forstand en revolutionær, hvorfor han er en sten i skoen for landsbybeboerne neden for slottet. Men K.’s landmålerprojekt skæmmes samtidig af, at han aldrig kommer til at udføre nogen landmålerarbejder. Man kan tværtimod konstatere, at jo nærmere han kommer sin bestemmelse på slottet, desto nærmere kommer han en sandhed, der mere ville høre hjemme i Monty Pythons ministerium for gakkede gangarter end i det nuværende nytteorienterede Uddannelses- og Forskningsministerium under Sofie Carsten Nielsen.

 

Slottet som forløber for samtidens selviscenesættelse

De verdener, Kafka skildrer, forekommer altid underligt afsondret og mærkelige i forhold til den verden, vi kender. Alligevel slår han mange gange umærkeligt ned i, hvad der er allermest vedkommende. Den coaching-kultur samt evaluerings- og selvevalueringskultur, der er vokset frem i de sidste 15 år, har de samme idealer om at forfølge sine personlige mål som K. Ifølge disse kulturer skal man gøre sit liv til et projekt, og det er ifølge teologen Jørgen I. Jensen i dennes bog Jeg-automaten livet som fortælling, CV eller brand: ”Det enkelte menneske har i princippet hele verden som scenerum og alle andre mennesker som tilskuere.” Han betegner det også som en tidsalder, der er domineret af biografistiske idealer i modsætning til de individualistiske, der ifølge ham har været gældende indtil da. Det drejer sig ikke længere om at udmærke sig ved et ikke nødvendigvis tilpasset særpræg, men at skrive sig ind i de omgivelser, der sætter rammerne for ens udfoldelse. K. kan således lave sig et brand som landmåler, så omgivelserne ikke bare uden videre kan afvise ham, og han kan udvikle sin egen fortælling ud fra det enestående tilfælde, der skaber denne identitet. Problemerne begynder først at opstå, da han begynder på at insistere på at give denne identitet substans.

Man kan indvende imod ovennævnte menneskebillede, at det fordrer, at man konstant kan udvikle sig og hhv. tale sig op eller blive talt op i et højere gear. Det er altså lige så meget en retorisk øvelse som at angive en vedvarende udvikling, og man kan frygte, at menneskebilledet kan komme for skade at dække over en indre hulhed, for så vidt som det kommer mere an på ens evne til at iscenesætte sig selv end på genuin udvikling. Den første direktør for kunstmuseet Arken, Anna Castberg, der blev direktør i marts 1996, er et eksempel på dette. Allerede i september samme år måtte hun fratræde stillingen pga. rod i regnskaberne, men i virkeligheden var det, fordi hun – med en formulering, hun siden selv brugte – havde ”romantiseret” sit CV og skrevet en doktorgrad og nogle andre uddannelser på, som hun ikke havde. Ligesom det foreligger som en mulighed hos K., skabte hun en fortælling om sit eget liv og lod den til sit eget maksimale udbytte opportunistisk tillempe den virkelighed, hun indgik i.

Et andet mere nyligt eksempel på selviscenesættelse er hjerneforskeren Milena Penkowa, der i dag påviseligt har fusket med nogle rotteforsøg og offentliggjort fiktive data. Hun er nu af et internationalt forskerpanel kendt skyldig i bevidst videnskabelig uredelighed. Men i mellemtiden nåede hun at bringe det til ph.d. og dr.phil., og hun endte såmænd også som professor på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi. Samtidig blev hun fejret som én af Danmarks ypperste forskere og blev i 2009 udmærket med videnskabsministerens eliteforskerpris. Hun forstod at iscenesætte sig selv og skabe en fortælling om sig selv, hvilket bl.a. ytrede sig ved, at hun kunne posere for fotograferne. Googler man hende på internettet, kan man således finde flere billeder af hende, hvor denne selvbevidsthed træder tydeligt frem. Hendes evne til selviscenesættelse og til at skabe en fortælling om sig selv fremgår også af den omstændighed, at hun nogle år inden pristildelingen i et brev til rektor Ralf Hemmingsen havde løjet sin mor og søster døde ved et biluheld. Det viste sig ikke at være rigtigt, idet de tre år senere optrådte lyslevende ved Penkowas doktorfest. Men historien viste noget om hendes evne til ligesom Anna Castberg at skabe en fortælling ud fra øjeblikket, og på samme måde havde hun momentum og red på en bølge, godt hjulpet af en daværende politisk agenda om, at forskere skulle være unge og målrettede, da hun ved sin karrieres højdepunkt fik eliteforskerprisen.

