UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Modrationaliteter i den islandske krisedebat

Demonstranter ved Austurvöllur, Island, 2008. Rettigheder: OddurBen.

Demonstranter ved Austurvöllur, Island, 2008. Rettigheder: OddurBen/CommonsWikimedia.

Island var ét af de lande, der led allerstørst tab under finanskrisen, men har samtidig formået at genrejse sin økonomi meget hurtigt, og chokket har betydet en ny politisk kultur. Emil Olander Gravgaard analyserer det islandske tilfælde og spørger, hvordan krisen også kan give anledning til nytænkning.


 

Såvel i den offentlige debat som i mere akademiske diskussioner af finanskrisen i 2008, fremhæves Island som et skoleeksempel på hvor galt det kan gå, når finansielle markeder overlades fuldstændig til sig selv. Men samtidig omtales Island som ét af de lande i Europa, der på mest forbilledlig vis har formået at komme videre; og det vel at mærke i mere end én forstand. For ikke nok med at den islandske økonomi har oplevet vækstrater, der overstiger de fleste EU-landes, så lader kriseerfaringen også til at have efterladt et positivt aftryk på den politiske kultur.

Således har en række initiativer set dagens lys, som i flere henseender synes at gøre op med den politiske dagsorden, der blev sat i 1990’erne og 2000’erne, og nogle kommentatorer taler derfor om at der i disse år finder en ganske enestående repolitiseringsproces sted i Island, inden for hvilken centrale økonomiske spørgsmål tages op til genforhandling. I tråd hermed vil jeg argumentere for at den islandske kriseerfaring har givet anledning til en ideologisk forskydning, hvori nye forståelser af økonomi og dens forhold til det sociale er brudt igennem. Artiklen giver på denne måde et konkret historisk indblik i den islandske krisedebat, samtidig med at den stiller spørgsmålet om vi i virkeligheden kunne lære noget af de politiske erfaringer som man har gjort sig på Island?

 

Den finansielle krise i Island

I årene op til finanskrisen i 2008 fandt der en betydelig omstrukturering af den islandske økonomi sted, en proces som på mindre end et tiår skabte intet mindre end et økonomisk mirakel. Den islandske økonomi – eller den nordiske tiger, som man med henvisning til 1990’ernes sydøstasiatiske tigerøkonomier, yndede at kalde den – voksede med hastige skridt, og den lille nationalstat i Nordatlanten blev i løbet af ganske få år blandt de rigeste i verden.

Over en ganske kort årrække gik den islandske økonomi således fra at være relativ indadvendt med en stærk lokal forankring i fiskeri, industri og udvinding af naturressourcer, til at blive langt mere udadvendt og i stadig stigende grad vende sig mod de globale finansmarkeder. Ikke desto mindre var Islands nye økonomi også særdeles ustabil, fordi en så stor en del af økonomien var bundet op på finansspekulation, så da den amerikanske boligboble bristede i 2007-2008 og den finansielle krise spredte sig over det meste af den vestlige verden, kørte det islandske vækstlokomotiv af sporet.

 

Modrationaliteter

I det følgende vil jeg foretage to nedslag i den politiske debat som fandt sted i kølvandet på den finansielle krise i Island, der på hver sin måde italesætter konkrete problemer i den islandske økonomi, men som på samme tid giver udtryk for et opgør med vigtige grundsætninger inden for økonomisk teori og praksis, og som jeg i denne sammenhæng derfor vil betegne som modrationaliteter.

Det første eksempel viser hvordan den islandske centrum-højre-regering tog en række uortodokse gældseftergivelsespraksisser i brug, for at mindske de negative sociale og økonomiske følgevirkninger af finanskrisen. Det andet eksempel viser hvordan der efter krisen vokser et udbredt ønske frem blandt islandske politikere, økonomer og erhvervsfolk, på tværs af ideologiske skillelinjer, om at forklare årsagerne til krisens udbrud, og forsøge at løse nogle af de mere grundlæggende problemer, som er knyttet til det nuværende finansielle system. Denne bestræbelse illustreres ved en rapport, der er skrevet af parlamentsmedlem for Det progressive parti, Frosti Sigurjonsson, som undersøger mulighederne for at overgå til et nyt banksystem.

