UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Parcelhusdanmark og almindelighedens historie

Lis og Erlings byggeri i 1965-66 (1)

Lis og Erlings byggeri i 1965-66. Fotorettigheder: Privat.

Mikrohistorie: I 1950′erne blev kernefamilien på egen parcel det centrale omdrejningspunkt for opbygningen af et velfærdssamfund baseret på effektivisering, produktion og forbrug. Dette er fortællingen om en af disse familier – og samtidig hele Parcelhusdanmark.


 

I et ganske almindeligt parcelhuskvarter udstykket i begyndelsen af 1960’erne i den vestlige del af Albertslund Kommune bor Lis og Erling Kristiansen. Der har de boet i mere end 50 år. Hver morgen mellem kl. 8 og 9 går Erling ned til fyret i sin kælder og aflæser, hvor meget fjernvarme han og hustruen Lis har brugt det seneste døgn. Så noterer han det på skemaet, der hænger ved siden af fyret. Dag efter dag, uge efter uge, år efter år. Oktober i dette år hænger ved siden af oktober sidste år. Så kan han sammenligne forbrug over tid, hvilket giver en god sikkerhed for, at alt er, som det skal være.

Lis og Erlings parcelhusliv og deres praksis omkring varmeregnskabet er interessant, fordi parrets liv på parcellen repræsenterer en udbredt og almen danmarkshistorie, der er næsten usynlig i vores historie. Der er publiceret en del om velfærdssamfundets ingeniører og beslutningstagere, men ikke ret meget om velfærdssamfundets helt almindelige danskere, her i skikkelse af husejere. Men i perioden fra slutningen af 1950’erne til begyndelsen af 1980’erne, blev der opført ca. 500.000 enfamiliehuse i Danmark. Det er altså ikke nogen lille fortælling, vi har med at gøre.

Kroppedal Museum har i en årrække interesseret sig for det 20. århundredes velfærdshistorie set i et mikroperspektiv; med interessen vendt mod praksisser omkring det at være husejer og spørgsmålet om, hvordan denne mikrohistorie er en væsentlig del af den større fortælling om velfærdsstatens tilblivelse. I 1930’erne havde ingen forestillet sig, at man blot en generation senere ville se en folkebevægelse af husejere. Men efter de magre år under og efter besættelsen kom der i 1950’erne gang i økonomien, og kernefamilien på egen parcel blev det centrale omdrejningspunkt for opbygningen af et velfærdssamfund baseret på effektivisering, produktion og ikke mindst forbrug.

 

Feltarbejde i forstaden

Hvad er det så for en kultur- og velfærdshistorie, der ligger i de danske parcelhuskvarterer? Det finder man kun ud af ved at bevæge sig ud i dem. Kvartererne bliver sjældent omtalt positivt i medierne. De er ensartede, kedelige, og bag hækkene bor ligusterfascister. Men hvis man tager på feltarbejde med nysgerrige øjne, er kvartererne en guldgrube af kulturhistorie. Så begejstres man over originale badeværelsesfliser, spørger interesseret ind til alt fra pistolgang til staudebede og vil gerne høre, hvad børneværelserne bliver brugt til, når de to børn for længst er flyttet hjemmefra.

Nede i kælderen hos Lis og Erling er der udover fyret og varmeregnskabet to andre gode oplevelser for den kulturhistorisk interesserede. Den ene er det sirligt organiserede værkstedshjørne, der med et smukt udvalg af godt brugt værktøj vidner om et langt liv som Gør-Det-Selv menneske. Den anden oplevelse skal man guides til at finde. I gulvet, lige udenfor kælderdøren, peger Erling ned: ”1-4 1966 Kristiansen” står der. Det er datoen for, hvornår parret endelig flyttede ind, og i øvrigt begyndte at støbe kældergulv. Men inden den glædelige dag, hvor parret kunne træde over dørtærsklen til deres eget hus, fulgte hårde år med byggeriet af det.

 

Hus eller lejlighed?

Lis og Erling lærte hinanden at kende i 1955. Hun var udlært frisør, og han var maskinarbejder. Hun var fra Nørrebro i København, og han var fra Ringsted. Hun var vokset op i lejlighed, og han i hus. Først boede de sammen i Ringsted, men fik siden en lejlighed i Søborg. Det var en ganske fin lejlighed, og Lis, der selv var opvokset i lejlighed, syntes ikke, det var noget problem. Men Erling blev rastløs af at bo i sådan en kasse. Han skulle eje jord og have et hus at gå rundt om. Et hus af røde sten med rødt tegltag. Sådan var han selv vokset op, og sådan havde han altid forestillet sig, at hans egne børn skulle vokse op. Erlings far var murer og havde selv bygget hus, og Erling ønskede at gøre det samme.

