UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Om at kolonisere en frossen ørken

RIA Novosti Archive

RIA Novosti Archive

FOKUS: FORSONING MED DEN DANSKE KOLONIHISTORIE? - Danmark er en tidligere kolonimagt, men det har vi næsten glemt. Mens vi i Danmark har parkeret kolonitiden i historiebøgerne, er den i Grønland og på de Amerikanske Jomfruøer stadig alt for levende. I de tidligere danske kolonier har man behov for at forsone sig med fortiden for at skabe sin egen fremtid. Danmarks kolonihistorie er ikke død.

Forestillingen om Arktis som en frossen ørken – et ingenmandsland, der afventer territorialisering – står stadig stærkt i manges bevidsthed, og forestillinger om en forestående ressourcekrig mellem de arktiske kyststater forstærkes i takt med at den arktiske is smelter. Johanne Bruun undersøger, hvordan kampen om at definere Arktis’ geografiske rum samtidig er en kamp om at forme regionens politiske identitet og organisering.


 

I august 2007 blev der plantet et russisk flag i Arktis. Det var der som sådan ikke noget usædvanligt i. De maritime grænser i det Arktiske Ocean er endnu ikke fastlagte, og blandt andet derfor danner Arktis ofte ramme om den slags begivenheder. Flaget påkaldte sig imidlertid international medieopmærksomhed; måske på grund af timingen, måske på grund af det spektakulære i at flaget blev plantet på havets bund ved 90° nord, hvortil ingen tidligere havde dykket. Den danske avisdækning af det suboceanske flag tog skarpt afstand fra den russiske ’kolonisering’ af havbunden, men opbyggede samtidig et ganske monolitisk narrativ, hvilket i sig selv kan være problematisk. Dette risikerer at maskere et vigtigt, omend til tider negligeret, aspekt af den såkaldte geopolitiske kamp, som vi så ofte bliver mindet om, er i fuld gang i Arktis; nemlig det knap så synlige spil om at definere selve det geografiske rum, hvori hele affæren udspiller sig. Der er selvsagt stor forskel på, om ’scenen’ for arktisk geopolitik bliver forestillet som en kampzone, et sårbart naturområde eller et hjemland, da disse forestillinger hver især kan mobiliseres til at understøtte vidt forskellige politiske tiltag. Det er heller ikke ligegyldigt, om Arktis bliver italesat som et hav, et landområde eller et sted midt imellem. Derfor forsøger interessegrupper med hver deres agenda at sikre sig, at deres forståelse af de arktiske geografier ikke bliver overhørt.

2007 var på mange måder et skelsættende år for arktisk geopolitik. Sådan bliver det i hvert fald ofte portrætteret. Det var det første år, hvor den arktiske is smeltede nok til at frilægge potentielle handelsruter gennem den såkaldte Nordvestpassage. Canada varslede militær oprustning, og amerikanske geologer vurderede, at en anseelig del af verdens endnu uopdagede olie- og gasressourcer skulle findes i Arktis. Det var imidlertid først, da en russisk mini-ubåd plantede et tilsvarende russisk flag på bunden af det Arktiske Ocean ved 90° nord, på bunden af havet, men på toppen af verden, at medierne for alvor vendte blikket mod nord. Flaget var af titanium (et stædigt materiale, som ikke så let giver efter for korroderende kræfter), og ombord på ubåden var blandt andre den russiske (og arketypisk ’russisk udseende’) eventyrer og medlem af Dumaen, Artur Chilingarov. Den politiske udmelding syntes klar: Nordpolen var hermed russisk. De maritime grænser mellem de fem arktiske kyststater (Canada, Danmark (med Grønland og Færøerne), Norge, Rusland og USA) ligger endnu ikke fast, og det potentielt ressourcerige område omkring Nordpolen indgår ikke kun i de russiske, men også i de danske og canadiske territorialkrav, som i den ikke alt for fjerne fremtid vil blive behandlet i FN. Billeder af det russiske flag på havbunden gik verden rundt, og måske netop på grund af den relativt store bevågenhed lod ikke kun medierne, men også fremtrædende politikere sig provokere af et flag, der egentlig ikke bar nogen realpolitisk vægt. En nærmere analyse af russisk politisk diskurs afslører, at tolkningen af flagets betydning som en territorialmarkering var noget forsimplet. Selvom flagplantningen blev fejret som en tekno-politisk bedrift, bakkede den russiske regering fortsat op omkring eksisterende internationale konventioner. Dette forhindrede imidlertid ikke de danske (eller internationale) medier i at drage deres egne konklusioner.

