UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Mental ingeniørkunst: Om UNESCO og racebegrebet

UNESCO’s raceinitiativer fik en pæn presseomtale i Danmark. Her kommer resultatet af den stadige holdningsbearbejdning til udtryk ved en UNESCO-udstilling på Aarhus Rådhus i november 1963. Da var også selve racebegrebet kraftigt på retur, anset som et levn fra gamle dage (Rigsarkivet).

UNESCO’s raceinitiativer fik en pæn presseomtale i Danmark. Her kommer resultatet af den stadige holdningsbearbejdning til udtryk ved en UNESCO-udstilling på Aarhus Rådhus i november 1963. Da var også selve racebegrebet kraftigt på retur, anset som et levn fra gamle dage (Rigsarkivet).

Nu om dage leder navnet UNESCO tankerne hen på den prestigefyldte liste over den såkaldte verdensarv. Anderledes forholder sagen sig, når man kigger på de første årtier efter Anden Verdenskrig. Dengang havde organisationen som erklæret formål at foretage et stykke mental ingeniørkunst på verdens befolkning via uddannelsessystemet og skabe en gennemgribende mentalitetsændring. Det indebar et opgør med racebegrebet – et centralt begreb, når man vil forstå, hvad der tidligere havde legitimeret militære interventioner, kolonialisme, segregation og menneskeudryddelser. Med udgangspunkt i sin bog Fra overmenneske til UNESCO-menneske. Racebegrebet i Danmark 1890-1965 beskriver historiker Poul Duedahl rødderne bag UNESCO’s mentale ingeniørarbejde, og hvordan dette blev ført ud i livet i Danmark.


 

Læren om mennesket

Før Anden Verdenskrig var antropologien – altså læren om mennesket – grundlæggende en biologisk videnskab: Fysiske opmålinger og raceteorier i alverdens afskygninger udstak retningslinjerne for, hvad man kunne sige om menneskers oprindelse, inddeling og værdi. Den tilgang smittede af på de beslægtede videnskabelige discipliner – så som historie og geografi – der blev undervist i rundt om i grundskoler og gymnasieskoler i den vestlige verden.

Når teorierne virkede troværdige og havde videnskabelig legitimitet, var det fordi de umiddelbart virkede logiske, fordi kritikerne var få og ikke særlig velorganiserede, og fordi teorierne endnu ikke havde lig i lasten i et omfang, der virkede bekymrende på andre end ofrene og deres familier. Tværtimod var teorierne uhyre praktisk anvendelige. I og med at opfattelsen var, at nogle racer rummede bedre fysiske og mentale evner og havde en naturgiven ret til at herske over de andre, kunne man retfærdiggøre alt fra økonomisk og seksuel udbytning til kolonisering, raceadskillelse og massemord.

Først da omfanget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser og nazisternes overgreb mod jøderne blev almindelig kendt, opstod der en udbredt erkendelse af, at der var brug for politisk lederskab på verdensplan, som kunne sikre fred mellem mennesker. Erkendelsen dannede grobunden for Forenede Nationers arbejde med at skabe kollektiv sikkerhed og et internationalt rettighedsmanifest ud fra det etiske standpunkt, at alle mennesker – uanset at de var forskellige – var grundlæggende ligeværdige. FN erkendte dog hurtig, at selv det folkemord som havde fundet sted lige midt Europas hjerte, samt en menneskerettighedserklæring og en international organisations magtpolitiske og økonomiske formåen ikke i sig selv var nok til at skabe fred. Skulle freden være vedvarende, måtte den nyde støtte i befolkningerne og basere sig på en oprigtig solidaritet mellem mennesker.

I november 1945 blev FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO – derfor oprettet. Udgangspunktet for organisationens arbejde var de ord, der fremgår af forfatningens præambel, og som den dag i dag står mejslet i sten i forhallen i UNESCO-bygningen i Paris: ”Since wars begin in the minds of men, it is in the minds of men that the defences of peace must be constructed”.

For at ændre folks tankegang måtte UNESCO først demontere den gamle biologisk forankrede tankegang og tilbyde et alternativ, som var mindst lige så logisk konsistent som den gamle. Sådan et paradigmeskift lod sig selvfølgelig ikke bare udføre over en nat, men måtte ske gennem et langt og sejt træk og udføres målrettet og bevidst gennem en massiv oplysningskampagne i hele uddannelsessystemet – fra grundskole til universitet.