Der er i begge tilfælde tale om tiltag af mere eller mindre praktisk karakter, men som i deres forsøg på at finde konkrete løsninger på nogle af de problemer som det islandske samfund står over for, peger udover det blot administrative. Meningen med at trække netop disse eksempler frem er således at vise, hvordan det evigt tilbagevendende spørgsmål i europæisk politik om, hvad staten kan gøre for at fastholde markedets tillid, i Island synes at være blevet tilsidesat for en stund, et forhold som har bevirket at langt mere grundlæggende politiske spørgsmål omkring statens ansvar over for sin befolkning, er blevet taget op til genovervejelse.

 

Gældssanering

Skønt man kunne trække en række interessante forhold omkring det islandske gældsspørgsmål frem i lyset, har jeg i denne sammenhæng valgt at fokusere på et gældssaneringsprogram henvendt til private husholdninger, som blev påbegyndt i efteråret 2014.

Programmet havde til hensigt at nedbringe den private husholdningsgæld i Island, hvis forhold til det samlede bruttonationalprodukt var tredoblet siden 1986. Denne stigning i privat gæld medførte bl.a., at en stor andel af befolkningen ikke længere var i stand til at leve op til deres gældsforpligtelser, ligesom antallet af falliterklæringer i årene efter krisen også steg markant. Af denne grund besluttede den islandske regering i 2013 sig for at nedskrive en stor andel af den private husholdningsgæld, der var blevet stiftet i årene op til finanskrisen. Programmet hjalp op mod 100.000 husholdninger og udgjorde en særlig hjælp for den del af befolkningen, hvis indkomst lå under gennemsnittet og som ikke havde nogen friværdi i deres ejendom.

Gældssaneringsprogrammet blev igangsat efter at en række private boliglån i perioden 2010-2013 blev omlagt, fordi det fra den daværende centrum-venstre-regerings side blev vurderet, at lånene var blevet indgået på falske præmisser, hvorfor de blev erklæret ulovlige.

Disse gældsnedskrivninger er tilsammen udtryk for en modrationalitet for så vidt de tager midler i brug, som i vid udstrækning afviger fra den gængse praksis på området, hvor det hedder sig at gæld under alle omstændigheder må tilbagebetales. Således har Island sammenlignet med andre europæiske stater forvaltet gældsspørgmålet på en særdeles uortodoks vis; et forhold som ikke alene har muliggjort stigende vækstrater, men som også har bidraget til at at nedbringe den sociale ulighed mærkbart.

 

Pengereform

Ligesom gældssaneringsprogrammerne, adresserer forslaget om en reform af det islandske pengesystem nogle af de problemer, der er forbundet med den stigende offentlige og private gæld, såvel som den voksende sociale ulighed, gældsafhængigheden fører med sig. Men i modsætning til gældsnedskrivningerne, der først og fremmest havde til hensigt at begrænse skadesvirkningerne af de faldende boligpriser og den stigende inflation, og derfor når det kommer til stykket betragter finans- og gældskrisen som et overgangsfænomen, ser forslaget om pengereform krisen som et overfladisk symptom på et mere fundamentalt problem i samfundsøkonomien, et problem som er forbundet med de private bankers evne til at skabe penge.

I rapporten “Monetary Reform – A better monetary system for Iceland” undersøger Frosti Sigurjonsson hvilken indvirkning det nuværende banksystem kan have haft på den generelle ustabilitet som har kendetegnet den islandske økonomi gennem de seneste halvtres år, en udvikling som kulminerede med finanskrisen i 2008. Med udgangspunkt heri foreslår han at Island lægger det nuværende brøkreserve-banksystem bag sig og i stedet indfører et system med fuld reserve, hvori bankerne ikke alene fratages evnen til at skabe penge, men heller ikke længere vil være i stand til at låne penge ud, som de reelt set ikke har (for yderligere information om hvordan det nuværende pengesystem fungerer og hvilke problemer der er forbundet hermed henvises til Tune Revsgaard Nielsen og Rasmus Hougaard Nielsens artikel Økonomien er fanget i en gældsspiral hér på siden samt foreningen Gode Penges hjemmeside).