På trods af Danmarks status som en af otte arktiske nationer havde Arktis inden 2007 fået tildelt meget lidt spalteplads i de danske aviser. Den spektakulære flagplantning testede således pressens viden og bevågenhed angående arktiske anliggender, idet danske journalister pludselig måtte forklare ikke kun Ruslands, men også Danmarks position i Arktis. I samme proces måtte de redegøre for regionens politiske geografier, såsom hvilke politiske institutioner der er på plads i regionen, hvem der har interesser i området, hvem der regnes for politiske aktører, samt den arktiske regions karakteristika (tilgængelig/utilgængelig, havområde/landområde, ressourceparadis/sårbar natur osv.). Langt de fleste danskere har ikke haft mulighed for at opleve Arktis på egen krop og da slet ikke Nordpolen. Dermed kommer nyhedsmedier til at spille en væsentlig rolle som kilde til information om geografier med meget lidt relation til den gennemsnitsdanske dagligdag.

De geografiske forestillinger, der cirkulerer i populærsfæren, er ikke uden praktisk politisk signifikans. Beslutningstagere og politiske eliter er for det første selv en del af de samfund, hvori populæridéer cirkulerer, og er således ikke immune overfor deres indflydelse. For det andet er deres politik nødt til at resonere nogenlunde med deres vælgerskarers forventninger og forestillinger. Kort sagt er det ikke ligegyldigt, hvilke geografier der bliver normaliseret gennem mediedækning, da forestillingen om et geografisk område som værende eksempelvis ’usikkert’ kan få blandt andet militære indgreb til at virke som en nødvendig, eller ligefrem naturlig, snarere end en primært politisk beslutning.

 

Russerne kommer!

Dramatiske avisoverskrifter såsom ”Kapløbet om Nordpolen i gang” og ”Oliejagt: Rusland besætter havbunden under Nordpolen”, som var typiske for den danske mediedækning af flagplantningen, var derfor ikke uden betydning. Handlingen blev tolket som intet mindre end et led i en russisk kolonisering af det Arktiske Ocean og sammenlignet med koloniseringen af Nordamerika, hvor lignende metoder var blevet anvendt til at kommunikere ejerskab. Den mest populære analogi var dog ”det vilde vesten” hvor ”Nordpols-feberen raser”; en analogi, som ligestillede Arktis med et mere eller mindre lovløst rum, der fremstod fastfrosset i en tid, hvor erobring af land syntes at være almen praksis. Ikke desto mindre var det en praksis, som ifølge pressen ikke hørte hjemme i det 21. århundrede. Denne type dækning afspejlede en forestilling om at tankegangen bag russisk politik var både uforudsigelig og utidssvarende. Danske medier tegnede i det hele taget ikke just det mest flatterende billede af Rusland, og da slet ikke russisk udenrigspolitik. Rusland blev beskrevet som en ”autoritær stat” (også omtalt som ”Putin-land”), og der var spekulationer om, hvorvidt den forsøgte ’erobring’ af arktiske olieressourcer var et led i et større spil, hvori ressourcerne ville blive anvendt til at afpresse energi-afhængige naboer til at støtte op om Putins politiske mål.

Politikken bag flaget var i realiteten ikke nær så entydig. Dykket til Nordpolen var oprindeligt ikke en russisk idé, men kom derimod fra Eventyrernes Klub, som også deltog i ekspeditionen. Finansieringen kom delvist fra en svensk rigmand, og ud over det russiske flag blev der desuden plantet en platte med en australsk ekspeditionsdeltagers navn indgraveret. Denne kontekst blev imidlertid overset af aviserne. Mediereaktionen var dog som sådan ikke overraskende, da det mentale billede af en russisk statsmand, der i stil med tidligere tiders opdagelsesrejsende planter sit flag i fædrelandets navn, resonerer ganske glimrende med gængse forestillinger om russisk udenrigspolitik. Den samme resonans kunne findes i ideen om Arktis som et tomt, uberørt ingenmandsland, der bare ligger og venter på, at isen smelter nok til, at regionen bliver tilgængelig for ’normal’ international politik med dertilhørende territorialkrav.

