UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Philipp Melanchthon: Reformationens humanist

Philipp Melanchthon

Philipp Melanchthon

FOKUS: DE ANDRE REFORMATORER Reformationen var mere end Luther. Reformationen voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. For at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af, har Baggrund i denne fokus-serie bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”.

Reformationen havde ikke været den samme uden Phillipp Melanchthon. Den humanistisk-uddannede teolog og moralfilosof stod ved sine humanistiske kundskaber og identitet, samtidig med at han gjorde Luthers centrale teologiske indsigter til sine egne. Dermed var han langt mere end blot en af Luthers følgere – han satte sit præg på den protestantiske reformation, og optegnede i høj grad grundtrækkene for den protestantiske retorik, dialektik, naturfilosofi og moralfilosofi for generationerne, der fulgte de wittenbergske reformatorer.


 

Reformationens nummer to

Luther var langt fra den eneste reformator, og den ”Lutherske” reformation var ikke bare hans. Mange andre – ikke bare teologer men også filosoffer, jurister, fyrster, borgere og bønder – gjorde reformationen til det, den blev. Som allierede og samarbejdspartnere, som konkurrenter og modstandere.

Én, der om nogen kan gøre krav på at være reformationens nummer to, er Philipp Melanchthon, Luthers kollega og samarbejdspartner. Som Luther formulerede det: ”Jeg blev født med det formål at slås med oprørerne og djævlene og ligge i krig, derfor er mine bøger meget voldsomme og krigeriske. … Jeg er den grove skovmand, der må rydde og bane vejen. Men mester Philipp følger sobert og stille efter, bygger og planter, sår og vander glædeligt med de gaver, Gud så rigeligt har givet ham.” Melanchthon er først og fremmest kendt som teolog: han skrev den første lærebog i ”luthersk-evangelisk” teologi, Loci communes, i 1521 og den Augsburgske Trosbekendelse, som i dag er et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.

Men Philipp var andet og mere end teolog: han var filosof og humanist, dvs. kender af antikkens sprog og lærdom. Det var i høj grad Melanchthons kundskaber som humanist, der sikrede ham berømthed og hans teologiske bøger popularitet. Og det var Melanchthon, der stod for omorganiseringen og reformeringen af de protestantiske universiteter. Han skrev mange af de nye protestantiske lærebøger, der afløste de gamle katolske, i teologi, i retorik og logik, i naturfilosofi, og ikke mindst i moralfilosofi. Som sådan blev han kendt som ”Tysklands lærer.”

 

Melanchthons humanistiske baggrund

Melanchthon kom til Wittenberg i 1518 som nyansat professor i græsk, et af de nye humanistiske ”modefag”. Bag sig havde han en opsigtsvækkende løbebane gennem både det skolastiske og humanistiske uddannelsessystem. Philipp Schwartzerdt, som var Melanchthons oprindelige navn, blev født år 1497 i Bretten i det sydlige Tyskland, og han var beslægtet med den berømte humanist og hebraist Johannes Reuchlin. Som elleveårig blev den unge Philipp sendt til en latinskole i Pforzheim, som var udmærket ved et undervisningsprogram, der lagde sig tæt op ad tidens fremmeste humanistiske ideer. Philipps undervisning fulgte således det klassiske studia humanitatis, dvs. grammatik, retorik, poesi, historie og moralfilosofi. Udover latin blev der også undervist i græsk, hvori Philipp særligt udmærkede sig. Det var her, Reuchlin gav den unge Philipp navnet Melanchthon – en græsk version af Schwartzerdt.

Derefter blev Melanchthon sendt på universitetet, hvor han på bare fem år opnåede først en bachelorgrad i filosofi i Heidelberg og derefter en magistergrad i Tübingen i overensstemmelse med de etablerede, skolastiske studieplaner. Sideløbende med sine formelle studier var Melanchthon dog også tilknyttet humanistiske cirkler og bedrev sine egne humanistiske studier. Melanchthon skrev en håndbog i klassisk retorik og en i græsk grammatik. Han redigerede også en ny udgave af den romerske digter Terents, som blev anledningen til en længere brevveksling med den berømte humanist Erasmus af Rotterdam. I juli 1518 skrev Melanchthon til Reuchlin og udtrykte en trang til at forlade Tübingen til fordel for en mere udfordrende beskæftigelse. Reuchlin kvitterede ved at sikre Melanchthon posten som professor i græsk ved universitet i Wittenberg.