I løbet af den fjortenårige periode der ledte op til finanskrisen steg den samlede pengemængde i det islandske samfund med nitten gange sin oprindelige størrelse. Ifølge Sigurjonsson skyldtes dette først og fremmst de private bankers evne til at skabe penge, samt et finansielt system der giver bankerne et økonomisk incitament til at udstede flere lån i perioder med fremgang end i perioder med tilbagegang. Den enorme forøgelse af pengemængden i den islandske økonomi, havde imidlertid en yderst forstærkende virkning på konjunkturerne, og var ifølge rapporten én af de primære årsager til at økonomien blev overophedet i en sådan grad som det var tilfældet.

I årene op til finanskrisen forhøjede den islandske centralbank ad flere omgange rentesatsen, i et mere eller mindre desperat forsøg på at kontrollere efterspørgslen på lån, men denne reguleringsmekanisme viste sig at være uden virkning. Således var centralbanken de facto ude af stand til at bremse den stadigt voksende pengemængde, hvilket i sidste ende gjorde den islandske stat ude af stand til at redde bankerne da de krakkede i efteråret 2008.

Udover at dæmpe nogle af disse økonomiske faremomenter, vil overgangen til et banksystem med fuld reserve, ifølge Sigurjonsson, sikre at flere af de negative eksternaliteter, som det nuværende system afstedkommer, i fremtiden vil kunne undgås. Vigtigst synes det forhold, at staten ved at fratage de private banker retten til at skabe penge, vil medvirke til at sætte en stopper for den gældsspiral som man befinder sig i i dag, fordi både stat, virksomheder og private husholdninger i stadig stigende grad er nødt til at optage nye lån for at betale af på allerede eksisterende gældsposter. Dette er en medvirkende årsag til at økonomien i dag er undertvunget et kontant vækstpres, et pres som vel at mærke ikke skyldes at vi kræver mere og mere, men snarere det forhold at renterne på den offentlige og private gæld bliver ved med at stige. Således vil en pengereform bidrage til at nedbringe gælden i såvel den offentlige som den private sektor, og hermed sørge for at de penge, som ellers skulle have været betalt i renter til kreditorer, kan komme samfundet som helhed til gode.

Et andet forhold af stor vigtighed, er at man med en pengereform vil opnå langt bedre demokratisk kontrol med den samlede pengemængde i samfundet, idet pengeskabelsen ikke længere gøres afhængig af private bankmænds tvivlsomme markedsadfærd, men i stedet af en uvildig pengekommission der vil regulere pengemængden i henhold til mere langsigtede økonomiske forventninger. Nogle mainstream-økonomer vil uden tvivl indvende, at en sådan kommission aldrig vil kunne opnå fuld information om markedet, og af denne grund heller ikke vil kunne tilpasse pengemængden, så der altid er den rette mængde kapital til rådighed i samfundet. Dette argument har uden tvivl noget på sig, men som Sigurjonsson konkluderer i sin rapport, vil en offentlig kommision højst sandsynligt aldrig begå ligeså store fejltagelser, som de private banker gjorde i Island i årene op til finanskrisen.

Det ville være naivt at sætte sin lid til at en overgang til et bankvæsen med fuld reserve alene vil kunne sikre langsigtet stabilitet i det økonomiske system. Men forslaget kunne vise sig at blive en vigtig del af løsningen på det efterhånden alt for ofte tilbagevendende problem, at det finansielle system, i kraft af dets kortsigtede belønningssystemer, skaber kriser lig den som Island så småt er ved at komme ud af.

