UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Mind the GAP

Eskin/Bozova/Şanlıurfa, Turkey. 2013. Foto af Ben Bender

Eskin/Bozova/Şanlıurfa, Turkey. 2013. Foto af Ben Bender

Imens verdens øjne har været rettet mod borgerkrigene i Syrien og Irak, har Tyrkiet færdiggjort hele 22 megadæmninger i et samlet dæmningssystem. I centrum af projektet står Atatürk-dæmningen som symbolet på Tyrkiets kontroversielle vandpolitik, hvor landets ledere beskyldes for at drage nytte af de uroplagede nabolandes ringe forhandlingskapacitet i spørgsmålet om retten til vand i Eufrat-Tigris-flodbassinet.


 

Efter syv år med konstant modstand og gentagne terroranslag, stod Atatürk-dæmningen endelig færdig i 1990. I dag, 27 år senere, er det stadig verdens tredje største dæmning og et fyrtårn i planetens største dæmningsprojekt – GAP-projektet.

Atatürk-dæmningen ligger omkring 100 km fra Sanliurfa i det sydøstligste hjørne af Tyrkiet, tæt på grænsen til Syrien. På lang afstand igennem den åbne dal som Eufrat-floden altid har strømmet igennem, rejser dæmningen sig majestætisk i det fjerne med sine 166 meters højde. Her regulerer tyrkerne, hvor meget vand der får lov til at passere videre til Syrien og senere Irak. Bag dæmningen hober vandet sig op i Atatürk-søen, et enormt vandreservoir.

Vejen fra Sanliurfa foregår på nylagt asfalt igennem et frodigt område med marker i alle tænkelige farver – hvid, lilla, rød og gul – og minder om det danske landskabs bløde bakker, græssende kvæg og marker. Men de mange nye fabrikker der ligger side om side, og traktorforhandlere med lange rækker af skinnende John Deere-maskiner, afspejler den massive vækst i den tyrkiske landbrugssektor – i en anden klasse end Danmark. Alt er nyt, optimismen er gennemtrængende, og vandingsanlæggene kører på højtryk i de blomstrende bomuldsmarker.

Vejen løber parallelt med den tyrkisk-syriske grænse. På strækningen oplever man den voldsomme transformation, som Sydøstanatolien har gennemgået de seneste 15 år. Området er blevet udråbt til Tyrkiets ’spisekammer’, og det såkaldte GAP-projekt har medført massive investeringer i verdens mest omfattende infrastruktur til kunstvanding, 19 vandkraftanlæg og 141 dæmninger, hvoraf 22 er de såkaldte megadæmninger. Hertil kommer lufthavne, motorveje og nye universiteter, der alt sammen er opkaldt efter GAP-projektet eller den store landsfader, Atatürk, som så mange andre projekter og institutioner i Tyrkiet. Tilsammen har det kostet 32 milliarder dollars (ca. 215 milliarder kroner).

 

På grænsen mellem vækst og krig

Investeringerne i GAP-projektets dæmninger og reservoirs er bundet op på Mellemøstens to største floder, Eufrat og Tigris. Det skaber et kæmpeproblem for nabolandet Syrien, som nu har mistet kontrollen med den flod, der udgør 60 procent af deres samlede vandkapacitet. Ifølge en rapport fra Chatham House har den tyrkiske kunstvandingskultur også store miljømæssige konsekvenser for syrerne, da kunstvandingens opblødning af den tyrkiske ørkenjord infiltrerer spildevandet med salt. Inden Eufrats vand når ned til den syriske grænse, er saltholdigheden så høj, at det skader den syriske undergrund, gør drikkevandet ubrugeligt og ødelægger landbruget.

Eufrat har altid været essentiel for den syriske befolkning. Det er også en vigtig flod for Tyrkiet, men for tyrkerne er det blot én ud af i alt 25 større floder. Nu har Tyrkiet realiseret en storstilet plan om at bruge Eufrat og Tigris til at styrke økonomien, alt imens syrerne og irakkerne ligger i krig.

