UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Morgendagens løfter – den nye republikanske folkelighed

Morgendagens løfter - den nye republikanske folkelighed

Den økonomiske krise kradser i USA. Økonomer foreslog at hæve skatterne i landet for at redde statsbudgettet og det kastede det republikanske parti ud i en lidenskabelig debat om partiets værdier – kickstartet af partiets nye ansigter.


Det vil for selv den mest sporadiske og uinteresserede iagttager af amerikansk indenrigspolitik være tydeligt, at landets konservative højrefløj er i krise. Hvor amerikansk konservatisme i årevis har været synonymt med ”traditionelle værdier” og uproblematisk legemeliggjort i det republikanske parti ser det, i disse dage, ud til at Rebulikanerne er i mere grundlæggende intern splid end nogensinde før. Samtidig med at Obama udviser nyfunden villighed til unilateralisme med en moralsk ladet retorik, der låner heftigt fra den traditionelle amerikanske højrefløj, forsøger en ny bølge i det republikanske parti at tegne en mere progressiv profil for de konservative, tilsyneladende ved at overtage venstrefløjens traditionelle bekymringer for samfundets svageste.

Mens Obama – i forbindelse med debatten om den såkaldte finansielle afgrund og de nylige forslag til stramninger af våbenloven – tilsyneladende har valgt at indlede sin anden embedsperiode med at aflægge sig sit image som kompromissøgende pragmatiker, er det etablerede republikanske parti altså i nogen grad i intern, ideologisk tumult.

 

Kravet om modernisering

Dette kommer blandt andet til udtryk hos folk som Floridas Marco Rubio der, efter at have forfattet et kompromissøgende immigrationslovforslag, blev beskyldt for at løbe demokraternes ærinde; hos Bobby Jindal fra Louisiana, der har argumenteret for at republikanerne skal ”holde op med at være det dumme parti”; eller hos New Jerseys flamboyante og højrøstede Chris Christie, der herhjemme er bedst kendt for sin midlertidige politiske kovending efter orkanen Sandy havde raseret hans hjemstat. Da kongressen i den anledning udskød en afstemning om at bevillige ekstraordinære økonomiske nødhjælpsmidler til New York og New Jersey, kritiserede Christie i bitre og rasende vendinger sine republikanske kolleger i Kongressen og roste Obama for hans håndtering af krisen.

Selvom Christie formodentlig næppe vandt mange republikanske allierede med denne manøvre, er den type højrøstede og ligefremme utilfredshed som han eksemplificerer dog tilsyneladende mindre og mindre ekstraordinær hos republikanerne. Disse mænd, der alle nævnes som realistiske bud på republikanske kandidater til præsidentvalget i 2016, repræsenterer alle facetter af en generel og tilsyneladende fremadstormende bevægelse i partiet som plæderer for ekstensiv politisk selvransagelse og for en generel åbning overfor intern debat om partiets fremtidige retning. Det er en bevægelse som ikke alene præges af en udtalt villighed til åbent at kritisere partiledelsen, men også af en underliggende insisteren på nødvendigheden af gennemgribende revurderinger af den måde republikanske, ideologiske nøglesondringer, hensyn og prioriteter de seneste år er blevet forvaltet. At dette er tilfældet er, ikke mindst af de implicerede selv, blevet tolket som symptom på at det republikanske parti i disse år står ved en fundamental, ideologisk skillevej.

Jindal har i denne forbindelse gjort sig til fortaler for at ”Republikanerne skal (…) stoppe med at kigge længselsfuldt tilbage mod de gode, gamle dage og blive et mere moderne, konservativt parti”.  Samtidig opleves intet måske som mere sigende for hvor fremherskende og altomsluttende den republikanske reformtrang og identitetskrise er blevet, end det forhold at kritiske røster er begyndt at tale seriøst om muligheden for, i visse tilfælde, at gentænke partiets uforsonlige tilgang til skattespørgsmålet, som ellers i årevis har været den konservative nøglesag par excellence. Tea Party bevægelsen gjorde den for eksempel til en central, konstituerende del af sit politiske program, og hævdede gerne at bevægelsens navn, uagtet dets øvrige historiske konnotationer, også var et akronym for Taxed Enough Already.

Ikke desto mindre kan det måske, for den som ønsker at holde fokus på amerikanske indenrigspolitiske forhold i lidt længere tid, være ønskværdigt at se nærmere på konteksten for og det nærmere indhold af de argumenter, der ledsager den nuværende snak om opbrud og gentænkning blandt republikanerne.