 

At konstruere et nyt menneskesyn

Viljen til at ændre menneskesynet havde sådan set været til stede i adskillige år blandt en lille minoritet i forskerverdenen, særlig blandt tilhængerne af en ny og temmelig ukendt videnskabelig disciplin: sociologien. Her fandt man fra 1880erne og frem en række kritiske forskere, som bl.a. den tyske sociolog Ludwig Gumplowicz og den amerikanske sociolog William I. Thomas, foruden den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas, der var blevet kritisk over for sit fag. De forsøgte sammen med enkelte kolleger at nedtone biologiens betydning og opprioritere miljøfaktorernes betydning for mennesket ved at påpege, at raceinddelingerne, opmålingsmetoderne og de biologiske forklaringer byggede på en række falske antagelser. De påviste for eksempel at raceinddelingerne var knapt så håndfaste, som statistikken gjorde dem til. De påviste, at kranieformerne – der blev taget som et sikkert racemærke – kunne ændre sig i løbet af en generation, hvis de rigtige ernæringsforhold var til stede. De påviste, at uddannelsesniveauet skyldtes sociale faktorer. De påviste, at folk valgte partner efter kulturelt og ikke biologisk tilhørsforhold. Sproget var altså mere afgørende end øjenfarven, når man valgte sin livsledsager, hvorved generne blev udbredt på en anden måde, end antropologerne påstod. Derfor gav det bedre mening at anvende begrebet ”etnisk gruppe”, der i højere grad betonede de subjektive følelser af frivillig selvidentifikation, der var afgørende for spredning af arvemassen.

Først med begivenhederne under Anden Verdenskrig – især Holocaust – og oprettelsen af UNESCO fik denne forholdsvis marginaliserede gruppe af racekritiske forskere mulighed for at sætte den politiske og videnskabelige dagsorden og gøre op med ulighedstanken. Den chance forspildte de ikke, og i de følgende år blev organisationen omdrejningspunktet for en semantisk kamp mellem racebegrebet og etnicitetsbegrebet, der i sin essens handlede om naturvidenskabernes eller samfundsvidenskabernes fortrinsret, når det gjaldt fortolkningen af menneskets oprindelse, inddeling og værdi. Organisationens første generaldirektør var den engelske naturforsker Julian S. Huxley. Han havde foretaget adskillige kranieopmålinger i sine unge år, men var tidligt kommet i tvivl om antropologiens videnskabelighed – en skepsis i forhold til biologiens overordnede forklaringskraft, som han luftede i 1935 i en af førkrigstidens mest udbredte, racekritiske værker – We Europeans – hvori han slog til lyd for anvendelsen af etnicitetsbegrebet.

Huxley formulerede den nyoprettede organisations politik baseret på et ideal, som han kaldte en ”videnskabelig verdenshumanisme”. Heri lå, at mennesker frem for alt måtte betragtes som ligeværdige, og at nogle videnskaber var mere egnet til at promovere lighed end andre. Det gjaldt især den samfundsvidenskabelige forskning, særlig sociologien, som jo sad inde med de argumenter, som kunne anvendes i kampen for at undgå et nyt Holocaust. Samfundsvidenskaberne kunne bidrage med det, Huxley kaldte ”scientific understanding”, der frem for naturvidenskabernes håndfaste forklaringer kunne bidrage med en forståelse af de samfund, videnskaberne virkede i. Derfor skulle de prioriteres højt. Dette udgangspunkt skulle få stor betydning for UNESCOs initiativer og organisationens rekrutteringspolitik i de følgende år.

UNESCO satte sig samtidig for at styre, kontrollere og ensrette alle videnskabsgrene. Organisationen tog f.eks. initiativ til at grundlægge eller omforme en række verdensomspændende sammenslutninger inden for antropologi, etnologi, økonomi, jura, politologi og sociologi og mange andre fagområder for at give dem en fælles etisk standard og skabe fælles retningslinjer for begreber, teorier og metoder på tværs af landegrænser. Desuden skabte UNESCO i 1952 en række overordnede sammenslutninger, der skulle samle disciplinerne inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Herfra kunne organisationen kontrollere de enkelte sammenslutninger og belønne de lydigste forskere med prestigefyldte poster. UNESCO nedsatte også en række ekspertgrupper som skulle promovere international forståelse og foretage undersøgelser af fænomener som f.eks. fascisme. Her kunne UNESCO ligeledes belønne trofaste medlemmer med indflydelse.

