UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Revet, der forsvandt – en rejsejournal fra Google-havet

Turner_-_Quillebeuf,_Mouth_of_the_Seine

Joseph Malord William Turner: Seinens udmunding, 1833. Kilde: Public Domain.

Et billigt tryk af en fransk kaptajn, der må trække sig tilbage i Algeriet, leder os på sporet af et farligt rev, der måske alligevel ikke eksisterede ud for Kap det Gode Håb og en skat på bunden af Seinen, som måske nu ligger under den lokale fodboldbane i Quillebeuf.


 

Jeg havde gået lidt retningsløst rundt i byen i et par timer, mens jeg ventede på at min kæreste vendte tilbage fra universitet, da jeg så en bro over floden Saône. Lyon var fyldt med unge, velklædte italienere på visit og rigmandsfruer i pelsjakker, hvis beklædning, ligesom de velourbetrukne toge der havde kørt mig igennem dalen fra Freiburg til Lyon, mest af alt mindede om levn fra en anden tid. Med broen var der en åbning i byen, og bag den rejste en bakke sig.

Lyons centrum er en halvø, der ligger hvor floderne Saônen og Rhônen møder hinanden. Jeg krydsede floden og så ned i Saônens hvid-grønne vand; En kalket og oprevet udgave af charterindustriens fortryllende billeder af azurblå laguner. Kun et par hundrede meter længere nede mødtes dette vand med Rhônens. På toppen af bakken lå en hvid domkirke, Le Basilique de Notre Dame de Fourvière. Jeg kendte den ikke. Senere fandt jeg ud af, at det er et af Lyons mest besøgte turistmål. Det var tirsdag, så der var ikke mange besøgende. Denne bakke er kun en af to bakker, som omkranser byens moderne centrum. Mod vest, bakken med kirken, som jeg snart var på vej op ad, der af åbenlyse grunde bærer navnet “den bedende bakke” – og mod nord ligger en anden bakke, der bærer navnet “den arbejdende bakke,” hvor byens silkeindustri havde befundet sig.

Det var silkeindustrien, der i Renæssancen havde drevet byens vækst, og gjort den til en vigtig industriby i det 19. århundrede. Samtidig havde det styrket den økonomiske tilknytning til Italien, hvis befolkning altså fortsat besøgte byen og handlede i dens luksuriøse butikker. Silkeindustrien kom også til at spille en anden hovedrolle i byen. I 1830’erne og 1840’erne blev byen også sted for arbejderopstande af Lyons silkearbejdere (canuts) mod dårlige arbejdsvilkår og lønninger. Som den franske journalist og dramatiker Joanny Augier skrev i et portræt af canutterne fra 1840:

“‘Canuttens’ ansigt er blegt og tyndt, hans hals er lang og stiv, hans ryg er buet, his krop er tynd, hans arme er benede; han er hjulbenet, hans knæ er fremtrædende, hans fødder er store og flade. Dette er i sandhed ikke i særligt flatterende portræt, og der findes måske også nogle undtagelser; trods alt er ‘Canuttens’ klodsede udseende ikke et udtryk for hans natur, men et resultat af hans arbejde.”

I oktober 1831 besatte de Lyon under slagordet Vivre libre en travaillant ou mourir en combattant! (På dansk: Lev frit i arbejde eller dø i kamp!) I 1834 og 1848 iscenesatte canutterne igen arbejderopstande.

Jeg begyndte min opstigning mod kirken, der virkede som et naturligt mål. For at nå den skulle man igennem Lyons gamle bycentrum, der lå umiddelbart under den. Denne del af byen har gader, der skråner med procenter værdige til en kongeetape. Her så jeg første gang den lille butik, der solgte både den her slags dyre, oprindelige samlertryk og alt det historiske ral, der kastes op på stranden af bølgerne.

Jeg havde lige læst W. G. Sebalds “Rings of Saturn” og kort før det “Vertigo” i de engelske oversættelser. Det slog mig som en mulighed for en Sebaldsk øvelse i historisk detektivarbejde i et krydsfelt mellem historie og fiktion.

To kvinder stod i samtale ved disken, og virkede absolut uinteresserede i mit besøg. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet mig af dem, men måske jeg havde forventet en fanfare, fordi jeg nu havde fundet noget at bruge min dag på, som virkede meningsfuldt. Deres manglende interesse stemte altså ikke overens med min egen, på dette tidspunkt overvurderede, selvforestilling – en rejsende i historien, som nu skulle finde sit materiale – så jeg opgav ret hurtigt.

