UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Særklasse, eller at gentænke revolution og fællesskaber

Baggrund har i anledning af Center for Vild Analyses anden bog, Særklasse – den tøvende revolution, sat to vilde analytikere i stævne på Aarhus Universitet til en snak om det teoretiske univers, bogen er opstået ud fra. Bogens titel dækker over et begreb, som centret har udviklet i et forsøg på at gentænke revolution og fællesskaber.


Baggrund: Før vi går til selve bogen, så kunne I måske fortælle lidt om hvad Center for Vild Analyse overhovedet er?

Rasmus Ugilt: CVA er det, vi kalder for et kollektivt subjekt. Der er en formulering vi plejer at bruge…

Kasper Porsgaard: … som tænker og taler i den offentlige debat

I kor: Ofte under påvirkning af psykoanalysen.

KP: Og under mottoet: Hvis du vil vide det modsatte.

RU: Ideen med CVA er hvad? At vi gerne vil arbejde kollektivt med filosofien og offentligheden.

 

Baggrund: Hvordan repræsenterer man et kollektivt subjekt og i den forbindelse: Hvordan skriver man en bog som et kollektivt subjekt?

KP: Hvis vi tager det første først: Hvordan repræsenterer man et kollektivt subjekt, det synes jeg egentlig er nemt nok. Det gør man bare ved at antage og acceptere, at de ideer man fremstiller er opstået i kollektivet, og at man derfor heller ikke er fuldt ansvarlig for dem, eller fuldt herre over dem.

RU: Ja, hvis man som enkeltperson skal sige noget om CVA, så er det lidt som at sige noget om en bog, man ikke selv har skrevet. Det kan man sådan set godt. Men selve CVA er kun til stede, når vi er to eller flere, og så er det ikke længere repræsentation. Så er der snarere tale om en eller anden form for identitet.

KP: Det var det første. Det næste: hvordan man skriver en bog – det er mere praktisk.

RU: Vi skriver oveni hinandens tekster så meget som muligt, så der er ikke nogen, der ejer noget. Det skal helst ikke være sådan, at læsere bagefter kan gætte ”Det der, det har Kasper nok skrevet, og det der, det ligner noget Rasmus ville have skrevet.”

KP: Nogle gange er der to eller flere, som sidder omkring en tekst, hvor en så skriver det, der bliver fundet på. Og andre gange sidder vi og skriver på hver vores fragmenter, og så bliver de cirkuleret, så bytter vi computere; nogle skriver videre eller skriver om. På et tidspunkt, når vi har været i gang længe nok, som vi var med bogen her, så kommer der sådan nogle tidspunkter, hvor man sidder og tænker: ‘Hvem har egentlig skrevet det her? Det kunne faktisk godt være mig.’

 

Baggrund: Hvad er det så for en bog, I har skrevet, og hvad er formålet med den?

RU: Det handler jo om at tænke revolution og fællesskaber… igen. Det er et forsøg på at tænke nyskabelsen og tænke det som noget, der opstår i fællesskaber.

KP: At tænke nyskabelsen som mere end bare brud. Projektet består på en måde i at sige: Der findes den normale tilstand, og der findes bruddene, eller der findes det særlige. Men det særlige sker. Så det er noget med at udvikle en kategori for noget, som er ud over det sædvanlige, og så dernæst postulere at det rent faktisk sker og vise, hvordan det rent faktisk sker og foregår.

RU: Det er i den forstand en meget optimistisk bog. Det er i hvert fald forsøget på at skrive en optimistisk bog, som lidt henvender sig til dem, der bliver mere og mere deprimerede over, hvordan verden går sin gang. Vi siger: der sker faktisk, trods alt, ting som man kan være både optimistisk over og begejstret for. Der er god grund til at holde fast i tanken om, at vi rent faktisk kan skabe små mirakler – både politisk, men også i alle mulige andre dele af menneskelivet, altså kulturelt og videnskabeligt.

 

Sartre – Serien og gruppen

Baggrund: I har ladet jer inspirere af en række tænkere, som har forskellige bud på, hvordan det umulige rent faktisk er muligt på den ene eller anden måde. Det er her særligt Sartre, Badiou og Rancière. Hvad indfanger særklasse-begrebet, som de ikke gør? Hvorfor er begrebet så at sige nødvendigt?

