UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Sekterne kommer!

The Leftovers

Intet er mere skræmmende end den sekteriske tanke, der lukker sig om sig selv. I den amerikanske TV-serie The Leftovers er 2 % af verdens befolkning forsvundet. De tilbageblevne ved ikke hvorhen, heller ikke hvorfor. Sekterne kommer!


 

Jeg hørte engang for længe siden en kvinde fortælle i radioen om et besøg i Bilka. Hun var medlem af Jehovas Vidner. Som så ofte før var hun i Bilka for at købe ind. Hun skulle også prøve tøj. Et prøverum kan føles lidt som at være i sin egen, private verden, og da hun kom ud fra rummet, blev hun slået af en sær fornemmelse. Hvor var alle henne? Og hvorfor var der ikke noget af den sædvanlige muzak, ja, hvor var alle lyde blevet af? Hun tog nogle skridt rundt for at se efter, men der var tomt. Da slog det hende: ”De er væk. Alle er blevet taget!” Hun blev slået med rædsel over tomheden. Hun troede, at Bortrykkelsen havde fundet sted, at Gud havde taget de retfærdige til sig, og at hun var ladt tilbage som fordømt på jord. Da dukkede der en kunde med indkøbsvogn op. Hun havde taget fejl. Alt var, som det plejede.

Jeg kom til at tænke på kvinden, hver gang jeg satte mig til rette med et nyt afsnit af TV-serien The Leftovers, for det mindede mig om, hvor langt jeg var fra seriens altafgørende præmis: at Bortrykkelsen, eller noget der ligner, virkelig har fundet sted. Kvindens fortælling havde lejret sig i min erindring som et vildt eksempel på at blive forladt af alt og alle. Seriens tagline (”We’re still here”) siger det hele. Hvordan skal de, der bliver ladt tilbage fortsætte livet? På hvilke betingelser og hvad søger vi efter? The Leftovers forsøger aldeles konsekvent at beskrive, hvordan det er at leve med en omfattende forladthed.

 

Den store forsvinden

En efterårsdag forsvandt to procent af jordens befolkning. Fra det ene øjeblik til det andet. Serien tager sin begyndelse tre år efter ’The Departure’, den store forsvinden, hvor man i lillebyen Mapleton er ved at gøre klar til at afholde den nystiftede ”Heroes Day” til minde om alle de forsvundne.

Den mest indebrændte person i The Leftovers er Kevin Garvey, seriens hovedperson og chef for byens politi. Han lægger ikke skjul på, at mindedagen blot er staffage. Sminke lagt hen over en dyb desperation. Vi kan mindes alt, hvad vi vil, det bliver vi ikke mere et fællesskab af. Splittelsen er endegyldig. ”Der er ingen, der er klar til at få det bedre, de er klar til at eksplodere,” konstaterer han. Det gælder ikke mindst ham selv. Dagen går heller ikke så godt. Mapletons borgere prøver i byens park at samle sig om en vulgær og kikset mindesten for de forsvundne, da The Guilty Remnants dukker op. Med store hvide skilte håner de byens borgere for deres hykleriske dvælen ved en bekvem sorg. ”Stop wasting your breath!”, står der på skiltene.

Den frygteligste kraft i serien er The Guilty Remnants. I en post-forsvindingsverden er sekter det nye store fænomen i verden. Alverdens kultiske energier er blevet frisat til det punkt, hvor det traditionelle Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms (ATF) nu hedder Bureau of Alcohol, Tobacco, Firearms and Cults. Serien spiller vældigt på erindringen om stormen i Waco mod sekten Branch Davidians og dens leder David Koresh. Efter den store forsvinden er den slags blevet hverdag.

The Guilty Remnants, eller GR som de kaldes i serien, er radikale. De går kun klædt i hvidt og lever spartansk og kollektivt. De missionerer benhårdt ved at stille sig op foran folks huse. Og de bliver der, som en anklage i kraft af deres blotte tilstedeværelse. De har aflagt tavshedsløfte, så de har altid en notesblok om halsen. Og så ryger de. Hele tiden. På endevæggen i deres fællesrum står der: ”Vi ryger ikke for fornøjelsens skyld, vi ryger for at udtrykke vores tro”. I Mapletons post-apokalyptiske verden er rygning blevet den ultimative dødsmarkør. At tage rygning op som princip udgør det ultimative nej til verden. At ryge bevidst er at forsage denne verden og erklære sig selv for så godt som død.