I begyndelsen af 1960’erne begyndte parret derfor at se sig om efter en egnet grund i Storkøbenhavn. Parret kiggede selvfølgelig meget på priser, og i Albertslund Kommune (dengang Herstedernes Kommune) kunne de købe en byggemodnet grund for 27.500 kr. I nabokommunen Vallensbæk kostede samme type grund 35.000 kr., men uden kloakering, vandtilførsel og fjernvarmeledning. Valget faldt derfor på Albertslund, nærmere betegnet Albertslund Vest. Her havde man netop færdiggjort en kommunal udstykning på 357 parceller skabt på det, der tidligere havde været noget af landets bedste landbrugsjord. Udstykningen var tegnet af kommuneingeniøren og var ligeså fantasiløs som mange andre af tidens udstykninger. Man tænkte ikke i æstetik og gode forstadsrum, men mere på at udnytte pladsen maksimalt, så familien Danmark kunne få sin parcel på ca. 700 m², og børnene kunne lege på en blind stikvej.

Parret satte deres underskrift på salgsaftalen i 1963. Der var mange grunde at vælge mellem. Når valget lige faldt på denne, var det, fordi huset kunne ligge, så køkkenet var mod øst og terrasse og have mod vest. Erling siger, at der ikke er mange, der tænker på sådan noget i dag. At køkkenet skal vende mod den køligste side. I 1963 var kun et par enkelte huse ved at blive rejst i området. Da parret selv gik i gang med at bygge i 1965, var der allerede skudt mange huse op, og flere kom hastigt til.

 

Typehusudstillinger

At det overhovedet kunne lade sig gøre at bygge så mange huse til en pris, hvor almindelige mennesker, f.eks. faglærte, kunne være med, skyldtes bl.a. den teknologiske udvikling i byggematerialer, der muliggjorde industriel produktion af mange delelementer til husbyggeri. Byggeriet blev typiseret. De fleste selvbyggere byggede også et typehus efter de nøjagtige anvisninger fra det firma, der nu havde solgt huset. Når par skulle vælge hus, tog de på typehusudstillinger. Her kunne man 1:1 se forskellige bud på, hvordan et enfamiliehus kunne se ud. Mange af typehusene var tænkt og tegnet af murermestre og ingeniører, få af egentlige akademiuddannede arkitekter. Det var de alt for fine til at beskæftige sig med.

plan over et Tjæreborghus, der var meget populært. Opført til en parcelhusudstilling i Herstedøster i 1966


Plan over det populære Tjæreborghus. Opført til en parcelhusudstilling i Herstedøster i 1966.

En af disse udstillinger fandt sted i Albertslund i 1966 (da havde Lis og Erling allerede bygget hus). I programmet, der fulgte med udstillingen, var der to sider dedikeret til hvert hus og derudover et par artikler om finansiering af parcelhusbyggeri og forsikring. Katalogets indledning var skrevet af boligminister Kaj Andresen (A, 1964-68), og det understreger, hvordan den socialdemokratiske regering ledet af Jens Otto Krag så industrialiseringen og rationaliseringen som de væsentligste midler til at skabe velfærd:

”Inden for så at sige alle områder af den samfundsmæssige udvikling stilles der i dag krav om øget planlægning, effektivitet og produktivitet, og disse krav gælder også for boligbyggeriet. Både arbejdskraft og kapital er en mangelvare, og det gælder derfor om gennem rationalisering og mekanisering at udnytte disse ressourcer bedst muligt. Betydningen heraf viser sig for enfamiliehusbyggeriets vedkommende derved, at godt halvdelen af vor årlige boligproduktion består af enfamiliehuse.”

 

At bygge hus efter arbejdstid

Erling og Lis gik også på typehusudstillinger i begyndelsen af 1960’erne. Men de endte med blot at lade sig inspirere, og så tegnede Erling huset selv. Et hus af røde mursten på 117 m², som han også selv byggede. Parret husker årene med husbyggeri som temmelig hårde. Hver dag efter arbejde skulle Erling bygge, og Lis tage sig af de to små børn og alt det derhjemme. Mange af de husejere, som Kroppedal Museum har interviewet de senere år, fortæller en lignende historie. Nogle af dem havde en skurvogn stående og mødtes efter arbejdstid. Manden arbejdede og byggede, og kvinden sørgede for mad og børn og hjalp til med byggeriet, hvor der var mulighed for det. Erling og Lis fik også hjælp fra deres respektive fædre. Erlings far var murer, og han lagde sin sidste sten på huset i Albertslund. Han fik et hjerteslag undervejs i byggeriet og døde. Lis’ far var maler og hjalp med væggene, da det blev deres tur.