Jeg vendte tilbage dagen efter. Der var stadig ingen interesse for mit besøg, men jeg tog det mere opløftet denne gang. Jeg kom for at se de russiske tryk, som jeg havde lagt mærke til under mit meget korte besøg dagen forinden. Men der var ingen historier at fortælle. Kun tryk af St. Petersborg og Moskva i 1850’erne og de sædvanlige figurer – handlere, gøglere og ordensmagten. Trykkets symbolske figurer og markedspladsens sædvanlige inventar. Ingen navne eller personligheder, som man kunne opspore.

IMG_20170303_0002

Bagsiden af trykket med teksten “XIXe” og prisen på 3€. Foto: Kasper Jacek.

I samme bunke var der nogle tryk, arkiveret under “Afrika”. Et af dem havde titlen ‘Retraite du Capitaine de Geraud’. Over denne titel stod der ‘L’Afrique Francaise’ – fra det franske Afrika. På bagsiden stod “XIXe”, det 19. århundrede. Det var lavet i 1857 af den franske gravør C. Geoffrey efter den franske krigsmaler Hippolyte Bellangés oprindelige tryk.

Til en pris på tre euro må det nok være siges at tilhøre kategorien “ral”.

Trykket viser en lille, mørkklædt deling med bajonetspidserne pegende i alle retninger ud fra et midterpunkt. De er omringet af kappeklædte mænd med rifler, flere af dem på hesteryg. Ligene fra begge hære ligger i bunker, spredt rundt i bakkerne omkring denne centrale scene, som havde fået titlen “Kaptajn Gerauds tilbagetrækning”.

Jeg glemte at se efter navnet på forretningen. Dagen efter gik jeg tilbage og fandt det: Les Debois.

IMG_20170303_0001

Retratite du Capitaine de Geraud. Foto: Kasper Jacek.

Jeg havde fundet mit materiale og begyndte at lede efter informationer om denne Geraud og hans nederlag i Algeriet. Jeg sejlede rundt i Googles enorme informationshav på jagt efter kaptajn Geraud, der havde været tvunget til at trække sig tilbage, indgraveret af C. Geoffrey 150 år forinden. Da jeg kom hjem igen skrev jeg et par mails til en historiker, der måske kunne hjælpe mig med navigere og måske få adgang til nogle mere troværdige historiske arkiver end internettet kunne tilbyde. Det lykkedes ikke. Jeg fandt enkelte franske kilder, som måske kunne fortælle mere om denne kaptajn Geraud. Men jeg kan ikke selv fransk, så jeg fik dem aldrig oversat.

Som en luftspejling af den information, jeg egentligt ledte efter, fandt jeg – midt i Google-havet – frem til noget, der snart skulle få mig til at glemme denne første kaptajns nederlag. Nemlig en anden kaptajn Geraud, ombord på et skib med navnet Telemaque, der var på vej mod indien i 1786.

 

Den anden kaptajn Geraud og Telemaque-revet

Fra dækket lød råb om klipper. Klokken var kvart i seks om morgenen og solen var kun lige stået op mandag den sjette februar 1786. Den engelske passager på den franske brigantine Telemaque, navngivet efter Odysseus og Penelopes søn Telemachos,  var løbet op på dækket, der stadig må have været vådt af nattens dug.

Lidt over to uger tidligere – den toogtyvende januar samme år – var Telemaque sejlet fra Kap Det Gode Håb mod Madras, i dag Chennai, i Indien.

De andre passagerer og dele af besætningen stod samlet i den ene ende af skibet. De stod og kiggede ned i havdybet. Den engelske passager løb hen til flokken. Bølgerne var korte, de kastede sig over hinanden og kastede skibet med sig, som når bølger slår mod et rev eller ved en brænding. Den engelske passager kiggede efter den franske kaptajn, Geraud, som stod ved roret. Han var oprørt, og ligesom de andre besætningsmedlemmer, så han rådvild ud

På hver side af skibet løb stenrygge. Langt grønt græs og mos hang fra siderne af stenene, fem-seks meter under havets overflade. Direkte under skibet kunne man ikke se andet havets mørke. Der burde ikke have været et rev her på en af hovedruterne fra Paris til Kap det Gode Håb til Madras.

Som den engelske passager senere udtalte i en rapport, så fortsatte skibet endnu et par minutter mellem de to stenrygge: ”… vi forventede hvert et øjeblik at ramme, mens vi så stenene så klart på hver side af skibet, at vi tydeligt kunne se det lange, grønne græs, der hang på siderne af stenene.”

Lige så pludseligt som det, denne tidlige morgen i februar i 1786, havde rejst sig fra havets bund forsvandt den stejle stenryg ned i havbunden igen. Efter halvanden time mistede de, ifølge den franske kaptjan Gerauds logbog, synet af banken, der havde strakt sig sydligt, længere end de kunne se.