RU: Der er for det første Sartre, der har et skema i Kritik af den dialektiske fornuft, som vi til dels følger med de tre kategorier: serien, gruppen og organisationen. Så han er naturligvis vigtig, og der er meget, som vi følger fra Sartre, men der er bestemt også nogle steder, hvor vi synes man skal gå en anden vej teoretisk eller filosofisk. Det handler om forståelsen af fremmedgørelsen og frigørelsen. Vi deler Sartres analyse af det moderne/postmoderne netværkssamfund som grundlæggende bestående af serier. En måde at sige det på er, at det moderne hierarki er en kø. Der er simpelthen forskellige køer, som vi er placeret i, og det er både på personligt og offentligt plan. Sartres formular for det er, at de andre i køen bare er noget, som skal overstås, så forholdet mellem mennesker er her fuldstændig fremmedgjort. Enhver er den samme som de andre, for så vidt han er en anden end sig selv, som Sartre siger. Vi er alle sammen både på afstand af os selv og de andre, og som sådan passer vi ind i køer. Sartres ide er nu, at når serierne bryder sammen, når vi for eksempel står og venter på bussen, og den så ikke kommer, så kan der opstå en gruppe, fordi folk begynder at brokke sig. Eller på en lidt større skala: Hvis kapitalismen bryder sammen som system eller begynder at vise sprækker, så kan der opstå grupper, som siger ‘det er også noget lort med kapitalismen; vi må gøre noget, finde på noget andet.’ Som modreaktion til seriens sammenbrud finder Sartre mulighed for, at der kan opstå genuine fællesskaber. Her er vi uenige med Sartre på to punkter: For det første mener vi ikke, at det er nødvendigt at serien bryder sammen, for at der kan opstå grupper.

KP: Der skal ikke ske en katastrofe, før der kan komme en særklasse.

RU: Særklassen kan sådan set opstå overalt – bare mennesker mødes i en eller anden form for fællesskab. Det andet sted, hvor vi er uenige med Sartre handler om, hvad der sker i gruppen. For Sartre ender det med, at man i gruppen på en eller anden måde bliver mere autentisk sig selv, at man bliver fri. Eksistentialismens parole om, at man er fordømt til frihed, bliver på en eller anden måde indfriet i gruppen hos Sartre. Dette kan man se som et udtryk for den humanisme der er at finde i Sartres filosofi, og den er vi også uenige i. Så vores ide er ikke, at man kommer ud over fremmedgørelsen i særklassen, man bliver blot fremmedgjort på en anden måde. Sagt på en anden måde: Det er ikke fordi man bliver mere hel og fuldt ud sig selv, man bliver bare fremmed for sig selv på en anden måde, som er mere frugtbar. Det er psykoanalysens begrebsunivers, vi fortsætter her. Vi opfatter mennesket som et spærret subjekt, dvs. som noget der aldrig kommer fuldt og helt i overensstemmelse med sig selv. Der er altid det ubevidste, der er altid noget som skurrer underneden. Og det er der også i en særklasse. Særklassen bliver en anden måde at forholde sig til den måde, vi er mislykkedes på.

 

Bruddet” – Et teoretisk felt mellem venner og fjender

KP: Man kan måske sige, at der har været en tendens i de sidste 10-20 år til at forsøge at tænke de nye ting [red. at der opstår grupper indenfor det serielle]. De største indenfor vores ramme er nok Žižek på den ene side, Badiou og Rancière på den anden side og så sådan nogen som Hardt og Negri på den tredje side. Žižek er enormt god til at beskrive ideologien, og hvad der sker lige her og nu i den sociale orden, og hvorfor man ikke kan komme ud af det. Han fokuserer på bruddet. Hvordan kan man få systemet til at bryde sammen for en kort stund? Badiou tænker Begivenhed som noget, som man på en måde næsten er nødt til at forudsætte. Der sker noget særligt, og så er man i det, og så kan man forsøge at være tro mod det og praktisere sin troskab.

RU: Som vi ofte stiller det op: Man kan sige at Žižek tænker hele vejen indtil bruddet; Badiou tænker hvad der skal ske efter…

KP: … fra bruddet og frem. På den tredje side har vi så nogen, som vi tager som en slags modpol, men som vi måske ikke er så meget inde i – det er typisk, at man ikke får læst sine fjender, så godt som man læser sine venner. Men der er den der Hardt/Negri-tankegang om multituden, som jeg opfatter som et mere flydende netværk af socialitet, hvor der hele tiden kan praktiseres nye ting, og hvor man ikke er forpligtet på ideen om noget skjult, eller ideen om et brud, eller ideen om et subjekt, som er fremmedgjort. Det hele tænkes på et immanent plan. Hvor man modsat kan sige, at Žižek og Badiou har en slags dualisme indbygget i deres teori.

RU: Ja, en eller anden form for transcendens.

KP: Ja, der er forskel på ting. Der er forskel på almindelige hændelser og Begivenheder. Der er forskel på almindelig, tandløs modstand og ægte handlinger.