Lige fra begyndelsen finder man altså nogle klare konturer af en forskningsstrategi: Organisationen ansatte mennesker ikke alene på baggrund af deres faglige autoritet, men også efter om de arbejdede i overensstemmelse med FN-systemets værdisæt.

 

Kampen om ordet

Et af de afgørende sværdslag– med opdragende effekt – i UNESCO’s kamp for at fremme international forståelse var nedsættelsen af en ekspertgruppe i oktober 1949, der havde til formål at komme med en erklæring om racebegrebet.

Erklæringen blev nedskrevet af den racekritiske antropolog Ashley Montagu, der var en af Franz Boas’ elever. I 1950 blev erklæringen – ”Statement by Experts on Race Problems” – offentliggjort. Erklæringen fastslog som det første, at alle mennesker tilhørte den samme biologiske art, nemlig Homo Sapiens. Der fandtes ganske vist flere forskellige befolkningsgrupper med forskellige arvelige anlæg, men forskellene var små og ubetydelige i sammenhæng med de store ligheder. Forskellene mellem mennesker var altså hidtil blevet overdrevet, hvorfor nationale, kulturelle, religiøse, geografiske og sproglige grupper på fejlagtigt grundlag var blevet betegnet som racer. Desuden var ideen om racemæssig overlegenhed at betragte som uvidenskabelig og racebegrebet måtte grundlæggende ses som en myte. I erklæringen blev det i stedet anbefalet, at man anvendte etnicitetsbegrebet.

UNESCO markedsførte erklæringen som “the scientific basis for human unity”. Alligevel viste det sig hurtigt, at der på ingen måde var universel enighed om erklæringens indhold. Erklæringen var derfor ikke noget effektivt våben mod raceforskningen. Fra dele af forskningsverdenen blev der rettet indvendinger mod organisationens ideologiske bestræbelser på at fjerne racebegrebet for enhver pris og manglen på naturvidenskabsfolk i ekspertpanelet. Netop disse anså stadigvæk racebegrebet for at være et meningsfuldt biologisk begreb.

Da kritikken kom fra ansete antropologer og genetikere blev UNESCO truet på troværdigheden. Derfor følte man sig på organisationens racekontor – ledet af den schweizisk-amerikanske etnolog Alfred Métraux – tvunget til straks at samle eksperter til en ny erklæring, der skulle imødekomme kritikken af den første. For at undgå at udstille det første statement som en dogmatisk og fejlslagen erklæring markedsførte UNESCO den nye erklæring som de fysiske antropologers og genetikeres supplement til den bestående, der jo primært var udformet af samfundsforskere.

Supplementserklæringen fra 1951 var meget vagt formuleret. Den gjorde for eksempel ikke megen brug af racebegrebet. På den anden side tog den heller ikke afstand fra det, men anerkendte, at der blandt fysiske antropologer var nogenlunde enighed om at opdele menneskeheden i tre hovedracer – uden at racerne dog afspejlede mentale værdiforskelle og dermed retfærdiggjorde diskrimination. I den forstand stemte de to erklæringer næsten overens. Det vigtigste for UNESCO var nemlig at fastholde, at der ikke var mere end én oprindelse til menneskeheden, og at de tre hovedracer ikke var væsensforskellige, ud fra en betragtning om at netop det ville åbne op for forskelsbehandling.

Før erklæringen blev offentliggjort, blev den denne gang sendt ud til alle betydningsfulde antropologer i UNESCOs medlemslande for at afæske dem et syn på sagen og tvinge dem til at forholde sig til erklæringen. Ingen af dem kunne altså med god samvittighed påstå, at de ikke kendte den. Antropologernes indvendinger blev siden hen publiceret, så omverdenen kunne se, hvem der var for og hvem der var imod ideen om menneskets fundamentale lighed.

 

UNESCO’s kampagne mod racisme

I de følgende år indledte UNESCO en kampagne mod racisme. Racismebegrebet, der hidtil havde været et næsten ukendt begreb, blev bevidst promoveret for at stigmatisere og udelukke de forskere, der ikke støttede UNESCO’s fortolkning af racebegrebet. UNESCO havde et stort medieapparat i ryggen, og kampagnen var så massiv at omtrent halvdelen af de værker, der udkom inden for antropologen i begyndelsen af 1950erne, var udgivet af UNESCO og skrevet af racekritiske sociologer, antropologer og genetikere, der med omhu blev udvalgt til opgaven.

