Oprørets filosofi og praksis – brevveksling mellem Pussy Riot og Slavoj Žižek

Pussy_Riot_by_Igor_Mukhin
Foto: Игорь Мухин under Creative Commons 3.0.

I fredags udtalte Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, at Pussy Riot ikke skulle have været i fængsel. Men Pussy Riot er stadig i fængsel, og herfra skriver de breve med den slovenske filosof Slavoj Žižek. Den 23. august skrev Pussy Riot et brev til Žižek for at takke for hans støtte til deres politiske projekt. Baggrund bringer her en oversættelse af brevet og Žižeks svar.

2 år i fængselslejr. Sådan lød dommen i midten af oktober over to af de tre Pussy Riot-medlemmer, Nadesjda Tolokonnikova og Maria Alekhina, der efter deres aktion i Frelserkatedralen i Moskva i februar, hvor de afbrød gudstjenesten og fremførte deres punkbøn “Holy Shit”, blev anholdt og sigtet. De to Pussy Riot-medlemmer er nu dømt for hooliganisme motiveret af religiøst had. Dommen blev begrundet med, at Pussy Riot udgør en fare for det russiske samfund. Deres aktion i Moskvas Frelserkatedral blev af dommeren beskrevet som en krænkelse og ydmygelse af den kristne tro og opfordring til religiøst had. Den russiske ortodokse kirke udsendte i august en offentlig pressemeddelelse, hvor Pussy Riots aktion blev sammenlignet med sovjetæraens “militante ateisme”.

I mellemtiden i Vesten har en lang række organisationer og verdensstjerner samlet sig under sloganet: Free Pussy Riot. Madonna skrev Pussy Riot på ryggen under sin koncert på Moskvas Olympiske Stadion, internetsiden freepussyriot.org arrangerede i midten af august “Global Pussy Riot Day” og Amnesty International afleverede 70.000 underskrifter til den russiske ambassade i Washington, der efterfølgende blev kastet ud på gaden foran ambassaden. Popstjerner som Sting, Peaches, Pet Shop Boys, Björk, Red Hot Chili Peppers og Yoko Ono støtter alle Pussy Riot.

I september blev Pussy Riot nomineret til at modtage EUs Sakharov-pris. Sakharov-prisen er opkaldt efter den sovjetiske menneskerettighedsaktivist, Andrej Sakharov, og bliver uddelt af EU “to honour exceptional individuals who combat intolerance, fanaticism and oppression”. Prisen er tidligere blevet tildelt Nelson Mandela, Kofi Annan og blev sidste år givet til “Arab Spring Activists”. Pussy Riot var blandt de tre finalister til at modtage prisen.

Pussy Riot er blevet et politisk vidunderfænomen i Vesten. Og mens Ruslands kirke og retssystem råber “blasfemi”, så råber Vesten “politisk undertrykkelse”.

Nu har den slovenske filosof, Slavoj Žižek, også indskrevet sig i rækken af Pussy Riot-støtter.

Pussy Riot og Slavoj Žižek

Den 27. august offentliggjorde Nadesjda Tolokonnikovs advokat, Mark Feigin, en brevkorrespondance mellem Pussy Riot og den slovenske filosof, Slavoj Žižek. Brevvekslingen startede efter udgivelsen af Slavoj Žižeks artikel “The True Blasphemy” i august. Her skriver Žižek, at den sande blasfemi er den russiske stats forsøg på at maskere Pussy Riots politiske aktion som blasfemi. Žižek påpeger samtidig, at det er vores alle sammens pligt at forhindre, at de tre medlemmer af Pussy Riot ikke kommer til at betale prisen for at være blevet symbol på en politisk kamp: “It is the sacred duty of all of us to prevent that the courageous individuals who compose Pussy Riot will not pay in their flesh the price for becoming a global symbol”.

Som tak for Žižeks artikel skrev Nadesjda Tolokonnikova et brev til Žižek og takkede for hans støtte. Brevvekslingen foregik på henholdsvis engelsk og russisk, og Baggrund bringer her en oversættelse af korrespondancen.

“Hej Slavoj!

Vi modtog nyheden om, at De på enhver tænkelig måde – teoretisk og praktisk – har støttet os. Fantastisk! Det har vist sig at være en fortsættelse af den politiske befrielses- og mirakelbevægelse, som på en eller anden måde er blevet født for os tre. Jeg elsker mirakler og stræben mod dem. Hele vores virksomhed, det er stræben efter mirakler.

Medfangerne lærer “Om volden”. 

Tak for alt!

Al muligt held og lykke.

Nadja

23. august 2012”

***

“Kære Nadesjda, kære Maria, kære alle sammen! 

Jeg fik jeres breve på russisk, som jeg kan læse (jeg har lært russisk i skolen!). Desværre kan jeg ikke længere skrive på russisk, så tilgiv mig mit engelsk.

Jeg kan ikke fortælle jer, hvor stolt jeg er af at være i kontakt med jer. Jeres handlinger er gennemtænkte, baseret på en dyb indsigt i, hvordan undertrykkende magt virker, hvordan den er nødt til at basere sig på en skjult, obskur agenda, der forbryder sig mod sine egne regler. Men mere end det viser I os alle sammen en måde at kombinere disse sande indsigter med simpelt mod. Mod alle postmoderne kynikere demonstrerer I, at der nu mere end nogensinde er brug for etisk-politisk handling. Så ignorér fjender og falske venner, der ynker at I er punk-provokatører, der fortjener en mildere behandling. I er ikke hjælpeløse ofre, der beder om sympati og nåde, I er kæmpere, der kalder på solidaritet i jeres kamp. Fra min egen fortid i Slovenien er jeg godt klar over, at punk-optrædener er mere effektive end liberal-humanitære protester. Min drøm er, at jeg, når alt det her rod er overstået, kan have en lang samtale med jer om alle disse emner.

Men jeg er også godt klar over, at vi alle sammen er sårbare mennesker i undertrykkende kræfters vold, og det er derfor, jeg også er fyldt med sørgmodig vrede og raseri – hvorfor kan jeg ikke gøre mere for at hjælpe jer? Fortæl mig, hvordan jeg kan være til hjælp, og jeg vil være det, om det er politisk eller personligt. I næste uge rejser jeg til Toronto for at præsentere den nye film, PERVERT’S GUIDE TO IDEOLOGY, og jeg vil dedikere den til jer.

Det lyder måske sindssygt, men selvom jeg er ateist, er I i mine bønner. Bønner om, at I snart vil gense jeres familie, børn, venner. Bønner om, at I i det mindste vil have tid til at læse og reflektere i fred, mens I er i fængsel.

Al min kærlighed, Slavoj

Ljubljana, 26. august 2012”

Scroll to Top