 

Naturlige grænser og postkolonial kartografi

Arktis blev portrætteret som en region, hvor ”naturens kræfter sætter dagsordenen”. Selvom barske klimatiske forhold blev anset for fjendtlige overfor menneskeligt virke i regionen, fristede de arktiske naturressourcer. På grund af de nærmest uudtømmelige ressourcerigdomme, mente aviserne, at den arktiske ’dagsorden’ uundgåeligt ville være præget af rivalisering af mere eller mindre venskabelig karakter blandt de fem kyststater. Selvom de arktiske naturressourcer således blev anset som roden til geopolitiske konflikter, blev naturens øvrige geografier set som kilde til en fredelig, og ikke mindst rationel, løsning. Gennem en videnskabelig opmåling af den arktiske havbund ville det være muligt at etablere ’naturlige grænser’, hvormed ejerskabsspørgsmålet ville være afgjort uden brug af våben eller håbløst utidssvarende symbolske handlinger såsom plantningen af et flag.

Videnskabelig kortlægning spiller ganske rigtigt en anseelig rolle i arktisk geopolitik. De fleste stridigheder, som involverer landområder, er løst, og da de tilbageværende uenigheder omhandler havområder, falder de inden for FNs Havretskonventions juridiske rammer. Ifølge Havretskonventionen bestemmes udstrækningen af maritime territorier på baggrund af havbundens geografi. For at maksimere deres territoriers udstrækning, må stater derfor fremskaffe detaljeret kortmateriale, som påviser deres ’naturgivne’ rettigheder. Selvom kun fire af fem arktiske kyststater (Canada, Danmark (med Grønland og Færøerne), Norge og Rusland) har underskrevet konventionen, følger den femte kyststat (USA) umiddelbart konventionens retningslinjer og er i fuld gang med egen kortlægning.

Kort er i det hele taget vigtige for moderne politisk organisering. Den fysiske verden er kompliceret, rodet og på mange måder uoverskuelig. Gennem kortlægning er det muligt at sortere baggrundsstøjen fra ved kun at inkludere elementer, der er relevante for kortets formål. Det skaber overblik og gør det muligt at forestille sig en struktureret verden, som kan inddeles i en serie politiske puslespilsbrikker (fx stater eller regioner) med hver deres farve, som indikerer forskellige geopolitiske skel og magtforhold. Kort er værdifulde værktøjer til at organisere og anskueliggøre viden om geografiske rum, idet de skaber orden i kaos og tildeler urolige elementer en mere eller mindre fast plads. På den måde skaber kort en infrastruktur for politiske magtrelationer, hvilket gør det til en hjørnesten af den moderne territorialstat der, trods sin relativt korte historie, nærmest konsekvent bliver taget for givet.

Trods en vis nervøsitet omkring russiske intentioner, blev de danske aviser dog hurtigt enige med sig selv og hinanden om, at den egentlige kamp om hvem, der ejede Arktis, ville finde sted i den naturvidenskabelige arena. Her ville lille Danmark stå stærkt trods russernes militære overlegenhed i stil med en moderne version af David versus Goliat. Aviserne udviste stor tillid til de danske videnskabsfolk og fremlagde anvendelse af naturvidenskabelig kortlægning som den eneste naturlige måde at føre arktisk territorialpolitik på. I de danske aviser blev forestillingen om en mislykket ’russisk kolonisering’ således præsenteret i skarp kontrast til den danske tilslutning til god, hæderlig videnskab, samt international lovgivning. Således blev der opstillet en form for moralsk afstand mellem Danmark og ’uforudsigelige’, ’irrationelle’ Rusland. Det er imidlertid interessant, og måske endda en smule paradoksalt, at Arktis ikke desto mindre stadig blev fremstillet som terra nullius, altså et ingenmandsland, der afventede territorialisering. Det var således ikke et spørgsmål om, hvorvidt Arktis kunne ’koloniseres’, men om hvilke metoder, der retmæssigt kunne anvendes til at understøtte processen.