Telemaque ankom til Madras den syttende maj samme år. William Petrie, formodentligt den samme William Petrie som var officer i det Østindiske Kompagni i 1780′erne og senere byggede et observatorium i Madras, indsamlede øjenvidneberetninger fra passagerne og kopierede den franske kaptajn Gerauds logbog. Hver gang spurgte han insisterende passagerne, om de kunne have forvekslet det,  de havde set med en skyafspejlning i vandets overflade eller et andet objekt under vandet.

Kunne det have været en afspejlning i havets overflade eller et synsbedrag, skabt af noget under vandet? Et undervandsfatamorgana? Måske et spøgelsesrev?

Men som kaptajnens logbog afslørede, var der hos ham ingen tvivl om revets eksistens: “Den klarhed, som vi så stenene med, efterlod ingen tvivl om situationens overhængende fare. Da det var vigtigere at sørge for bevarelsen af vores liv ved at manøvre fartøjet, end at måle den præcise dybde, brugte vi ikke bly, hvorfor vi kun kan sige hvilken dybde havet så ud til have på baggrund af vores syn.”

William Petrie indsamlede øjenvidneberetninger fra passagerne og kopierede den franske kaptajn Gerauds logbog til journalerne for at bekræfte det alarmerende og farlige rev øst for Kap det Gode Håb på den udadgående rute til Indien. ”Det er ikke umuligt at tro, at dette rev har vist sig at være fatalt for nogle af de fartøjer, som er forsvundet på rejsen til Indien og aldrig siden hørt fra,” som Petrie skrev i sin rapport.

Revet blev kaldt Telemaque efter den franske kaptajn Gerauds brigantine. Men allerede fra starten blev Telemaque-revet indskrevet i søruternes journaler med en hvis tøven. Kaptajn Geraud havde ikke målt dybden og deres bedømmelse var alene på baggrund af deres øjemål.

I årene efter Telemaque-revets opdagelse fandt andre skibe på vej mod Indien lignende tegn på dette revs eksistens: Skibet Crown Prince Frederick observerede i 1796 misfarvet vand på de samme koordinater som Telemaque-revet; Det amerikanske skib Pallas observerede ligeledes misfarvet vand så langt øjet kunne se i januar 1807; I maj 1816 observerede brigantinen Macedon en række brændinger på cirka samme position, som Telemaque-brigantinen havde observeret tredive år tidligere.

I godt femogtredive år eksisterede Telemaque-revet – øst for Kap det Gode Håb – i de sejlendes journaler og bevidsthed.

I 1821 blev skibet H. M. S. Heron med kaptajn Hanmer ved roret sendt ud for at fastlægge revets eksistens. Efter en undersøgelse af de forskellige koordinater fandt kaptajn Hanmer intet tegn på, at et sådant rev skulle findes. Kaptajn Hanmers telegram om Telemaque-revets ikke-eksistens blev senere publiceret i Kap det Gode Håbs regeringsjournal.

Som Hanmer rapporterede fra Simon’s Bay i 1822 efter nøje lodning af koordinaterne: “Jeg vil derfor anmode Deres Højhed om med glæde at gøre disse meldinger så offentlige som muligt, til fordel for navigationen, især for de skibe, der krydser disse have, må det være en store lettelse for sejlere at være sikre på ikke-eksistensen af dette formodende og farlige rev, Telemaque.”

Som der står i James Horsburghs journal med den meget lange titel ‘The India Directory, Or, Directions for Sailing to and from the East Indies, China, Australia, Cape of Good Hope, Brazil and the Interjacent Ports: Compiled Chiefly from Original Journals of the Company Ships and from Observations and Remarks, Made During Twenty-One Years Experience Navigating In Those Seas’ fra 1841, så var det “tilfredsstillende” for navigatører, at der ikke længere var grund til bekymring ved det såkaldte Telemaque-rev.

Dermed forsvandt Telemaque-revet ud af sørutejournalerne og fra kortene på samme måde, som revet, ifølge Kaptajn Gerauds logbog, var forsvundet ned i havets bund. Udover de engelske passagerer, så ved jeg ikke, hvad Telemaque oprindeligt havde haft med ombord til Indien.

 

Telemaque-skatten, der måske aldrig var

Da jeg ledte videre efter flere af disse journaler stødte jeg tilfældigvis på et skib med samme navn, som det skib, der måske – eller måske alligevel ikke – havde opdaget Telemaque-revet, men med sikkerhed havde givet revet sit navn i sin godt femogtredive-årige eksistens.

Jeg ved stadig ikke, om det var det samme skib. Ifølge Wikipedia findes der flere skibe med samme navn i det Franske Østindiske Kompagnis historie og nogle sider med lister over skibsvrag, hvis formodede troværdighed forrådes af deres 90’er-hjemmelavede-udseende.