Lis og Erlings byggeri i 1965-66

Lis og Erlings byggeri i 1965-66. Fotorettigheder: Privat.

Dér i Albertslund har Lis og Erling så boet siden. Erling har arbejdet som teknisk tegner, senere ingeniør (ikke beskyttet titel) hos DSB i Sølvgade. Lis gik hjemme med børnene, til de var 9-10 år, og fik så job hos kommunen med at gøre mødelokaler klar på rådhuset. Sørgede for kaffe, kage, frugt og rengøring. Parrets to døtre har begge været på High School i USA. Denne ene er i dag økonoma på et plejehjem, og den anden er bankuddannet. De bor i hhv. rækkehus og på et nedlagt landbrug.

 

Liv på villavejen?

Naboerne kender Lis og Erling kun lidt til, og en gang om året bliver der holdt en vejfest. Første generation af husejere bliver efterhånden byttet ud med yngre børnefamilier. Den lokale ejendomsmægler Strandfeldt, der har opereret i området siden begyndelsen af 1970’erne, fortæller, at mange af dem selv er vokset op i kommunen. Måske endda i parcelhuskvarteret Albertslund Vest. Efter endte studier og et par år i København vender de tilbage til forstaden. De vil gerne have, at deres børn oplever den samme opvækst på villavejen som de selv.

Nogle af dem bliver måske lidt skuffede. Der er ikke længere så mange børn på vejen som i deres egen barndom. Dels var den demografiske sammensætning anderledes dengang, fordi så mange børnefamilier flyttede i forstaden på samme tid. Og dels bruger børn i dag langt mere tid foran en skærm end for 20-30 år siden. Der er også en anden forandring, som Lis og Erling har observeret: At mange huse det seneste årti er blevet købt af yngre par, hvis forældre eller bedsteforældre indvandrede til den københavnske Vestegn i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne som gæstearbejdere. Det er en generel udvikling, som ses lokalt over hele Vestegnen.

De fleste gæstearbejdere kom fra kurdiske mindretalsområder i Anatolien og fra Pakistan. Det i sig selv er en danmarkshistorie, som burde fylde et stort kapitel. Velfærdssamfundet med den buldrende økonomi inviterede ufaglært arbejdskraft og bistod familiesammenføringer. De ufaglærte arbejdere fik bl.a. beskæftigelse indenfor produktionen af modulære byggematerier til husbyggeriet og fik selv boliger i almene blokbebyggelser, som blev opført ad kransporslinjerne ned langs Køge Bugt. Fra midten af 1970’erne og frem, hvor økonomien stagnerede, og arbejdsløsheden satte ind, var det slut med indvandringen. Men de fleste gæstearbejdere ønskede at blive og skabe sig et liv i Danmark.

Spørgsmålet om indvandring og integration har skabt mange udfordringer for kommunerne på Vestegnen, men at børn og børnebørn nu har videregående uddannelser og bliver husejere, vidner om, hvordan transformationen af en mindrebemidlet og dårligt uddannet arbejderklasse til en middeklasse gennem husejerskab er en stærk kraft. Sådan var det også for Lis og Erling, hvis liv på mange måder har formet sig omkring livet som husejere. Lis formulerer det således: ”Man voksede jo med det og var nok lidt stolt af, at pludselig havde man et helt hus selv (…) Man var jo også stolt af, at man pludselig kunne klare sådan noget med penge og noget.”

Erling og Lis har ikke fået nogen plads i en kanoniseret Danmarkshistorie. Man kan ikke læse om dem i nogen historiebøger. Man kan heller ikke få et indblik i deres liv på noget museum (endnu!), men de udgør alligevel en meget vigtig del af Danmarkshistorien. Med Lis’ og Erlings hus som den autentiske ramme kunne man sagtens skabe et museum centreret omkring fortællingen om den almindelige dansker. De mennesker, der har levet et stille og roligt liv i forstæderne på godt og ondt. Har passet deres eget. Troligt stemt ved alle valg. Stillet op til bestyrelsesposter i Grundejerforeningen (Erling har været med!) og Antenneforeningen. Betalt af. Sparet op. Betalt kontant.

Mette Tapdrup Mortensen er  museumsinspektør, ph.d., Kroppedal Museum.