Trods de danske mediers udlægning er kortlægning og indsamling af naturvidenskabelige data ikke nødvendigvis et logisk modstykke til kolonialisme. Måske endda tværtimod. Kortlægning var et centralt værktøj i forbindelse med koloniseringen af blandt andet det afrikanske kontinent, hvor det både blev anvendt til at kommunikere ejerskab over landområder samt til at overskrive, og dermed usynliggøre, præeksisterende geografier. Ved at præsentere et område på kortet som tomt og ubeboet, slipper man for de moralske overvejelser, der kunne opstå, hvis man i stedet markerede samme område som en lokalbefolknings hjemland eller jagtmark. Denne type kartografisk vold var ikke nødvendigvis baseret på en bevidst maskering af lokale brugsmønstre. For eksempel kan kulturelle forskelle medføre divergerende syn på, hvornår et område betragtes som tomt og uudnyttet.

Måden, hvorpå det geografiske rum repræsenteres, er af afgørende betydning for, hvordan det kan organiseres politisk. Selvom det kan virke som en nogenlunde neutral løsning, er det langt fra apolitisk at flytte territorialspørgsmålet til den naturvidenskabelige arena. For det første er kort per definition abstraktioner af den virkelige verden, hvorfor de nødvendigvis er baseret på en lang række værdiladede beslutninger om, hvad der har politisk relevans, og dermed skal inkluderes i kortet. Dette er naturligvis afhængigt af øjnene, der ser. For det andet repræsenterer videnskabelige kort i sig selv en meget specifik måde at se og opleve det geografiske rum på, som ikke nødvendigvis stemmer overens med de forestillinger og oplevelser, som de mennesker, der rent faktisk lever der, har.

Kortlægning er ikke nødvendigvis uforeneligt med måden, hvorpå arktiske folkeslag oplever det geografiske rum. Forskere har dog påpeget, at idéen om faste territorialgrænser og geografiske rum som noget, der kan fastlåses i koordinatsæt, kan virke fremmed for folk, hvis livsgrundlag i generationer har været afhængigt af en indgående forståelse af, og tilpasning efter, et meget dynamisk miljø. Kortlægning og implementering af teknisk viden kan som sagt være en voldsom handling, særligt hvis denne type viden enten overskriver, overflødiggør eller erstatter lokale videnssystemer. På den anden side findes der spændende eksempler på, at kortlægning bliver anvendt netop til at synliggøre lokale brugsmønstre (læs mere her) og dermed tale til politiske eliter på et sprog, som de forstår. Dog forbliver det væsentligt at være opmærksom på, hvad det betyder, at oprindelige arktiske folks forståelser af deres hjemlands politiske geografier oversættes til og forenes med ’udefrakommende’ repræsentationsformer.

 

Arktisk tomrum

Arktis har gennem hundredvis af år formået at stimulere mere eller mindre fantasifulde tanker om, hvad der fandtes på den anden side af de uigennemtrængelige ismasser. Selvom regionen efterhånden er blevet delvist afmystificeret, står ideen om et ugæstfrit ingenmandsland stadig stærkt i manges bevidsthed. Dette syntes at være tilfældet blandt danske avisjournalister tilbage i 2007. Hvilken ’type’ sted Arktis er (eller bliver italesat som), har betydning for hvem, der fremstår som legitime politiske aktører, og hvilke politiske tiltag der fremstår logiske. Forestillingen om Arktis som en frossen ørken kamuflerer imidlertid det rige kulturliv, der udspiller sig langt længere mod nord end mange måske forestiller sig. For eksempel har Inuit Circumpolar Council (ICC; en interesseorganisation, som repræsenterer Inuitter i det cirkumpolare Arktis) hævdet, at visse områder, der klassificeres af Havretskonventionen som tomt hav, i virkeligheden bliver anvendt til jagt af oprindelige folk, når isdækket tillader det, og dermed ikke er tomme.