I hvert fald, så sank denne brigantine med navnet Quintanadoine, der havde heddet Telemaque indtil året før, den 3. januar 1790 ved Seinens udmunding nær den franske by Quillebeuf. Det blev ramt af en tidevandsbølge, som dette område er kendt for. Disse tidevandsbølger blev kaldt “Le Mascaret” eller “Barre” af lokalbefolkningen, hvis farlige natur Joseph M.W. Turners maleri fra Quillebeuf ‘Seinens Udmunding’ fra 1833 viser. I en artikel i London Illustrated News fra 1842 beskrives tidevandsbølgens “ejendommelige natur og ekstreme fart” som den sikre død, hvis man et skib blev fanget i den.

le-mascaret-the-tidal-bore-at-quillebeuf-768x494

Den 3 mete højre tidevansbølge ‘Le Mascaret’. Foto: Courtesy Normandy Then and Now www.normandythenandnow.com

Skibet skulle efter sigende have haft en gruppe franske aristokrater ombord, der flygtede fra den Franske Revolution med deres værdigenstande. Dette ledte til massiv interesse for vraget, fordi der var rygter om, at skibet skulle have fragtet kongefamiliens smykker og juveler.  Blandt andet Marie Antoinettes diamanthalskæde og værdifulde metaller fra kirker i Paris. Et andet skib, der forlod havnen på samme tid som Telemaque, blev stoppet og gennemsøgt længere nede af Seinen, hvor man fandt kongefamiliens værdigenstande og penge.

Den skæbne undgik Telemaque.

Skibet sank fire år efter Telemaque-revet blev set første gang, hvilket betyder, at det måske kunne være samme brigantine, der var vendt tilbage til Paris, for senere at tage på sin sidste rejse med en gruppe franske aristokrater ombord. Ingen fra skibets besætning omkom, men da vraget udgjorde en fare for de mange skibe, som skulle navigere her, blev et hold sat ind til at løfte det. Efter tre måneders forsøg på at hæve vraget opgav man og Seinens tidevand slugte deres udstyr.

I løbet af 1830’erne og 1840’erne forsøgte private selskaber og skattejægere at bjærge skibet af flere omgange med støtte fra både franske og engelske investorer. Igen i starten af 19. århundrede var der forsøg på at have vraget. Men uden held.

Ved lavvande om sommeren skulle det have været muligt at se skibets ribbenstruktur, liggende på Seinens bund, ud for Quillebeuf (det danske ord ‘rev’ stammer desuden fra det norrøne ord for ‘ribben’).

I 1938 udsendte man så en officiel opfordring til spekulanter om at undersøge vraget. André Crestois, en parisisk entrepenør, fik lov at stå for bjærgningen og hyrede ingeniøren Theodore Laffite. I 1939 begyndte arbejdet, der tog seks måneder, om at lokalisere vraget. Men der var fortsat usikkerhed om det faktisk var Telemaque, da andre kendte vrag lå på denne strækning af Seinen. Alligevel sendte man dykkere ned, som fandt både bronzelysekroner, låse, bæltespænder, krucifikser og guldkæder. Senere fandt man også mønter.

1940-wreck

Dele af vraget hæves i 1940. Foto: Courtesy Normandy Then and Now www.normandythenandnow.com

Med krigens begyndelse var Crestois tvunget til fremskynde bjærgningen af skibet, men på trods af at have bjærget dele af skibet, så fandt man ikke mere. Flere af bjærgningsarbejdere frygtede, at det ikke var Telemaque, som man havde bjærget. Som det står i telegram fra Wellington Times fra 1940, så tog bankmanden, som vi må tænke henviser til denne Crestois, dette nederlag “filosofisk”:

“En bankmand finansierede bjærgningen, som eftersigende skulle have kostet £10,000. Han tog sagen filosofisk og udviste ingen tegn på skuffelsen, men inviterede dykkerne og bjærgningsarbejderne på middag. Sådan ender historien om Telemaque-skatten, med mindre bjærgningsholdet har rejst det forkerte vrag.”

Det mente blandt andet en tidligere hollandsk flådeofficer, Villem Verloop, i 1984. Ifølge hans beregninger så var Telemaque nu begravet i dynd fra Seinens sidste fyrre års konstante bevægelse. På samme sted, hvor Quillebeufs lokale fodboldbane nu lå.

Ligesom jeg aldrig fandt frem til den oprindelige kaptajn Geraud, der måtte overgive sig i Algeriet, så måtte denne Verloop skuffet vende tilbage til Holland efter at have fået af vide, at enhver skat alligevel ville tilhøre den franske stat, abbedierne eller slægtninge, hvis de overhovedet kunne identificeres.

Kasper Mikael Jacek er redaktør på Baggrund og kandidatstuderende i Analytisk Journalistik på Aarhus Universitet.