RU: Ja, derimod er den fornemmelse man får fra multitude-tænkningen, at alle oprør for så vidt er gode. Mottoet for Hardt og Negris Empire er: ‘Every tool is a weapon if you hold it right.’ Man kunne måske fristes til at tænke, at det var der, vi var på vej hen. Vores ide er jo virkeligt at tænke et eller andet, som næsten kan begynde at virke som begejstringen over oprøret. Vores påstand er, at særklasserne finder sted, og at de sker overalt, men vi har bestemt også ambitioner om at tænke, hvad der er særklasse, og hvad der ikke er særklasse. Desuden så adskiller vi os fra Hardt og Negri på det mere fundamentale ontologiske plan. Hvor de placerer sig i forlængelse af en tradition, der går over Deleuze og Nietzsche til Spinoza, og som insisterer på at tænke ren affirmation, så er vi som nævnt mere i den lejr, hvor man anser negativiteten for at være uomgængelig. Eksempelvis i forhold til fremmedgørelsen, som man altså aldrig slipper af med.

Den sidste skal vi måske også lige nævne, for han er egentlig ret vigtig. Det er Rancière. Det, der især er vigtigt for os at tage med fra ham, er forestillingen om lighed som et nødvendigt aksiom for det politiske. Ikke som noget man langsomt skal slås sig frem til, men derimod, at for så vidt du overhovedet kan tale om politik, så må du have sat ligheden som et princip. Og det er væsentligt i vores forståelse af, hvad en særklasse er: I en særklasse kan man ikke operere med hierarkier. Det der sker i en særklasse – og det skal altid være på den måde – er, at man ser på den anden som sin ligemand. Det har vi nogle teoretiske overvejelser omkring. Der er eksemplet med fangerne i gården fra Lacans Artikel om ”Logisk tid” [og forudsætningen af en forventet vished, red.]. Det prøver vi at give en ny læsning, der går imod de fortolkninger, som påstår, at problemet for Lacans løsning er, at man altid kunne blive foranlediget til at tænke at den anden er dum. Kort fortalt så handler artiklen om en lille gåde, som bliver stillet til nogle fanger. Den af dem, som kan løse gåden, slipper fri. Løsningen på gåden forudsætter nu, at man iberegner de andres beregninger af, hvordan gåden skal løses. Man forudsætter, at de andre kan tænke med. Dér er der nogle fortolkninger, der siger, at der altid er en mulighed for, at den anden er dum – og at man derfor ikke kan regne med, at han tænker sådan som man forudsætter, at han gør i løsningen. Vores pointe er så at sige, at det er selve spørgsmålet ‘måske den anden kunne være dum,’ der er problemet. Så længe det spørgsmål overhovedet er en mulighed, så kan du aldrig finde en særklasse. Det handler om at finde en måde at møde de andre på, hvor man gør spørgsmålet om dumhed irrelevant.

KP: Så på den måde forsøger vi at placere os i det felt.

 

En afsluttende detour

Baggrund: I har i Særklasse en lille detour omkring Marshall McLuhans bog The medium is the message, der hos jer bliver læst som det, at mediet serialiserer mennesker. Et positivt biprodukt af den stigende serialisering igennem medier kunne måske være sådan noget som blogs, podcasts, internetfora osv. Kunne man forestille sig, at der her er et særklassepotentiale tilstede?

KP: Det er et specielt spørgsmål, fordi det handler om det materielle. Det vi tager udgangspunkt i er en ide om en social-symbolsk orden af tegn. Vi spørger, hvordan der kan ske noget inden for den orden, som rækker ud over og ødelægger ordenen. I det lys er det svært at sige, at en bestemt materiel teknologisk landvinding i sig selv giver mulighed for særklasse. Det kan man nok ikke med udgangspunkt i vores analyse. Det handler om at sige, at det principielt kan ske overalt, fordi det sker intetsteds eller kommer intetsteds fra. Så kategorierne for særklassen unddrager sig umiddelbart en materiel forklaringsramme.

Kunne man ikke sige noget i retning af, at det ikke så meget handler om at få særklassen til at opstå, men at opdage at den er der, og hvordan man skal agere på den? Det handler ikke om at formulere et problem, en løsning og en agent til løsningen. Især en agent som ikke er en selv! Politikerne eller de unge eller den revolutionære eller proletariatet.

RU: Og det er virkelig bogens pointe. Særklasser finder sted, og det handler om at være opmærksom på dem og finde ud af, hvad man skal stille op med dem.

 

For mere af samme slags se Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken og Særklasse. Begge er udgivet på Informations Forlag.