 

Melanchthons forsvar for humanisme og filosofi i reformationen

I Melanchthons tiltrædelsesforelæsning ved Wittenberg universitet i august 1518 opfordrede han til en humanistisk reformation af universitetet. Forelæsningen blev godt modtaget, også af Luther. Omvendt gjorde Luther og hans teologi også indtryk på Melanchthon, og i de følgende år blev de to vigtige samarbejdspartnere i udformningen og udbredelsen af reformationen. Melanchthon begyndte at studere teologi og udgav i den forbindelse sin Loci communes og forfattede desuden flere forsvarsskrifter for Luther.

Der er i tidligere forskning blevet skrevet meget om en formodet personlig splittelse i Melanchthon i forbindelse med hans ankomst til Wittenberg og hans tilslutning til reformationen. Melanchthon skulle således have været fanget mellem hans tilknytning til Erasmus af Rotterdam på den ene side og Martin Luther på den anden. Under indtryk af Luthers teologi skal Melanchthon således have frasagt sig sin tidligere humanisme, for først senere at vende tilbage til den under begivenhedernes pres. Men denne opfattelse bygger på en uholdbar antagelse om, at humanisme og luthersk protestantisme er inkommensurable tankesystemer, og frakender derudover Melanchthon hans individuelle karakter og historiske agens.

I realiteten er der ikke meget, der tyder på, at Melanchthon gennemgik en indre krise. Tværtimod kan det siges at Melanchthon gennemgående vedblev at stå ved sine humanistiske kundskaber og identitet, samtidig med at han gjorde Luthers centrale teologiske indsigter til sine egne. Der kan selvfølgelig spores ændringer i Melanchthons filosofiske og teologiske tænkning. I kraft af den rolle Aristoteles’ Etik havde spillet i den skolastiske teori, som Luther kritiserede, vendte Melanchthon sig for en tid væk fra grækeren. Men han skulle senere vende tilbage til Aristoteles med en både fornyet og forstærket interesse. Og selv i afvisningen af Aristoteles holdt Melanchthon fast ved filosofien og de klassiske tænkere.

Da universitetet i Wittenberg i 1525 reformeredes, blev både Luther og Melanchthon tildelt særligt høje lønninger, og Melanchthon fik ret til frit at vælge, hvad han ville forelæse over. Sideløbende med sine arbejder som teolog helligede Melanchthon sig filosofien samt reformationen af universiteterne og uddannelsessystemet mere generelt, således at der kunne uddannes teologer, præster, filosoffer, jurister og læger i overensstemmelse med den evangeliske lære.

 

Melanchthons humanisme i teologien

De humanistiske kundskaber, latin, græsk hebræisk, retorik og dialektik, såvel som poesi, historie og moralfilosofi, var ifølge Melanchthon uomgængelige i den menneskelige tilværelse. Kendskab til de klassiske filosoffers, statsmænd og poeters visdom var nødvendige for et ordentligt samfund og menneskeliv. Og sprogkundskaberne, retorik og dialektik var absolut nødvendige for at kunne læse og forstå biblen. For biblen – særligt skrifter som Paulus’ breve – var netop skrevet i overensstemmelse med klassiske regler for retorik og dialektik. Hvis man ikke besad disse kundskaber, måtte man derfor nødvendigvis misforstå biblen og det guddommelige budskab. Ifølge Melanchthon var dette netop, hvad der var sket i middelalderen, hvor de klassiske kundskaber var gået tabt, hvorfor alskens misforståelser af skriften og vranglære havde været resultatet.

Melanchthons indlæg i de religiøse og teologiske stridigheder under Reformationen bærer således stærkt præg af denne humanistiske tilgang. Et godt eksempel er den strid, der udviklede sig mellem Martin Luther og Erasmus af Rotterdam om viljens frihed i midten af 1520’erne. I 1524 havde Erasmus udgivet Om den frie vilje, hvor han argumenterede for menneskets evne til at vælge mellem godt og ondt i både åndelige og verdslige forhold. Luther udgav som svar Om den trælbundne vilje i 1525, hvor han argumenterede for, at menneskets evne til at kunne vælge det gode helt og holdent var afhængig af guddommelig nåde. Dette spørgsmål afhang selvfølgelig af fortolkningen af biblen, og Melanchthon udgav sit bidrag til striden i 1527 med sin kommentar til Paulus’ brev til kolossenserne. På baggrund af sin retoriske analyse af Paulusbrevet kritiserede Melanchthon Erasmus’ position og forsvarede Luthers indsigt: at mennesket var afhængigt af guds nåde for frelsen. Samtidig argumenterede Melanchthon for, at selv det syndige menneske kan handle ret i ydre, politisk forstand.

Også i de kirkepolitiske og teologiske forhandlinger mellem protestanterne og katolikkerne spillede Melanchthons humanistiske kundskaber en betydelig rolle. Eftersom Luther var blevet fredløs efter Rigsdagen i Worms i 1521, kunne han ikke deltage i forhandlingerne ved de senere rigsdage. Det blev derfor Melanchthon, der – blandt teologerne fra Wittenberg – førte pennen og forhandlingerne for protestanterne ved rigsdagene i Speyer 1529 og Augsburg 1530. I den forbindelse skrev Melanchthon ikke bare Confessio Augustana, han stod også i brevkontakt med indflydelsesrige forhandlingspartnere og tilegnede flere bibelkommentarer til politisk betydningsfulde personer – også på katolsk side. Her trak han til fulde på hele det klassiske og humanistiske retoriske og forhandlingsstrategiske register.

 

Melanchthons humanisme, moralfilosofien og den politiske filosofi

Melanchthon var ikke mindst den eneste blandt Wittenberg-reformatorerne, der filosofisk og systematisk diskuterede moral og politik. Luthers politiske skrifter derimod var lejlighedsskrifter og hans ærinder først og fremmest samvittighedsspørgsmål. Kan en kristen med god samvittighed engagere sig i politik eller modsætte sig sin hersker? Kan en soldat også komme i himlen? Luther og mange af de andre reformatorers politiske tænkning kan også med en vis ret karakteriseres som politisk teologi: politik diskuteredes af teologer på baggrund af teologiske forestillinger om verdens indretning. Et eksempel på dette var den såkaldte toregimentelære, ifølge hvilken det verdslige regimente styrede det ydre, kødelige og syndige liv med vold og magt, mens det åndelige regimente angik troen og frelsen. Dertil kom forestillinger om, at samfundet bestod af tre forskellige ”stænder” – staten, husstanden og kirken – som skulle understøtte hinanden gensidigt. Ikke mindst var de Lutherske teologer overbevist om, at historien udspillede sig som en kamp mellem gud og djævlen, samt om dommedags snarlige komme. De karakteriserede derfor ofte deres modstandere, særligt paven og den tyske kejser, som djævlens tjenere – eller endda Antikrist selv. I alt dette tjente Biblen således som den primære begrebsmæssige ramme og det argumentatoriske våbenkammer.

Melanchthon derimod formulerede en moralfilosofi og politisk teori på baggrund af de klassiske tænkere og i særlig grad Aristoteles’ Nikomakhæiske Etik. Han forelæste hyppigt over dette værk og udgav i den forbindelse både kommentarer til værket og sin egen moralfilosofiske lærebog, Philosophiae moralis epitome, som omhandlede både etiske og politiske emner. For ham var politikken og moralfilosofien netop filosofiske discipliner, der som sådan var fornuftens område. Dette betød ikke, at hans opfattelse ikke var religiøst motiveret. Melanchthon bestræbte sig i høj grad på at bestemme filosofiens rolle for det kristne menneske. Denne rolle hang i høj grad sammen med den skelnen mellem lov og evangelium, som Luther og Melanchthon havde udviklet. Evangeliet indeholdt en viden, som menneskets fornuft ikke kunne indse ved egen kraft; det var guds åbenbaring om syndernes forladelse gennem Jesus.

Moralfilosofien, derimod, var ifølge Melanchthon udledt af naturlovens – dvs. guds lovs – bestemmelser om menneskets ydre handlinger og pligter i samfundet, for så vidt som fornuften kunne indse disse. Ifølge Melanchthon var naturloven desuden opsummeret i de Ti Bud. Det stod centralt i Melanchthons moralfilosofi, at mennesket først og fremmest var skabt med det formål at kende, adlyde og ære gud. Dette var naturlovens første bud – et bud som fornuften kunne indse. Derfra kunne fornuften udlede en række andre formål eller regler for menneskets samfundsmæssige liv – såsom menneskets forskellige dyder og pligter – for det private, etiske liv såvel som det offentlige, politiske liv.

Melanchthons syn på moralfilosofien indebar også en afklaring af kompetenceområder: det var teologens opgave at prædike evangeliets budskab om frelse. Politik derimod var filosoffernes, humanisternes, juristernes og selvfølgelig herskernes gebet (om end disse forventedes at lytte til teologerne i religiøse og teologiske spørgsmål). Som Melanchthon skrev i sin kommentar til Aristoteles’ Politikken: ”Se hvilken dumhed! Vil alle ikke grine af en teolog, der vil arbejde som læge, fordi han vil praktisere en kunst, han aldrig har lært? Ligeså latterliggøres med rette de præster, som vil styre stater, når de nu aldrig har haft nogen erfaring med politik.”

Grundlæggende for Melanchthons politiske tænkning var idéen om at stater, herskere og den politiske og sociale orden mere generelt, var ordineret af gud. Dette kunne der findes belæg for i biblen, eksempelvis i Romerbrevets kapitel 13 vers 1-2. Denne teologiske autoritet trak Melanchthon først og fremmest på for at imødegå en bibelsk begrundet kritik af den politiske orden, for eksempel i hans kritik af bondeoprøret i 1525. Ifølge Melanchthon var dette dog også en forestilling, der kunne begrundes filosofisk. Idéen om at staten og lovene havde guddommelig oprindelse, var således vidt udbredt hos klassiske tænkere som Cicero, Platon og Aristoteles. På baggrund af Aristoteles’ Politikken udviklede Melanchthon således en filosofisk teori om, at statens og herskernes autoritet var begrundet i naturretten eller naturens lov. Denne anså Melanchthon som nævnt for guds lov, sådan som menneskets fornuft kunne forstå den. Denne teori brugte Melanchthon bl.a. til at tilbagevise den opfattelse, der fandtes hos William af Ockham og andre skolastikere om, at staten var et produkt af menneskeligt samtykke, og at herskere derfor kunne afsættes af deres undersåtter. Samtidig kunne teorien om at staten og lovene havde guddommelig oprindelse også bruges til at underminere de katolske pavers krav på retten til at afvise verdslige herskere; en ret de hævdede at have fået af Kristus.

Derudover betonede Melanchthon også vigtigheden af de skrevne – og uskrevne – love for den sociale og politiske orden i sin politiske filosofi. Det var lovene, de guddommelige og menneskelige, der fastlagde herskernes og undersåtternes pligter, således at orden og samdrægtighed opretholdtes. Dette var endnu en tanke, der gik igen fra den romerske statsmand og filosof Cicero, og som Melanchthon gjorde til sin egen. Under reformationens omvæltninger brugte Melanchthon især denne tanke som bolværk mod mere vidtrækkende krav om reformer fra reformatorer som Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer. For Melanchthon var et ideelt politisk styre grundlæggende et styre, der regerede i overensstemmelse med love, og var altså en begrænset og reguleret magt. Tyranni, hvad enten oppefra eller nedefra, bestod derimod af uhæmmet og uindskrænket magt. Denne forestilling brugte Melanchthon således også til at begrunde en modstandsret mod den tyske, katolske kejser, og som et forsvar for de evangeliske fyrster.

Ikke mindst var denne forpligtelse på de skrevne og uskrevne love – guds og naturens love – grundlaget for herskernes forpligtelse på at reformere kirken i overensstemmelse med den evangeliske tro lige så vel som deres forpligtelse på at beskytte denne tro. Herskeren var ”lovens vogter” og det ”første medlem af kirken”. Da naturens lov – som opsummeret i de Ti Bud – krævede, at gud skulle æres og tilbedes på den rette måde, skulle herskeren derfor sikre ”guds ære”. Som historikeren James Estes har vist, var dette til dels en reaktion på, at evangeliske reformatorer i byer som Strasbourg og Nürnberg havde argumenteret for, at Luthers toregimente-lære betød, at den verdslige øvrighed ikke kunne tvinge folk, når det gjaldt trosspørgsmål. Ifølge disse reformatorer var det øvrigheds opgave at sikre den samfundsmæssige ro og orden, hvad den gjorde bedst ved at tolerere trosforskelle. I modsætning til denne opfattelse argumenterede Melanchthon for, at herskeren ikke blot skulle opretholde ro og orden, men først og fremmest var ansvarlig for ”guds ære”. Da guds ære krævede en korrekt gudsdyrkelse og forkyndelsen af ”det rene” evangelie, kunne Melanchthon retfærdiggøre undertrykkelse og udvisning af anderledestroende som katolikker og gendøbere. I forhold til katolikkernes gav dette sig hovedsageligt til udtryk i et ufravigeligt krav om en udbedring af kirkelige misforhold og prædiken af vranglære. Gendøberne blev genstand for en langt værre behandling: Melanchthon deltog aktivt i afhøringen af gendøbere 1530′erne og anbefalede flere gange, at de blev fængslet, udvist og henrettet.

Også Melanchthon selv skulle dog blive genstand for beskyldninger om vranglære fra evangeliske teologer. Særligt efter Luthers død i 1546 opstod der en splittelse mellem Melanchthon og hans ”philippistiske” tilhængere på den ene side og de såkaldte ”gnesiolutheranere” – eller ”ægte lutheranere” – på den anden. Gnesiolutheranerne beskyldte Melanchthon for at have forrådt Luthers sande lære, især på teologiske spørgsmål som læren om nadveren og frelsen, men også for at gå på kompromis med katolikkerne i politiske spørgsmål.

 

Melanchthon, Europas lærer

Melanchthons humanisme satte dagsordenen for protestantisk moralfilosofi og politisk filosofi langt ind i 1600-tallet, men hans historiske betydning var flertydig. På den ene side retfærdiggjorde Melanchthons tanker den lutherske konfessionalisering med dens fokus på menneskets pligter overfor gud og nødvendigheden af en religiøs ensretning. På den anden side sikrede Melanchthon videreførelsen af den klassiske lærdom Reformationen igennem, samt synet på moralfilosofien som en videnskab, der er baseret på fornuften og som er forskellig fra teologien. Denne opfattelse kunne med tiden blive grundlaget for opgøret med den konfessionelle og religiøse samfundsorden. Men dette måtte indebære en forskydning og en omfortolkning af både den protestantiske politiske tænkning og i særdeleshed naturretsteorien i lyset af 30 års-krigen, 1600-tallets store religiøse krig. Krigens rædsler gav anledning til en diskussion af begrænsningerne for, hvad den menneskelige fornuft kunne indse om guds hensigt med mennesket. I lyset af forskellige teologiske forestillinger om sand gudsdyrkelse argumenterede protestantiske naturretstænkere som Samuel Pufendorf for, at man via fornuften blot kunne nå den konklusion, at øvrighedens første pligt ifølge naturretten var at sikre samfundsmæssig ro og orden ved at regulere menneskers ydre handlinger. Det teologiske spørgsmål om korrekt gudsdyrkelse måtte derimod ligge udenfor statens magt, og i stedet være et ”privat” ærinde.

Det er ikke for meget at sige, at reformationen ikke havde været den samme uden Melanchthon. Han satte sit tydelige præg – ikke bare på den protestantiske teologi, men i høj grad også på de protestantiske landes uddannelsessystemer og lærdomshistorie. Melanchthons lærebøger fastsatte grundtrækkene for den protestantiske retorik, dialektik, naturfilosofi og moralfilosofi langt ind i 1600-tallet. Dette skyldtes ikke mindst, at studerende fra hele Europa flokkedes til Wittenberg for at studere under Melanchthon. Som sådan var Melanchthon ”Europas lærer”.

 

Mads Langballe Jensen har skrevet sin ph.d. afhandling ved University College London om Philipp Melanchthon