I denne forstand argumenteres der med forslaget om pengereform direkte imod den neoklassiske tese om at økonomien altid vil vende tilbage til sin oprindelige tilstand af ligevægt, og at ingen krise derfor er permanent. For i modsætning til det mange politikere og mainstream-økonomer vil have os til at tro, argumenterer Sigurjonsson i sin rapport for at krisen netop ikke var forårsaget af en række eksterne chok, men derimod af en indbygget fejl i systemet selv.

Ifølge min vurdering er såvel gældssaneringsprogrammerne som forslaget om pengereform særdeles progressive, sammenlignet med de politikker som føres i andre europæiske lande, herunder Danmark. Tilsammen udgør de både en praktisk kritik af den finansielle kapitalismes negative indvirkning på økonomi og samfund, men også en teoretisk problematisering af den neoklassiske økonomis gyldighed og grænser, og derfor mener jeg, at de to tiltag er betydelig mere radikale end de foregiver at være.

 

Repolitisering af økonomien

Ud fra en økonomisk og social betragtning har væksten i Island over de seneste år været opadgående; et forhold som har muliggjort at milliardgælden til bl.a. IMF har kunne tilbagebetales på rekordtid, og det vel at mærke uden så store sociale omkostninger, som det har været tilfældet i andre kriseramte lande i Europa. Beskæftigelsen er på tilsvarende vis steget mærkbart, og den sociale ulighed som i perioden 1997-2007 var steget betydeligt, begyndte allerede i 2012 at falde igen, bl.a. pga. gældssanering og genindførslen af en mere social fordelingspolitik.

Men også ud fra politiske og kulturelle parametre synes Island at have klaret sig bedre end de øvrige europæiske lande. Hvor den økonomiske krisesituation i EU-landene har begrænset det politiske handlerum, givet finanspolitikken forrang over for socialpolitikken, miljøpolitikken osv., har krisen i Island netop ikke medført en sådan grænsedragning mellem det som kan udføres politisk og det som ikke kan. For i Island har krisen – måske netop i kraft af dens enorme omfang – givet anledning til en ret enestående repolitiseringsproces, hvori nye og anderledes tænkemåder er blevet anerkendt som gyldige i den offentlige debat, og ikke mindst, hvor den bredere befolknings forslag tages med i betragning i den politiske beslutningsproces.

Denne politiske kulturændring er fint illustreret ved implementeringen af gældssaneringsprogrammerne, men i næsten endnu højere grad i forslaget om et nyt pengesystem, et tiltag som i disse år også debateres i andre europæiske lande, bl.a. af foreningen Gode Penge i Danmark, men som endnu ikke synes at blive taget seriøst af den politisk-økonomiske magtelite. Det forhold at en centrum-højre regering i Island opfordrer til at mulighederne for at overgå til et nyt pengesystem bliver afdækket, og tilmed konkluderer at en sådan forandring er anbefalelsesværdig, viser med al tydelighed at et bredere politisk flertal i det islandske parlament er indstillet på at tage radikalt nye midler i brug, for at genopbygge den islandske økonomi.

Begivenhederne i 2008 har gjort det klart, at hastigt voksende og gældsfinansierede økonomier er yderst følsomme over for konjunkturudsving, hvorfor kriser også forekommer med langt større hyppighed inden for sådanne økonomier. Nok kan fuldstændig frisatte markedsøkonomier fremvise imponerende vækstrater under højkonjunktur, men så snart lavkonjunkturen sætter ind, indebærer den neoliberale model også betydelige kollektive og private risici. Dette er i vidt omfang allerede kendt, så det som for alvor gør det islandske eksempel interessant inden for en dansk og en europæisk kontekst er, at den neoliberale ideologi hér, på baggrund af en praktisk kriseerfaring hvori den finansielle kapitalismes modsætninger har vist sig, synes at være blevet afsløret i sit falskmøntneri. Denne konfrontation med virkeligheden har bevirket, at en ny fortælling har kunne vinde hævd, en mod-fortælling, som måske har den fornødne styrke til at muliggøre reel politisk forandring.