For 20 år siden var Sydøstanatolien den fattigste region i Tyrkiet, og området led under fraflytning. Nu eksporteres der fødevarer til hele verden, der er befolkningsvækst, og økonomien har overhalet både Konya (vækstområde i det centrale Anatolien, red.) og Sortehavsregionerne.

Billedet viser de store ophobede vandreserver ved Atatürk-dæmningen

Billedet viser de store ophobede vandreserver ved Atatürk-dæmningen

Fra Atatürk-dæmningens tilhørende reservoir fører verdens største vandtunneler vandet til Sanliurfa med 328 kubikmeter vand i sekundet. Det svarer til halvdelen af den samlede syriske vandkapacitet. Vandet bliver fordelt i hundredevis af små kanaler, og på Googles satellitkort ser man tydeligt, hvordan hele området bliver grønt fra Sanliurfa til og med den syriske grænse. I Akcakale, en lille flække på den tyrkiske side af grænsen til Syrien, samles spildevandet fra landbruget, men udgør nu kun en ottendedel af den oprindelige vandmængde, der normalt ville strømme fra Tyrkiet til Syrien. Fra en lille træbro i Akcakale kan man se det beskidte, pesticidholdige vand, som nu fortsætter i retningen af det krigshærgede land.

 

Kurdernes modstand

Selvom GAP-projektet har skabt rigdom og udvikling, er det ikke kun de sydligt beliggende nabolande, der er negativt stemt over for det store tyrkiske dæmningsprojekt. Mens de forøgede vandressourcer har skabt velstand omkring byer som Sanliurfa og Harran, har de kunstigt anlagte søer og stigende vandstande oversvømmet flere byer, hellige templer, og medført tvangsforflyttelse af hundredtusindvis af mennesker. I dag kan man sejle en tur på Atatürk-søen ved byen Halfeti og støde ind i toppen af en minaret, som stikker op af vandet. Et sært minde om de mennesker, som indtil for få år siden boede på det, der nu udgør bunden af søen. De fleste af dem bor nu længere oppe ad bakken i et støvet nybyggeri, mens de hver dag kan betragte turister, der valfarter til det gamle Halfeti for at tage billeder af deres undersøiske hjem.

Professor Aysegül Kibaroglu fra MEF-universitetet i Istanbul er en af Tyrkiets mest fremtrædende forskere i vandpolitik. Hun forklarer, hvordan GAP-projektet splitter den tyrkiske befolkning:

”I de områder, hvor folk har oplevet økonomisk udvikling, er dæmningerne populære. Men de mennesker, som traditionelt boede tæt ved flodbredden, har mistet deres jord og set deres kulturarv gå tabt. For dem anses GAP-projektet som et overgreb fra Ankaras side.”

Mens alle Eufrats dæmninger står færdige, mangler Tigris stadig den sidste store dæmning, Ilisu-dæmningen. Det er muligvis også projektets mest kontroversielle dæmning, da vandstanden vil stige dramatisk, når den står færdig. Dermed vil den forhistoriske by, Hasankeyf, blive lagt under vand, og tusindvis vil atter blive tvangsflyttet og det har fået nationale og internationale ngo’er til at protestere over, at man ofrer verdens kulturarv til fordel for en dæmning. Hertil har den tyrkiske regering offentliggjort en officiel policy-erklæring, der påpeger, at enhver by i Tyrkiet har bygningsværker af høj arkæologisk status, og at Ilisu-dæmningen er nødvendig, hvis Tyrkiet skal fortsætte sin moderne udvikling.