 

Republikanerne som arbejderparti

I denne forbindelse er det i første omgang centralt at Jindals reformprojekt eksplicit er styret af en insisteren på, at republikanerne ”er et populist-parti, og bliver nødt til at gøre dette klart” for omverdenen. Denne formulering, som faldt i en nylig tale til nogle hundrede republikanske partiledere, klinger måske ekstrem i europæiske ører, der er vant til at forbinde populisme med højrefløjspolitikere som Jörg Haider, Geert Wilders, Silvio Berlusconi og familien Le Pen; folk der ofte antages at være repræsentative for en mere eller mindre kynisk, manipulerende og nationalistisk form for politik med en vag bismag af folkeforførelse. Jindals uproblematiske fastslåelse af republikansk populisme er dog langt fra en utilsigtet fadæse, men i stedet et centralt og essentielt led i en langsigtet, politisk strategi.

At dette er tilfældet skyldes ikke alene at populisme i amerikansk kontekst har en lang og forholdsvist glorværdig historie på begge fløje af det amerikanske politiske spektrum, men også at begrebet her har langt mere uproblematiske konnotationer end det er tilfældet i Europa. I denne mere upartiske kontekst er en populistisk bevægelse grundlæggende at forstå som én, der i et demokratisk system hævder at repræsentere det politisk legitimerende folk overfor et system som de i stigende grad oplever sig som ekskluderede fra.

Givet Amerikas oprindelse i revolutionære begivenheder, der indebar en folkelig miskendelse af britisk kolonialmagt, er dette naturligvis en tilgang som er unikt velegnet til amerikanske, politiske forhold. Eftersom en stor del af landets politisk funderende litteratur og teori kredser om at definere og problematisere en etableret statsmagt – navnlig den engelske – som illegitim, krænkende og despotisk er dets politiske idéhistorie også rig på retoriske eksempler på såvel mistillid til centraliseret politisk magt som omfattende lovprisninger af folkets politiske suverænitet.

Når Jindal hævder at repræsentere et populistparti, er det derfor ikke i nødtvungen anerkendelse af det nødvendige i en mere kynisk politisk praksis, men snarere som en hævdelse af republikanernes retmæssige status som det parti, der reelt bedst repræsenterer det jævne, amerikanske folk. Jævnfør her også partifællen Rubios lokalisering af morgendagens løfter som liggende ”i vore hotellers køkkener. Hos de anlægsgartnere der arbejder i vore nabolag” og ”[i] de nathold der rengør vore kontorer”.

Selvom dette ligner en republikansk tilsnigelse – i bedste fald en meget markant midtersøgning – er det ikke desto mindre knapt så nye toner i en amerikansk konservativ sammenhæng som man kunne fristes til at tro. I en vis forstand er der primært tale om en mere ekspliciteret version af temaer der allerede var tilstede i f.eks. Tea Party-bevægelsens retorik. Således udråbte dele af pressen også, i forbindelse med midtvejsvalget i 2010, Rubio til Tea Partyets ”kronprins”, mens Christie i 2011 var hovedtaler ved en privat fundraiser afholdt af milliardæren Charles Koch, angiveligt en markant støtte for bevægelsen.

Denne kobling ser umiddelbart ud til at underbygge den på den amerikanske venstrefløj hyppigt forekommende anklage om, at Tea Party-bevægelsens græsrodsbaserede ophav i virkeligheden blot var et stykke nøje orkestreret, topstyret republikansk skyggeteater. Ikke desto mindre vil det dog måske være uretfærdigt at lægge for megen konspiratorisk vægt i disse sammenfald. Selvom det kan være svært at huske, blev republikanske karrierer i 2010 og 2011 både skabt og sunket i grus af bevægelsen, og det var svært at være konservativ politisk kandidat ved midtvejsvalget uden at søge deres gunst. Ikke desto mindre kan de nye retoriske vinde hos de konservative formodentlig læses som forsøg på aktivt at implementere erfaringer fra Tea Party-fænomenets popularitet i det etablerede, republikanske parti.

Nyt er det dog ikke desto mindre, at mainstream-republikanerne så direkte og konsekvent som det er tilfældet hos f.eks. Jindal og Rubio, italesætter økonomiske hensyn i termer, der utvetydigt hævder at repræsentere ikke blot den almene amerikaner, men også samfundets svageste.

 

Latino-vælgere og den amerikanske drøm

I appellen til et væsentligt segment af disse kan Rubio vise sig at blive partiets knapt-så-hemmelige våben. Det skyldes at hans familie tilhører den hastigst voksende – og traditionelt primært demokratiske – vælgergruppe i Amerika, nemlig latinoerne. Selv om det i oktober kom frem at Rubios forældre ikke, som han ellers hidtil havde hævdet, var tvunget til at forlade Castros Cuba, men rettere var rejst fra landet tre år før Castro kom til magten, er Rubio dog stadig noget så sjældent som en republikansk senator med immigrantrødder, der ikke strækker mere end en enkelt generation tilbage. Det samme er tilfældet for Jindal, der dog ikke er latino, men af indiske forældre. Den type tilhørsforhold forlener, ikke mindst i Rubios tilfælde, hans politiske kendskab til de problemer der konfronterer samfundets laveste klasser med en grad af plausibilitet der hidtil for mestendels har undsluppet Republikanerne.