Det interessante ved Penkowa-sagen er ikke, at hun blev afsløret, men at hun, hvis hun bare havde gået gennem sin karriere med lidt mindre bulder og brag, i dag kunne have været en velanskreven forsker. Det får én til at spørge, hvor mange forskere med graden ph.d. eller dr.phil. og titlen adjunkt, lektor eller professor der kan være gået under radaren. Det er dog i grunden et unfair spørgsmål! De fleste forskere, jeg kender, er ærlige og redelige, og de er langt snarere kendetegnet ved den kronisk nagende tvivl, om de i forhold til deres grad og deres jobbetegnelse er gode nok. Men uanset hvordan det forholder sig, kan man på den baggrund konstatere, at Kafka ikke var helt ved siden af, da han med sin hovedperson i Slottet udkastede dikotomien landmåler/landstryger. Der er altid en sidste rest af diskrepans mellem titulaturen og en given persons generelle følelse af social berettigelse i nutidens arbejdsliv, og denne diskrepans kan desværre ofte netop give sig udslag i, at det er de forkerte, der vinder omgivelsernes anerkendelse i arbejdslivet i det hele taget. Anna Castberg og Milena Penkowa er således symptomatiske for, hvilke uheldige følger coaching-kulturens samt evaluerings- og selvevalueringskulturens selvpromovering kan have: nogle personer med et overskud af selvværd kan i kraft af deres suggestive beredskab føre sig frem på bekostning af andre personer med et underskud af selvværd, men med et større potentiale.

Den selvpromovering, som coaching-kulturen samt evaluerings- og selvevalueringskulturen kan udmønte sig i, er slet ikke så ny, som man skulle tro. Ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk i dennes nyeste bog Die schrecklichen Kinder der Neuzeit har der senest siden Den Franske Revolution fundet et opgør med den genealogiske arv sted, således at parvenuerne, der står for et brud på traditionen, bliver den nye personlighedstype på den sociale arena. Ganske vist repræsenterer parvenuerne alt, hvad vi i nutiden sætter højt, såsom iværksætteren eller mønsterbryderen, men de sætter samtidig en kile ind i kontinuiteten og mimer virkelighedens kontingens. Sloterdijk illustrerer overgangen ud fra et brev fra 1700-tallet af den borgerlige belletrist Vincent Voiture til domherren i Poitou, Pierre Costard, hvori Voiture citerer en borgerlig helts ord over for en italiensk adelig, ifølge hvilke helten og dennes højre arm, som denne i øvrigt anser for sin far (sic!), er mere værd end den adelige. Sloterdijk udleder deraf om den antifamiliære og antigenealogiske tendens i det 19. og 20. århundrede: ”Den, som betragter sin højre arm som sin far, begrunder sin stilling i verden ved sig selv, mere præcist: ved sit eget præstationsorgan.” Det er foregribelsen af oplysningens myndige, autonome individ og af den menneskerettighedserklæring, der bliver resultatet af Den Franske Revolution, men citatet viser tillige bagsiden af den egalitetstænkning, som Den Franske Revolution bygger på: individet kan i kraft af den fortælling, som det, løsgjort fra det faderlige åg, skaber om sin egen præstation, føre sig frem på andre individers bekostning. Deri ligger ifølge Sloterdijk udkastet til det 20. århundredes despoter såsom Hitler, Stalin eller Mussolini, som Sloterdijk betegner som modernitetens bastarder.

Den schweiziske dramatiker Friedrich Dürrenmatt imødekommer i sit essay Teaterproblemer Sloterdijks synspunkt i ovennævnte bog og beskriver, hvorfor der i nutiden ikke findes genren tragedier mere, ligesom der gjorde for Schillers historiske dramaer:

Alene af den grund, at der ikke mere eksisterer tragiske Helte, men kun Tragedier, som iscenesættes af Verdensslagtere og udføres af Kødhakkemaskiner. Af Hitler og Stalin kan der ikke mere skabes Wallenstein’ere. Deres Magt er saa umaadelig stor, at de selv kun er Magtens tilfældige ydre Udtryksformer, der efter Ønske kan udskiftes, og den Ulykke, man især forbinder med Hitler og til en vis grad ogsaa med Stalin, er blevet for vidtforgrenet, for uoverskuelig, for grusom, for mekanisk og ofte ogsaa simpelthen altfor meningsløs.