Erklæringen kan dog også læses, som den tyrkiske regerings ligestilling mellem modstanden mod Ilisu-dæmningen og kurdisk propaganda. Mange kurdere har stålfast kæmpet imod GAP-projektet, som de mener, er en ’økonomisk intervention’ på kurdisk territorium. Mark Zeitoun, der er en international anerkendt professor i vandpolitik ved East Anglia University, skriver i tidskriftet Political Geography, at GAP-projektets indirekte mål er at integrere kurderne i den tyrkiske nationalstat ved hjælp af økonomisk fremgang. Ifølge professor Zeitoun har projektet skabt økonomisk fremgang, og landbrugssektorens omsætning er næsten blevet fordoblet. Og landbrugssektoren vil sandsynligvis vokse meget mere, da GAP-administrationen kun har implementeret en tredjedel af de planlagte kunstvandingsanlæg. Mark Zeitoun understreger derfor, at dæmningerne er et centralt element i tyrkisk vækststrategi, men at vandpolitikken hæmmer muligheden for fremgang i Irak og Syrien.

Samtidig advarer miljøeksperter imod, at det intensiverede landbrugs dræning og forurening af floderne, ikke blot har konsekvenser for Syrien og Irak, men også for Tyrkiet selv på lidt længere sigt. Ifølge professor Aysegül Kibaroglu vækker advarslerne ikke mærkbar bekymring i Ankara:

”Tyrkiets vandpolitik vil altid være mere fokuseret på økonomisk udvikling end på bæredygtighed”, forklarer hun.

 

Ankaras fjender

Den helt overskyggende årsag til polemikken om Tyrkiets vandforbrug er, at landet befinder sig i verdens vandfattigste region. Allerede nu oprinder 80 procent af arabernes vandforsyning uden for den arabiske verden, og forskere har i flere år været bekymrede over alarmerende prognoser om drastisk voksende befolkningstal og faldende vandressourcer. Af den grund advarer FN om, at fremtidens krige kan blive udkæmpet over de resterende vandressourcer i vandtørstige regioner.

De knappe vandressourcer har også ført Tyrkiet og Syrien på tærsklen til krig i flere omgange. 1980erne og 1990erne var generelt præget af at syrerne og kurderne benyttede sig af terror. Tyrkiet svarede igen ved at bruge kontrollen over vandressourcerne til at holde sine fjender i skak. Mest dramatisk gik det for sig i 1990, da Tyrkiet tilbageholdte Eufrats vand i en måned for at fylde den nyligt anlagte Atatürk-sø. Det førte til, at syrerne følte sig så truet, at de allierede sig med Ankaras største fjende, Kurdistans Arbejderparti – bedre kendt som PKK. PKK truede med at bombe dæmningerne, hvis ikke vandet fik lov at løbe frit. Men Tyrkiet var klar til krig for at forsvare vandprojektet og rykkede hæren helt frem til den syriske grænse og truede med at intervenere, hvilket til sidst fik Syrien til at trække støtten til den kurdiske oprørsgruppe tilbage.

 

Når vandpolitik bliver sikkerhedspolitik

Selvom Atatürk-dæmningen er blevet det bærende symbol for det syriske tørkeproblem, så er der andre årsager til vandmanglen i Syrien. Rapporter fra FN og Chatham House understreger, at de syriske udfordringer også til dels skyldes Assad-regimets mangeårige inkompetente styring af vandressourcerne.

Den syriske inkompetence er uomtvistelig, men omvendt er tyrkisk vandpolitik en internationalt anerkendt trussel for levevilkårene i Mesopotamien, og det bliver værre år for år. GAP-projektet har uden tvivl begrænset Eufrat-flodens vandstrøm betragteligt, og det er bemærkelsesværdigt, at Tyrkiet – som et ud af kun tre lande i verden – har nægtet at underskrive den internationale konvention om vanddeling. Det vil sige, at tyrkerne ikke er juridisk forpligtede til at fortsætte med at frigive de 500 kubikmeter vand i sekundet, som er den fastsætte mængde ifølge en aftale indgået af Tyrkiet, Syrien og Irak i 1991.