Medierepræsentationer af Arktis som et frossent ingenmandsland er ikke uden betydning, og det er fristende at drage paralleller mellem avisernes retorik og tidligere tiders kolonialdiskurser. Forestillingen om tomme uudnyttede vidder var som nævnt centralt for den tidlige kolonisering, og et område som Arktis, der på langt de fleste kort bogstavelig talt er repræsenteret som en blank, hvid plamage, fremstår åbent og indbydende for inskription. Præeksisterende politiske geografier er sjældent repræsenterede. ICC har imidlertid gennem flere publikationer og offentlige erklæringer gjort det klart, at de betragter hele det arktiske område som en del af inuitternes hjemland. Videre findes der adskillige andre arktiske folkeslag, som selvsagt også bør anerkendes. Dermed ikke sagt, at ICC kræver politisk uafhængighed, men snarere, at de påkræver sig respekt for deres kulturelle suverænitet, samt retten til en politisk stemme. Arktiske folkeslag blev stort set ikke omtalt i den danske avisdækning af arktisk international politik i 2007. Når de gjorde, var det som oftest i samme sætning som isbjørne og smeltende gletchere. De blev med andre ord ikke præsenteret som havende en selvstændig politisk stemme af relevans for territorialspørgsmålet. Selvom det naturligvis er et åbent spørgsmål, i hvilken grad man kan tale om en form for neokolonial diskurs, idet debatten dybest set drejede sig om et i teknisk forstand ubefolket havområde (skønt medierne ikke gjorde meget for at skelne mellem Arktis og Det Arktiske Ocean), synes det ikke helt uproblematisk, at arktiske folkeslag så at sige blev skrevet ud af historien, som den blev fortalt i de danske aviser.

 

Den skjulte kamp

Ideen om, at vi befinder os i en ”arktisk æra”, hvor det cirkumpolare nord igen spiller en rolle i international storpolitik, blev først fremsat af Gail Oshorenko og Oran Young i 2005. Det tog imidlertid et par år, en russisk mini-ubåd, og et titaniumflag, før de danske aviser blev opmærksomme på, at Arktis var blevet en politisk varm kartoffel. I deres respons til plantningen af det russiske flag var aviserne med til at normalisere en forestilling om Arktis som værende et frossent ørkenlandskab med potentiale til at blive et fremtidigt ressource-paradis. Gennem deres afstandtagen til ’russisk kolonialisme’ idealiserede de tanken om en ren, apolitisk naturvidenskab som vejen til at afdække naturlige grænser i Arktis. Mange har en tendens til at se skævt til mistænkeligt lige linjer på kortet – når grænserne ser nogenlunde organiske ud, føles det simpelthen mere rigtigt. Det er imidlertid væsentligt at huske, at naturlige grænser er omtrent lige så virkelige som julemanden; der ligger altid politiske beslutninger bag grænsedragninger. Videre leder mediehistorien om den rene videnskabelige opmåling af hidtidigt uberørt og uudforsket vildnis uundgåeligt tankerne i retning af diskurser, som blev anvendt i forbindelse med tidlig kolonisering af andre regioner. At afbilde et område som tomt ingenmandsland er i høj grad politisk, og i dette tilfælde måske endda bekymrende, da alternative udlægninger og perspektiver synes fraværende fra den danske avisdækning af arktisk international politik.

Ovenstående diskussion skal ikke opfattes som en kritik af naturvidenskab, kortlægning, eller dansk Arktis-politik. Pointen er ikke, at kortlægningen af den arktiske havbund nødvendigvis er koloniserende, eller at det svarer til at plante et flag. Som forskeren Jeppe Strandsbjerg har påpeget, er den danske kortlægning ofte nært forbundet (i hvert fald diskursivt) med ideen om råstoffund, der skal lede til grønlandsk selvstændighed. Dermed ville ’det danske imperium’ blive mindre snarere end større – og Danmark ville helt miste sin internationale status som en af otte arktiske stater. Pointen er derimod, at det er nødvendigt at forholde sig kritisk, når medierne (eller andre instanser) præsenterer én måde at se og forstå det politiske rum som det eneste, der giver logisk mening. Det er nødvendigt at træde et skridt tilbage og være opmærksom på perspektiver, som alt for let bliver skrevet ud af den politiske debat – eller den videnskabelige. Kampen om at definere det politiske rum, hvori hele affæren udspiller sig, er mindst lige så vigtig som ’slaget’ om retten til de sagnomspundne arktiske oliemillioner.

Johanne Bruun er Ph.D.-studerende ved Department of Geography, Durham University. Indlægget er baseret på en artikel, som udkommer i en længere engelsksproget udgave i ’Moving Worlds: Journal of Transcultural Writings’.