Der findes et uendeligt rhizomatisk netværk af individer, der kæmper imod hinanden. De er ikke bærere af historien, men nogle af dem skaber historien i kraft af den fortælling, de udvikler om sig selv. De kan ikke agere tragiske helte, for de kunne i princippet være hvem som helst, alt efter hvis fortælling der vinder frem for den anden. Til gengæld afstedkommer det teknologiske fremskridt, at disse vilkårligt indsatte magthaveres beslutninger kan få uanede konsekvenser for en masse mennesker, hvilket har gjort det 20. århundrede til det mest destruktive århundrede nogensinde i menneskehedens historie. Kafkas roman Slottet kan således læses som parablen på disse opkomlinges historie. K. kommer til landsbyen ved slottet uden fortid, men han skaber sig en nutid og en fremtid. Han holder en hel landsbys opmærksomhed tryllebundet ved sin angivelige titulatur som landmåler, en selvopfattelse, der kan være lige så privatiseret som der Führer, Il duce eller caudillo hos visse despoter i det 20. århundrede. Havde K. haft magt, som han har agt, havde han utvivlsomt gjort et stort kvalitativt indhug i den embryonale magthinde, der omgiver slottet, men hans færd gennem landsbyen kendetegnes ved en anden omstændighed, nemlig at han lige så godt kan være landstryger. Dermed strejfer romanen den dobbelthed, der karakteriserer mange despoter, der på den ene side opnår at leve deres drømme ud i al deres pomp og pragt, men på den anden side stil syvende og sidst viser sig at være ingenting. Det blev særligt klart, da en tidligere irakisk diktator i nyere tid endte sin karriere med at blive halet op af et stort mørkt hul nær sin fødeby ved Tikrit.

Men K. insisterer i modsætning til disse despoter i Slottet på at give sin identitet substans, og af samme grund gennemgår han en social marginalisering igen fra landmåler over skolebetjent til hestepasser. K’s udvikling eller rettere afvikling afspejler det løse grundlag, identiteten hviler på hos mennesket i det 20. og 21. århundrede. Freud udtaler de berømte ord, at mennesket ”ikke engang er herre i eget hus”, og deri ligger, at identiteten er en provisorisk foranstaltning mellem en ydre uendelighed, hvor jorden ikke længere er universets midte endsige mennesket noget af Gud intenderet projekt, og en indre uendelighed, hvor et menneskes handlinger ifølge Freud selv er betinget af uigennemsigtige processer i dets egen ubevidste. Det gælder også titulaturen, hvilket Kafka har forstået bedre end nogen anden. Kafka har læst Freud, men han afviser på det bestemteste psykoanalysens terapeutiske side. Til gengæld har han et godt blik for dens spekulative side, en side, vi i øvrigt her i Danmark har en slem tendens til at ignorere til fordel for en oversættelse af psykoanalysen til ren libido og den platteste reduktionisme. Allerede i sit hovedværk Drømmetydning skriver Freud således om fortolkningen af drømmene:

I selv de bedst tydede drømme må man tit lade et sted forblive uopklaret, fordi man ved tydningen mærker, at der her er et virvar af drømmetanker, der ikke kan redes ud, og som desuden ikke har leveret væsentlige bidrag til drømmeindholdet. Dette er da drømmens navle – det sted, hvor den er fastgjort til det ukendte.

Det er disse stier mod det ukendte, som Kafka er optaget af. K. oplever i løbet af Slottet nogle forbigående åbninger, hvor han forekommer at komme tæt på en essens. Det er ikke, når han laver målrettede forsøg på at forcere slottet, men snarere når han så at sige snubler over sine egne ben og i nogle drømmeagtige sekvenser mister kontrollen. Dette indbefatter bl.a., at han oplever slotssekretærer efterligne hanegal i gangen på Herskabsgården. Men af samme grund unddrager han sig landsbyfællesskabet igen, idet beboerne i landsbyen repræsenterer forskelligartede, dog hver især rationaliserede strategier, der er forankret i sproget, til at opretholde deres selvforståelse i landsbyfællesskabet. K.’s rejse gennem landsbyen er derimod kendetegnet ved en tiltagende sjælelig dimension, der giver ham en flig af indsigt i noget kvalitativt vigtigt, men ikke integrerbart. Ligesom i mindfulness, der i dag vinder indpas til løsning af stress og andre problemer på arbejdspladsen, bevæger K. sig frem mod en spirituel erkendelse af gnostisk art, der ganske vist i hans tilfælde ikke giver noget fast arbejde, i hvert fald ikke som landmåler, men som repræsenterer en radikal ekspansion udi menneskets sjæleliv.

Lars Kiilerich Laustsen er litterat med tilknytning til Forskningscenter Gnosis ved Aarhus Universitet.