UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Paradise Hotel er ikke reality-tv

Paradise_Hotel_2013

Foto: TV3/Lemche&Serup

Når næste udgave af TV3s realityfænomen Paradise Hotel løber af stablen den 2. marts, bliver vi som seere atter taget med til et luksushotel i Mexico, hvor en virtuost afstemt blanding af intriger, romance, taktik og sanseløs beruselse er primus motor for noget af det bedste danske tv i de senere år. Paradise Hotel har nu kørt i elleve sæsoner. Til sammenligning kørte Lykkehjulet i tretten.


 

Der er skrevet meget om Paradise Hotel, men næsten altid ud fra et sæt af specifikt medieanalytiske betragtninger. Desværre giver en udredning af seriens medietekniske mekanismer aldrig for alvor en fyldestgørende forklaring på, hvorfor Paradise Hotel er så godt, at det helt ubesværet deklasserer alle andre realityprogrammer. I stedet må vi kigge nærmere på de karakterer, serien befolkes af, og hvordan de adskiller sig fra lignende programmer.

Den noget intetsigende paraplybetegnelse “reality-tv” dækker over en kompleks flerhed af tv-fænomener, som mestendels har det tilfælles, at programmerne udklækker deres egen talentmasse, som efterfølgende cirkulerer incestuøst imellem dem. Har man deltaget i Sommer i Sunny Beach, stiger sandsynligheden eksponentielt for, at man deltager i Paradise Hotel. Læg hertil, at deltagere i Paradise Hotel regelmæssigt kender hinanden hjemmefra, og indtrykket bliver, at deltagerne ofte består af en særlig klasse af uansvarlige nattelivsentusiaster.

Paradise Hotel kan bedst beskrives som en blanding af socialt eksperiment, dukketeater og gameshow. Hvor reality-paraplyen typisk refererer tilbage til en social eller kulturel virkelighed, efterstræber Paradise Hotel en æstetik, som er strengt fiktionel. Deltagerne fratages deres almene referencerammer; de må ikke tale om livet i Danmark, og de temmelig prægtige omgivelser bevirker, at alt fremstår visuelt glatpoleret og -barberet. Hotellet fremstår som et virtuelt rum, der tilsyneladende er afsondret fra omverdenen.

Programmets fiktionsstrategi bevirker, at deltagerne snarere end som almindelige mennesker fremstår som karakterer, arketyper eller rotter i et bur. I det virtuelle rum sættes almene regler (for eksempelvis god ro og orden) ud af kraft, og deltagerne har mulighed for at skabe deres egen persona. I sæson 8 påtager deltageren Sebastian sig med helt åbne øjne rollen som sæsonens antagonist – en nådesløst ondskabsfuld figur, som ingen midler skyer for at gennemtvinge sin vilje. Det interessante ved Sebastian er, at han også deltog i den foregående sæson og her etablerede sin karakter som en oprigtigt følsom, tudevorn fyr med hjertet på rette sted. Her blev han dog temmelig hurtigt ekspederet hjem til Danmark. Paradise Hotel er sjældent gavmildt mod den slags blødsødenhed, men det fungerede glimrende som camouflage for hans optræden i den efterfølgende sæson.

De roller, som deltagerne påtager sig eller ligefrem inkarnerer, er som udgangspunkt af besynderligt tidløs, mytisk karakter. Fra sæson 8 kender vi foruden den sataniske Sebastian også Julian, der i sæsonen optræder som reality-analog til Klods Hans. Julian er nemlig forelsket i Jeanette, og på lige fod med Klods Hans’ utilsigtede snedighed driver også Julians begær ham til fantasifulde og skægge narrestreger. Julian får simpelthen ting til at ske. Klods Hans og Julian har det til fælles, at deres begær er særdeles produktivt. Hvor historien om Klods Hans dog stopper på toppen, får vi i Julians tilfælde også resten af fortællingen med. Naturligvis falder Jeanette også for Julian, men vi ser også, hvordan hans produktive begær langsomt sygner hen, så han til sidst fremstår som en sjofel, fed og mæt umulius. Klods Hans flytter ind til prinsessen på slottet og bliver — nu hvor han har tilegnet sig sit begærsobjekt — reduceret til en enfoldig, irrelevant tåbe. Julian og Sebastian deler desuden sæsonen med den transseksuelle Hairon, som på linje med et mytisk fabeldyr destabiliserer den orden, som er indført på hotellet.

I sæson 9 møder vi kvindebedåreren Stolle, der påtager sig rollen som en ridder, der sætter sig for at udføre heltedåder. I Stolles tilfælde udgøres dåderne – helt i Paradise Hotels ånd – af seksuelle oplevelser. Stolle når bl.a. at dyrke gruppesex i hotelpoolen og lave et såkaldt Eiffeltårn – erfaringer han beskriver som “kryds i bogen”. Achievement unlocked. I samme sæson møder vi også Nicolas, som inkarnerer én af senkapitalismens mestermetaforer, nemlig den charmerende psykopat. Med enestående taktisk snilde (og efter eget udsagn mellem hundrede og tohundrede løgnehistorier om dagen) skyer Nicolas ingen midler for at opnå den succes, han så monomant efterstræber.