Hvor den autentiske kobling til landets arbejderklasse og immigrantbefolkning er ny for partiet, er Jindal og Rubios anvisninger til hvordan man løser deres problemer dog alt andet. Eftersom disse problemer blandt andet består i træghed i jobskabelsen og stigende leveomkostninger, ligger løsningen – hvilket for republikanerne næsten er en ideologisk truisme – i det private erhvervslivs kræfter. I hvert fald når disse, vel at mærke, tillades at operere med så få snærende, statslige bånd som muligt.

Implicit i overbevisningen om at økonomiske problemstillinger bedst afhjælpes og mest effektivt overkommes ved minimal statslig intervention i erhvervslivet, ligger naturligvis frimarkedstanker, men koblet til idéen om den amerikanske drøm; at alle – immigranter, arbejdsløse, enlige mødre – potentielt kan blive en del af middel- eller overklassen, blot de gives muligheden for og lejligheden til selv at kæmpe for at vinde adgang til den. Derfor udlægges enhver form for statsligt indgreb, i form af for eksempel velfærdsydelser eller offentligt udbudte arbejder, som ødelæggende overgreb på det private initiativ og det frie markeds kræfter som, i videst muligt omfang, bør undgås.

 

Republikansk gentænkning

Her er den nye republikanske bølge, hvis vi kan tillade os at tale om en sådan, fuldt ud på linje med Tea Party-bevægelsen. Men hvor Tea Party-kandidater som antydet plæderede for at implementere disse politiske principper ved en kombination af skattestop og nedskæringer, ser det ud til at den nye skole af republikanere i stedet har valgt at fokusere deres indsats primært på minimeringen af staten, og på det som Rick Perry – kortvarigt en republikansk præsidentkandidat i 2012 – har kaldt et ”light regulatory touch”, når det kommer til statens rolle i erhvervslivet. Det betyder, at folk som Jindal og i et vist omfang Christie i langt højere grad end de Tea Party-affilierede politikere, der næsten gjorde skattespørgsmålet til kernen af deres politiske platform, er åbne for at overveje spørgsmål om det nødvendige og retmæssige i at opkræve skatter. Dette skyldes naturligvis også i et vist omfang at Obama førte, og vandt, sin anden præsidentkampagne på eksplicitte løfter om øgede afgifter og topskatter til de rigeste amerikanere. At insistere på at modarbejde sådanne skatteløft ville, for et parti som søger at indlede en populistisk charmeoffensiv overfor demokratiske kernevælgere, være decideret kontraproduktivt.

Det bør dog stadig ikke underspilles præcist hvor radikalt et brud med traditionel, republikansk ideologi indrømmelser på skatteområdet repræsenterer. Selvom de lovforslag der blev vedtaget i forbindelse med den økonomiske afgrund dårligt kan siges at repræsentere et republikansk politisk knæfald for demokraterne, er der afgjort kræfter, navnlig i de mange i forvejen løst definerede og uenige Tea Party-grupperinger, der ser enhver eftergivenhed i skattespørgsmål som grundlag for yderligere, intern splittelse i partiet. Her er det muligvis forhåbningen at appellen til latinovælgere og arbejderklassen igen kan samle og styrke dele af partiet.

Republikanernes underliggende påberåbelse af et folkeligt mandat eller tilhørsforhold bør dog ikke undre os alt for meget. Denne tilgang repræsenterer som nævnt langt fra et enestående eller nyt fænomen i amerikansk politik. Tænk blot i det mest nylige historiske perspektiv på Nixons ”silent majority” i 1969, eller Ralph Naders Populist Party of Maryland i 2004. Igen er det væsentlige ikke så meget de emner og begreber der tages op, som de implicitte rammer de søges henlagt til og det indhold de antages at repræsentere. At republikanerne forsøger at appellere specifikt til arbejderklassen med økonomiske argumenter repræsenterer derfor måske ikke så meget en komplet nyskabende, konservativ tilgang som en, mere eller mindre subtil, rekalibrering af partiets ideologiske begrebsapparat og dets intenderede modtagere. I den sammenhæng er det da også påfaldende at en stor del af det der, hos Jindal, Rubio og Christie, på nogle områder tolkes som kompromisvillighed og midtersøgning, på andre felter synes at dække over en endnu mere radikal, hardline konservatisme end man finder hos visse af deres partifæller. I de mere uforsonlige økonomiske aspekter af deres konservatisme, og i deres utvetydige insisteren på størst mulig afvikling af staten, ligner de alle Tea Party-kandidater snarere end forhandlingsvillige pragmatikere.