Herudover lancerede UNESCO en række initiativer inden for antropologiens beslægtede fag. Blandt andet satte UNESCO en række historikere i gang med at skrive menneskehedens historie ud fra FN-systemets værdisæt, hvilket førte til verdens måske første stykke globalhistorie – altså ikke-eurocentrisk verdenshistorie – nemlig UNESCOs History of Mankind. Et projekt, som siden er blevet fulgt op af historiebøger om verdensdele, der trængte til en vis rehabilitering, herunder Afrika. Et andet initiativ gik ud på at skabe nye lærebøger i historie og geografi til brug for grundskoler og gymnasieskoler for at rydde ud i anvendelsen af stereotyper og biologiske termer. Det skete ud fra den opfattelse, at den mest rodfæstede form for fordomme skete i de formative år i barndommen, og at mange meninger og begreber netop blev plantet i børnenes hoveder i forbindelse med undervisningen.

Virkningshistorien i Danmark ligner udviklingen i resten af den vestlige verden: Den fysiske antropologi blev nedprioriteret til fordel for kulturantropologi og humangenetik, mens sociologien oplevede en opgang i antallet af lærestole. Dertil kom, at en lang række ansete danske forskere enten blev tilknyttet UNESCO direkte eller i kraft af aktiviteterne i Den Danske UNESCO Nationalkommission, der foregik i tæt samarbejde med det meget aktive Mellemfolkeligt Samvirke. Der blev desuden afholdt prøveundervisning i skoler og gymnasier fra slutningen af 1950erne, som med udgangspunkt i UNESCO’s arbejdede vægtede international forståelse. Fra og med henholdsvis Den Blå Betænkning og Den Røde Betænkning i 1960 blev international forståelse, eller globalt medborgerskab som det hedder i dag, tilmed et lovpligtigt omdrejningspunkt i folkeskolen og gymnasieskolen. Det medførte, at også undervisningen på universiteter og seminarier blev ændret, og der blev holdt efteruddannelseskurser for lærere bekostet af UNESCO. Endelig gik organisationen sammen med danske skolebogsforlag om at ændre samtlige, fremtidige lærebøger i historie og geografi så de efterlevede organisationens retningslinjer.

UNESCO’s to erklæringer om racebegrebet blev fulgt op af yderligere to i løbet af 1960erne, som ikke afveg væsentligt fra de eksisterende. Deres rolle var at sikre det videnskabelige fundament under det afgørende opgør med det biologisk forankrede menneskesyn, der fandt sted i 1965, da FN vedtog en konvention mod alle former for racediskrimination. Konventionen var internationalt set det første bindende dokument, der tog afstand fra forskelsbehandling på grund af biologisk tilhørsforhold. Konventionen gjorde ikke bare forskelsbehandlingen politisk ukorrekt, men også ulovlig efterhånden som den blev indarbejdet i de enkelte medlemslandes lovgivning.

Det er nogle af de overordnede træk i fortællingen om de første 20 år af UNESCO’s virksomhed. En fortælling som først nu begynder at tiltrække sig interesse hos fortidsforvaltere og erindringspolitikere. Det er der formentlig mange grunde til. Måske skyldes det, at racebegrebet blev så tabuiseret, at det næsten forsvandt fra dagligdagssproget i flere lande efter Anden Verdenskrig, og længe gjorde det betændt at stille spørgsmålstegn ved UNESCO’s undertiden ideologisk styrede initiativer. Måske skyldes det, at indvandringen til Vesteuropa af mennesker fra tredjeverdenslande – de såkaldte ”synlige immigranter” – har sat fokus på netop dette aspekt af fortiden og har skabt en interesse for at se, hvor dybt efterkrigstidens menneskesyn mon er rodfæstet. Måske skyldes det, at tabuet omkring den biologisk forankrede menneskeopfattelse forsvinder i samme tempo som antallet af overlevende fra Holocaust – og at der i den videnskabelige verden igen er en tendens til kaste sig over biologiske tilgange for at efterkomme medicinalindustriens, sundhedsvæsenets og underholdningsindustriens efterspørgsel på den slags viden. Der kan være mange grunde – også til atter at fremhæve de, trods alt, videnskabeligt holdbare argumenter, der blev fremført af UNESCO i 1950erne og 1960erne i kampen mod det biologisk forankrede menneskesyn.

 

Poul Duedahl er Lektor ved Aalborg Universitet. Læs mere i Poul Duedahl: Fra overmenneske til UNESCO-menneske. Racebegrebet i Danmark 1890-1965, Syddansk Universitetsforlag 2017.