 

Fri mig for det her sted

The Leftovers har en imponerende titelsekvens. I form af et bevægeligt renæssancemaleri, der minder om loftet i Det Sixtinske Kapel, suges kvinder, spædbørn og homoseksuelle op mod himlen til underskøn cellomusik og kirkekor, mens de efterladte ser rædselsslagne til. Sekvensen rammer alt, hvad serien handler om: mystikken ved en anden verden, et forklarende lys, smerten hos de efterladte. En tilstand af uvished.

Det er gamle temaer, som lader sig genfinde i kristen eskatologi og gnosticisme. Eskatologi handler om de sidste tider, om hvad historien endegyldigt kan tilbyde os. Som sådan er det svar på spørgsmålet: Hvad skal der blive af os? Svaret på dette spørgsmål kan være et uhyre magtfuldt og stærkt mobiliserende væsen at slippe løs. I dag tror vi ikke på, at krisen, omslaget, opløsningen, åbenbaringen eller hvad det måtte være, skulle komme fra det hinsides. Skal vi give mening til så absolutte kategorier må det betyde noget i stil med, at en ny klasse, en revolution eller en fører træder ind på verdensscenen. Filosoffen Karl Löwith pegede i tiden efter 2. Verdenskrig på nazismen og stalinismen som ideologier med eskatologiske træk. Med tankerne om at udgøre historiens endestation frisatte de enorme revolutionære kræfter. The Leftovers træder et gevaldigt skridt til siden og genindfører transcendensen med fuld fanfare.

For sekterikerne i The Leftovers er det i grunden meningsløst at interessere sig for verden. Verdens tid er forbi. Forestillingen om de sidste tider frarøver verden al realitet og fornuft. Historien er sat fuldstændig ud af kraft. Alt, hvad der foregår i verden er ligegyldigt i forhold til, hvad der sker med verden. Stillet over for Guds hemmelighed i historien bliver alle vore hverdagstrivialiteter slået i stykker.

Filosoffen Hans Jonas har peget på, at det moderne menneskes oplevelse af at være fejlplaceret eller ladt tilbage i verden følger et oldgammelt gnostisk skema. Gnosticisme er et radikalt svar på, hvad der opleves som en tvangsmæssig placering i verden. Ordet er græsk og betyder viden eller erkendelse og betegner en helt særlig viden der kan være vejen til forløsning. The Guilty Remnants udlever til fulde en gnostiske længsel. Mystikken og det uforståelige skal drives frem mod sin konsekvens, ikke tildækkes eller bortforklares. Vær ikke ked af det mystiske, vær ikke ked af, at verden opleves som fremmed, vær ikke ked af, at du ikke længere kan deltage i det normale liv. Se det som et skridt mod øget bevidsthed.

Derfor er seriens mest foruroligende person Laurie Garvey, hustru til Kevin og mor til Jill. Hun har forladt sin familie for at træde ind i The Guilty Remnants. Hun får en lighter af datteren Jill med indskriften ”Glem mig ikke” – og smider den i kloakken lige på stedet. Laurie forsager alt i denne verden, selv sin egen familie, ud af respekt for den hændelse, der nu overstråler alt. ”Vi vil have dem til at huske noget, som de prøver at glemme,” lyder bevægelsens mantra. Byens almindelige borgere forsøger at mindes for at kunne glemme. Heltedagen er et klassisk forsøg på at erindre på en bestemt måde for derved at kunne lande et tab eller en smerte. The Guilty Remnants forsøger at glemme alt for at kunne huske denne ene ting.

 

Efter bomben

The Leftovers hører til i den flodbølge af undergangsserier- og film, der produceres for tiden. De lever alle af en afgørende begivenhed. Klimaundergang, zombieudbrud eller nedsmidningen af den store bombe. The Leftovers er et bidrag til genren, men bomben der droppes er unik, en meningsbombe, en religiøs og filosofisk bombe. På trods af, at det var de få, der forsvandt skal flertallet bære smerten over at blive forladt. Man blev forladt af de 2 %, men også af enhver mening.