Situationen langs Eufrat-floden tegner et billede af, at Syrien og Irak altid vil være de små i magtspillet mod Tyrkiet, og deres ikke-privilegerede vandforhold kan sandsynligvis fastholde befolkningen i en humanitær krise, længe efter at krigene engang er slut. Samtidig forværrer krigene problemet og Syrien og Irak har ikke haft kapacitet til at modstille sig tyrkernes færdiggørelse af de sidste dæmninger. Ifølge Mark Zeitoun afspejler konflikten det generelle forhold, at vand altid er underprioriteret i forhold til dets vigtighed. Det betyder, at midt under en borgerkrig bliver det anset for at være det mindste problem af en lang række ødelæggende forhold. Men på sigt antyder prognoserne, at vandmangel kan blive den største trussel mod syrisk og irakisk overlevelse.

Vandpolitik bliver dermed også til sikkerhedspolitik, og GAP-projektet spiller en central rolle i Tyrkiets sikkerhedspolitik. Flere analytikere påpeger, at Tyrkiet er meget opmærksom på den magt, det giver at kontrollere regionens største floder, og professor Aysegül Kibaroglu forklarer, at Tyrkiet ser det som et geografisk privilegium at være i stand til at kontrollere floderne: »et privilegium som de aldrig vil give afkald på«.

 

’Vi kommer ikke og beder om deres olie’

GAP-projektet har haft stor succes, både hvad angår den vandkraftenergi, der bliver fordelt over hele Tyrkiet, og den kunstvanding, som har skabt velstand og ro i en historisk set fattig og uroplaget region. Derudover er dæmningsprojektet med til at uafhængiggøre Tyrkiet fra de arabiske lande.

I et uafhængighedsperspektiv er vandkraftenergi vigtig, da Tyrkiet hverken har olie- eller gasreserver, og på trods af to millioner hektar kunstvandet land vil GAP først og fremmest altid være et energiprojekt, erklærer det tyrkiske udenrigsministerium. Dæmningerne skaber altså sikkerhed i form af såvel energi som vand- og fødevaresikkerhed, der er forudset til at blive fremtidens sikkerhedsproblem i Mellemøsten.

Ifølge professor Mark Zeitoun, er Tyrkiet det land i regionen, der har været mest opmærksom på vandets strategiske vigtighed. Tyrkerne har udnyttet landets geografiske placering ved udspringet af Mellemøstens to største floder og skabt det, Zeitoun betegner som et ”hydro-hegemoni” – altså en regional stormagtsrolle inden for vandsikkerhed. Teoretisk set er en hydrohegemon stat i stand til, at konsolidere magten i sit interesseområde ved at kontrollere de vandressourcer, som dets potentielle rivaler er afhængige af. Spørgsmålet er så bare, hvordan Tyrkiet vil bruge den status.

Tyrkiet har længe været opmærksom på den magt, det giver at kontrollere Mellemøstens største vandressourcer. Siden slutningen af 1980erne har landets ledere i tiltagende grad balanceret venner og fjender gennem kontrollen med vand, og især Syrien er flere gange blevet mindet om, at det er Ankara, som bestemmer, hvor meget vand de får. Tyrkiets nu tidligere præsident Turgut Özal udtrykte sig således om retten til Eufrat og Tigris, ”Vi kommer ikke og beder om en del af deres olie, så hvordan kan de kræve at få del i vores vand?” Denne udtalelse runger til stadighed i syrernes og irakernes bevidsthed.

Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk, gjorde opmærksom på perspektiverne i at udnytte Eufrat og Tigris allerede i starten af de 20. århundrede. I 1990 lagde han så navn til en dæmning, som blev grundstenen i verdens største dæmningsprojekt. Dæmningsprojektet skal være færdigudført, når republikken fylder 100 år i 2025, og der er ingen tvivl om at GAP-projektet er med til at præge fremtidens Mellemøsten.

 

Bjørn Bang Jakobsen er freelancejournalist og cand.soc. i International Security and Law.