Også midlertidige ugegæster lægger regelmæssigt vej forbi hotellet. De optræder ikke på lige fod med deltagerne og har derfor en privilegeret status på hotellet. Bokseren Patrick Nielsen optræder i sæson 9 som pendant til Herakles, der er på midlertidig ferie fra Olympen. Som enhver anden halvgud har han en vis indflydelse på, men ikke fuld kontrol over, hvordan hændelserne udspiller sig, og gæsterne anstrenger sig for at vinde hans gunst.

Anderledes står det til med Paradise Hotels faste programværtinde, Rikke Gøransson, hvis figur i udpræget grad etableres som mellemleder for tilrettelæggerne. Som en bibelsk engel medierer hun mellem deltagere og tilrettelæggere, ligesom hun i øvrigt dømmer ret fra uret på hotellet. Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer. Når Rikke dukker op på uanmeldt besøg, skælver de dødelige gæster i ærefrygt.

Deltagernes flydende identiteter og personadyrkelse foranstaltes direkte af hotellet som virtuelt rum eller mytologisk arena, hvor al anden betydning udraderes. Ligesom i eventyr, sagaer, myter, fabler, etc. skaber dette sted-udenfor-historien en enestående mulighed for identifikation. Vi kan  identificere os med både divaer, strateger, umuliusser og fissekarle, fordi hotellet som fiktionsrum giver deltagerne mulighed for at fremproducere sig selv som idealiserede arketyper, der er helt intuitivt genkendelige. Paradise Hotel er derfor ufattelig langt fra reality-stereotypen om “dumme mennesker der siger dumme ting”. Paradise Hotel er overhovedet ikke underlødig tv-underholdning. Når det er allerbedst er det tværtimod stor kunst.

Blandt de mest sejlivede troper i Paradise Hotel er dikotomien mellem enten at “spille spillet” eller “være på badeferie”. Det henviser til deltagernes måde at rangere deres engagement. Spiller man spillet, opnår man status; er man på badeferie, mister man status. Hvilken type spil, der refereres til, bliver dog aldrig direkte artikuleret. Paradise Hotel er konstrueret som et gameshow med en betragtelig økonomisk gevinst til den eller de heldige vinder(e), så det er nærliggende at betragte “spillet” som en konkurrencemetafor. Men hvorfor skulle det så producere lav status at være på badeferie? Alt andet lige må en deltager uden nævneværdige taktiske dispositioner være at foretrække, idet konkurrencen så bliver lettere for de andre deltagere.

Det forekommer derfor mere nøjagtigt at betragte dét at “spille spillet” som reference til en skuespilsarena. Man “spiller” Paradise Hotel på samme måde, som man spiller et rollespil – et spil som netop bærer målet i sig selv, og hvor deltageren definerer sine egne ambitioner. Er man på “badeferie”, bidrager man principielt ikke til narrativet. Spiller man derimod spillet, bidrager man ved hele tiden at producere og digte de fantasmatiske niveauer, som Paradise Hotels univers består af.

I 2014 satte sæson 10 en foreløbig stopper for Paradise Hotels guldalder bestående af sæson 7, 8 og 9. Man anlagde fra tilrettelæggernes side en ny, mindre fiktionsbaseret dramaturgi. Deltagerlisten talte blandt andet et brødrepar, et tvillingepar og et lesbisk kærestepar, som alle fik til opgave at hemmeligholde deres relationer. Denne iscenesættelse punkterede effektivt det virtuelle rum og brød dermed den fiktionelle ramme, hvis opretholdelse er selve præmissen for Paradise Hotel. Det resulterede i personlige konflikter, regulær mobning, grimme konfrontationer og en decideret dårlig stemning på hotellet, hvis lige jeg ikke mindes at have oplevet før. Der var simpelthen for meget bagage med fra Danmark, og måske derfor var sæson 10 reelt den dårligste sæson i mange år. Det profane fik adgang til hotellet, og sæsonen kom til at fremstå triviel og tilsølet. Der gik simpelthen råd i lortet.

Måske som følge heraf lover TV3, at den kommende sæson går “tilbage til rødderne”, og man har blandt andet strammet op på sæsonens længde, som i år er væsentlig kortere end normalt. Kun tiden vil vise, om Paradise Hotel rejser sig på ny, men under alle omstændigheder har vi stadig den række blændende sæsoner, som stadig er værd at bruge tid på – formentlig også om mange år.


Jonas Siig er cand.mag. i Æstetik og kultur fra Aarhus Universitet.