Mapleton og resten af verden er ramt af en intens følelse af eksistentiel indebrændthed. Indbyggerne er i en permanent undtagelsestilstand, evigt vagtsom overfor nye anomalier. Tæppet er for altid trukket væk under dem, så hvem kan gå rundt uden et beredskab for den næste begivenhed? Hvem kan lade være med at aflæse verden som tegn.

Det er svært ikke at se seriens præmis om de sidste tider, uafgjortheden, den radikalt åbnede og på samme tid mystificerede historie, som en parallel til vore tiders miljøkrise og terrortrussel. Undergangsfascinationen og fornemmelsen af at stå på tærsklen af en ny tid med behov for at tænke historie på en ny måde får lov at spejle sig hæmningsløst i The Leftovers flirt med undergangen og de tilbageblevnes svar.

Den store forsvinden fungerer som et forstørrelsesglas for den amerikanske bearbejdning af 9/11. Et stort indbrud i historien – gådefuldt, uforklarligt og meningsløst – skaber et ’efter bomben’. I The Leftovers oversættes konkret terror til metafysisk terror. Lamslåelsen er over Guds almagt, hjælpeløsheden er den samme. Som sådan undersøger serien terrorens væsen. Ikke den jordiske og politiske, men den eksistentielle.

 

Hvem har følt det ufattelige?

Den sørgeligste person i The Leftovers hedder Nora Durst. Hun mistede hele sin familie i den store forsvinden og er så alene at det næsten ikke er til at bære. ”I’m beyond repair”, som hun siger. Hendes replikker er personlige, kuldslåede udsagn om en amerikansk grundtilstand. ”Vi lever i ruinerne af en forladt civilisation,” konstaterer hun.

Forundringen over, at verden blot fortsætter efter at alt er forandret har sin egen filosof i Friedrich Nietzsche. I værket Den muntre videnskab introducerer han en figur, det skøre menneske, der undrer sig over, at ingen synes at have bemærket et fundamentalt forandret vilkår for et moderne liv. At Gud er død. Gud er død, men vi har ikke lagt mærke til det. Vi fortsætter, som om intet var hændt, i ruinerne af et udtjent landskab. Det skøre menneske kan ikke forstå, at vi kan fortsætte – når nu vi er reduceret til intet og må bære alt selv. I The Leftovers forholder det sig lige omvendt. Verden er blevet genfortryllet – og så alligevel ikke helt. Alle kæmper igennem serien for ikke at tage bestik af det skete.

For Nietzsche lød det centrale problem ”Gud er død”. For de efterladte i The Leftovers er det snarere ”Gud er fraværende”. Det kunne lyde som en formildende omstændighed. Katastrofen burde jo være mindre total, men det vakuum, der efterlades er frygteligt nok. Borgerne i Mapleton taler da også mere vredt end ærefrygtigt om den store forsvinden. En transcendens, der ikke giver os nogen vejledning opleves som en hån.

“Man hører kun de spørgsmål, som man er i stand til at finde et svar på,” understreger Nietzsche. The Guilty Remnants kræver ubønhørligt, at vi hører de spørgsmål, vi ikke kan finde svar på. Der er stort mod i en sådan hjertets renhed, men den truer altid med at blive inhuman. Skal vi opholde os permanent i skyggen af krisen og det mystiske bliver eksistentiel intensitet til terror. Tilværelsens gådefuldhed står lysende klart for borgerne i Mapleton – og det er ikke til at holde ud.

Sekterne i The Leftovers er skræmmende. Deres kompromisløse renfærdighed og villigheden til at ofre den trivielle verden for en højere mening udgør en slags avanceret barbari. De handler alle om den eksistentielle rus ved at have indset den trivielle verdens tomhed og besiddelsen af en særlig viden som er forbeholdt de få. Om nydelsen ved at leve i ruinerne af en forladt civilisation.

Frank Beck Lassen underviser i filosofi på Testrup Højskole og er Ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet.