UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Regnearket

Regnearket justeret

Baggrunds Kabinet Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.

Det første elektroniske regneark blev opfundet af en kandidatstuderende. Professoren syntes, at Dan Bricklin var vanvittig. Fire år efter havde opfindelsen forandret USA.  


Bestyrelsesformanden for computerprogrammeringsfirmaet Lotus, Mitch Kapor, sammenlignede i 1983 det elektroniske regnearks betydning for samtidens virksomhedsboom med den transnationale jernbanes betydning for indtagelsen af kontinentet i det nittende århundrede.

”Det accelererede bevægelsen, gjorde det muligt, og det ændrede nationens kurs,” fortalte Kapor.

Det første elektroniske regneark, VisiCalc, blev opfundet i 1979 af den kandidatstuderende ved Harvard Business School, Dan Bricklin, som svar på en opgave i et finansieringskursus. Professoren syntes han har vanvittig. Men efter at han slog sig sammen med MIT-programmøren Bob Frankston, tog Bricklins idé fart.

Da regnearket stadig var et fysisk stykke papir med farvede streger, som markerede arkets rækker og kolonner, blev det primært brugt af virksomheders revisorer eller bogholdere med en sirlig blyant. Hver række repræsenterede udgifter såsom prisen på olie, husleje eller paprika, mens kolonnerne repræsenterede en måned, et kvartal eller et år. Ved afslutningen af hver periode noteredes udgiften, som kunne lægges til de øvrige beløb nederst på arkets bundlinje. Disse summer kunne nu indskrives i et endnu større regneark, repræsenterende virksomhedens økonomi på et mere overordnet plan.

At ændre en udgift i et ark havde konsekvenser på tværs af en række ark. Det var et tidskrævende og minutiøst arbejde. Det geniale ved Bricklins idé var, at man med et tast kunne omregne alle berørte celler. Og hvad der var endnu mere afgørende: Det, der muliggjorde dette, kunne være på én diskette, som kunne bruges af alle med en PC.

Computere var der ganske vist ikke mange af endnu. Men der kom flere og flere. Især efter at anvendelsesmulighederne ved at eje en sådan, blev betragteligt udvidet med VisiCalc og efterfølgere som Lotus 1-2-3, der udkom i 1983. De elektroniske regnearksprogrammer både muliggjorde og legitimerede udbredelsen af den personlige computer. Nu kunne små forretningsejere, med lidt teknisk sans og et aftenkursus, selv styre deres økonomi på lige fod med markedets større spillere.

Regnearket var et hverdagsnært redskab, som ændrede forretningsfolkets adfærd. Bricklins oprindelige motiv om at frigøre tid lykkedes. En revisor fra Cincinnati, Don Jackson, fortalte i 1984 tech-journalist Steven Levy om, hvordan bogholdere i regnearkets tidligste dage kunne finde på at løse hasteopgaver på en PC i løbet af et par timer, lægge dem i skuffen i to-tre dage og sende dem med ekspresbud til kunden, der blev så overvældet af sagsbehandlingens hurtighed, at de glædeligt udbetalte bonusser. Havde bogholderen sendt det færdige arbejde med det samme, ville kunden aldrig tro på, at det faktisk var ordentligt udført. Den digitale hastighed negerede ganske enkelt samtidens forestilling om kvalitet, hvilket fik brugeren af den rationelle programmering til at handle umiddelbart irrationelt.

Når nu ændringer i økonomiske forventninger var blevet langt nemmere at udregne end tidligere, blev det pludselig muligt at lave forudsigelser. Man kunne stille spørgsmålet: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis renten stiger? Hvad nu hvis omsætningen falder to procent? Hvad hvis vi hæver prisen med en dollar?

Dette blev samtidigt en øvelse i sin egen ret. Regnearket gjorde det muligt at spørge, så man spurgte. Om alt. At programmere det ultimative regneark, som inkluderede alle tænkelige markedsvariabler, blev enhver forretningsmands drøm. De store spillere afsatte nu mere tid til at udarbejde modeller, end man oprindeligt havde brugt på at beregne individuelle regnskaber.

Theodore Stein, leder af data analyseafdelingen i et forsikringsselskab i Hartford, fortalte tech- journalisten Steven Levy: ”Jeg kan slet ikke beskrive hvor mange timer jeg bruger på det her … Det er mit kæledyr, på en måde. At klø den bag øret, børste dens koder … det er næsten en besættelse.”

Vendinger som at ’lege’ med tallene, og ’massere’ modellerne, blev en del af sprogbrugen. Regnearket var nok elektronisk, men det havde krop, og den krævede sin brugers udelte opmærksomhed.

Den oprindelige intention med det elektroniske regneark var at spare tid. Men som de tidligste brugere måtte sande, skabte det også nye praksisser som kunne optage lige så meget tid, som der blev sparet. Da den århundrede gamle fysiske form blev bortkastet, blev regnearket en ting, som alle med en PC kunne forme i sit eget billede.

 

Videre læsning:

Steven Levy. 1984. ‘A Spreadsheet Way of Knowledge’. Harper’s Monthly Magazine, November 1984.

D. J. Power. 2002. ‘A Brief History of Spreadsheets’. Department of Computer Science, University of Maryland.